Faderen er løs!

En læsning af Henrik Pontoppidans Det ideale Hjem i en aktuel kontekst

I Jonas Suchaneks tredje roman Hvem er den mand/ Hvad laver han her? (2017) er vi med forfatteren på besøg i det Tjekkiet hvor han har nogle af sine rødder.¹ Han mødes her med den mand der er hans biologiske ophav, og får blandt rigtig meget andet disse visdomsord med sig:

Det vigtigste er, at moderen giver barnet omsorg, får det til at føle sig elsket, manden skal lære det at tænke og handle, men det tåler sagtens at være uden fader, vores samfund er bygget på stærke patriarkalske strukturer, vi har fædre overalt: på arbejdsmarkedet, i politik, i militæret, i kongehusene og kirken. (85)

Dette er på den ene side en pænt irriterende (og sexistisk) selvretfærdiggørelse af hans egen ligegyldighed over for sønnen, på den anden en ret præcis karakteristik af vores tid: Vi har fædre overalt. Faderfunktionen har revet sig løs fra sin traditionelle inkarnation i den pligttro pater familias, ikke for at forsvinde, men for at følge sine egne lyster, brede sig som nydelsesimperativer og evindelige krav om selvoptimering og reinkarnere sig i skikkelser som en vis præsident i USA eller voldelige og/eller fordrukne fædre som ham i Yahya Hassan (2013) eller hos Knausgård.

At den tilsyneladende demontering af overjeget langtfra betegner en frisættelse af eros, sådan som man vel i lange stræk af det tyvende århundrede forestillede sig, kan man dels aflæse i en kultur hvor begær og tilfredsstillelse er blevet påbud – Want it more! som reklame for det der i min barndom bare hed gymnastiktøj – dels læse om i samtidslitteraturen. Her breder voksenfobien sig (Schwartz 2017). Særligt synes en del unge og yngre mænd at opholde sig i en præødipal tilstand af polymorf seksualitet. Bjørn Rasmussens Ming (2015) er et spektakulært eksempel. Digtsamlingen gennemspiller en slags dannelsesrejse gennem et morads af incestuøst begær og lidet delikate faderhjemsøgelser som jeget kun lige overlever ved gennem skrivningen at kunne indsætte læseren (og ægtemanden) på den Andens plads.

Nu kunne man tro at disse symptomer på faderforgiftning er et specifikt senmoderne fænomen, og det er formentlig rigtigt – alt afhængig af hvordan man daterer det senmoderne. I hvert fald handler den følgende læsning om Henrik Pontoppidans spøjse forsøg på i romanform at fremskrive en familieform der ikke er patriarkalsk, men avunkulær – hvor børn altså bliver hos deres mor og forsøges af deres morbrødre, og hvor den biologiske far således ikke er andet og mere end morens udskiftelige sengekammerat. Formålet med den avunkulære øvelse er at forestille sig leve- og føleformer der ikke bygger på knægtelse af den frie driftudfoldelse under den autoritære patriarkale overhøjhed, men på retten til og muligheden for at leve det liv man lyster, under mildt moderlig omsorg.

Hvad enten det nu skyldes at Pontoppidan ikke evnede at tænke ud over den familiestruktur som også Sigmund Freud lagde til grund for sine samtidige skriverier, eller det skyldes at både han og psykoanalysen faktisk har fat i noget universelt, så er Det ideale Hjem (1900) ved nærmere eftersyn et monument over omkostningerne ved i frigørelsens navn at afmontere faderfunktionen. Det kan se ud som om man dermed slipper af med snærende bånd og bringer fantasien og kærligheden til magten, men omkostningerne er høje. Det er for Freud og altså tilsyneladende også i Pontoppidans roman faderen og forbuddet der indstifter såvel psykens struktur som den sociale orden med dens sammenhæng mellem pligter og rettigheder. Uden denne indstiftelse får vi infantile personligheder og samfund præget af løbske urfædre der gør hvad de vil. Et faderløst samfund slipper netop ikke af med faderen, men må døje med løbske faderfigurer, evig pubertet og svigtede børn. For så vidt er Det ideale Hjem altså en god samtalepartner for den der vil se samtidskulturen i et lidt dybere tidsperspektiv.

