Hvad vil mænd?

Mænd, kvinder, kærlighedsgaver og selvrealisering i Lykke-Per

Det følgende har udgangspunkt i et citat fra den engelske sociolog Anthony Giddens' bog Intimitetens forandring (1994). Min ønske er ikke så meget at eksemplificere Giddens' nu ganske velkendte tanker med Pontoppidans også ganske velkendte roman. Jeg tænker snarere at noget af det Giddens skriver om, allerede findes hos Pontoppidan. Læg mærke til at i det kommende citat "har noget allerede stået klart fra og med det nittende århundrede". Hvad det end er, vi kommer til det lige om lidt, kan en roman som Lykke-Per måske have været med til at få det til at stå klart. Omvendt kan 100 års afstand og en engelsk sociolog måske få os til at se noget i den gamle roman som næppe stod klart i romanens samtid.

Det moderne gennembruds kvinder

Her kommer citatet:

Hvad vil mænd. På én måde har svaret været klart og opfattet af begge køn fra og med det nittende århundrede. Mænd ønsker status blandt andre mænd, opnået ved materielle belønninger og forbundet med mandlige solidaritetsidealer. Men her misforstod mændene en nøgletendens i modernitetens udviklingsbane. For mænd søgte selvidentiteten i deres arbejde, og de forstod ikke – her bør vi altid tilføje: i det store og hele – at selvets refleksive projekt indebærer en følelsesmæssig rekonstruktion af fortiden for at projicere en sammenhængende fortælling ud imod fremtiden. Deres ubevidste følelsesmæssige tillid til kvinderne var det mysterium som de søgte at finde svaret på hos kvinderne selv, og jagten på selvidentitet blev skjult bag denne ikke erkendte afhængighed.1

Man tænker jo nok typisk moderniteten som noget der drives frem af naturvidenskab, elektricitet og dampmaskiner. Og mænd får så en moderne identitet ved sammen med andre mænd at gøre sig i den moderniseringsproces som fx ingeniører …

Giddens synes at mene at det væsentlige ved moderniteten nok så meget ligger i forandringer i det vi vist endnu kalder "intimsfæren", som den ligger i de udvendige størrelser, man typisk knytter til det moderne gennembrud: "industrialisering og kapitalisering; urbanisering og sekularisering; social og politisk omorganisering; politisk-kulturel demokratisering; internationalisering og professionalisering" – for nu at citere en kursiveret sammenfatning ved Hans Hertel.2

Mændene tager imidlertid fejl af modernitetens udviklingsbane netop ved at identificere sig med disse udvendige forandringer. De finder "selvidentiteten i deres arbejde", siger Giddens, og de tager dermed ikke bare fejl af moderniteten, men også af sig selv. Det moderne selv opstår i det kærlighedsforhold som Giddens kalder "det rene forhold", et fænomen der begynder at vise sig i 1800-tallet. Et sådant forhold er ikke defineret af kald og stand, men alene af følelserne mellem to mennesker. Forholdet genskriver eller snarere genfortæller de elskendes fortid – noget de fleste af os kender, i øvrigt: Når vi indgår nye kærlighedsforhold, genfortæller vi gerne vores egen historie og hører den anden gøre det samme. Vi projicerer dermed også "en sammenhængende fortælling ud imod fremtiden". Det er dette i sit væsen narrative projekt der giver moderne mennesker deres identitet, og det er det mændene ifølge Giddens har taget fejl af. Han mener i øvrigt også at romanen som fortællende form er knyttet til denne forestilling om kærlighed.

Mændenes blindhed over for det faktum at deres moderne identitet ligger, ikke i deres arbejde, men i kærlighedsforholdet og intimsfæren, mystificerer kvinderne og gør samtidig mændene skjult afhængige af dem. Det er den patriarkalske kultur der spærrer kvinderne inde i intimsfæren, eller gjorde det ind til for få tiår siden, men i og med at det moderne følelsesliv dermed blev kvindernes domæne, kom de i udgangspunktet undertrykte kvinder – uerkendt – til at ligge inde med nøglen til mændenes identitet. Videre er det så kvinderne der i intimsfærens subversive dagligdag ved at kræve både orgasme og åndelig nærhed i deres kærlighedsforhold driver historiens store hjul.

