Det ideale Hjem

Et Problem under Debat

Af Henrik Pontoppidan

I

"Hvor i Verden finder man en Natur, der kan glæde Øjet som et dansk Fjordlandskab? Sandt nok, den amerikanske Turist, der "gør" Skandinavien paa en Fjortendags-Visit, føler sig i Almindelighed snydt for sine Penge her og halser sporenstregs med Kikkert og sin "Kodak" paa Maven op til Norge. Der er en Natur for Hoben. Jotunheimen byder sig anmassende frem til Beskuelse, bryster sig overmodig af sin Storhed; selv den største Nar føler sig lille ved Synet af saadanne Stenkolosser. Elvefaldene deroppe larmer, saa ogsaa de Døve kan høre det. Men den Skønhed, der blufærdigt gemmer sig og vil søges, findes ikke dér. Den er forbeholdt Danmark."

Disse Linjer blev nedskrevet i en Notebog af en yngre Mand, der en smuk Sommerdag sad for sig selv paa Agterdækket af en af de smaa Limfjordsdampere. Ved Siden af ham paa Bænken laa en stor, grøn Botaniserkasse. Han var en høj, mager Mand med mørkt Fuldskæg. Han sad et Øjeblik hensunken i Tanker med Notebogen paa Knæet, saa skrev han videre:

"Den, for hvem et dansk Fjordlandskab skal aabenbare sig i sin fulde Ynde, maa eje et opladt Sind og have uddannet sit Øje til et fintmærkende Instrument. En Smule Vand mellem skovklædte Skrænter eller gulgraa Lerbrinker, broget Kvæg paa Engene, en Stork, et Par skrigende Terner – andet er der ikke! Men hvor er det ikke levende i Sammenligning 82 med en Bjergegns massive Stenvægge! Det inddrikker Lyset og drager Aande. Det lader sig mætte af Solens Velsignelse som Barnet ved Moderens Bryst. – Det er Middag nu. Henunder Himlen glider hvide Klodeskyer langsomt mod Øst. Deres Skygger bevæger sig over Engene, som om de søgte noget. Et Par Kvier er soppet ud i Vandet og staar dér sammenvoksede med deres Spejlbillede. Forude i det disede Fjerne lyser en solbeskinnet Lerskrænt frem som et Skib for fulde Sejl. I Sydvest gaar en Byge over en Landsby nær Fjordkysten. Kirketagets røde Tegl gløder pragtfuldt mod den tordenblaa Horisont. – Nu kom et Vindstød. Vi er dampet ind i en Bredning. Vandfladen kruses, dens Farve skifter, bliver dybere blaa og koldere. – Se, det er denne det danske Landskabs (og det danske Menneskesinds) yppige Omskiftelighed, dets overdaadige Stemningsrigdom, som fattigere, enstrengede Naturer kalder Karakterløshed." –

Han maatte afbryde. Et støjende Selskab af provinsielle Herrer var kommen op fra Restavrationen og havde anbragt sig ved et Bord, hvor der nu blev dækket op med Kaffe og Kognak. Midtfiguren i den glade Klynge var en ældre Graaskæg, en pluskæbet Bacchus, hvis Øjne glødede af Spiritus. Han sad med en Arm om Halsen paa hver af sine Sidemænd og lo og snakkede ustandselig med en Stemme, der mindede om en Storks Knebren.

Herren med Notebogen og Botaniserkassen forlod sin Plads og gik hen i den anden Ende af Skibet for at være i Fred. Det var den unge Naturforsker Dr. phil. Adam Malling, der nylig havde vakt offenlig Opmærksomhed med en Afhandling om "Stemningslivet hos Insekterne".

Hen paa Eftermiddagen lagde Skibet til ved en Handelsplads, hvor han vilde overnatte for den næste Dag at fortsætte sin Rejse tilfods. Størsteparten af Landboerne blandt Passagererne gik fraborde her, og i Trængselen lagde han ikke Mærke til, at ogsaa den gemytlige Graaskæg var imellem dem. Men 83 ikke længe efter, at han selv var kommen hen til Gæstgivergaarden og havde faaet et Værelse anvist, hørte han til sin Ærgrelse Mandens Storkeknebren nede fra Skænkestuen, og i det samme raabte Værten op gennem Trappegabet:

"Helene! Er du deroppe? Gør Numer 3 i Stand til Arkitekten."

Hotellets fire Gæsteværelser laa i Husets øvre Etage, to paa hver Side af en tom Dansesal, hvorfra en Trappe førte ned til Forstuen. Da Dr. Malling senere forlod sit Værelse for at se sig lidt om i Omegnen, opdagede han til sin Beroligelse, at der stod Nr. 3 paa Døren til et af Værelserne paa den anden Side af Salen. Han vilde da heldigvis ikke faa den støjende Mand til Nabo.

Efter Solnedgang vendte han tilbage fra sin Udflugt, og idet han passerede Krostuen, hvor Døren til Beværtningslokalerne stod aaben, lød der Sang og Skraalen derinde fra. Den gamle Svirebror sad sammen med Værten og et Par andre Mænd omkring et Bord, der stod fuldt af Flasker. Han var øjensynlig nu uhjælpelig drukken. Med et taabeligt Grin lod han Haanden fare frem og tilbage gennem Luften for at slaa Takt til de andres Sangpræstationer.

Da Dr. Malling var kommen op paa sit Værelse, spurgte han Pigen, der var i Færd med at dække af Sengen :

"Hvem er den Herre, som skal bo paa Numer tre?"

"Det er Hr. Byrum."

"Han er Arkitekt?"

"Ja, det er ham, der har Arbejdet omme ved Bjerre Kirke. Han er ellers fra Aalborg."

"Det er en livlig Mand."

"Ja, han er allestunder saa fuld af Tossestreger. Der er ellers dem, der siger, at han har været paa Galehuset en Overgang."

"Troligt nok."

Dr. Malling indsaa, at det foreløbig vilde være haabløst at 84 gaa i Seng og forsøge paa at sove. Hans Værelse laa lige over Skænkestuen; Spektaklet dernede fra vilde holde ham vaagen. Han tændte derfor Lys og tog atter Notebogen frem for efter sin Sædvane at nedskrive sine Iagttagelser og Betragtninger stante pede, mens de endnu ligesom det nyfødte Barn havde bevaret noget af Moderskødets Varme.

… Ved Ellevetiden blev Arkitekten lodset op ad Trappen og bragt tilkøjs under megen Latter og Halløj. Kort efter blev der endelig Ro i Huset, saa Doktoren kunde slukke Lyset og gaa i Seng.

Men mod Sædvane kunde han ikke falde i Søvn. Hans Dag var begyndt Klokken fem om Morgenen, og han var bleven overtræt. Det var desuden en af disse daglyse Midsommernætter, der holder Tankerne vaagne og fylder Stilheden med sære Lyde. Han hørte Bornholmeruret nede i Skænkestuen slaa baade Tolv og Et. Pludselig forekom det ham, at han hørte en Dør gaa ovre paa den anden Side af Salen. Han lyttede en Stund, og nu var han ikke i Tvivl. Ganske tydeligt hørte han Lyden af slæbende Tøfler tilligemed en Stønnen som af et Menneske i Vaande. Det maatte jo være Arkitekten. Han vidste, at det andet Værelse derovre var ubelagt, og at der overhovedet ikke fandtes andre liggende Gæster paa Hotellet.

Tøffellyden nærmede sig hans Dør, standsede saa, hvorefter der et Øjeblik igen blev stille derude. Mennesket stod aabenbart lige udenfor Døren. Han huskede, hvad Pigen havde fortalt om Arkitektens tidligere Ophold paa en Galeanstalt, og han blev ilde tilmode ved at tænke paa, at han vistnok havde glemt at laase Døren, inden han gik i Seng. Uvilkaarlig saa' han sig omkring efter noget at forsvare sig med, dersom dette skulde resultere i et Overfald.

Saa blev der banket ganske sagte paa Døren.

"Hvem dèr?" raabte han.

Udenfor lød en Klynken.

85 "Undskyld meget, min Herre! Jeg vilde saa gerne have Lov til at tale med Dem et Øjeblik."

"Men jeg er i Seng. Og det er jo Nat! … Hvem er De?"

Der kom ingen Svar. Men Døren gik stille op, og i den graa Dæmring viste Arkitekten sig indenfor Tærsklen. Det vil sige, det var ikke ham selv men et ynkeligt Genfærd af det Menneske, der om Eftermiddagen havde siddet saa hjertensglad paa Dampskibets Dæk med Armene om sine Drikkebrødres Hals, struttende og blussende af Livsfryd. Han havde taget sin Overfrakke udenpaa Natdragten og holdt den sammen over Brystet med begge Hænder. De nøgne Ben rystede under ham; Haar og Skæg strittede omkring hans Hoved, som om han følte sig forfulgt af onde Aander.

Uvilkaarlig vakt til Medlidenhed af det sørgelige Syn spurgte Dr. Malling ham i mildere Tone, hvad han vilde ham.

"De maa ikke være vred, Hr. Doktor. Jeg véd det godt, det er en meget upassende Tid at søge Dem paa … men Værten fortalte mig … Det er jo Hr. Doktor Vallø, jeg har den Ære at tale med?"

"Malling er mit Navn."

"Om Forladelse … Doktor Malling altsaa, De vil ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg beder Dem om at hjælpe mig … blot for i Nat. Jeg kan ikke holde det ud længer. Jeg er ved at miste min Forstand."

Med et lidelsesfuldt Udtryk lagde han Haanden over Øjnene som overvældet af frygtelige Erindringer.

"Jeg forstaar Dem ikke," sagde Doktoren. "Hvad skal jeg hjælpe Dem med?"

"Blot jeg kan faa et Par Timers Søvn … saa er jeg reddet. De vil nok bevise mig den Godhed at give mig lidt ind og sove paa. Dersom De ikke har noget hos Dem, vil De nok skrive lidt op. Her er jo Apotek i Byen. Men noget kraftigt maa det være … blot for i Nat. Jeg skal ikke misbruge Deres Godhed. Det sværger jeg Dem til!"

86 "Kan De ikke sove?"

"Nej. Jeg bare blunder lidt … en Timestid eller saa. San vaagner jeg med et Ryk. Det er, ligesom En griber mig her i Struben for at kvæle mig. Og saa kan jeg ikke sove mere, saa dødsens træt jeg ogsaa er."

"Det gør mig ondt for Dem. Men jeg kan ikke hjælpe. Jeg er ikke Læge."

Manden stirrede … stivnede.

"Er De ikke Læge? … Men Gæstgiveren sagde jo … Og det staar da ogsaa paa Tavlen."

"Ja, jeg er nok Doktor, men jeg er ikke Mediciner … ikke Læge. Jeg kan derfor ikke give Dem andet Raad, end at De gaar i Seng igen og forsøger med et Glas Vand. Det kan undertiden skaffe Ro."

Den ulykkelige Nattevandrer sank nu aldeles sammen. Det var, som om det sidste Livshaab var bristet for ham.

"Mange Tak," sagde han tonløst og vendte sig mod Døren.

Men idet han vilde gaa, standsede han og førte atter Haanden henover Panden, som om han anstrengte sig for at erindre noget af Vigtighed. Saa vendte han sig igen mod Stuen og sagde:

"Jeg maa gøre Dem en Undskyldning. Men De tilgiver vel nok et fortvivlet Menneske, der vilde søge Lindring. Jeg ønsker Dem Godnat."

Da han var gaaet, blev Dr. Malling lidt betænkelig. Han var ikke helt rolig ved at lade det forstyrrede Menneske være alene. Men nu hørte han ham sjokke paa sine Slæber ned ad Trappen, og lidt efter lød et heftigt Mundhuggeri nede i Skænkestuen. Han genkendte Værtens Stemme og hørte Klirren af Glas.

Saa forstod han, at hans Indblanding vilde være frugtesløs. Han stod op og laasede sin Dør. Og da der igen var bleven stille i Huset, faldt han omsider i Søvn. –

Om Morgenen vaagnede han ved, at Solen skar ham i 87 Øjnene trods det nedrullede Gardin. Han sprang ud af Sengen, og efter at have overskyllet sig baade udvendig og indvendig med brøndkoldt Vand, satte han sig til at skrive nogle Linjer hjem. Det var blevet ham en Vane at begynde Dagen med at skrive til sin Mor eller Søster, naar han var borte fra dem. De to var de eneste Mennesker, han følte sig inderlig knyttet til. Han var hverken gift eller forlovet, havde aldrig været det og ønskede heller ikke at blive det, skønt han nærmede sig de Tredive.

Sin Far, den ansete københavnske Læge Etatsraad Malling, kendte han kun af Udseende. Allerede da han var Dreng, blev Forældrene skilte, og dette Forhold havde paavirket hans Følelsesliv og tidligt vakt Tanker hos ham, der plejer at tilhøre den modnere Alder. Ogsaa hans Ansvarsfølelse var bleven skærpet, som Forholdet overhovedet havde udviklet og særpræget ham paa en Maade, der gjorde ham til en Fremmed blandt Tidens sorgløse unge Mænd.