Med og uden repressalier

Det ideale Hjem falder i forlængelse af de langvarige debatter om ægteskabet, kønslivet og kvindens stilling i samfundet i det sene 1800-tal. Dens hovedperson naturforskeren Adam Malling argumenterer for fri seksualitet for begge køn. Det var der allerede mange der havde gjort, men han prøver også at overveje familiens stilling og børnenes tarv i lyset af seksuel frigørelse for begge køn. Med baggrund i sine studier af naturen når han frem til en konsekvent afvisning af den borgerlige kernefamilie som bærende institution.²

Som bekendt pegede Georg Brandes i sin indledning til Hovedstrømninger (1872) på spørgsmål om ægteskabet, kønslivet og kvindens stilling i samfundet som nogle af de problemer en levende litteratur måtte sætte til debat, noget Pontoppidan legede med da han mange år senere udsendte en ny version af Det ideale Hjem med undertitlen "Et Problem under Debat".³ Forfattere og kunstnere debatterede da også problemer med forskellige former for reaktioner og repressalier til følge i tiårene efter. At det ikke just var Brandes der egenhændigt skabte hverken denne problematik eller de forandringer vi nu kalder Det moderne gennembrud, at komplikationer vedrørende ægteskab, kønsliv og kvinders rettigheder er bygget ind i det moderne samfunds struktur, fremgik med al ønskelig tydelighed både af indlægget selv og samfundets repressalier mod indlæggets afsender da en ung ukendt kandidat Hans Jæger tog ordet ved et debatmøde om prostitution i Kristiania Arbeidersamfund den 5. februar 1882. Han sagde her ifølge Dagbladet blandt meget andet at "Rødderne til prostitution er Ægteskabet og den slette Betaling for kvindeligt Arbejde".⁴ Det var barske ord, og da Jæger forsøgte at forklare og uddybe sit synspunkt både ved et senere møde og med den selvbiografiske roman Fra Kristiania-Bohêmen fra 1885, blev han leder af den lokale boheme og med sin radikalitet en inspiration for fx Edvard Munch der også malede ham. Men derudover fik han faktisk sit liv ødelagt. Ikke bare blev bogen beslaglagt, og Jæger kom i fængsel, han blev efter udstået straf både forhindret i at fortsætte sit arbejde som stortingsstenograf og nægtet adgang til videre studier på universitetet. Hans provokerende argument om at prostitution er en nødvendig konsekvens af ægteskabet som bærende institution på den ene side og forholdene for kvinder på arbejdsmarkedet på den anden, må have fremstået lidt på samme måde som terrorisme i dag, altså som et anslag mod borgernes sikkerhed og velfærd.⁵

Fraset polemik i provinspressen skete der ikke så meget med hverken bog eller forfatter da Det ideale Hjem udkom selvom dens hovedperson ræsonnerer med en lignende, næsten fanatisk konsekvens mod det borgerlige ægteskab:⁶

Og det er – som jeg sagde før – den store og ulægelige Modsigelse i Ægteskabet, at hvad der begunstiger Forelskelsen, umuliggør Samlivet, og omvendt. Vi ser det jo allesammen hver Dag, hvordan de smaa Personer drages mod de lange, de magre mod de fede, de stille mod de støjende, stærke mod de svagelige. Det er Naturen, der ved Hjælp af denne psykiske Magnetisme tilvejebringer Ligevægt i den menneskelige Husholdning og forhindrer en ensidig Udvikling. Men ved Ægteskabet vendes denne Forsynlighed om til Menneskets Fordærv. (38-39)

Adam Malling gør som Hans Jæger skandale og bliver afskediget fra sit lærerjob da han udvikler sit argument i en bog med samme titel som den roman læseren sidder med, men sidstnævnte udkom og forsvandt uden meget andet end rygmarvsreaktioner fra den konservative presse. Det kan der være mange grunde til: Der havde været sædelighedsfejde i flere tiår, andre kunstnere havde skabt mere skandaløse værker – og så var det måske (og heldigvis) som altid også lidt uklart hvad Pontoppidan egentlig mente. Læg vel mærke til at det er en figur i teksten der udtaler sig i citatet ovenfor, ikke fortælleren og da slet ikke forfatteren direkte.