Lad os alle meditere over det kriseplagede forhold mellem modernitet og maskulinitet med Betty Jean Newsome og James Browns "It's a Man's Man's World" (1966):

This is a man's world
This is a man's world
But it would be nothing, nothing
Without a woman or a girl

You see, man made the car
To take us over the road
Man made the train
To carry the heavy load
Man made the electrolight
To take us out of the dark
Man made the boat for the water
Like Noah made The Ark

This is a man's, man's, man's world
But it would be nothing, nothing
Without a woman or a girl

Man thinks about a little bit of baby girls and a baby boys
Man make them happy
'Cause man make them toys
And after man make everything
Everything he can
You know that man makes money
To buy from other man

This is a man's world
But it would be nothing, nothing
Not one little thing
Without a women or a girl

He's lost in the wilderness
He's lost in bitterness

Det hører afgjort med til historien, at manden der skrev og sang denne hyldest til kvinden som mystisk meningsgiver i en mandsskabt modernitet fuld af biler, elektricitet og penge, mishandlede sine koner.3

For Giddens indebærer intimitetens forandring også en voldsom forøgelse af moderens betydning for det lille barn. Moderskabet i vores betydning er altså for ham noget der opfindes med moderniteten, og moderskikkelsens betydning her er altså historisk specifik. Efter Giddens opfattelse er det centrale i det ødipale forløb i den borgerlige familie ikke faderens kastrerende indbrud, men selve tabet af moren der er særlig smertefuldt for drengebarnet:

Grundlæggende tillid, selve kilden til ontologisk tryghed, er ifølge sagens natur umulig, eftersom drengen overlades til mændenes verden af netop den person der var den højest elskede voksne han kunne stole på. […]

Maskulinitet er således energisk og stræbende, men drengens energi dækker over et meget betydningsfuldt tab4

Drengen frigøres fra sin mor og vender sig udad, men bærer en skjult sorg og afhængighed der ofte afreageres voldeligt – i en eller anden form – over for senere kærlighedsobjekter.

Mig bekendt slog Pontoppidan ikke sine koner, synge eller danse kunne han vel i øvrigt heller ikke, men han lå på linje med James Brown i de velkendte linjer:

Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi være ilde farne, dersom vi altid skulle nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Alle gaar vi ud af Tilværelsen som Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kvindens Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.5

Efter alt at dømme dukkede den meget traditionelle kønsopdeling af kærlighedsgaverne først op i en sen revision af denne tanke, som et forsøg på at forhindre den oplagte kristne udlægning af tanken.6 Men hvor nu end HP selv stod, så udtrykker citatet en central figur i moderniteten.

Mandens uerkendte afhængighed blev mere direkte tragisk og spektakulært orkestreret i fx August Strindbergs mandetragedie Fadren (1887), ligesom man mere generelt kan overveje om ikke det er den skjulte afhængighed, som luder- og madonna-komplekset i den version det får i løbet af 1800tallet, skal tildække. Her ses kvinder jo enten som rene kønsobjekter eller som kyske og flittige skytsånder for familiens liv i hjemmet, men udtrykkeligt ikke som jævnbyrdige deltagere i, med Giddens termer, det rene forholds "konfluerende kærlighed" og dens manifestation i "plastisk seksualitet", dvs kærlighed og seksualitet der alene handler om parternes nydelse og selvudvikling og ikke om forplantning.

Læg i øvrigt mærke til at jeg ikke længere taler om mand og kvinde, men om parter. Det ligger i både det rene forhold og den plastiske seksualitet, at det drejer sig om forholdet og samværet mellem mennesker mere end om hvilke køn de måtte have. Dette indebærer videre en afsked med forestillingen om den eneste ene – der står centralt i det Giddens kalder det romantiske kærlighedskompleks, som både er en forudsætning for og i disharmoni med den konfluerende kærlighed:

Jo mere den konfluerende kærlighed bliver konsolideret som en reel mulighed, jo mere træder ønsket om at finde "en speciel person" i baggrunden og jo mere tæller det "specielle forhold".7

Fisse, medaljer og ret

I Søren Ulrik Thomsens Det skabtes vaklen (1996) møder vi modernitetens mænd igen, nu passende aldret, vi er trods alt i det senmoderne nu, og i april, der – som T.S. Eliot jo hævdede – er den grusomste måned:

Det er april,
og de gamle mænd bryder sammen;
de vil ha medaljer, de vil ha fisse,
og de vil ha ret,
men ikke dø før deres sønner,
der nu slås om en plads i præsidiet,
hvis gardiner vævet af sukker og blod
opbløder verdens vældige lys,
såvel som dens værste mørke.
Selv har jeg intet at skulle ha sagt,
for jeg taler om dét,
der aldrig vil stå til forhandling,
når det kompromisløse ophørsudsalg kulminerer,
og jeg er klar til at gå min egen vej,
som er ingens, og andre har gået før mig.
Kun i en tilstand af kølig velklædt venlighed
forlader jeg dette kontor for vinden,
hvorfra intet vil blive fordelt,
for hér regnes på det, der er fælles,
men ikke kan deles,
og på det, der er delt,
men ikke kan heles:
Gennemsigtig som en tolvårspiges første digt
og søvnløs som en olding
venter jeg på, at tjørnen,
som heller hverken gør fra eller til,
springer ud.8

De gamle mænd vil tydeligvis have deres drifter tilfredsstillet hos nogle der ikke er andet end fisser; derudover vil de have anerkendelse og ret i en verden der synes styret fra "præsidiet". Sønnerne fortsætter i deres spor og slås om magten i gemakker der skærmer dem fra virkelighedens egentlige dimensioner og kraft: "verdens vældige lys / såvel som dens værste mørke."