Da han havde sluttet sit Brev, gik han ned i Skænkestuen for at drikke Kaffe. Værten kom hen til ham og hilste Godmorgen, og Dr. Malling greb Lejligheden til at spørge om, hvordan det stod til med Herren paa Numer tre.

"Gud forbarme sig! Han har da ikke forstyrret Dem i Nattesøvnen?"

"Har han ikke talt om det?"

"Nej, Hr. Byrum er aldrig meget snakkendes om Morningen. Men jeg ved jo, at han tosser om ved Nattetid ligesom et Spøgelse, – han kan ikke sove, siger han. Vi har flere Gange haft Ulejlighed med Gæster, som han har vaagnet. – Kanske Herren har hørt ham i Nat. Han var jo hernede og fik sig et Par Gammelrommere. Han var ligegodt klejn, saa jeg nænnede ikke at sige nej."

"Kom han saa til at sove?"

"Jeg véd saamænd ikke. Han fik Lov til at lægge sig her paa Sofaen. – For Resten sad han nylig derhenne og spiste 88 Frokost, inden han kørte til Bjerre, og da var han helt godt tilpas."

"Er han gift?" spurgte Dr. Malling uvilkaarligt.

"Byrum?"

Med en af de bratte Overgange i Væsen og Optræden, der er almindelig hos den Slags Folk, kastede Værten sig grinende ned paa en Stol ved Doktorens Bord.

"Nej, det har Fanneme aldrig ligget for hans Stemme. Men han har ligegodt ikke forsømt Damerne. I sine unge Dage var han rigtig, hvad man kalder for en Skørtesvend. Det er vel nok det, der nu gnaver paa Nerverne. Jo, Byrum, han havde lige, hvad Fruentimmerne ikke kan staa for, som man siger, baade Bentøj og Snakketøj."

"Vil De være saa god at give mig min Regning," afbrød Dr. Malling nu hans Snak.

"Vil Herren allerede rejse?"

"Ja," svarede han kort.

En Timestid senere gik han med sin Botaniserkasse paa Ryggen ad en Sti gennem en mandshøj Rugmark fuld af Valmuer og Kornblomster; og her glemte han Nattens triste Oplevelse over Glæden ved igen at have en dejlig lang Feriedag foran sig med Sommersol, Blomsterduft og Lærkesang.

II

Det var blevet Efteraar med Slud og Storm og denne uhyggelige Skorstenstuden, der i mørke Nætter vækker Forestillinger om Skibbrud og bølgeomtumlede Lig. Paa den tusindstrengede Telefontraads-Harpe, der var spændt over Københavns Tage, spillede Vestenvinden sine Koraler. Om Dagen overdøvedes de af Vognrummelen og Menneskespektaklet; men naar Kafeernes sidste Gæster ud paa Natten drev hjemad 89 gennem de stille Gader, standsede de og lyttede til denne mystiske Musik, der fo'r hen i den mørke Nat som Sang af vilde Svaner. –

Fru Laura Malling sad en Aften ved Klaveret og spillede sammen med sine to Børn. Datteren, Ingeborg, stod tilhøjre for hende med en Violin under Hagen. Tilvenstre sad Sønnen – Doktoren – og strøg en Violoncel. Der var ikke andet Lys i Stuen end det, som kom fra Klaverets to smaa Lamper – én paa hver Side af det opslaaede Nodehefte. Det store Rum laa i Halvmørke, kun gennemskinnet af Sofaens og Stolenes karmosinrøde Damaskbetræk og af Forgyldningen paa Væggenes Malerirammer.

Fru Malling var en graahaaret Dame paa et halvt Hundrede Aar, ikke særlig høj og ikke fyldig, men alligevel med noget ualmindelig storladent og kraftfuldt over sin Person. I hendes Holdning og Ansigtsprofil var der noget, der mindede om en Racehest, og Ligheden gik igen hos Datteren, en fintbygget Brunette med denne matgyldne Hudfarve uden Rødme, der er den virkelige Sundheds Kendemærke. Hun saa' ud til at være atten Aar, men var i Virkeligheden toogtyve, havde en slank Hals og brune, sjælfulde Øjne. Hendes bølgede Haar laa frit tilbagestrøget fra Panden og var – ligesom Moderens graa Manke – kort afklippet i Nakken, hvad der bidrog til at give hende et saa ungdommeligt, halvt drengeagtigt Udseende. Som hun stod der med Violinen til Kinden, Hovedet lidt paa Siden, mindede hun om en slanklemmet, florentinsk Yngling paa et Renaissancemaleri.

Midt under Spillet lod Moderen Hænderne synke ned i Skødet.

"Nej, Adam, du er aldeles umulig i Dag! Du maa have Hovedet fuldt af dine Myrer og Fluer. Du taber jo hveranden Node, Barn!"

"Barnet" saa' betuttet ud og mumlede nogle undskyldende Ord i sit mørke Skæg.

90 "Lad os tage det hele forfra," sagde hun. "Ingeborg – prøv din G-Streng."

Hun slog med Langfingeren en Tone an paa Klaveret.

"Godt. Altsaa – er I færdige? – en, to…"

I dette Øjeblik ringede Forstueklokken.

"Hvem kan komme nu? Saa sent!"

"Det er Schmidt," sagde Adam ærgerlig, da der var bleven lukket op og en Mandsstemme hørtes derude fra. Samtidig skottede han til Søsteren, der pludselig havde faaet Rødt paa Kinderne.

"Saa holder vi op," sagde Fru Malling paa sin afgørende Maade og slog Nodeheftet i.

"Hvorfor dog?" udbrød Adam. "Schmidt kan jo sætte sig hen med en Bog, til vi bliver færdig."

"Du véd jo, at din Ven ikke bryder sig om Musik. Og hvorfor tvinge ham til at forstille sig?"

Men Adams Mine vedblev at være fortrædelig. Han hilste køligt paa Hr. Schmidt, skønt denne var hans gamle Ven fra Skoleaarene og en stadig Gæst der i Huset. Loftskronen og Stuens andre Lamper blev tændt, og man tog Plads omkring det store runde Bord foran Sofaen – Damerne med Haandarbejde.

Det var nu ikke svært at se, at Gæsten og Husets Datter befandt sig paa det Stadium af Forelskelse, der kan være pinefuldt nok for Vedkommende selv, men hvor de gerne er allermest indtagende for Omgivelserne. Der kan hvile en uimodstaaelig Fortryllelse over et saadant Par, der endnu omgaaes som Fremmede, skønt de allerede tilhører hinanden med Sjæl og Sind. Endog Hr. Schmidts uskønne Person forlenedes med Ynde. Hans Ansigtstræk havde det forklarede Udtryk, en forelsket Mand faar, forinden Ordet er sagt og Kysset har bekræftet og Kærlighedens luftige Drømmeslot har antaget fast Form som en fire Værelsers Lejlighed med W. C. og andre moderne Bekvemmeligheder. 91

Fru Malling gjorde sig Umage for at lade som ingenting, hvorimod Adams Væsen blev mere og mere bryskt og uroligt. De to unge Mænds Venskab havde trods deres Karakterers Forskelligartethed staaet sin Prøve gennem mange Aar; men fra det Øjeblik, det gik op for Adam, at Vennen havde forelsket sig i hans Søster, og at det trak sammen til en Forlovelse, havde hans Følelser for ham totalt forandret sig. Hans Syn paa ham blev med ét et andet. Visse uheldige Sider af Vennens Karakter, som han tidligere havde kunnet lukke Øjnene for, visse Sædvaner og Tilbøjeligheder, som – netop fordi de var hans egne saa ulig – havde virket ansporende i Venskabet, fik ved Udsigten til en Familieforbindelse en helt anden og alvorligere Betydning for ham.

Adam elskede sin Søster og hun ham med større Inderhed, end det er almindeligt hos Søskende. De særegne Forhold, hvorunder de var vokset op, deres Stilling som faderløse og den Følelse af Skam derover, som de først sent fik frigjort sig for, havde bidraget til at knytte dem saa tæt sammen. Allerede i en tidlig Alder havde Adam følt sig som Søsterens naturlige Værge. Hun var fem-seks Aar yngre end han, var kun et lille Barn, da Forældrene blev skilt. Hun havde knap nok bevaret noget Minde om Faderen, endsige om de Kampe mellem Forældrene, der førte til den endelige Skilsmisse. Der havde, siden hun var lille, kun raadet én Vilje her i Hjemmet. Derfor havde hun udviklet sig saa harmonisk og faaet den overlegne Ro, den sunde Ligevægt i sit Sind, der bevarede hende ung og glad og frisk midt i al Byens Sladder og Virvar.

Den Tanke, at Søsteren engang vilde gifte sig, havde han jo maattet forlige sig med; men at det skulde blive Schmidt, hun valgte, havde han aldrig tænkt sig. Hun havde saa ofte gjort sig lystig over hans Ydre. Desuden var han Læge, og den Stand havde hun altid set ned paa, fordi hun aldrig for Alvor havde haft dens Hjælp behov. Paa sin overgivne Maade havde hun en Gang sagt, at hun fandt det en underlig Levevej 92 for et Mandfolk at gaa omkring og kigge Folk paa Tungen og andre Steder. At Schmidt gjorde en vis Lykke i Selskabslivet, livlig og snaksom, som han var, fuld af københavnske Historier og pudsige Anekdoter, det var til at forstaa. Men hos Ingeborg! – Han begreb det ikke.

Efter Aftensbordet gik de to Venner som sædvanlig op paa Adams Værelser, der laa for sig selv i en Kvistetage. Skønt Adam ikke selv røg Tobak, bad han Vennen tænde sin Pibe, og Pigen bragte en Bakke med Vermouth og Sodavand.

Det varede dog længe, før der kom en Samtale i Gang. Schmidt, der anede Grunden til Vennens forandrede Væsen overfor ham, lod som altid Munden løbe; men Adam var af den Slags Mennesker, der kunde tie … tie ubarmhjertigt … tie, saa den mest løsslupne Passiar tilsidst blev overdøvet af hans Tavshed.

"Du er nok flittig," sagde Schmidt med et Blik hen paa Skrivebordet, hvor der laa opslaaede Bøger og Billedværker foruden et allerede anseligt Manuskript. "Er det igen Tanglopperne og Vandkalvenes Elskovsforhold, du fordyber dig i?"

"Det er Parringsvalget i det hele," svarede Adam."Ogsaa Menneskets."

Det sidste Ord blev udslynget som en Pil. Men Vennen søgte Beskyttelse bag et nyt Spørgsmaal om hans Arbejde. Han sagde, at det saa' ud til at blive et større Værk denne Gang.

"Det er, som man tager det," sagde Adam. "I Forhold til Emnets Omfang er det ikke stort. Men jeg har dog i Sinde at gøre en selvstændig Bog ud af det."

"Er det næsvist at spørge, hvad Barnet skal hedde?"

"Jeg har tænkt paa at kalde Bogen "Det ideale Hjem"."

"Død og Pine! Det lyder jo næsten som Titlen paa en Roman."

"Den er heller ikke ment som et rent videnskabeligt Arbejde. Det er min Hensigt at belyse Forplantningsinstinktet 93 ved en Eksempelsamling fra Naturlivet, men stadig med Mennesket in mente. Det synes mig i det hele taget, at man ikke indtrængende nok kan opfordre giftelystne Personer til at se sig i Spejl og raadspørge Naturlovene, før de gaar hen og gør en Ulykke paa sig selv – og andre."

Blodet steg Vennen til Kinderne. Han drak hastig af sit Glas og sagde:

"Jeg forstaar dig! Det er din gamle Kæphest, du har trukket ud af Stalden. Men sig mig – tror du ikke, at du i dit Syn paa Ægteskabet lader dig for meget paavirke af de særegne Forhold, du er vokset op under. Vi har jo talt om det før. Er du ikke lidt for tilbøjelig til at tillægge dine private Oplevelser for stor Almengyldighed?"

"Du tager fejl – baade i dine Forudsætninger og i Konklusionen. Jeg forsøger ganske vist at popularisere mine Erfaringer, men jeg er Videnskabsmand og tillader mig ikke at have "private" Meninger om den Slags Ting. Forøvrigt beror det paa en Misforstaaelse af dig, naar du – som det lader – ser Grunden til mine Forældres Skilsmisse i Troskabsbrud fra min Fars Side. Jeg gjorde det en Gang selv; men nu ved jeg, at deres Ægteskab i den Henseende var lydeløst, og at min Mors Kærlighed forblev ukrænket til det sidste."

"Men din Far giftede sig dog igen."

"Med sin Husholderske ja – og efter seks Aars Forløb. Det lyder maaske underligt, men jeg er overbevist om, at Mor og Far holder af hinanden endnu den Dag idag."