Mallings mange meninger

Mallings syn på familien og forholdet mellem de to køn udvikles i en dialog med en ven tidligt i romanen. Han påpeger her at det på en romantisk kærlighedskonception byggende ægteskab er en historisk meget ung konstruktion, og at monogami er i modstrid med menneskets driftsnatur og altså rummer en ulægelig selvmodsigelse der gør samlivet til en kamp hvor til sidst den svageste bukker under. Motivet kan sammenlignes med Strindbergs forskellige scener fra forskellige ægteskaber, ligesom Mallings skelnen mellem kulturjeg og naturjeg klart minder om Freuds samtidige kortlægning af psyken som bestående af konfliktende instanser.

Mallings ærinde er imidlertid ikke kun at slå et slag for naturjegets drifter, for fri seksualitet for begge køn, og angribe ægteskabet som institution. Alt det gør han, men han vil også anvise de ømmere følelser en plads og tænke på børnene. Det ideale hjem han vil indstifte, skal ikke baseres på parforholdet, men på moderskab og søskendeforhold. Patriarkatet skal afløses af avunkulariatet. Kvinder så vel som mænd kan have forhold til hvem de vil, men skal ikke stifte hjem med deres kærester, de skal blive i det hjem hvor de er vokset op. Sammen med de børn de nu måtte få – og som på den måde nødvendigvis er sunde elskovsbørn – skal kvinderne altså bo med deres mor og søskende. Som svar på vennens spørgsmål om hvad et elskende par skal gøre når de nu ikke må stifte hjem med egen ægteseng, siger Malling:

'De skal uforstyrret blive hjemme hver hos sin Moder, eller hos sine Søskende, dersom Moderen ikke lever, eller hos en Del af dem, dersom der er for mange af dem,.... og saa forresten knytte erotiske Kammeratskaber nach Belieben, for Livet eller for en Aften, hemmeligt eller aabenlyst, men i alle Tilfælde uden andet Fællesskab end det, der nødvendiggøres af deres Elskovsforhold.' (42)

Mallings ven spørger så til forsørgelsen og til mændenes følelser for deres børn. Hvad det første angår, svarer Malling:

'Barnet tilhører udelukkende Moderens Hjem og forsørges af Slægten – det vil under sædvanlige Forhold sige af hendes Brødre – og under Tilsyn af Mormoderen som Slægtens Ældste. Faderen behøver slet ikke at kendes, hverken af Barnet eller Familjen'. (43)

Hvad faderfølelsen angår, afviser Malling blankt – igen med henvisning til dyrene – at der skulle være noget særligt bånd mellem fædre og biologisk afkom, derimod antager han en stærk kærlighed mellem mænd og søsterbørn. Romanen understreger denne ide ved meget senere at slutte med at Adam forlader sin unge gravide kone for at drage tilbage til samlivet med mor, søster og – især virker det til – sine to nevøer. Han er naturligt nok oprevet over at have forladt sin kone, men kommer så til at tænke på det kommende gensyn med nevøerne "Men pludselig gled der som et Lysskær over hans skæggede Ansigt. Han saae for sig et Syn: to Smaadrenge, der stod med hinanden i Haanden og smilede ham glad imøde" (256).

Det er en standende diskussion inden for litteraturvidenskaben om ironi og da specielt fortællerupålidelighed er en egenskab ved teksten, en struktur man kan udpege, eller en læserkonstruktion på historisk skiftende betingelser. Jeg lader det principielle ligge her og konstaterer at i hvert fald for denne læser fra en ironisk eftertid er det svært ikke at opfatte dette afsluttende drømmebillede som ironisk, måske lidt på samme måde som med hyrdebilledet i slutningen af De Dødes Rige (1912, 1917).⁷

Det kan være interessant nok at diskutere Mallings meninger, ikke mindst i lyset af en eftertid hvor vi har fulgt Malling hvad angår den seksuelle frihed og mange andre former for individualisme, men ikke desto mindre samtidig har holdt ved, ja hævet ambitionsniveauet hvad angår den romantiske kærlighedsopfattelse og parforholdet som basis for familiedannelse – noget der kun har skærpet de indre modsigelser i os selv, i forholdene og i samfundet som Malling meget rigtigt udpegede. Ikke desto mindre må man fastholde at hans meninger fremsættes som replikker i en roman, og at vi må se på denne større sammenhæng hvis vi vil forholde os til dem.