Man må som læser notere sig at digtets univers udpræget er a man's man's world. Det er gamle mænd på bænken, det er sønnerne der er tale om. Digtets jeg får ikke direkte tildelt noget køn, men det er en konvention i centrallyrik af denne type at jeg'et på den ene side er alment, ja anonymt, på den anden side ikke som i fiktion er en opdigtet figur, men digterens stemme, her en mands. Det er også ved nærmere eftersyn nærliggende at tænke at digtets jeg er en mand der kunne deltage i præsidiets maskuline rotteræs, men vælger at gøre noget andet.

Det han siger nej til, er vel netop den geskæftige man's man's world det her drejer sig om. Han har intet at skulle ha sagt, hans kontor er kontor for vinden, og generelt gør han, som tjørnen, "hverken fra eller til". Det han vender sig til, idet han vender ryggen til mændenes verden, er imidlertid ikke kvinden eller kærligheden, men tilsyneladende noget helt andet, poesien, det at digte om de menneskelige grundvilkår, "det, der aldrig vil stå til forhandling", nemlig "det, der er fælles / men ikke kan deles" og "det, der er delt / men ikke kan heles", som det hedder med en typisk thomsensk kiasme og daktylisk gangart tilsat rim.

Som ofte hos den senere Thomsen, er "kontoret" stedet for det poetiske arbejde, ikke mindst i dets mere udadvendte aspekter. Rystet spejl (2011) begynder direkte "her på kontoret". Kontor definerer Den danske ordbog som "arbejdsplads hvor der i tilknytning til en virksomhed eller en offentlig instans udføres ledelsesmæssigt eller administrativt arbejde ". For så vidt er digteren stadig del af arbejdslivet, han laver bare noget andet, måske ingenting, eller måske snarere noget meget finere – og det er i den gerning han bliver nogen, nemlig digteren. Så jeget får nok hverken fisse eller medajler, men ret synes han vist han har.

Giddens ville måske sige at også digtermanden her tager fejl af en "nøgletendens i modernitetens udviklingsbane" fordi han finder sin identitet i arbejdet, eller prøver på det. Det ville Thomsen sikkert bekræfte – og benægte Giddens' tempererede udviklingsoptimisme, ja hele historikken: at der skulle være noget særligt med den moderne verden sammenlignet med de grundlæggende vilkår i menneskelivet. Iført morfars koksgrå jakkesæt

går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.9

Den androgyne lykke

Det turde være indlysende at også Lykke-Per melder sig ud af rotteræset i præsidiet. Hans efterladte noter rummer jo fx teksten om hans gamle konkurrent og copy cat, hr. Steiner:

Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, forspildt i Løgn og hæsblæsende Svindel – bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er Dem, som blev den narrede. Men nu aner De det ikke og er glad. De lykønsker Dem selv og drikker stolt Deres Berømmelses Skaal i Champagne. Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig. (LP II, 340)

Ligesom jeget hos Søren Ulrik Thomsen vender Lykke-Per ryggen til præsidiet, optaget af tilværelsens grundlæggende spørgsmål og, ikke mindst, hans egen rolle deri. Som bekendt kan man diskutere slutningen: Betegner den vor helts endelige triumf, hans definitive nederlag eller, som jeg selv ville hævde, et uopløseligt begge dele. Ironien i tilnavnet består ikke i at Lykke-Per aldrig finder lykken, men i at vi ikke kan afgøre om han gør det. Man kunne måske formulere dette som en slags tolkningens apori'1 hvor tekstens åbenlyse hensigt møder sit eget dementi.

I nogle af romanens sidste linjer skriver Per selv en slags allegori om en dreng og en far og et træ. Meget henad Villy Sørensens senere "det ukendte Træ" fra Sære Historier, lighederne er så mange at jeg vil antage, uden at have undersøgt det, at VS kan have taget udgangspunkt her. Faren havde to sønner hvoraf den ene falder ned og slår sig til krøbling efter at skræk for faren og hans straffende ridepisk havde jaget ham op i højt træ. Faren bliver sindssyg af samvittighedsnag, den sunde bror finder den almindelige lykke og den forkrøblede en tilsyneladende dybere og ægtere. Det hedder om drengen der nu er blevet en slags ynglinge-engel med forklaret udtryk og lysglans omkring:

Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. (LP II, 342.)