"Men – ja, undskyld, jeg spørger – hvad var der da egenlig i Vejen?"

"Netop det, at de holdt af hinanden – tænker jeg."

"Kære Ven! Nu er du mig for dybsindig. Kunde du ikke for en Gangs Skyld afpasse dine Ord efter en jævnere Mands Opfattelsesevne?"

"Jeg mener, at dersom mine Forældre havde næret den Ligegyldighed for hinanden, der bevarer Freden i saa mange 94 ægteskabelige Hjem, havde de rimeligvis endnu levet tilfredse ved hinandens Side. Nu var de tilmed begge to stærke Personligheder, hver med sine meget udprægede Slægtsejendommeligheder, – og det er jo det særlig tragiske ved Ægteskabet, den store, ubodelige Modsigelse i dette bedrøvelige Menneskepaahit, at det dræber Kærlighedslykken dér, hvor der tilsyneladende er de rigeste Udviklingsmuligheder for den. Kan man tænke sig noget mere haabløst?"

"Men hvad Pokker vil du da have, at et Par Mennesker skal gøre, naar de nu har været saa uheldige at gaa hen og forelske sig i hinanden?"

"Lad dem elske! Lad dem i Nødsfald ogsaa gifte sig, dersom de mangler Mod eller Lyst til at sætte sig op mod Skik og Brug. Men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvori de er vokset, – i den Tro, at de kan slaa Rødder i en ny. Lad dem ikke leve sig ind i den Indbildning, at de vil være i Stand til at grunde et Hjem sammen. Den Drøm har kostet Millioner al Mennesker deres Livslykke."

Schmidt sad nogen Tid tavs og saa' paa Røgen fra sin Pibe, mens der over hans plumpe Ansigtstræk bredte sig som et Genskin af det Forklarelsens Skær, der havde hvilet over dem nede i Dagligstuen.

"Man kan mærke, du aldrig har været forelsket," sagde han tilsidst.

"Hvad véd du om det?"

"Jeg siger, man kan mærke det. Ellers vilde du selv føle, hvor urimelig din Tale er. Du ser nu Forholdet mellem Kønnene udelukkende fra Zoologens Standpunkt, opfatter Kærligheden som et rent Parringsvalg. Men det er dog ikke alene for Sovekammerets Skyld, man gifter sig og sætter Bo. Det er netop mest af Trang til at skabe et Hjem sammen med den, man holder af. Som der staar i Visen:

95 "Hvor Kærlighed bygger,
to Sjæle bliver én."

"Det er jo bare Talemaader. Legemlige og aandelige Modsætninger tiltrækker hinanden, og Forelskelsens Hede vokser med Forskellen – det er en gammel Erfaringssætning. Det er Naturen, der paa den Maade forhindrer en altfor ensidig Udvikling. Men ved Ægteskabet vendes denne Forsynlighed om til at blive Menneskets Fordærv. Hvad er det, der sker, naar Folk gifter sig? Dér flytter to hinanden ret fremmede og i de fleste Tilfælde ganske uensartede Personer sammen i nogle Værelser og slæber med sig hver sin Bagage af Familjeejendommeligheder og Slægtstraditioner som Grundlag for et Hjem. Efter en Uges Forløb begynder den uundgaaelige Tvekamp mellem Individualiteterne, og den slutter ikke, før den svageste Part er bukket under, eller Samlivet sprængt. – Husker du Bjørnsons lille Skuespil "De Nygifte". Ægteskabets Problem er her sat rigtig nok op; men Digteren har uheldigvis slet ikke forstaaet sine Personer, endsige loddet Dybden af den Konflikt, han har rejst imellem dem. Han har ikke haft nogen Anelse om de Følelser, der – ganske vist uklart, tildels udenfor Bevidstheden men med instinktiv Styrke – bevæger sig i den unge, nygifte Frue, der elsker sin Mand oprigtigt og ømt men alligevel vægrer sig ved at forlade Barndomshjemmet og tilsidst maa føres derfra med List og Magt. Han har kun kunnet se Forkælelse og Pjank og Unatur i det, som netop er et Naturudbrud fra Sjæledybet, en uvilkaarlig, urmenneskelig Protest mod en Opfattelse af Kønsforbindelsen, der stammer fra den Tid, da Kvinderne solgtes som Kvæg og tilsloges den højstbydende. Men det var det, Digteren skulde have ladet sin brutale Ægtemand indse, … og som ogsaa andre Mænd kan have godt af at tænke alvorligt over, naar de gaar omkring med Giftermaalsplaner."

Schmidt fandt det nu bedst at slutte af. Der kom dog ikke 96 noget ud af at fortsætte Samtalen. Han løftede sit Glas og sagde:

"Ja ja, Adam! Du er ganske vist Videnskabsmand, belønnet med en Guldmedalje. Men du er sandt for Dyden ogsaa en uforbederlig Fantast. Skaal!"

III

Dr. Schmidt var Søn af titulær Professor, forhenværende Skolebestyrer Claudius Schmidt, bekendt som Forfatter af en Række Skolebøger og forskellige folkelige Skrifter om Verdenshistoriens store Personligheder. Ogsaa paa Grund af sit Ydre hørte han til Københavns kendte Skikkelser. Den lille lavbenede Mand, hvis røde Ansigt laa begravet i et strittende Haar og Skæg som en Høne i en Rede, bevægede sig tungt henad Fortovet og udstraalede en Selvfølelse, der tildrog sig Folks Opmærksomhed.

Han boede i en Villa ude paa Frederiksberg og levede et lykkeligt Familjeliv sammen med sin Hustru – født v. Rosen – og to ugifte Døtre. Han var et Hjemmemenneske, og naar han sad mellem sine høje Reoler i Studereværelset, stod Døren som oftest aaben til Nabostuen, hvor hans Kone og Døtrene opholdt sig. Man paastod, at han aldrig arbejdede bedre, end naar han vidste dem i sin Nærhed. Han havde ogsaa en anden Fordel deraf. Han kunde altid hidkalde en af dem, naar han i sin store Magelighed havde Brug for en Haandsrækning, enten det nu var for at faa fyldt en Skuffe Koks i Kakkelovnen eller rullet et Gardin ned for Solen eller hentet en Bog fra en af Reolerne. I sidste Tilfælde var det altid den yngste Datter, den 23-aarige Emma, der blev raabt paa. Hun havde taget Studentereksamen og var i det hele bleven afrettet til at gaa Faderen tilhaande i hans Arbejde. Den ældste Datter, Petrea, der var lidt sygelig, opholdt sig mest paa sit Værelse, 97 beskæftiget med at stoppe og lappe for hele Familjen. Men hvem det nu var, der i Øjeblikket hjalp ham, vedkommende blev altid bagefter kaldt hen til hans Lænestol for at modtage Belønningen i Form af et saftigt Kys.

Professorinden var en allerede hvidhaaret Dame, der paa Grund af Tunghørighed havde svært ved at deltage i Samtale. Det hed sig gerne om hende, at hun "ikke var videre begavet". Uendelig blid og stille gik hun ganske op i Husførelsen og navnlig i Omsorgen for sin Mand. Det var ikke usandt, hvad Familjens Venner altid sagde om deres Samliv, at det var en ægteskabelig Idyl, som man sjelden saa' Mage til. – Der var dog en bestemt Tid af Dagen, da selv de Nærmeste helst holdt sig paa Afstand. Som saa mange Bogmennesker, der elsker deres Lænestol, led Professoren af Fordøjelsesbesværligheder, og forinden Resultatet af, hvad han kaldte "sin Morgenandagt" forelaa, var Stemningen i Huset lidt trykket. Naar han forsvandt ind i det lille Lønkammer ved Siden af Køkkengangen, oppebiede Professorinden altid med beklemt Hjerte hans Tilbagekomst. Det var vel næsten de Øjeblikke i deres trediveaarige Ægteskab, der havde været rigest paa Sindsbevægelse. Hun kunde smile uendelig lykkeligt, naar han kom tilbage med en Nynnen og hængte sin Pibe op paa Brættet over Tobaksbordet med et eller andet klassisk Citat som: "Nu est du skrinlagt, Hakon Jarl!" eller med sit Ynglingsrim:

Saltet Sild og gammel Ost
fejer Maven ud med en Kost.

Vendte han derimod tilbage med fortrædelig Mine og Sved paa Panden, kom hele Huset i Bevægelse. Der skulde varmes Vand eller koges Havresuppe, og Professorinden maatte egenhændig hjælpe ham til Forløsning. – En saadan Dag, mens Professoren vel tildækket hvilede ud 98 paa Chaiselonguen, fik de Besøg af Sønnen Fredrik. Den unge Læge boede ikke hjemme. Han havde inde i Byen indrettet sig, hvad han kaldte "en Klinik", et Par Værelser, hvor han forgæves sad og ventede paa Patienter.

Han kom for at meddele Forældrene sin Forlovelse med Ingeborg Malling. Da Professoren hørte Nyheden, sprang han straks op af Sofaen og omfavnede Sønnen.

"Men hvor er Pigebarnet henne? Hvorfor har du hende ikke med?"

"Tys, tys, kære Far! Hun véd slet ikke af, at jeg er taget herud. Det skete jo først i Aftes, og egenlig skulde det være en Hemmelighed, indtil vi har faaet Forlovelseskortene trykt. Men jeg kunde ikke lade være med at tage herud og fortælle Jer det. Jeg vidste, I vilde blive glade."

Nu blev Søstrene hentet ind for at lykønske. Den yngste, der var Faderen op ad Dage, lille og lavbenet, med den brede Næse højnet af en Lorgnet, trængte straks ind paa Broderen med hele sit Væsens Drøjhed for at faa at vide, hvordan det var sket, om han havde friet skriftligt eller mundtligt, og hvad Ingeborg havde svaret. For ikke at lokkes til at røbe mere, end han mente at kunne forsvare, rev han sig tillidst løs og sagde Farvel.

"Og hils din lille Hjertetyv tusinde Gange fra os!" raabte Faderen efter ham. "Sig hende, at vi alle længes efter at omfavne hende!"

Den ældste Søster, den svagelige Petrea, fulgte ham ud. Hun var som sin Mor en stille, indadvendt Natur og havde hidtil ingenting sagt. Men da hun nu befandt sig ene med Broderen ude i Forstuen, tog hun hans Haand og holdt den fast med begge sine.

"Lad ogsaa mig ønske dig til Lykke, kære Fredrik. Gid Vorherre vil lægge sin Velsignelse i dit Valg!"

"Tak, Petrea!" svarede han overbærende. "Det gør han nok."

99 "Og hils nu din Forlovede rigtig, rigtig mange Gange. Sig hende – ."

"Tak, Tak … Men jeg har travlt, Petrea!"

"Sig hende, kære Fredrik, – – ."

Men han vristede sin Haand løs, og den stakkels Pige, der havde arvet sin Mors Tunghørighed og sin Fars slette Fordøjelse, gik stille tilbage til sit Kammer for i Ensomhed at samle Tankerne om det store, der var sket.

Professoren og Professorinden sad Resten af Formiddagen for lukkede Døre inde i Studereværelset og drøftede Begivenheden. Professoren var meget tilfreds med Partiet. Han vidste, at Fru Malling var ret formuende. Og – som han sagde til sin Kone:

"Fredrik er ingen god Økonom, og vi vil desværre ikke kunne efterlade ham noget nævneværdigt. Det er derfor overordentlig betryggende baade for ham og for os, at han faar en velhavende Svigermor – og det saa meget mere som Petrea efter al Sandsynlighed vil komme til at trænge til Hjælp, naar vi falder fra. Fra den unge Piges Far vil der vel ogsaa en Gang kunne ventes en betydelig Arvelod. Etatsraad Malling er vist en Mand med store Indtægter."

Ved Middagsmaaltidet, hvor Professoren i Dagens Anledning spenderede en Flaske Vin, drejede Samtalen sig udelukkende om Forlovelsen.

"Sig mig, Emma," sagde han til den yngste Datter, "du kender jo lidt til Fredriks tilkommende Svigermor. Hvordan er det … hun er lidt sygelig. Ikke sandt?"

"Fru Malling? Det véd jeg ikke af."

"Det forekommer mig, Fredrik har sagt noget om, at hun lider af et ret fremskredent Hjerteonde."

"Det har jeg aldrig hørt. Hun ser da ud som Sundheden selv."

"Naa, gør hun det," sagde han med noget skuffet i Tonen. "Ja, saa har Rygtet vel overdrevet." –

100 Samme Dags Aften fik den nyforlovede unge Læge Besøg af sin forhenværende Ven og tilkommende Svoger. Ved at se ham, blev han straks klar over, at Adam ikke kom for at lykønske. Hans Ansigtsudtryk var alvorligt, og han gav ikke Haanden.