Handling og komposition

Det ideal Hjem er komponeret i rytmiske skift mellem sommer på landet og efterår og vinter i hovedstaden. Man kan på den baggrund opdele den i fire afsnit med en prolog og en epilog.

PÅ LANDET, SOMMER 1 (Kapitel 1): I første kapitel møder vi den 28-årige naturforsker Adam Malling på en længere sommerekskursion til den danske natur som han iagttager med videnskabsmandens akkuratesse og elsker med den romantiske digters inderlighed. Vi får også lidt af Adams historie: Han er vokset op uden sin far fordi hans forældre tidligt blev skilt. Ligesom beskrivelsen af et tilfældigt møde med en fordrukken, livsglad, men også forstyrret arkitekt Byrum er denne oplysning væsentlig.

I BYEN, EFTERÅR 1 (2-3): Andet kapitel indledes med en passus der senere gentages: "Det var bleven Efteraar med Slud og Storm og denne uhyggelige Skorstenstuden, der vækker Forestillinger om Skibbrud og bølgeomtumlede Lig" (22). Vi er tilbage i København og får fortalt om det fine samliv mellem Adam, hans søster Ingeborg og moderen. Det står til at blive afbrudt fordi Ingeborg vil gifte sig med Adams ven, doktor Schmidt. Adam er stærkt imod forholdet, både principielt og fordi han ved det betegner enden på deres lille familietrio. Det er i en længere dialog med Schmidt at Adam udvikler sin teori om det ideale hjem. I det tredje kapitel forbliver vi i København og får satirisk beskrevet den plumpt joviale og dog beregnende Schmidt-familie.

PÅ LANDET, SOMMER 2 (4-6): I kapitel fire er der gået fire år. Vi er igen på landet om sommeren. Adam møder på en af sine udflugter en smuk, meget ung kvinde som han forelsker sig i, Margrethe. Det går i løbet af dette og de følgende kapitler op for ham at hun er i familie med den fordrukne arkitekt han i sin tid mødte, og at der i den familielighed skjuler sig en utroskabshistorie mellem præstefruen og hendes mands bror, bemeldte arkitekt – der i mellemtiden har hængt sig. At Margrethe kommer under vejr med den historie og bliver stærkt oprevet fordi hun virkelig elsker den far hun er vokset op med, er en del af baggrunden for det forhold der nu næsten indledes mellem den 16-årige pige og den dobbelt så gamle Dr. Phil. Men Adam skynder sig at rejse, og kapitel syv kan da igen slå an i efterår og København:

I BYEN, EFTERÅR 2 (7-9): "Det var atter bleven Efteraar med Slud og Storm og denne uhyggelige Skorstenstuden, der vækker Forestillinger om Død og Skibbrud" (138). Adam har arbejdet på sin bog, men ikke glemt Margrethe. Moren bliver imidlertid alvorligt syg, hvilket fører til at Ingeborg flytter tilbage til sit barndomshjem og i sidste ende bliver skilt. Da moren mod forventning kommer sig, genoprettes deres hjem, nu kompletteret med Ingeborgs to sønner som Adam bliver stærkt knyttet til. Altså en virkeliggørelse af utopien fra hans bog – der i mellemtiden er udkommet og har gjort skandale, så meget at han er blevet afskediget fra sit lærerjob.

PÅ LANDET SOMMER 3 (10-11). I kapitel ti og elleve ligger den lille avunkulære familie sommerligt på landet, og Adam er en kærlig og rummelig faderfigur for de to små nevøer. "Han hjalp dem med alt", som der står (201), "ogsaa med deres Nødtørft." Resten af bogen handler nu om hvordan han på en af sine ekskursioner igen møder Margrethe og trods hendes ungdom gifter sig med hende – uden at invitere eller bare informere mor og søster.