Videre påstår Lykke-Per så i sin fortolkning af forløbet at farens samvittighedsnag udtrykker en manglende tro, ikke kristentro, men den sande tro på at naturen "gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet på den anden". (LP II, 342.) Naturen skulle altså mildne luften for de klippede får. For mig at se er denne udlægning ironisk på samme måde som hele slutningen. På den ene side gøres der op med kristendommen, på den anden side videreføres den. Johannes Sidenius havde en grundmuret tro på et guddommeligt forsyn, han bebrejder (LP I, 8) ofte sin kone at hun bekymrer sig. Det er faktisk noget af det første vi hører om disse to for Per altafgørende figurer. Som gammel afviser Per altså nok sine fars kristne udlægning af kosmos, men flytter så, vel i overensstemmelse med fx vitalismen generelt, naturen ind på den kristne guds plads som garant for mening, sammenhæng – og virkelig lykke.10

Men lad nu det være. Hvad jeg vil have fat i her, er ikke så meget den for mig at se ubodelige ironi i romanens slutning, men den detalje at drengens lykketilstand af klarhed, dybde og ro også knytter sig til at hans forkrøbling har slået ham ud af nogle af de kategorier i forhold til hvilke vi får vores plads i tilværelsens kamp for en plads i præsidiet. Han er hverken mand eller kvinde, barn eller voksen, men en androgyn figur uden alder. Man kan vel vove den tolkning af det er denne androgyni og aldersløshed der gør at uendeligheden, dvs. det der er uden for menneskers normale liv og den sociale orden kan spejle sig i hans eller hendes (eller snarere hæns) blik.

Det er selvsagt vigtigt når man tænker på at romanen om Lykke-Pers liv i så høj grad har handlet om sammenhængene mellem på den ene side hans forhold til det andet køn og hans egen maskulinitet, på den anden side forholdet til den prægning han har med sig fra barndomshjemmet, og på den tredje hans kamp for en plads i præsidiet.

Luder, madonna – er der flere muligheder?

Romanens første store panorama finder da også sted i en slags trekant mellem Pers trodsighed og tilhørsforhold til hjemmet, især faren, hans vågnende maskuline kønsdrift og så den verden uden for hjemmet han skal til at være voksen i. En trekant der vel i romanens løb viser sig at være en slags Bermudatrekant.

Den nu 14-årige Per deltager i forbudt kælkeræs uden for byen, på en kælk han har taget i pant hos en lokal købmand. Det handler, som vel altid i den særlige slags sport, om både forholdet mellem kønnene og forholdene internt i de to kønnede grupper, ligesom vi jo i kraft af Pers status som hovedperson får begge dele forbundet med hans forhold til sin egen baggrund og identitetsdannelse:

Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas' Bryst. Midt under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slå Følge. Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, – og Blodørnen foer afsted.
"Varsko!" brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte forkynde Verden sin Triumf.
"Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!" hørte han i Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den ufrivillige Beundring i Tonefaldet.
Ogsaa Pigebarnet – en sortøjet og sortlokket Tiggertøs – vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst … Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
(…)
Da de [igen] havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og sagde:
"Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?"
Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden, at han formelig blegnede derved.
"Nej!" stødte han frem mellem Tænderne – med et Eftertryk, der forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj ned over Bakken, saa Skinnejernene sang. (LP I, 23-24. Kursiverne er mine.)

Som jeg før har været inde på, er sammenhængen mellem det erotiske begær og begæret efter (vel især) maskulin anerkendelse tæt, og det er her bemærkelsesværdigt at det sidste optræder først.11 Det er konkurrencen mellem drengene der får ham til at gribe ud efter en pige. Efter han har fået tøsen på slæden, hører vi først om hvordan hans hjerte svulmer ved lyden af de andres beundrende tonefald, siden om at noget andet måske også svulmer idet hans fangst griner til ham med en "stor, rød, halvaaben Mund". At fangsten for Per ikke handler om at komme i seng med pigen, Oline, fremgår utvetydigt af en senere hændelse:

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere. (LP I, 28.)

Her i romanens begyndelse har vi en orkestrering af det tidstypiske luder-madonna-kompleks der bliver styrende for Pers som for så mange mænds forhold til kvinderne. Resten af livet kommer han til på den ene side at have forhold der minder om det til Oline. Forhold hvor han nok lærer at tage for sig af retterne og miste sin dyd, men hvor han så også slænger tøserne fra sig igen med mere eller mindre udtalt foragt. Vi kan tænke på Lisbeth i værtshuset og Fru Engelhardt fra hans første tid i København, Nanny Salomon fra den senere. Over for dem står på den anden side de kyske, rene og provinsielle engle der til overmål er nærmest typecastede, Fransisca af Kerteminde og Inger Blomberg minder som bekendt udtrykkelig om hinanden (LP II, 168-169). Kun en volder det ham kvaler at få placeret i det skuffesystem, jeg tænker selvfølgelig på Jakobe.

Som bekendt rejser han sig fra fru Engelhardts leje og flygter. På dørtrinnet ser han sig tilbage, ser med fascineret væmmelse på sin elskerinde:

Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn Stilling lige på Ryggen med begge Hænder under Nakken og det ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af Udmattelse. (LP I, 82.)