"Ingeborg har nok allerede fortalt dig, hvad der er sket," sagde Schmidt, da de var kommen til Sæde.

"Ja. – Men jeg haaber oprigtig, at det maa være en Sag, der bliver mellem jer to. Den vedkommer jo heller ikke andre. Det har jeg ogsaa sagt til Ingeborg."

"Naa ja – med dine Anskuelser om Forlovelse og Giftermaal kan du naturligvis ikke se anderledes paa Sagen. Det har jeg været forberedt paa. Men det maa dog være dig lidt af en Trøst, synes jeg, at Ægteskabet som Institution ikke er fra igaar men har nogle Tusinde Aar paa Bagen. Den kan da ikke være saa aldeles i Uoverensstemmelse med den menneskelige Natur, som du paastaar."

"Det er en tarvelig Trøst. Og ovenikøbet hviler den paa en Misforstaaelse. I sin nuværende Form, med Erotiken som primus motor, er Ægteskabet ikke gammelt. Oprindelig stiftedes det jo paa rent praktisk Grundlag, saadan som det endnu sker blandt vore Bønder, – til Held for Slægten."

"Nej, hør nu, Adam! Skal vi nu til at forherlige Fornuftpartierne!"

"Jeg foretrækker dem i hvert Fald for de ufornuftige … og især for de moderneste med Ægtepagt og Særformue og alle de andre Kunster, hvormed Lovgiverne har søgt at holde Liv i Institutionen uden at forstaa, at de netop derved har skaaret Hjertet ud af Brystet paa den."

"Men noget maa dog saa erstatte den. Folk skal vel ikke henvises til Gaden med deres Forelskelse – ligesom Hundene."

"Lad Bruden blive hjemme hos sin Mor og sine Søskende. Saa kan hun forresten knytte erotiske Kammeratskaber efter 101 Forgodtbefindende, hemmeligt eller aabenlyst, for Livet eller for en Aften, men i alle Tilfælde uden andet Fællesskab med Vedkommende end det, der er nødvendigt for Elskovsforholdet."

"Ja – nu husker jeg det! Det er din gamle Yndlingsvise. Maa jeg blot gøre dig et Spørgsmaal. Dersom de nu faar Børn?"

"De? … Hvilke de?"

"De to, der elsker hinanden og gifter sig men ikke maa have Hjem sammen. For Verden skal vel ikke affolkes?"

"Det er dog vel kun den ene af Parterne, der kan faa Børn. Mandens Andel i den Begivenhed er i denne Forbindelse uden Betydning. Den kan i hvert Fald ikke retfærdiggøre noget Krav paa Medejendomsret til Barnet."

"Men han skal dog forsørge det, – i det mindste bidrage til dets Underhold og Opdragelse."

"Aldeles ikke! Barnet tilhører udelukkende Moderens Hjem og forsørges af Slægten. Faderen er en ganske ligegyldig Person, som slet ikke behøver at kendes, hverken af Barnet eller Familjen. Du forstaar altsaa, at det under alle Forhold er ganske overflødigt for Ingeborg og dig at publicere jeres Forbindelse."

Schmidt lo lidt genert.

"Ja, jeg kender igen dine Paradokser! Men véd du hvad, jeg synes det maa være en mærkelig Far, der saadan lader sig gøre til Nul og Nix og Ingenting. Og har du rigtig tænkt paa, hvad Familjen vil sige til at faa en Flok fremmede Unger at forsørge, hvis Oprindelse den ikke véd det mindste om. Du maa tilgive mig, kære Ven, men jeg kan ikke tage dig alvorlig i dette her Kapitel."

Adam havde ladet ham tale ud. Som den, der selv nøje overvejede sine Ord og ikke holdt af Afbrydelser, lod han overhovedet altid Folk tale ud. Nu fortsatte han roligt og saglig overtalende:

102 "Jeg vil gøre dig opmærksom paa, at Faderfølelsen som Instinkt ikke anerkendes af Videnskaben. Noget helt andet er det Ømhedsforhold, der naturligt opstaar mellem en Mand og de Børn, som gives ind under hans Forsorg. Men i det Forhold spiller Faderbevidstheden absolut ingen Rolle. Føles det undertiden anderledes, beror det paa et Selvbedrag. I den oprindelige Familje, f. Eks. endnu hos mange vilde Stammer, viser Høvdingen, Klanføreren, den samme Omhu for alle Børnene, skønt han ved, at han i Almindelighed kun kan være Far til Kvindernes Førstefødte. Jeg skulde næsten tro – men det lyder velsagtens ogsaa som et Paradoks i dine Ører – jeg skulde tro, at en Mand i mange Tilfælde vil have lettere ved at bevare en uforplumret Kærlighed til sine Søstres Børn end til sine egne. De sidste kan maaske ofte minde ham om Øjeblikke, han har faaet Grund til at fortryde. I det hele taget! Et Hjem af virkelig blodsbeslægtede, et Hjem, der er bygget op, ikke paa noget saa flygtigt, saa let fordampeligt, som en Elskovsrus, men paa Slægtsfølelsen, der er den dybeste og varigste af alle, – et saadant Søskendehjem kan virkelig blive det fredede "Familjeskød", som vi midt i Livets Tummel alle har Trang til. Naturligvis kan der ogsaa opstaa Misstemning mellem Søskende; men det betyder saa lidt i Sammenligning med Ægtefolks oprivende og ydmygende Kampe, hvor Parterne til deres egen Beskæmmelse stadig paany overlistes af den erotiske Drift. Og nu Børnene, som Folk altid taler saa bekymret om, naar Forældrene skilles. For dem vil et Søskendehjem – sammenlignet med det ægteskabelige – være et sandt Paradis. Hvor uroligt en Kvinde end bliver omtumlet paa Kærlighedens vilde Hav, vil hendes Børn kunne leve i fuldt betrygget Fred i det uomskiftelige Familjeskød. Ikke en Stol behøver at flyttes, om hun saa tyve Gange skifter Elsker. Ikke et Menneske behøver at vide det. Det skulde du dog tænke lidt over."

103 "Kære Ven – du forudsætter nu altid den samme Gemytternes Uoverensstemmelse i alle Ægteskaber. Men det er dog virkelig en kolossal Overdrivelse. Maa jeg blot erindre dig om mine egne to Gamle derhjemme. De har nu været gift i over tredive Aar, og du vil vel ikke nægte, at de endnu lever som et Par Turtelduer?"

Adam svarede ikke. Han havde aldrig følt sig tiltalt af Vennens Familje, og navnlig var Professoren ham en Vederstyggelighed. Den eneste, han havde noget tilovers for, var Professorinden. Han vidste om hende, at hun var fra en Provinsby og i sin Ungdom havde været meget eftertragtet paa Grund af sin Skønhed. Men det Skygge-Liv, hun med Tilfredshed førte ved sin Mands Side, havde efterhaanden lagt hendes naturfødte Jeg øde. Der var efter hans Mening ikke andet tilbage af hendes oprindelige Natur end Provinsdamens Stolthed over at være bleven Professorinde. Med sit altid lige blide Smil og sine upersonlige Talemaader havde hun altid vakt Uhygge hos ham. Ogsaa i hendes Ydre var der noget udslukt eller afsjælet. Med sit sølvhvide Haar og sit tomme Blik lignede hun mere en "Gejst" end et levende Menneske. Og som denne Kvindes Lod skulde nu ogsaa Ingeborgs blive! Den Schmidtske Familjeaand vilde vampyragtigt omspænde og udsuge hende. Han kendte sin lille Søster indtil Bunden af hendes Hjerte. Trods sit kække, lidt kølige Væsen var hun tillidsfuld som et Barn og troskyldig i sin Hengivelse, mens Fredrik Schmidt var sin Far op ad Dage, beregnende og egenkærlig, en haardkogt Filister. –
 

To Dage efter stod Forlovelsesgildet hos Fru Malling. I sin Glæde over Forbindelsen modtog hun sine Gæster paa festligste Maade. Synet af de to unges Forelskelse havde faaet hende til at glemme egne Erfaringer. Hendes Kvindesind modstod ikke den erotiske Atmosfære, der pludselig bølgede gennem hendes Stuer som en vaarlig 104 Blomsteraande. Anderledes med Adam. Han gik i disse Dage omkring som en syg Mand. Ingeborg tilgav han for hendes Ungdoms Skyld; men han følte sig skammelig forraadt af Moderen. Hun paa sin Side gjorde sig lidt lystig over hans mørke Miner og anklagende Tavshed. Han havde endogsaa talt om at rejse bort for ikke at være tilstede ved denne "Familjefest", hvor man med Blomster og Skaaltaler fejrede Hjemmets tilstundende Undergang.

Dets Opløsning var i hans Øjne allerede begyndt. Naar han saa Moderen sidde dér ved Middagsbordet og være saa overstrømmende elskværdig mod disse hende i Virkeligheden ganske fremmede Mennesker og allerede drikke Dus med Fredrik og kalde ham sin kære Svigersøn, saa kendte han hende ikke igen, – hun, som ellers var saa tilbageholdende og unddrog sig al Familiaritet. Og Ingeborg! Stakkels Ingeborg! Med Oprør i Sindet var han Vidne til, hvordan hun, der kun ved højtidelige Lejligheder kyssede Moderen og aldrig nogensinde ham, nu gav baade Kind og Mund til Pris for hele den Schmidtske Familje, af hvilke de unge syntes at have arvet Faderens Kælenskab.

Efter Bordet gik man tilbage til Dagligstuen for at drikke Kaffe; og ved denne Sceneændring – bort fra det festdækkede Bord med dets Blomster og stærke Lys ind til Dagligstuens slørbehængte Lamper – afsvaledes Stemningen kendelig. I den dæmpede Belysning viste det sig vanskeligere at vedligeholde den kunstigt opildnede Slægtskabsfølelse. Professoren og hans Damer følte sig ikke rigtig hjemme i Fru Mallings Stuer, der var saa forskellig fra deres egne. Hvad der udmærkede Professorhjemmet var den Mængde Tryksager, der altid hobedes op der og oversvømmede Borde og Stole. Der var hos Familjens samtlige Medlemmer opelsket en Lidenskab for at læse. Professoren selv bladede sig daglig gennem et Par Bind, foruden at han læste tre-fire Aviser; og naar Frk. Emma hørte om en udkommen Bog, havde hun 105 ingen Ro paa sig, før hun i det mindste fik den gennemsnust ved en Boghandlerdisk. Fru Mallings Dagligstue, hvor der ikke var en Bog, endsige en Avis at faa fat i, syntes dem derfor et trøstesløst Øde.

Imidlertid følte Professoren Trang til efter sin Sædvane at blunde lidt efter Maaltidet, og for at faa Lejlighed dertil fandt han paa at spørge Fru Malling, om hun og hendes Børn ikke vilde glæde Selskabet ved at spille lidt. Han havde, som han sagde, "hørt saa meget fordelagtigt om deres Tonekunst".

Fru Malling vidste godt, at Schmidts ikke havde Forstand paa Musik; men hun var en ærekær Værtinde, og der havde allerede et Par Gange været ret lange og pinlige Pavser i Underholdningen. Ogsaa Adams demonstrative Holdning gjorde hende efterhaanden nervøs.

"Ja, hvad siger I, Børn?" Ingeborg var straks villig. Hun slap sin Kærestes Arm henne i den Krog, hvor de havde gemt sig; saa opgav ogsaa Adam sin Modstand. Han havde nu en Gang foresat sig for Ingeborgs Skyld at gøre Moderens Vilje denne Dag. Men det var med et saaret Sind, at han satte sig ved Siden af hende foran Klaveret og stemte sin Violoncel. Saa vidt var det altsaa allerede kommet! At Moderen kunde nænne at nedværdige deres fortroligste Meddelelsesmiddel – "Hjertets Sprog", som hun selv plejede at kalde det – ved at lade det tjene som Fordøjelseshjælp for disse paagaaende Fremmede!

Professoren sad under Spillet nedsunken i en Lænestol og holdt Haanden over Øjnene som en, der er mægtig greben af Musikkens Magt. Professorinden benyttede Lejligheden til at tage Stuen nærmere i Øjesyn. Hun vurderede Møblerne, Gulvtæppet og de Damaskes Gardiner, der altsammen tydede paa solid Velstand. Frk. Emma havde endelig været saa heldig at finde noget trykt, som hun kunde stikke sin lorgnetprydede Næse i. Den eneste, der virkelig hørte efter Musikken, var den tungsindige Petrea. Hun havde sat sig hen for 106 sig selv for ganske at kunne hengive sig til sine Drømmerier. Og dog havde Fru Malling og hendes Børn maaske aldrig spillet smukkere end denne Aften. I Tonernes Verden genfandt de hinanden efter den dybe Adskillelse, og navnlig havde Adams Cello en Orgelklang, der flere Gange fik baade Moderen og Søsteren til at skotte forbavset til ham.