PÅ LANDET, EFTERÅR (12): I kapitel tolvs slutkadence bliver det igen efterår: "Nu var det igen bleven rigtig Efteraar med Slud og Storm og denne uhyggelige Skorstenstuden, der vækker Forestillinger om Skibbrud og bølgeomtumlede Lig" (245), men vi er denne gang blevet på landet hos det unge par. I overensstemmelse med sit program forlader Adam ved romanens slutning den gravide Margrethe for at vende tilbage til mor, søster og de to nevøer. Og det var vel at mærke hele tiden hans plan.

Drengen på havregrynspakken

At Det ideale Hjem ikke blot sætter problemer under debat, men også handler om forholdet mellem det der siges, og den der siger det, fremgår med al ønskelig tydelighed af romanens indledning. Den begynder nemlig med et uddrag fra Mallings notesbog der i originaludgaven udgør de første to og en halv side. Derefter præsenteres vi for skribenten:

Disse Linjer blev nedskrevne i en Notitsbog af en yngre Mand, der en smuk Midsommerdag sad paa Agterdækket af en af de smaa Limfjordsdampere, som fra Aalborg gaar vestpaa mellem grønne Bredder og med faa Timers Mellemrum lægger til ved en lille By eller en Ladeplads. (3)

For nu er det ikke så vigtigt hvad det er han skriver, jeg vil blot understrege at indledningen har form som en slags replikgengivelse med inquit: "'X og Y og Z', skrev Adam Malling". Denne form forbinder sig tydeligt med romanens metafiktive anlæg, altså det at vi bliver gjort opmærksomme på teksten selv som fiktion. Romanen bærer samme titel som den bog Adam Malling skriver inde i fiktionen. Undertiden kaldes denne metafiktive effekt for mise en abyme eller metalepsis, vi kan mere ydmygt tænke på drengen på Ota Solgrynpakken der kommer løbende med en pakke Ota Solgryn med et billede af en dreng der ete. etc.

I princippet er det muligt at vi faktisk sidder med Mallings tekst, og at alt hvad der siges og sker, er set og sagt fra hans synsvinkel. Hele romanen ville dermed have formen "'X og Y og Z', skrev Adam Malling". For mig at se er pointen ikke at vi som læsere så skal bestemme os til slet og ret at se romanen som en camoufleret førstepersonsfortælling. Det er mere diffust; vi skal komme i tvivl og blive opmærksomme på forholdet mellem teori og praksis, forholdet mellem hvad Malling siger på den ene side, og det han er og gør på den anden. Jeg tænker her især på tre størrelser: For det første forholdet mellem Mallings egen opvækst og hans teori om det ideale hjem; for det andet forholdet mellem hans teori og kærlighedsforholdet til Margrethe; og for det tredje forholdet mellem ham selv og den angivelige materialisme han prædiker.

Da romanen netop begynder med hans skribentvirksomhed, kan vi se på det sidste først. Hvad Malling her skriver, er en kærlighedserklæring til Limfjordsnaturen i fuld kontakt med samtidens vitalistiske strømning og ikke langt fra unge Thøger Larsen i Lemvig. Sådan kunne man beskrive passagen under et. Den er imidlertid komponeret sådan at Malling nok slår denne sommerlige naturbegejstring an, men kun for med det samme at afbryde for først at fordømme og siden belære. Den første side i originaludgaven ser i sin helhed sådan ud:

Hvor i Verden finder man vel en Plet Jord, der kan glæde Øjet mere end et dansk Fjordlandskab? Sandt nok, den evropæiske Turist, som halser omkring for at opstøve den Slags øjeblikkelig Forbavselse, der fremkalder de høje Henrykkelsesudbrud, faar paa et saadant Sted ingen Brug for sine Superlativer. Den svedige Vildtysker, der "gør" Skandinavien paa en 10 Dages Rundrejsebillet, føler sig rentud snydt for sine Penge her og rejser sporenstregs op til Norge. Der er en Natur for Mængden. Overfor saadanne Stenkolosser som Jotunfjeldene bliver selv det største Fæ slaaet af sin egen Lidenhed. Her er ingenting, der gemmer sig og vil søges. Alt raaber højt om egen Storhed. Elvene durer, saa selv Døve kan høre det. (1)