For Pers blik bliver elskerinden til uskønne kødmasser i vild uorden. Lidt senere er hun blevet til noget i retning af et monster med fangarme. At dette blik er funderet i tillærte tankeformer fra opvæksten, fremgår tydeligt:

Trods al Modbydelighed og Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store, hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid hidtil ikke havde eksisteret, og hvem særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj, kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, som han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om "Mørkets Magt" og "Satans Snarer" og fik ham til at blegne. (LP I, 82-83.).

I romanens fortsættelse ironiserer han over disse forestillingers magt over ham og prøver at reaktivere sit vitalistiske program om det erotiske som "Naturgrunden i ham", "selve hans Væsens Urkraft". "Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn", ræsonnerer han, "Det krævede at røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle Vedtægter". (LP I, 90-91.) Det er vel her ret tydeligt, at nydelsen og fordømmelsen af den begge er konfliktende imperative krav fra overjeget, som Per på skift lystrer – hvor hans egen og en gængs traditionel freudiansk udlægning jo ellers ser dem som hinandens modsætninger. Nyd! / Nyd ikke! – lyder det.

Andre muligheder?

Hvad Per ikke overvejer, er om man kunne forestille sig en sammenhæng mellem seksualitet og kærlighed, altså en relation hvor det seksuelle bliver en del af Pers indre historie, hans egen udvikling, ikke en erobring han kan prale med over for de andre mænd på kælkebakken eller i præsidiet.

Men kærligheden hører til på den anden side af medaljen, hos de rene, hvor seksualiteten for sin egen skyld så er bandlyst. Med bror Eberhardts besøg som en slags hængsel vender han efter sit eventyr med Fru Engelhardt sin interesse mod en af de rene, den små Fransisca. Hvad enten det nu er fortællerens autoritative eller Pers egen udlægning, påstås det om Pers forhold til hende: "Virkelig elskede han nu for første Gang." (LP I, 104.) Langt senere forbinder han tydeligt Inger Blomberg med Fransisca:

Nu gik det op for ham, at det mere maatte være denne friske Uberørthed end bestemte ydre Træk der i hans Øjne straks havde givet hende en vis Lighed med Fransisca. Også omkring hendes Skikkelse havde der staaet denne kyske Kølighed, der mindede om Duften af vilde Roser. Han kunde huske, hvordan den mindste Hentydning til Kærlighedslivets Mysterier havde kunnet bringe Blodet op i hendes Kinder, mens Jakobe – – naa ja, hun havde det altsaa paa en anden Maner, og han kunde jo ikke nægte, at hendes Mangel på Blufærdighed nu og da havde stødt ham, og at han i det hele havde fundet noget usmageligt ved den ubeherskede Lidenskabelighed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet til ham. (LP II, 168.)

Ud over typificeringen af Fransisca og Inger til én madonnaskikkelse, er det interessante her undsigelsen af Jakobes erotiske evner og interesser. Per mener her at han er blevet "stødt" af hendes mangel på blufærdighed, og at hendes lidenskabelighed var ubehersket og usmagelig. At denne udlægning ikke restløst kan tillægges Per, fremgår af romanens håndfaste beskrivelse af hvordan det er Pers kropslighed der overvinder den sky Jakobe.

""Ja, ja," hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder", sådan hed det i den passage hvor Jakobe giver efter for Pers frieri. (LP I, 219.) Svedlugten stammer fra en af Pers voldsomme kraftpræstationer, og det er denne kraft, der overvinder overklassepigen. Jakobe er en slags ufrivillig Frk. Julie, og kamæleonen Per, der i forhold til Oline, Lisbeth og Fransiska havde været den socialt overlegne, gir den nu som tjeneren Jean der med oppumpet maskulinitet og underklassens potens perforerer den sociale orden opad og i farten harpunerer en masochistisk og forpint-erotisk grevinde.

Undsigelsen af Jakobes erotiske lidenskabelighed er givet med luder-madonna-komplekset, og komplekset er altså forankret ikke bare i en person i romanen, men i romanen selv, i dens blik på jødinden, den fremmede, rovfuglen Jakobe. Denne betænkelige udlægning af Jakobe er heldigvis ikke hele sandheden.

Da Inger Blombergs mor dukker op hos de nygifte dagen efter brylluppet finder hun stemningen helt forandret: "Per var forfjamsket, Inger bleg, tavs, harmfuld". (LP II, 285.) Det finder Fru Blomberg helt i orden, hun genoplever sin egen bryllupsmorgen 22 år tidligere. Det er selvsagt giftermålets korporlige side der har oprørt Inger. Måske har morens vejledning i at "close your eyes and think of England" ladet noget tilbage at ønske. For hende og den traditionelle borgerlige kultur hun tilhører, er det absolut intet forkert i at kvinden er harmfuld over seksuallivets praktiske side. Tværtimod. Kvinder, sådan tænkte man, havde jo ingen seksualdrift. Og hvis de havde, var de syge – eller ludere (som om ludere gjorde det for fornøjelsen!).