De vidste ikke, at det var et Farvel, han med sorgtungt Hjerte spillede over Barndomshjemmets Grav.

IV

En Sommerdag fire Aar efter sad Adam paa en Grøftekant i Nærheden af en østjysk Bondeby og undersøgte det Indre af en Blomst ved Hjælp af en Lupe. Det var lige i Middagsstunden. Rundt om paa Markerne laa det brogede Kvæg og tyggede Drøv, mens grønt Savl drev det ned fra Mundvigene. Han havde været paa Vandring fra den tidlige Morgen, men endnu havde han kun lagt en Milsvej bag sig. Han gav sig altid gode Stunder; derfor var hans Dag altid rig paa Oplevelser. At gaa en Mil ud ad en Landevej betød for ham at standse utallige Gange … enten det nu var for at følge en Fugls Flugt eller lytte til en Humlebis Summen, eller fordi der var noget i Landskabets Linjer eller Belysning, der fangede hans Opmærksomhed. Ofte gjorde han sig slet ikke Rede for, hvad det var, der optog ham. Han lod sig bare viljeløs fylde med Indtryk under en vidunderlig Fornemmelse af at sanke Rigdom i Lade. Den kunde altid tidsnok blive sluppet ind til Bearbejdelse i Bevidsthedens Tærskeværk! –

Aldrig havde dansk Natur haft en ømmere Tilbeder. Han delte ikke Tidens Smag for det golde og triste men elskede det frodige Landskab, de grønne Enge og den kuplede Bøgeskov. I den Tillokkelse, som det øde, ufrugtbare og forkrøblede, som Marehalmsklitten og Hedens forblæste Lyngtæppe 107 havde faaet for Slægten, saa' han et af Vidnesbyrdene om dens Forvendthed. Kærligheden til Havet og Stranden var for de flestes Vedkommende heller ingen virkelig Naturbetagelse. Den var et Udtryk for en Hunger af samme Art som den, hvormed en Syg snapper efter frisk Luft eller en Sviregast fortærer sin saltede Sild Morgenen efter en Rus.

I et Par Uger havde han nu været borte fra Hjemmet. Han boede stadig sammen med sin Mor; men hans Spaadom var gaaet i Opfyldelse. Hjemmet var hverken for hende eller for ham, hvad det en Gang havde været. Søsteren og hendes Mand var med deres to Børn flyttet fra København til Hillerød, hvor de mente, at han lettere vilde kunne skabe sig en Praksis. Siden den Tid havde Moderen aldrig haft rigtig Ro paa sig. Mindst en Gang om Ugen maatte hun derop og se til Børnene. Og var hun der ikke personlig, saa var hun der i sine Tanker. Derfor længtes han ikke paa samme Maade hjem som i gamle Dage. Han vidste aldrig, om han ikke ved Hjemkomsten vilde finde Stuerne tomme.

Han vaktes op af sine Tanker ved et Sus, der lød som Vingeslag af en stor Fugl. En ung Dame var faret ham forbi paa Cykel. Som en lysende Komet jog hun i sin hvide Sommerdragt ned ad den stærkt skraanende Vej med en lang, bølgende Hale af ophvirvlet Støv efter sig. Han fulgte hende med Øjnene til Foden af Bakken, hvor den lille Bondeby laa. Umiddelbart foran denne svingede Vejen udenom et poppelhegnet Gadekær, stort som en Dam. Her skjulte Poplerne hende for ham, mens hendes Spejlbillede af og til skimtede frem mellem Stammerne. Tilsidst saa han hende rulle ind gennem Porten i den første Gaard.

Saa hastig hun end var fløjet ham forbi, havde han dog faaet set, at hun var en af den Slags unge blonde Kvinder, som han aldrig kunde lade være med at forelske sig lidt i, fordi hans første Ungdomskærlighed havde været en saadan rank, lyshaaret Valkyrieskikkelse. Hvad der dog især havde 108 faaet ham til at spærre Øjnene op var en Botaniserkasse, der hang tværs over hendes ranke Ryg – en grønmalet Bliktromle, Magen til hans egen. Da han en halv Timestid efter sad ved et af Bræddebordene i Landsbykroens skyggefulde Have, spurgte han Krokonen, der bragte ham Æg og Brød og Smør derud:

"Hvem bor i den store hvidkalkede Gaard, der ligger paa venstre Haand, naar man kommer vester fra ind i Byen?"

"Ih, Mand – det er jo Præstegaarden!"

"Saa har Præsten maaske en Datter?"

"Ja, det har han da."

"Er det en ung Pige paa atten-nitten Aar?"

"Det kan vist it' slaa saa meget fejl."

"Og hun kører paa Cykel?"

"Ja, det stemmer. Det er Frøken Margrete. Præstens har da for Resten ogsaa bare den samme."

"Sig mig – hvad hedder den Præst?"

"Præsten?"

"Ja."

"Vores Præst her?"

"Ja."

"Hvad han hedder?"

"Ja – ja!"

"Ih, det er jo Pastor Byrum!"

"Byrum," gentog Adam. Han kunde huske, at han havde hørt Navnet før, men vidste ikke hvor. Nu aabnede han sin Botaniserkasse og fremdrog en Del Planter, som han havde samlet rundt om paa Grøftekanter og Markskel – det var Syre, Mælde og andet spiseligt Bladgrønt. Med stort Besvær fik han Konen gjort begribeligt, at han ønskede at faa det altsammen hakket og kogt til en Efterret.

Først da Konen var gaaet ind, opdagede han, at der sad et andet Menneske ved et af Bræddebordene under de tæt skyggende Træer, en ung Knøs, der maatte have sneget sig derud 109 under hans Samtale med Konen. Han sad i Mylderet af gyldne Solpletter med en stor Bog foran sig og Hænderne for Ørene – tilsyneladende ganske fordybet i Læsning. Adam var dog hurtig klar over, at hans Optagethed var forstilt. Drengen havde sine Øjne men ikke sine Tanker ved Bogen, – og han lod ham derfor sidde. Først da han var færdig med sit Smørrebrøds-Maaltid og ventede paa Grøntretten, gav han sig i Snak med ham.

"Sidder De og studerer?" spurgte han.

"Aa – ja," svarede Drengen og blev rød helt ud i Ørene af Glæde over Formodningen.

Adam gjorde ham nu forskellige Spørgsmaal og fik efterhaanden ud af ham, at han var Krofolkenes Søn og sytten Aar gammel. Da han tillidst spurgte ham, hvad det var for en Bog, han læste i, skød Drengen Underkæben værdigt frem og svarede:

"Aandslivets Udvikling fra Oldtiden til vore Dage. Af Peder Christensen."

"Det er et omfattende Emne. – Deres Søn holder nok meget af at læse," sagde han til Konen, der i det samme kom tilbage med den grønne Plantegrød paa en flad Tallerken.

"Aa Gud ja! Han er saa forliebt i de Bøger, at det er daarligt, han kan være dem foruden, naar han sidder ved Maden."

"Deres Søn har maaske været paa Højskole?"

"Ja ja – det har han da. Men Mennisk'! Skal De æde den Kokasse dér og ette ha' saa meget som en Stumpe Sul til?"

Da Adam bare nikkede, rystede hun paa Hovedet og gav sig igen til at tale om Sønnen. Hun fortalte om Egnens Foredragsforening, om Oplysningssamfundet og Ungdomsklubben der i Byen.

"Der gaar saamænd knap en Dag, uden at der bliver talt 110 derinde i Salen. Og det er jo saa skønt med al den Oplysning. Det var it' saadan i gamle Dage; men da var Folk nu osse saa umanerlig enfoldige! – Her var En i Gaar, der holdt Foredrag. Han var fra Aarhus. Hvad var det nu, han talte om, Jens?"

"Om Saakrates, hans Liv og Gerning," kom det med Degnerøst fra Sønnen.

"Ja, saadan var'et. Det var rigtig saa herligt at høre paa. Virkelig saa belærende. Saakrates, det var jo saadan en gammel Vismand. Og – hvordan var'et nu, Jens? – Det var jo ham, der opfandt Dampmaskinen?"

"Nej, det var Newton."

"Ja, saadan var'et! Det var ham, han fortalte om forgangen, Præsten fra Kjettrup. – Hvad var det nu, han talte om?"

"Om Tro og Widenskab, belyst ved Eksempler."

"Ja aa ja, – det var yndige Ord, rigtig saa opbyggeligt at høre paa. Du skulde vise den fremmede Herre dine Bøger, Jens. Det kunde De vist ha' Plaser af. Er det ikke toogtyve, du nu har. Og de er skam kostbar'!"

Men Adam havde nu faaet nok af den Molbosnak. Under en stor Hyld udenfor Havegærdet hvilte han sig en Timestid med Ryggen lænet op mod et solvarmt Dige. Foran ham laa et Vænge med et broget Flor af Fandens Mælkebøtter og vilde Valmuer. I afmaalte Buer svang et Par honningsøgende Bier sig fra Blomst til Blomst. Paa den anden Side Vænget var en Række gamle Piletræer, mellem hvis Stammer han saa ud over et stort Englandskab. Paa hans højre Side lukkedes Udsigten af en solbeskinnet Husgavl, hvor Skyggen af et aabentstaaende Vindu tegnede sig skarpt paa den hvide Kalk. En Rive, der var stillet op mod Muren, stod der som et Sindbillede paa Middagstidens Fred og Hvile.

Af alle Døgnets Timer havde Adam især Middagsstunden kær. Overfor Folk, der foretrak Solopgangens højtidsfulde 111 Time, eller som priste Aftenens skælvende Farvespil over Jord og Himmel, hævdede han altid, at til alt dette forholdt Mennesket sig hovedsagelig som Tilskuer. Kun en saadan stille Middagsstund vakte den fulde Følelse af Samhørighed med Naturen, der var Menneskets Urfølelse og al Visdoms Kilde. Hver Lyd, der hørtes i Stilheden, var som et fortroligt Budskab fra det blivende og uomskiftelige i Tilværelsen. Et fjernt Hanegal, den sagte Blaffen i Løvet over Ens Hoved, eller bare Synet af en saadan hvid, solbeskinnet Gavl, hvorpaa et aabentstaaende Vindu kastede sin rolige Skygge, kunde meddele Sindet en Fred og Tanken en Klarhed, der føltes som en guddommelig Beaandelse.

Og en saadan Time sad en ung Bondeknøs med Næsen begravet i en dum Bog! –

Paa Grund af det gode Vejr og de smukke Omgivelser besluttede han sig til at overnatte paa Kroen. Et lille Haab om at møde den unge, blonde Præstedatter bidrog naturligvis ogsaa lidt til Beslutningen. Han havde ikke kunnet faa hende ud af sine Tanker. Hvad var det nu, Præsten hed? Byrum. Hvor i Alverden havde han hørt det Navn før? Ja, der var jo Byen paa Læsø, – men det var ikke dér!

Han saa op mod Solen. Klokken kunde næppe være mere end godt tre. Hvad om han udenvidere aflagde Præstefamiljen et Besøg? Som Paaskud kunde han jo f. Eks. bruge Ønsket om at faa Lov til at foretage en Undersøgelse af Plantelivet i den poppelhegnede Dam, som aabenbart hørte Præstegaarden til. I hvert Fald havde han set en lille Baad ligge fortøjet ved Bredden ind mod Præstegaardshaven.

Byrum? – Margrete. – Frøken Margrete Byrum altsaa.

Han gik ind i sit Kammer og hægede sig lidt; begav sig derpaa henad Vejen ud mod Præstegaarden, der laa i den anden Ende af Byen. Gennem den aabne Port saa' han ind over en stor Gaardsplads, hvor en Flok Duer gik og kurrede omkring Vandposten. Bagved laa en lang, lav Stuelænge med 112 mange Vinduer. Han gik tøvende gennem Porten og befandt sig lidt efter i en Forstue med murstensbelagt Gulv. En Tjenestepige kom ud og førte ham uden nogen Slags Forespørgsel ind i Præstens Studereværelse.

Pastor Byrum, der aabenbart havde blundet lidt, sad ved et Vindu, der vendte ud mod Haven og var overskygget af blomstrende Ranker. I samme Øjeblik, han rejste sig, gik det op for Adam, hvor og under hvilke Omstændigheder han tidligere havde truffet en Mand med Navnet Byrum. Det maatte rimeligvis være en eller anden Særegenhed ved Præstens Bevægelser, der havde retledet hans Hukommelse, for der var ellers ikke mindste Lighed mellem denne glatragede Gejstlige og den graalodne Vildbams, der hin Sommernat for fire Aar siden flygtede ind til hans Seng forfulgt af onde Aander.

Pastor Byrum var en høj, slank, Paludan-Müllersk Skikkelse med regelmæssige Træk og en fornem Holdning. Hans Ansigt var blegt, og hans sølvblanke Haar og det hvide Halsbind gjorde dets Farveløshed endnu mere fremtrædende. Men der var noget i hans Blik, der fik Adam til at tænke paa, at han vist ikke var helt saa gammel, som han saa' ud til, at Sygdom eller et bekymringsfuldt Sind for tidlig havde givet ham Oldingepræg.