Dernæst hedder det: "Den, for hvem et dansk Fjordlandskab skal aabenbare sig i sin fulde Skønhed, maa have uddannet sit Øje til et fintmærkende Instrument." Ved nærmere eftersyn er naturforskeren ikke så meget materialist som idealist, han skriver ikke bare om det ideale hjem, men også om den ideale natur. Naturen er ikke bare natur, men en fremtrædelse ligeså kløvet som den bevidsthed for hvilken den optræder, og i den bevidsthed er det så tydeligt kulturjeget der docerer, mens noget andet fraspaltes som grimt og uønsket.

Dette forbinder sig med et af tre afgørende indskud som vennen Schmidt kommer med som afslutning på deres dialog om kærlighed, ægteskab og familie i romanens andet kapitel. "'Du er og bliver en uforbederlig Idealist!'", falder dommen (46), og Pontoppidan lader den stå et øjeblik – for kapitlet er slut og siden blank nedenfor. Herfra kastes der lys langt frem i romanen hvor det højtuddannede bymenneske Malling igen og igen prædiker om kulturens ulyksalige byrder, oplysningens unødvendighed, drifternes ubetvingelige ærlighed og landlivets karske ægthed.

Schmidt har ligeledes, og det er hans andet indskud, øje for at naturen for vennen har forvandlet sig fra materie til evangelium: Malling docerer at hans ægteskabskritik baserer sig på naturlovene, men Schmidt svarer: "'Ja, jeg troer nu ikke paa Evangelier,…heller på Naturens'" (32-3). At den vitalistiske strømning omkring forrige århundredeskifte i vid udstrækning handlede om at skifte kroppen, naturen, kvinden ind på den døde Guds plads, er en genkommende pointe hos strømningens kommentatorer, og det kan ikke undre at den skarpsynede Pontoppidan allerede havde øje for dette i hans egen tid og kunne se det satiriske potentiale.⁸

Det tredje eksempel på skarpsyn lagt i øje og mund hos den ellers ikke meget sympatiske læge Schmidt angår relationen mellem Mallings egen historie og hans teori om det ideale hjem: "'Lader du dig ikke i dit Syn paa Ægteskabet for meget paavirke af de særegne Forhold, du har levet under?'" (33), spørger han, men afvises blankt. Ikke desto mindre har fortælleren udlagt samme synspunkt. Allerede romanens indledende præsentation af Malling oplyser om hans forældres skilsmisse, og det betones her især at denne indebar at Malling knap nok kender sig egen far (4). Videre bruger fortælleren formuleringen "De særegne Forhold" (28) som Schmidt så genanvender. Hvis man som fortolker betoner denne sammenhæng, tager romanens videre handling sig kun på overfladen ud som Mallings konsekvente udfoldelse af sit teoretiske program i praksis. Reelt er giftermålet med Margrethe en kynisk gentagelse af det svigt han selv var udsat for – og historien om affæren for så vidt hans variant af Kierkegaards "Forførerens Dagbog" – ligesom hans teoretiske program som voksen forsker ligger i forlængelse af den sårede drengs forsøg på at finde en form på det traume han bærer. Romanen betoner i øvrigt netop hans magre skikkelse og "lømmelalderlige Opløbenhed" i indledningen (4), ligesom det i hvert fald to steder fremgår at han har en lys stemme (15 & 118).

Når drenge ikke bliver til mænd

Mester Freud ville formentlig mene at netop fordi faren manglede, kan drengen ikke blive mand. Det er i den sammenhæng værd at bemærke at den elskede søster Ingeborg beskrives som androgyn (24), altså prækønnet, mens Margrethe nok er en overvældende valkyrie med store bryster og floder af blondt hår – men ellers netop ikke andet end et stort barn. Ja, faktisk formuleres hans begær efter denne kvindetype som et mønster, en tilbøjelighed: "Saa hurtigt hun var faret ham forbi, havde han dog set, at hun var baade ung og ualmindelig velskabt, – netop af den Slags lysblonde, kraftige Valkyrieskikkelser, som han altid let forelskede sig i" (70).