Det interessante er nu Pers tanker:

Han sad derinde med Haanden under Kinden og saae ud over Markerne. Han vidste jo godt, at der ingen større Ulykke var sket. Han tvivlede ikke om, at Ingers Skyhed lidt efter lidt vilde fortage sig. Men han følte sig alligevel alvorlig skuffet og nedslaaet. Hvad der skulde have været hans Livs højtideligste Minde, var bleven et Optrin, hvorfra hans Tanker altid vilde vende sig med Skamfuldhed og Ubehag.

Hans Tanker sneg sig til en anden Bryllupsnat … den med Jakobe … og han kunde ikke lade være med at sammenligne. Men pludselig rørte der sig noget uhyggeligt i Dybet af hans Sind. Han følte som et giftigt Slangebid i Hjertet … Havde han maaske selv Skylden? Var det igen for sin Fortid, han her maatte bøde? – – (LP II, 286.)

Pers forventning havde været at det at gå i seng med Inger skulle have været hans livs højtideligste minde, en ganske bemærkelsesværdig formulering. Inden hans skyldbevidsthed sætter ind, når han videre at sammenligne denne bryllupsnat med en anden, den med Jakobe. Dengang, må vi forstå, var der tale om noget helt andet. Oplevelsens omfang lader sig ane i det forhold at han tænker på det som en bryllupsnat til trods for at Jakobe og han bestemt ikke var gift – ikke sådan hvad det ydre angik i hvert fald, men måske på en anden måde så …

Det må være samværet i Alperne Per tænker på. Dengang Jakobe opsøgte ham fordi hun af hans breve kunne se han var ved at gå vild i sine tanker. At hun dukkede op i Dresack var socialt risikabelt og havde krævet løgne. At de forener sig også korporligt, udgør en slags lykkeligt klimaks – der da også i HPs første gennemskrivning af romanen udgjorde afslutningen på fjerde hæfte hvorefter HP ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre med sin helt: "Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma", slutter fjerde bind med en formulering der ikke siden blev ændret. (LP I, 306.)

I det perspektiv jeg her anlægger, er det centrale i Pers udvikling ikke bare at han bukker under for faderens skygge – alternativt at han vinder sig selv som en anden udlægning kunne være. Nej, hans fejltagelse er at han, måske på grund af farens skygge og hele den kristelige børnelærdom og sin egen udprægede narcissisme, ikke tror på det Jakobe står for, den form for kærlighed – med tilhørerende, tydeligvis, dybt tilfredsstillende sex.

Jakobe bliver ofte sammenlignet med en rovfugl, noget der bliver mere udtalt med alderen, og deres forhold kan da også minde om det fra "Ørneflugt" hvor ørnen med det borgerlige navn Klaus ikke kan følge med op i den virkelige friheds kolde luft og vide udsyn. At det ikke går mellem Jakobe og Per, belægger romanen vel dels med Pers baggrund, farens skygge, dels med hendes fremmedartethed, den jødiskhed der ofte nok trækkes frem som kontrast til Pers kernedanske udseende og væsen. Fx her hvor han skal skrive det brev hvori han opsiger forlovelsen:

Det var nu engang den ubodelige Skavank i deres Forhold, at de ikke havde Rod i samme aandelige Jordbund. Hvor megen god Vilje der end fra begge Sider var tilstede, deres Naturers Forskelligartethed udelukkede i Virkeligheden al dybere Fortrolighed. (LP II, 124.)

Som overalt er det umuligt at afgøre hvem der taler her. Er det fortællerens autoritative fortolkning, eller en gengivelse af Pers – måske vildfarne – opfattelse? Jeg hælder nok til det sidste. Per er ved at gå til bunds i sagosuppen, han er ved at opgive flyveturen med den vilde ørn og leder efter gode argumenter for at gøre det, hvad der viser sig i de påståelige formuleringer. Det drejer sig formentlig ikke om en ubodelig skavank i forholdet, ikke om noget med jordbund og natur, men om en skavank i Per.

Dengang de var sammen i Alperne, lød det sådan:

For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab. Livet havde med eet opladt sig for ham i en Fylde og en Skønhed, hvorom han aldrig havde drømt. Han var gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus, med en Fornemmelse af at have faaet et helt Sæt nye Sanser. Alt, hvad han hidtil havde krævet af Lykken, forekom ham nu ligegyldigt og smaat i Sammenligning med den Sum af Nydelse, der kunde gemmes i blot et Kys. Jakobe selv var som forvandlet for ham. Han elskede hende nu som den Kvinde, der havde skænket ham nyt Liv, der havde udvidet hans Verdens Grænser, og i hvis Favn han havde fundet den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra hans Vej. (LP I, 302.)