Præsten var i Begyndelsen ret tilbageholden; men da Adam nævnede sin videnskabelige Titel og sit Ærinde, blev hans Væsen helt forandret. Han ønskede Adam hjertelig velkommen og bød ham Plads i den samme store Lænestol, hvorfra han havde rejst sig. Og snart var de inde i en Samtale om forskellige Ting, der i den sidste Tid havde tildraget sig Opmærksomhed omkring i Landet, Begivenheder, der øjensynlig var vokset stærkt i Omfang og Betydning paa Vejen til den afsides beliggende Præstegaard. Pastor Byrum talte navnlig interesseret om et Par nylig afholdte Højskolemøder og priste den danske Ungdoms voksende Trang til Oplysning og Kundskabstilegnelse.

113 Af Høflighed lod Adam sig ikke synderlig mærke med, at han havde en anden Mening om den nuværende folkelige Kulturspredning. Han sagde blot, at han ansaa' det for et ret tvivlsomt Gode, at Masserne opflaskedes med boglig Viden. Folket led efter hans Anskuelse allerede af Overernæring. Derfor foretrak han de gamle Gyldenaars-Grundtvigianere, der ikke i samme Grad som de yngre løsrev Folket fra dets aandelige Jordbund, den enfoldige Naturbetragtning, hvormed Visdommen altid bevarede visse Berøringspunkter.

Præsten hørte paa ham med Forbavselse, næsten med Forargelse. Og for nu ikke at komme ind paa en ørkesløs Diskussion, søgte Adam hurtigt bort fra Emnet og benyttede den første Pavse til at fortælle Præsten, at han en Gang paa en Rejse havde truffet en Mand med Navnet Byrum, og spurgte – lidt forsigtig – om Vedkommende maaske kunde være en Slægtning.

"Han var, saa vidt jeg husker, Arkitekt og boede i Aalborg."

Adam fortrød Spørgsmaalet, da han saa, at det forstemte Præsten. Det varede ogsaa en Stund, inden denne svarede.

"Ja, han var af min Familje – en Halvfætter. Saa det stakkels Menneske har De truffet! Ak ja! Han er nu død. En sørgelig Død, som De vist kan tænke. Gud være ham en naadig Dommer!"

Der fulgte en lang Stilhed, hvorefter Præsten spurgte sin Gæst, om han ikke havde Lyst til at hilse paa hans Familje. Saa kunde de bagefter følges ad til Dammen.

"Med Glæde," forsikrede Adam lidt for ivrig. "Blot jeg ikke kommer til Ulejlighed."

"Aa nej! Der er blot en Ting, jeg gerne vil bede Dem om. Vi talte om min ulykkelige Slægtning. De vil jo nok tjene mig i ikke at omtale Deres Møde med ham. Da De har kendt ham, behøver jeg sikkert ikke at forklare Dem Grunden. Hans Liv var jo af en saadan Art, at man ikke ret vel kan 114 tale derom i Kvinders, endsige Børns Nærværelse. Min Datter har overhovedet ikke kendt ham, og hans Navn er aldrig bleven nævnet for hende."

I den tre Fags Dagligstue, hvor Døren stod aaben ud til Haven, sad Præstefruen paa en Forhøjning ved et af Vinduerne. Hun var en lille, korpulent Dame, gammeldags frueklædt med sort Fløjlskappe og en Kamé-Brosje. Paa selve Forhøjningen sad Datteren som paa en Skammel, og havde en aaben Bog i Skødet.

Præsten forestillede.

"Jeg bringer her en kærkommen Gæst … Doctor zoologiæ Malling fra København … min Hustru og vor Datter."

Den unge Pige rejste sig og nejede. Trods sin høje Skikkelse var hun endnu halvt et Barn og blev rød, da Adam bukkede for hende som for en voksen.

"Jeg har set Frøkenen før," sagde Adam. "De fløj mig forbi paa Cykel for et Par Timer siden med en Botaniserkasse paa Ryggen. Træffer jeg maaske en Kollega i Dem?"

Hun havde igen sat sig ned paa Forhøjningen. Hans sidste Bemærkning forstod hun ikke, før Præsten forklarede hende den. Saa lo hun og sagde:

"Aa nej! Jeg kom fra Bad. Jeg havde mit Badetøj i Botaniserkassen."

"Naa saadan!"

"Jeg har lovet Doktor Malling at vise ham Vejen ned til Dammen," sagde Præsten. "Doktoren vil gerne have Lov til at undersøge dens Plante- og Dyreliv. Baaden er vel i Orden, Margrete?"

"Ja den er," svarede Datteren og betragtede med Opmærksomhed den fremmede Mand, der havde faaet Interesse for hendes Dam.

Adam bukkede til Afsked; og hun fulgte ham med Øjnene, da han ved Faderens Side gik ud i Haven.

Det var en af disse store, skovagtige Præstegaardshaver, 115 som nu er ved at blive sjældne. Pastor Byrum gjorde en Undskyldning for dens lidt forsømte Tilstand og forklarede, at Nutidens Præster desværre ikke havde Raad til at vedligeholde disse skønne Fortidsminder. Men Adam var begejstret netop paa Grund af Havens Uberørthed. De mosbegroede gamle Frugttræer og det uforstyrrede Fugleliv henrykte ham. Pastor Byrum tav hertil. Han var paa én Gang bleven underlig fraværende og stille. Det var, som om det kortvarige Ophold inde i Dagligstuen af en eller anden Grund havde forstemt ham. Til Adams Overraskelse begyndte han saa igen at tale om sin forulykkede Halvfætter fra Aalborg; og pludselig standsede han og sagde med sært Smil:

"Jeg saa' De studsede før, da jeg forestillede min Datter for Dem. Jeg kan tænke mig, at De blev slaaet af Familjeligheden med denne fjerne Slægtning. Ikke sandt?"

Adam havde ikke tænkt paa det før; men nu da han var gjort opmærksom paa det, maatte han indrømme, at der var en ikke ringe Lighed. Den unge Piges brusende Haarfylde, hendes kraftige Næse og fyldige Læber, – der var i hvert Fald ikke noget Paludan-Müllersk over hendes Ydre. Han forstod imidlertid, at Emnet var farligt, og slog derfor Sagen hen. Men Præsten havde allerede læst hans Tanker og fortsatte nu sin Gang i Tavshed. Og Adam saa, at han var bleven meget bleg.

V

Morgenen efter fik Adam at vide af Krokonen, der bragte ham Te med Brød og Honning ud i Haven, at Præsten var bleven syg og laa tilsengs. En af Sognebønderne, der var kommen til ham for at bestille Barnedaab, havde ikke kunnet faa ham i Tale. Nogen "Sot" troede hun dog ikke, det kunde være, da Lægen ikke var bleven hentet.

116 "Hvad mener De da, han fejler?"

Konen svarede forsigtig, at Præsten jo altid havde været klejn, og at der vist var noget galt inde i Hovedet. Og saa havde han det altid saadan med at lægge sig hen, naar Svagheden kom over ham. Saa maatte der ingen komme ind til ham uden et gammelt Tjenestetyende, der kendte ham fra Barn.

"Har De nogensinde set en Fætter til Præsten, som det endte saa sørgeligt med. En Arkitekt fra Aalborg."

"Naa, Tømmermesteren! Ja, han hængte sig nok. Aa Gud det er jo nu længe siden, han var her."

"Hvor længe er det siden?"

Konen vendte Øjnene imod ham med et lurende Blik.

"Det var saadan ved Kartoffellægningens Tid. Det var forresten akkurat Aaret før Frk. Margrethe blev født."

"Tænk! Det kan De huske saa bestemt."

"Det er jeg vist ikke ene om," sagde hun og skyndte sig nu ind, aabenbart af Frygt for at forsnakke sig.

Da Adam var bleven ene, bestemte han sig til at aflægge Præstefamiljen et Besøg i Løbet af Dagen. Han syntes ikke godt, han kunde rejse derfra uden at have forhørt sig om den Syges Befindende. Hen paa Eftermiddagen gik han derhen. Pastorinden modtog ham i Dagligstuen med et lidt forbavset Udtryk. Hun bad ham sidde ned, og Adam undrede sig nu ikke længer over, at han ikke havde lagt synderlig Mærke til hende ved det forrige Besøg. Hun lignede paa et Haar Landets mange andre mavesvære Præstekoner med flade Bruneller og en lille Blondekappe. Hendes Øjne var kaffebrune, Kinderne let rødsprængte. Hun sad ret op og ned paa Stolen med Armene lagt overkors, saadan at den ene Haand fattede om den andens Albue. Med Undtagelse af de vippende Øjelaag var der ikke en Bevægelse at spore i hele Skikkelsen. Adam tænkte ved sig selv, at hun aabenbart var et Menneske, der hverken var til at hugge eller 117 stikke i. Ingen Overtalelse og ingen Pinebænk vilde sikkert nogensinde kunne fravriste hende en Hemmelighed.

Paa hans Spørgsmaal om Præstens Befindende svarede hun kort, at hendes Mands Tilstand ikke gav Anledning til Bekymring. Om en Dagstid eller to vilde han igen kunne passe sine Forretninger. I Haab om, at Frk. Margrete skulde vise sig, blev Adam alligevel siddende nogen Tid; men da Underholdningen tilsidst helt gik i Staa, tog han Afsked. Ude i Forstuen, hvor han et Øjeblik blev alene, hændte der ham noget overraskende. En Dør gik op, og Frk. Margrete kom hastig ud. Hendes Blik og rødgrædte Ansigt røbede et Sind i det heftigste Oprør.

"Jeg maa tale med Dem, Dr. Malling," sagde hun. "De vil nok gøre mig den Tjeneste at komme hen i Lunden om et Kvarter. Ved Stenten. De maa ikke sige noget til Mor. Jeg skal absolut tale med Dem."

Inden Adam kunde faa svaret, styrtede hun bort med Haanden for Øjnene og Graaden i Halsen. –

Da han kom udenfor og foran sig saa' den store Gaardsplads, hvor Duerne ganske som den foregaaende Dag spankede kurrende omkring Vandposten, mindedes han sit første Indtryk af denne stille Plet. Den havde syntes ham et indtagende Billede paa roligt henrindende Liv i landlig Uskyld. Og nu! Hans Mistillid til den ægteskabelige Idyl var paany bleven bekræftet. Ogsaa her havde den til Morder-Engel omskabte Eros udskudt en af sine forgiftede Pile. Ogsaa dette Hjem var en Valplads, hvor den blege Mand derinde i Sengen havde udgydt sit Hjerteblod.

Bag Præstegaardshaven laa et Engstykke, hvorigennem der løb en lille Bæk. En Sti førte over Engen, og en Planke var lagt over Bækken som Bro. Fra Engen hævede Jordsmonnet sig op til en skovklædt Bakke; det var "Lunden". Den var helt omsluttet af et gammelt Stengærde, og i dette var en Stente, hvortil Stien førte. Under en stor Bøg i 118 Skovbrynet stod en Bænk, og her satte Adam sig for at vente paa Opløsningen af den sære Gaade. Han kom ikke til at vente længe, før han fik Øje paa den unge Pige, der entrede over Præstegaardshavens Dige og styrede hen mod Skoven. Hun gik hurtigt og saa' sig hvert Øjeblik frygtsomt tilbage.

Da hun var kommen hen til Stenten, rejste han sig fra Bænken og gik hende i Møde. Han saa' straks, at hun ikke var bleven roligere. Hun skottede til ham med et sky Udtryk og vilde i Begyndelsen ingenting sige. Han fik hende dog til at sætte sig paa Bænken, og for at berolige hende blev han staaende foran hende uden selv at tage Plads. Men da hun blev ved at græde og stadig ikke kunde overvinde sig til at give en Forklaring, satte han sig ned hos hende og tog hendes Haand, som hun ogsaa lod ham beholde. Den var iskold.

"Naa, lille Frøken – hvad var det saa, jeg skulde være Dem til Tjeneste med? Sig det frit ud!"

Hendes Læber bævede, mens hun langsomt vendte sine taarefyldte Øjne op mod ham med et formørket Blik.

"Hvorfor er min Far bleven syg?"

Adam studsede. Han slap hendes Haand.

"Hvorfor Deres Far er bleven syg?"

"Ja – De maa jo vide det. Igaar, før De kom, fejlede han ikke noget. Han blev syg, mens De talte med ham."

"Men, kære Frøken – Deres Far er vist overhovedet ikke stærk. Det kan næppe være første Gang, han har haft den Slags Anfald."

"Men det er længe siden han rigtig besvimede. Far har netop ikke i lange Tider følt sig saa rask som nu. Det har han flere Gange sagt. Vil De ikke sige mig, hvad det var, De talte med ham om?"