Hvad Adam siger udgør en – avunkulær – kritik af og et alternativ til kernefamilien og dens ødipale og patriarkale psykologi. Hvad hans historie viser er en indespærring i en præødipal tilstand hvor den manglende far ikke så meget er et velkomment naturfænomen som en barriere mellem drengen og den voksne Adam. Mester Pontoppidan har understreget handlingens dystre gentagelsesmotiv i romanens genkommende naturrytmik.

For den unge Poul Behrendt (1986) var de incestuøse overtoner i Mallings relationer til Ingeborg og Margrethe ikke tegn på forkvakling og lignende, men vidnesbyrd om kærlighedens betingelser i den underliggende matriarkalske utopi som han efter Behrendts mening realiserer da han bryder med Margrethe og vender tilbage til moderhuset. Man må medgive at det er sådan Adam selv ser det, men romanen som helhed udgør et større landskab hvor Adam og hans handlinger i al almindelighed og over for Margrethe i særdeleshed tager sig noget anderledes ud.

Derimod synes jeg Poul Behrendts læsning af den gamle Schmidt som en urfader der udlever et "uhørt, oralt, analt og seksuelt velvære" har meget for sig (196ff), ligesom beskrivelsen af det æstetiske mallingske hjem som en "åndelig livmoder" virker helt rigtig (215). For mig se indebærer historien om Adams liv, altså måden den fortælles, blot at hans tilbagevenden til denne livmoder må forstås som en mildest talt tvetydig utopi.

Man kunne læse Det ideale Hjem som en indgangsportal til det blandt andre historikeren Henrik Jensen har kaldt Det faderløse samfund (2006). En mere psykoanalytisk udlægning peger på at romanen viser det kun delvist rigtige i – som Jensen gør det – at se faderautoritetens forandringer som udtryk for en overgang fra en pligtkultur til en rettighedskultur, fra traditionelt faderlige værdier til traditionelt moderlige værdier (jf. også René Rasmussen 2017). Problemstillingen er næppe kun at pligtkulturens faderautoritet forsvinder i det senmoderne, men at den dels i nogen udstrækning lever videre, dels inkarneres i en lang række andre størrelser end principfaste familiefædre. Også Pligten med stort P lever videre, nemlig i den individualistiske forestilling om min Pligt til nydelse og selvoptimering. Det er den nye Far, og ham som Malling prøver at adlyde med sin afmontering af den patriarkale familie. Overgangen fra det moderne til det senmoderne er altså ikke alene en overgang fra et patriarkalsk pligtsamfund til et faderløst samfund, men også overgangen til et samfund hvor faderen er løs.

Coda: Den prekære far

I Morten Papes Planen (2015) møder vi så den bedrøvelige skikkelse der udskilles når faderfunktionen har forladt den konkrete far for at slå sig ned andre steder. Lad os kalde ham den prekære far fordi hans relationer til jobmarkedet og andre indtægts- og identitetsgivende institutioner er så svækkede (jf. Standing 2016). Han er fraskilt og evner efter skilsmissen hverken at etablere en ny orden eller være far for sine børn. Hans bolig er ligesom hans personlige hygiejne præget af mangel på grænser og opdelinger – i endnu højere grad end da han var familiefar. De besøgende weekendbøm sover i en stor bunke i dobbeltsengen hvorfra Morten i en central scene bevidner hvordan faren slår en skid mens han onanerer til fjernsynets porno (123). Senere ender også faren i dobbeltsengen. Dagen efter skal Morten tisse og forlader bunkesøvnen, men vil ikke gøre det oven i den hvidlige masse af sæd der bobler rundt nede i kummen, og tager håndvasken i brug (124). Ligesom i Bjørn Rasmussens Ming, men i en realistisk modus, er ulækre detaljer sprog for en skræmmende polymorf tilstand der ligger meget langt fra Adam Mallings forestillinger om frisættelse gennem faderlovens forsvinding. Romanens slutning er en varieret gentagelse af barndommens ophold i farens hus: Den nu voksne Morten – der gerne vil arbejde med film og jo er blevet fortæller af romanen – sætter en scene for afskeden med den prekære far:

Han kommer gående humpende fra højre side og standser midt i billedrammen. Slæbende på en halvfyldt indkøbspose med trin så trætte at han snart må være tæt på at give op. Han hiver efter vejret og trykker hovedet ind mod resten af den blævrende dobbelthage der er tildækket af tjavsede og eksemramte skægstubbe i både sorte og grå farver. Han har stadig sin Fremad Amager-Kasket på med de mange svedpletter. Håret i nakken stritter, som havde nogen sat strøm til ham. Små samlinger hvidt savl i hans mundvige. Maven har aldrig været større, og tøjet har aldrig været mere krøllet. Høreapparatet har samlet voks og snask i brungule farver, og helt nederst er hans ene ben omklamret af en voldsom sort benskinne der støtter ham selv under foden og støttesokken. Han søger efter noget i sin inderlomme. Smøgpakken og lighteren kommer frem. Det billigste mærke på markedet. Han bruger hånden som dækning og flammen lyser hans afskallede og fedtede næse op. (558-59)

Far er fattig, fraskilt, arbejdsløs, uuddannet og ulækker. Reduceret til det nøgne biologiske faktum at han er ophav til andre menneskelige væsner, driver han ud af sin søns ubarmhjertige framing af ham gennem kebabstedets vinduer og videre ned ad Amagerbrogade, lighteren lyser hans klamme ansigt op inden han er væk.

Litteraturliste

Ahnlund, Knut. 1956: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer författerskapet, Stockholm: P.A. Nordstedt & söners förlag.
Behrendt, Flemming. 2004: "Efterskrift" i Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner. 1893-1900. København: Borgens forlag.
Behrendt, Flemming (red). 2011: "Anmeldelser af Det ideale Hjem". Læst 18.10.2017.
Behrendt, Poul og Henrik Pontoppidan. 1986: Det ideale hjem. Matriarkatet i nutiden, Odense: Amadeus.
Bjørnstad, Ketil. 2001: Jæger. En rekonstruksjon. Oslo: Aschehoug.
Bjørnstad, Ketil. 2008: "Jæger - banebryderen" i Jon Helt Haarder (red): Hvad de andre ikke fortæller. Livet som indsats i og efter Det moderne gennembrud. København og Odense: Gyldendal og Syddansk Universitetsforlag.
Fosli, Halvor. 1994: Kristianiabohemen. Byen, miljøet, menneska. Oslo: Samlaget.
Haslund, Frederik Juel. 1976: "Efterord" i Hans Jæger: Fra Kristiania-Bohêmen, bind 2. Oslo: Forlaget Novus.
Pape, Morten. 2015: Planen. København: Gyldendal.
Pontoppidan, Henrik. 1900: Det ideale Hjem. Aarhus: Jydsk Forlags-Forretning.
Pontoppidan, Henrik. 1930: Det ideale Hjem. Noveller og Skitser, bind III. København: Gyldendal.
Præstgaard, Lise. 2007: "Henrik Pontoppidans forfatterskab og den tyske vitalisme - specielt med henblik på Lebensreformbewegung". Læst 18.10.2017.
Præstgaard, Lise. 2010: "Vitalismen i dansk litteratur 1900-1950" i Dansk Noter, nr. 1.
Rasmussen, Rene. 2017: "P P P (Paternitet, Psykose og Psykiatri)" i Spring, nr. 40.
Schwartz, Camilla. 2017: "Take me to Neverland. Androgynitet, hysteri og voksenfobi i ny dansk litteratur" i Edda 117 (1).
Standing, Guy. 2016: The Precariat. The New Dangerous Class. Revised Edition. London & New York: Bloomsbury Academic.
Suchanek, Jonas. 2017: Hvem er den mand/ Hvad laver han her? København: Gyldendal.
Vangshardt, Rasmus. 2017: Livets febrile hemmeligheder. Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann. København: Spring.