Ny fødsel, ny dåb, fylde, skønhed, åbenbaringsrus, nye sanser, alt hvad man kan kræve af lykken. Forvandling, verdensudvidelse. Nydelse, ja, men ikke kun i snævert seksuel forstand: Han elsker Jakobe som den kvinde der har givet ham livet tilbage. Min sjæl hvad vil du mere? Det fås da ikke bedre i denne kneippkur af en tilværelse!12 Påstanden om at deres etniske-kulturelle forskellighed skulle være uovervindelig lyder som en efterrationalisering, og det er da heller ikke den der får dem fra hinanden, men noget i Per.

Spørgsmålet er om ikke det Jakobe tilbyder Per, er den type kærlighedsforhold som Giddens skriver om. Grunden til deres forholds forlis ville så være at Per hverken kan få Jakobe bakset på plads i luder-madonna-komplekset eller indgå en kærlighedsrelation der overskrider det. Dermed – og ikke fordi hans kanalprojekt ikke bliver til noget, og han mister interessen for en plads i præsidiet, heller ikke fordi han finder nogle evige naturværdier hinsides modernitetens hektiske stræb efter fremgang og begærstilfredsstillelse – viseom dagen på et par graders varme inde i landet, ude ved kysten 2 til 4 graders varme. Det er helt overskyet med lidt regn af og til samt tågedis. Altså alt i alt kedelige grå og våde dage. Og sådan fortsætter december måned.r han at han ikke er en af det moderne gennembruds nye mennesker.

Det er værd at notere sig at det seksuelle møde med Inger Blomberg så udpræget finder sted i den almindelige sociale orden, i deres hjem, stiftet efter alle kunstens regler, herunder såvel kirkens velsignelse som mandens fremmedgørelse over for alle detaljerne i den mere praktiske realisering af samlivet. "Brylluppet" med Jakobe finder sted i det skjulte, illegalt uden for god ro og orden, i udlandet, sydpå, i bjergene sågar. Hvad de to der oplevede, var ikke realisabelt endnu, viser både settingen og romanens videre forløb. Det kan man så se på som en reaktionær pessimisme eller nøgtern realisme.

Ved vejs ende

Udlægger man romanens slutning optimistisk, altså tilkender Pers endelig positioner en eksistentiel lødighed – den med at "ville sig selv i guddommelig Nøgenhed" (LP II, 340) som det hedder med kursiver og alting – ja, så bliver Lykke-Per vel en slags dannelsesroman. Ikke en dannelsesroman i romantisk forstand, men dog en roman hvor helten gennembryder forfaldsromanens pessimisme og finder sig selv og en harmoni. Ikke den harmoni mellem individ og samfund som dannelsesromanen sigtede mod, men en dybere harmoni med tilværelsens grundlæggende koordinater. Lykke-Per får i en sådan dannelsesroman hverken fisse eller medaljer, men han får ret. Big time.

Udlægger man slutningen pessimistisk, betragter man romanen som en beretning om knægtelse og desillusion, en forfaldsroman i pagt med mange andre samtidige romaner der ender med en skingrende disharmoni mellem jegets aspirationer og den verden han eller hun skal gøre sig i. Hovedpersonen lægger ud med at se sig selv som en helt i en dannelsesroman, men fejler på grund af især opvæksten i andegården, og ender i den dybeste resignation. Her får helten hverken fisse, medaljer eller ret. Han dør bare døden, den vanskelige død, ligesom andre antihelte vi kunne nævne.

Som tidligere nævnt finder jeg begge udlægninger problematiske fordi de tilkender en romanform som Lykke-Per faktisk overskrider, det sidste ord. Jeg ser Pontoppidans roman som en gennemskrivning af de to her nævnte romanformer, den romantiske dannelsesroman og den naturalistiske forfaldsroman, men slutningen kan ikke restløst rummes i nogen af dem, men må ses som en art fastholdt disharmoni mellem dem.

Det sker i det afsluttende og 28. kapitel – der som bekendt har lidt karakter af et tekstkompendium med replikker og indlagte tekster. Fortælleren har trukket sig fra den gennemgående binding til Pers synsvinkel holdt i tredje person, til gengæld kommer Per direkte til orde i de små efterladte tekststykker som vi læser sammen med skolelæreren, ligesom vi også har adgang til andre karakterers tanker og følelser.

Som afslutning på mit oplæg, vil jeg forbinde denne slutning med den problemstilling jeg har belyst i dag. Måske er Per slet ikke hovedpersonen i slutningen? Ikke den eneste i hvert fald.

I 28. kapitel hører vi fra begge de kvinder Per har elsket. Jakobe bliver opsøgt af bror Eberhard der måske håber Jakobe vil give afkald på den overraskende store arv som Peter Andreas har betænkt hende med. Eberhard mener også at han med Pers endeligt har fået ret i hvad han engang sagde til Jakobe om hendes forhold til broren. Til det svarer Jakobe:

Der tager De igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig. (LP II, 337.)