"Om forskellige Ting … det er vanskeligt at forklare. Men maaske kom vi ogsaa Sagen nærmere, dersom De vilde betro mig, hvad De selv tænker derom. Hvad mener De, at Deres Far og jeg har talt om?"

119 Hun vendte sig bort og blev tavs.

"Det – – det kan jeg ikke sige," stødte hun frem, og det var, som om hun i det samme flygtede mange Mile fra ham.

For at give hende Tid til at overvinde sin Skyhed tav ogsaa Adam. Men saa tog han igen hendes Haand og sagde:

"Frøken Byrum, vil De give mig Lov til at tale ganske aabent til Dem … uden Omsvøb … som til en god Bekendt?"

Hun tøvede med Svaret.

"Ja," sagde hun sagte, men tog dog Haanden til sig.

"Tror De ikke, det vilde være godt for Dem, om De talte lige ud om det, der foruroliger Dem? Jeg maa jo antage, at De har faaet Tillid til mig. Ellers sad vi ikke sammen her. Til mig kan De jo ogsaa saa meget lettere betro Dem, som jeg er Dem ganske fremmed og næppe nogensinde oftere kommer Dem for Øje."

Først efter flere Minutters stum Kamp sagde hun, blussende af Skam:

"Er det sandt, at – – at – – ."

"Hvilket?"

"At jeg ikke er min Fars Barn?" brast det ud af hende, og samtidig kastede hun Hovedet ned paa Armen i et Udbrud af fortvivlet Graad.

"Hvor kommer De paa de Tanker? Er der nogen, der gaar og fortæller Dem saadan noget?"

"Nej. – Men jeg har hørt det. Flere Gange!"

"Af hvem?"

"Af Pigerne. Naar de troede, jeg ikke hørte det, saa snakkede de om det og lo. Men det er ikke sandt! Det er ikke sandt!"

Hun var i dette Øjeblik helt og holdent Barn. Adam havde ondt af hende. Han mindedes sin egen sørgmodige Barndom og hvad han den Gang havde lidt, fordi han følte sig forladt og forraadt af dem, der stod ham nærmest.

120 "Frøken Margrete!" sagde han. "Man gør bedst i aldrig at beskæftige Tankerne med andre Menneskers Kærlighedsanliggender. Allermindst med sine Forældres."

Hun løftede Hovedet og stirrede paa ham med Rædsel i Øjnene.

"Er det da sandt?"

"Sandt – hvad vil det sige? Tjenestepigesladder og løse Tungers Snak. At De vil høre paa den Slags! Det er Dem ikke værdigt, Frøken Byrum."

Men hun blev ved at stirre paa ham med et vantro Blik.

"Hvorfor blev Far da syg i Gaar? Og hvorfor vil han ikke se hverken Mor eller mig i Dag? – Aa, Far! Min egen lille søde Far!"

Hun gjorde Mine til at springe op og styrte bort; men Adam holdt hende med Magt tilbage.

"Lov mig først, at De ikke foreløbig vil tale hverken med Deres Far eller Deres Mor. De kunde komme til at sige Ting, som De senere i Livet bittert vilde fortryde. Vær i det hele lidt fornuftig. Ikke sandt, jeg har Ret til at vente, at De vil tage en Smule Hensyn til mit Raad. Og hør nu, hvad jeg vil sige Dem."

Han bad hende huske paa, at først naar hun selv en Gang havde lært Kærligheden at kende, kunde hun dømme retfærdigt om dens Magt over et Menneskes Sind. Han sagde, at hun frem for alt aldrig maatte glemme, at hvad der end laa til Grund for de Rygter, hun havde hørt, saa var hendes Mor sikkert den, der i alle Maader havde lidt mest under Forholdet. Og han fortalte hende om sin egen Barndom og de bitre Kampe, han havde været Vidne til i Forældrehjemmet, og al den onde Sladder, han havde maattet høre paa af Fremmede baade om sin Mor og sin Far.

Det lykkedes ham virkelig at tale hendes Sind lidt til Ro, og han sagde da, at han den næste Dag igen vilde indfinde sig i Præstegaarden for at overbevise sig om, at hun havde 121 fulgt hans Raad og ikke ladet sig mærke med, hvad de her havde talt om. Det gav hun ham tilsidst sit Ord paa; og da de skiltes, rakte hun ham stille Haanden og sagde "Tak".

Da hun naaede tilbage til Hjemmet, sneg hun sig ad en Bagvej til sit Værelse for ikke at møde Moderen. Derinde stod hun længe foran Spejlet og tørrede sine røde Øjne, gik derpaa hen til Vinduet, der vendte ud mod Haven. Skumringen var begyndt. Bag Træerne luede Himlen som en Brand. Hun vidste det ikke selv; men hendes Tanker var ikke længer saa meget hos Forældrene som hos den fremmede Mand, hun lige havde forladt. Et vildfremmed Menneske, som hun havde gjort til sin Fortrolige. Hun begreb ikke nu, at hun havde faaet Mod til det! Men han vilde sikkert ikke misbruge hendes Tillid. Han var vist en god Mand. Det havde hun jo ogsaa straks følt, da han den foregaaende Dag kom ind i Stuen sammen med Faderen. Det Øjeblik vilde hun vist aldrig glemme.

VI

Ikke blot den følgende Dag men ogsaa den næstfølgende og hele Ugen ud viste Adam sig i Præstegaarden for at høre til den Syges Befindende. Han gav som Paaskud for sit fortsatte Ophold i Byen, at han havde gjort gode Fund i Dammen og at Egnen i det hele interesserede ham. Pastorinden modtog ham for hver Gang med større Venlighed. Hun var glad for hans Besøg, fordi de gav Datterens Tanker en anden Retning. Desuden bidrog de til at aflede Byens Opmærksomhed fra, hvad der ellers foregik i Præstegaarden i disse Dage. Folk havde nu faaet andet at hviske om og skumle over.

Adam og Margrete færdedes efterhaanden helt frit 122 sammen i Haven og paa Udflugter i Omegnen. For et Syns Skyld tilbragte han gerne et Par Eftermiddagstimer ude paa Dammen i den lille Baad udrustet med en Vandpøs og et Net; men ogsaa her gjorde Margrete ham Følgeskab, og blev tilsidst hans Medhjælper. At han undertiden foruroligedes af at have hende saa nær op ad sig, fik hun aldrig at mærke. Han skjulte sin Betagethed af hendes Person med et stadig mere myndigt Væsen overfor hende. Naar de sad sammen i Baaden med en eller anden Fangst, kunde han kort sige: "Hent mig Pøsen!" Og straks var Margrete adræt paa Benene uden at føle sig stødt af hans befalende Tone. Med sine tredive Aar var han i hendes Øjne allerede en halvgammel Herre, der havde Lov til at behandle hende som en Skolepige. Naar han med Lupen undersøgte et Insekt eller med sin Lommekniv sprættede en Vandplante op, satte hun sig uden Forlegenhed hen ved Siden af ham paa Toften og holdt de samlede Hænder mellem sine Knæ; og ikke anede hun det mindste om, hvad der rørte sig i ham, naar hun i sin Iver for at se strakte sit Ansigt saa nær hen til hans, at han kunde mærke hendes sunde Aande, der mindede ham om Æbleblomsters fint syrlige Aroma.

Det var jo ikke første Gang, at Adam var bleven heftig betaget af en ung Kvindes Skønhed; men som han hidtil lykkeligt havde overvundet Fristelsen til at tiltuske sig Besiddelsen af den attraaede ved et Forræderi mod sin Overbevisning, saadan lovede han ogsaa nu sig selv at vogte sig for at slukke sin Tørst ved Ægteskabets Giftbrønd, lige farlig for Mand og for Kvinde. Hver Morgen stod han op med den Beslutning, at denne Dag skulde være den sidste her. Men skønt han var klar over Faren, gik Dagene hen uden at han fik sig frigjort.

Saa var det en Eftermiddagstime en solvarm Dag, de havde efter en lang Spaseretur slaaet sig ned inde i Skyggen af Skovbrynet paa det Sted, hvor Jordsmonnet 123 skraanede ned mod Engen og den rislende Bæk. Adam sad med optrukne Ben og Hænderne foldede omkring Knæene. Margrete derimod laa i Græsset med Hænderne under Nakken og stirrede tankefuldt op i Trækronerne. Ingen af dem talte. Et Kragepar sad højt tilvejrs i et af Træerne og kiggede ned paa dem med Hovedet paa Siden.

Naar Margrete saadan faldt hen i sig selv, var det i denne Tid altid sin Mor, hun tænkte paa. Bestandig droges hun af Fristelsen til at løfte paa det hemmelighedsfulde Slør, der efter Rygtet hvilede over hendes Tilblivelse. For hver Dag, der gik hen i Adams Selskab, hidsedes hendes Indbildningskraft stærkere af Forestillingen om at være et Elskovsbarn, Frugten af en brødefuld Kærlighed, af en Syndens Gerning, begaaet maaske her i denne Skov, hvis Mørke og tunge Susen altid havde indgydt hende en uforklarlig Angst. Uden at være sig det fuldt bevidst, dannede hun sig i Fantasien altid et Billede af sin anden Far i Adams Lignelse: en høj Mand med mørke, dejlige Øjne og et silkeblødt Skæg.

"Hvad tænker De paa?" brød Adam tilsidst den lange Tavshed.

"Ingenting."

"Det er ogsaa omtrent det fornuftigste, man kan foretage sig," sagde han og begyndte en af sine sædvanlige Lovtaler over Ørkesløshedens Velsignelser, dens Betydning for Sjælelivets Trivsel. Margrete havde nemlig en Gang uforsigtig ytret Ønsket om at komme til København og blive Student, og Adam havde siden grebet enhver Lejlighed til at indsmugle sine Lærdomme hos hende og bibringe hende Mistillid til al Kundskab og Dannelse, der høstedes gennem Bøger.

At læse var noget af det mest fordummende, – sagde han nu igen. Det var Livet og Naturen, der skulde være Ens Læremester. Hvad et Menneske behøvede at vide, lærte han af sin Gerning, – alt andet var overflødigt, altsaa 124 skadeligt. En Mor f. Eks. lærte mere om de højeste Ting ved at pusle sit Barn, en Bonde ved at pløje sin Mark, en Snedker af sin Høvl og Sav end af Alverdens Bøger. Som det nu endelig var ved at gaa op for Folk, at Fødens Værdi for Legemets Opretholdelse kun var ringe i Sammenligning med Luftens, som vi indaandede ganske gratis, ja næsten uden at vide af det, saadan skulde det en Gang forstaas af alle, hvor lidt al tillæst Kundskab i Virkeligheden betød for vor aandelige Ernæring i Sammenligning med den Mangfoldighed af Indtryk, vi daglig og uden mindste Anstrengelse, ja som oftest uden at tænke paa det, modtog fra det os omgivende Liv.

"Jamen, Dr. Malling, naar man næsten aldrig oplever noget," indskød Margrete. "Hvordan skal man saa kunne udvikle sig uden ved at læse?"

"Oplever noget?"

"Ja f. Eks. – herude paa Landet. Her gaar den ene Dag præcis som den anden hele Aaret rundt."

"Hvor kan De nu sige noget saa taabeligt! Den ene Dag gaar aldrig som den anden. Det er netop Sagen. Men vi giver ikke Agt paa Forskellen; derfor synes vi, at vi ikke oplever noget. Ulykken er snarere den i vor forjagede Tid, at Dagene er altfor fulde af Oplevelser. Vi glemmer straks den ene for den anden. – Tro De mig! Selv den fattigste, den mest ensomt levende Husmand paa Heden, naar han ligger paa sit Yderste og tænker tilbage paa sit Liv, – han vil ikke finde det tomt eller begivenhedsløst. Nej, han vil meget snarere svimle ved Tanken om den Rigdom, Livet bød ham … og maaske bebrejde sig, at han ikke havde skønnet tilstrækkelig paa den, mens Tid var."

Han sad nogle Øjeblikke tavs, og fortsatte saa:

"Kender De det finske Folkeord: "Lyt til Granens Susen ved din Moders Hytte!" Det er den hele Visdom om Menneskelykken samlet i et Frøkorn. – Men det vil De først 125 forstaa, naar en Gang Barndomshjemmet ogsaa for Dem er blevet et fjernt Eventyr."

Han havde hele Tiden siddet i den samme Stilling med Armene omkring de optrukne Knæ. Nu vendte han sig om imod hende, og da han saa' hende ligge dér henstrakt Græsset som en hvilende Skovnymfe, flammede med ét den nedkæmpede Attraa uimodstaaelig op i ham. Han strakte sig hen imod hende som en brunstig Faun. Støttet paa Armene bøjede han sig smilende ned mod hendes Mund. Hun saa' straks lidt betuttet paa ham; men saa smilte ogsaa hun og lukkede Øjnene.