Jakobe indskriver kærlighedsforholdet til Per i fortællingen om sit eget liv. Det gør Inger også, om end på en anden måde, i et brev som skolelæreren finder:

Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. – – (LP II, 339.)

Det som Per ikke evnede, evner disse kvinder, i hvert fald den ukonventionelle Jakobe, nemlig at forstå kærligheden som et refleksivt projekt forbundet direkte med deres egen identitet. Slutningen fastholder altså nok de to forholds respektive forlis, men kvindernes fortolkende genfortælling peger direkte ind i forholdet som kategori, ind i den form for forvandlet intimitet som Giddens peger på som afgørende for moderniteten. At Per selv måtte trække sig fra enhver intimitet, ja at hans efterladte noter netop ikke handler om kærlighed, får ikke det sidste ord i den sag, det viser brevene fra de to kvinder – og det er altså i Giddens' fremstilling og mere indirekte hos Pontoppidan netop kvinderne der hverdagsligt undertrykt og dog dybtgående revolutionært trækker intimitetens forandringer og dermed moderniteten igennem.

Jeg vil her også pege på det forhold igen at den forkrøblede yngling i Pers lille fabel om virkelig lykke er hinsides køn og alder. Det er klart at denne forkrøbling kan ses som en kropsliggørelse af Pers tilbagetrækning fra kønnet, men måske kan man alligevel insistere på androgyniteten ikke som en ikke-kønnet kategori, men som en bevidst flerkønnet kategori. Opblødning af kategorierne kender vi jo fra vores egen tid – og Giddens mener da også at intimitetens forandringer på en frugtbar måde vil nedbryde de bastante dualistiske kønskategoriseringer hvormed den patriarkale kultur har holdt sig ved magten. Han tænker sig at "de tidligere former for maskulinitet og femininitet ville mødes i en androgyn model af en eller anden art".13 Køn lever måske videre, men som en refleksiv konfiguration: "Den seksuelle identitet kunne formes ved hjælp af forskellige konfigurationer af træk der forbandt udseende, holdning og adfærd."14 Et hastigt kig på modens fortolkninger af det moderne i 2010'ernes synes at give ham ret.15

Om vi så siden Lykke-Per reelt er kommet videre, kan man diskutere. Giddens peger i hvert fald på at sådan som vi i praksis har realiseret det rene forholds og den plastiske seksualitets potentiale, løsrives sidstnævnte fra førstnævntes etiske og meningsgivende sammenhæng. Tilbage står seksualitet som forbrug, dette er Giddens sidste ord i Intimitetens forandring: "Fra denne synsvinkel er seksualiteten ikke en antitese til en civilisation der har helliget sig økonomisk vækst og teknisk kontrol, men en legemliggørelse af dens fiasko."

 
[1] Anthony Giddens Intimitetens forandring: Seksualitet, kærlighed og erotik i det moderne samfund. København: Hans Reitzel, 1994. S. 65. tilbage
[2] Hans Hertel: "Nødigt, men dog gerne – da Danmark blev moderne. Det nye samfund, det nye livssyn, det nye kulturliv 1870-1900" i Hertel (red): Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede. København: Gyldendal, 2004. S. 24. tilbage
[3] Se link. – Wikipediaopslaget om sangen nævner også at han angiveligt havde det med ikke at betale royalties til den kæreste han skrev sangen med. tilbage
[4] Giddens: Intimitetens forandring, s. 118. tilbage
[5] Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv. København: Gyldendal, 1943. S. 137-138. tilbage
[6] Se link. tilbage
[7] Giddens: Intimitetens forandring, s. 67. tilbage
[8] Søren Ulrik Thomsen: Det skabtes vaklen. Arabesker. København: Vindrose, 1996. S. 21. tilbage
[9] Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl. Digte. København: Gyldendal, 2011. tilbage
[10] Læs mere hos Lise Præstgaard; se link. tilbage
[11] Se J.H. Haarder: "Den mandhaftige Lykke-Per". tilbage
[12] kneippkur: Jeg henviser her for det første til en vandkur opfundet af den tyske præst S. Kneipp (1821-97) hvis bog om kuren udkom på dansk i 1897. Sætningen spiller for det andet på en formulering hos Johannes V. Jensen i "Paa Memphis Station" (fra Digte, 1906). Her spørger digteren sig i et udbrud: "Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent/ til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse?". tilbage
[13] Giddens: Intimitetens forandring, s. 193-194. tilbage
[14] Idem s. 195. tilbage
[15] Jeg tænker her fx på Stella Novas "Obsessed with Men Collection" (se link); men androgyniteten er udbredt i kvindemoden. tilbage
['1] apori: (gr.) indvending, betænkelighed; tvivl. tilbage