To Gange kyssede han hende. Hun blev lidt bleg; men hun lod det ske. Stille og ligesom lydig tog hun mod hans Kærtegn. Men da han tredje Gang nærmede sig, fo'r de begge sammen ved en pludselig Støj over deres Hoveder. Det var Krageparret, der lettede og fløj afsted ud over Engen med en ligesom skadefro Skoggerlatter. Adam trak sig skamfuld bort. Ogsaa Margrete var bleven skræmmet af Lyden. Hun satte sig forvirret overende, og da Adam rejste sig, gemte hun Ansigtet i Hænderne.

Lidt efter fulgtes de henad Stien over Engen til den lille Plankebro, der førte over Bækkeløbet. Adam anstrengte sig for at tage Sagen med Humør. Det vilde jo være bedst for begge Parter, om Forløbelsen kunde slaas hen i Spøg. Nogen Ulykke var jo da for Pokker heller ikke sket. At give en smuk ung Pige et Kys var dog ingen Forbrydelse. Alligevel var han dybt utilfreds med sig selv. Han havde misbrugt Tilliden hos et Barn, der ikke kunde gøre for, at hun allerede havde en moden Kvindes Skikkelse.

De skiltes udenfor Præstegaarden. Hun saa' op paa ham med et Blik fra Siden, halvt undseligt, halvt skælmsk, og skyndte sig saa ind gennem Porten. Ad Bagvejen gik hun ind i sit Kammer, satte sig paa Sengekanten og blev siddende dér med Hænderne i Skødet, mens hun i Tankerne 126 gennemlevede, hvad der var sket. Mest forundrede hun sig næsten over den Pludselighed, hvormed hun var kommen til Klarhed over sine Følelser. Dersom nogen for bare en Time siden havde sagt hende, at hun elskede Dr. Malling, vilde hun have let af det. Men i samme Øjeblik, hun følte Trykket af hans Læber mod sine, vidste hun det. – Hun kunde huske, at hun en Gang havde læst, at Kærligheden var som en Sødme, der rislede En gennem Sjælen. Just saadan havde hun følt det! Just saadan!

Nu hørte hun Uret slaa syv inde i Dagligstuen. Det var Aftensmadstid, og hun skulde dække Bordet. Moderen sad ved Vinduet og strikkede. Der var allerede saa mørkt i Stuen, at hun daarligt kunde se hende; men hun kunde høre hendes travle Træstrikkepinde.

"Naa, er du dér, mit Barn!" sagde Moderen; og mere blev der i det hele ikke talt.

Forinden Margrete gik ind i Spisestuen for at dække Bordet, kredsede hun en lille Tid omkring Moderens Stol, nærmede sig mer og mer og standsede tilsidst ved Siden af den. Hun var kommen til at mindes, hvad Dr. Malling havde sagt til hende ved deres allerførste Møde i Skoven, at naar hun en Gang selv lærte Kærlighedens Magt at kende, vilde hun forstas sin Mor. Stille bøjede hun sig ned over Moderen og kyssede hendes Kind.

Dagen efter fik hun rent tilfældigt at vide, at Dr. Malling tidlig om Morgenen var brudt op fra Kroen og havde begivet sig paa Vandring.

VII

Det var igen blevet Efteraar med Storm og Slud og denne uhyggelige Skorstenstuden, der vækker Forestillingen om Skibbrud og bølgeomtumlede Lig.

Adam sad en Aften oppe i sit Kvistværelse og skrev paa 127 sin Bog om det ideale Familjeliv. Efter fire Aars Arbejde nærmede han sig nu Afslutningen. I Skæret af Skrivebordslampen, hvis Lyscirkel ikke naaede stort ud over hans Manuskript, formede han samvittighedsfuldt sine Sætninger, mens Regn og Storm ligesom haandfuldevis blev slaget mod Ruderne. I Almindelighed arbejdede hans Tanker aldrig bedre, end under et saadant Medspil af Naturlyde. Men det hændte ham denne Aften Gang efter Gang, at Pennen gik i Staa for ham. Bestandig havde han for Øje den unge jyske Præstedatter, han saa brat havde maattet forlade. Det fortrød ham nu, at han ikke en Gang havde sagt Farvel til hende af Frygt for at blive indfanget af hendes landfriske Skønhed. Han havde skrevet et Brev til hendes Mor med Tak for Gæstfrihed, havde ogsaa givet et Paaskud for sit hastige Opbrud og bedt hende om at hilse. Andet ikke. Trods de mange smukke Minder, der knyttede sig til den gamle Præstegaard og ofte vakte hans Længsel, var han stadig angst for den som for et Fangebur, en lykkeligt undsluppen Fælde.

Han standsede i sine Tanker ved en Banken paa Døren. Det var Tjenestepigen, der bad ham komme ned, da Fruen gerne vilde tale med ham. Han blev ængstelig og rejste sig straks. Der havde i den senere Tid været noget paafaldende indesluttet i Moderens Væsen. Der maatte være sket noget. Det lignede hende heller ikke at sende Bud efter ham paa denne Tid af Aftenen, hvor hun vidste, at han arbejdede.

Han fandt hende ikke i Dagligstuen. Der var mørkt, Lampen slukket; men Døren ind til Soveværelset ved Siden af stod aaben, og herinde fra hørte han hende kalde. Moderen var gaaet i Seng.

"Er du syg?"

"Sæt dig lidt her hos mig, min Dreng. Jeg vil gerne tale med dig."

Det gik i det samme op for Adam, at Moderen i længere 128 Tid havde set daarlig ud, og at den Bleghed, som nu slog ham, var en af de Ting, der havde gjort hendes Væsen saa fremmed for ham.

"Mor – fejler du noget?"

Han satte sig varsomt paa Sengekanten og greb angstfuld hendes Haand.

"Det gaar nok over. – Men du selv, Adam? Jeg synes, du ser lidt anstrengt ud. Arbejder du ikke for meget?"

"Nej – du kan være ganske rolig."

"Men hvorfor har jeg da set saa lidt til dig i den senere Tid? Hos din Søster har du heller ikke været længe. Ingeborg talte saa bedrøvet om det forleden."

Da Adam ikke svarede, klappede hun hans Haand og sagde:

"Hør, Adam! Du har forandret dig, siden du kom hjem. Hvad er der hændet dig i Sommer?"

"Hændet mig?" – sagde han og vilde tage sin Haand til sig. "Hvad skulde det vel være?"

"Jeg kan høre paa dig, at du forstaar, hvad jeg mener. For altsaa at sige det rent ud: du er forelsket, min Dreng!"

"Og hvad saa?"

"Hvad saa?"

"Ja – du vil vel ikke have mig til at plapre ud med Hemmeligheder?"

"Det véd du godt, jeg ikke vil. Men der er dog noget, jeg maa sige dig, mens det endnu er Tid. Jeg har ofte tænkt paa, om ikke Hensynet til mig, maaske i Forbindelse med, hvad sørgeligt du kan huske fra den Tid, da din Far og jeg endnu levede sammen, om det ikke kan have faaet dig til at overhøre dit Hjertes Krav, og om du ikke – "

"Mor!" afbrød han hende. "Du kender mine Meninger om den Ting, og de forandres ikke. Lad os derfor ikke tale mere om det."

129 "Vil du blot sige mig: er det, fordi du ikke vil lade mig være alene, at du ikke gifter dig?"

"Naturligvis – ogsaa derfor, ja."

"Men paa den Maade bliver du jo en Gang selv alene, min Ven."

"Den Tid den Sorg."

"Sig ikke det! Maaske er den Tid ikke saa langt borte, som du tror."

Adam greb atter Moderens Haand.

"Du siger det saa underligt. Skjuler du noget, Mor?"

"Naa ja, nu kan jeg dog ikke gemme paa det mere. Det er ogsaa derfor, jeg har kaldt dig herned. Ser du, – jeg har i nogen Tid følt mig mindre rask. Jeg har ikke villet tale om det for ikke at forurolige jer. Det kunde jo være noget rent forbigaaende. Men i Gaar gik jeg ind til Professor Hansen og lod mig undersøge, og der fik jeg saa at vide, at jeg har en indvendig Svulst, som – – ja, kort og godt altsaa: i Morgen tager jeg herfra og lægger mig ind paa hans Klinik. Han var her netop nu i Aften for at sige mig, at der var skaffet Plads, og han mente, at Operationen kunde foretages allerede i Overmorgen."

Adam blev saa overvældet, at han mistede sin sædvanlige Ro og Selvbeherskelse. Med et Raab gled han ned paa Knæ ved Sengen og trykkede Moderens Haand mod sine Øjne. Det var ikke alene Angsten for at miste hende, der snørede hans Hjerte sammen. Det var ogsaa hans Samvittighed, der rejste Anklage mod ham, fordi han havde gaaet her og været saa optaget af et fremmed Kvindemenneske, mens hans egen Mor gik her ene og kæmpede med Døden.

"Aa, Mor! Hvorfor har du ingenting sagt! – Men det kan heller ikke være sandt! Du, som var saa stærk og sund!"

"Nu taler vi roligt om Sagen, min Dreng. Hvad jeg allerførst vil bede dig om, er, at du vil tage op til din Søster og 130 Svoger og fortælle dem Sammenhængen. Det er jo Søndag i Morgen. Saa kan du gøre det uden at forsømme dine Timer. Ingeborg vil jo nok blive meget bedrøvet. Men tal fornuftigt til hende, – du kan det bedre end nogen anden. Og hvad dig selv angaar, Adam, saa tænk alvorligt over, hvad jeg før sagde. Hvem véd? Maaske faar vi ikke saa snart igen Lejlighed til at tale rigtig sammen. Derfor vil jeg sige dig, at min største Bekymring, naar jeg tænker paa, at jeg maaske ikke har langt igen, det er netop, hvordan det i saa Fald skal gaa med dig. Du er ikke skabt til at være alene, min Dreng. Du trænger maaske mere end de fleste Mænd til en Kvindes Omsorg. Gør dig ikke Livet goldt og tomt for en Teoris Skyld! Selv om den er rigtig – og det er den maaske – saa er den dog ikke hele Sandheden. Jeg kan jo tale lidt med derom. Og du skal nu vide det, min Ven, at skønt det gik mig i mit Ægteskab, som det gjorde – og som det vel maatte gaa – saa har jeg dog aldrig et Øjeblik fortrudt, at jeg giftede mig med din Far."
 

Den næste Formiddag, efter at Moderen var bragt bort, rejste Adam til Hillerød. Søsteren og hendes Mand boede i Byens Udkant i en højtliggende Villa med Have, hvorfra der var en herlig Udsigt ned over Slottet og den grønne Slotssø. Ingeborg lukkede selv op, da han ringede. De to Søskende havde ikke set hinanden i flere Maaneder, og det lille Frydeskrig, hvormed hun kastede sig om hans Hals, tog han for en trist Bekendelse, et uvilkaarligt Udbrud af den Forladthedsfølelse, som hun til daglig skjulte dybt i sin Sjæl og vel knap nok var sig rigtig bevidst længer. Hun fortalte, at hendes Mands Familje var der i Besøg. Uden hendes Vidende havde Frederik skrevet efter dem for at overraske hende. De var kommen den foregaaende Aften og blev der nogle Dage.

131 "Men kom nu ind! De vil allesammen blive saa glade for at se dig."

Inden Adam havde faaet sagt noget om Anledningen til sit Komme, trak hun ham med sig ind i Spisestuen, hvor Familjen Schmidt sad i oprømt Stemning ved det velbesatte Frokostbord. Der var baade Portvin og Flødeskumskager, og Adam blev tvungen til at tage Plads imellem dem.

Det var ikke blot Ingeborgs Ydre, men ogsaa hendes Væsen, der havde forandret sig de forløbne Aar. Som Adam ofte i sit stille Sind sagde om hende: hun var allerede ikke saa lidt af en Schmidt. Om det saa var Familje-Kysseriet, som i sin Tid bød hende saa stærkt imod, havde hun efterhaanden vænnet sig dertil og optaget det blandt sine Livsvaner. Trods Adams Tavshed, var Stemningen omkring Bordet stadig meget livlig. Men den unge Doktor havde ogsaa al Grund til at holde den gamle Professor i godt Humør. Naar han havde faaet ham hertil, var det væsenlig i Anledning af en kedelig Pengeaffære, som han haabede at faa ordnet ved Faderens Hjælp. Skønt han ret hurtigt havde skaffet sig en god Praksis i den fremmede By, maatte han stadig slaas med økonomiske Vanskeligheder. Han var ligesom Faderen en Ødeland og havde ofte maattet gaa til sin Svigermor for at klare sig.

Disse evige Laanehistorier havde i Begyndelsen pint Ingeborg frygteligt. Hun, som hjemmefra var vant til den største Punktlighed i Pengesager og mange Gange havde hørt sin Mor sige, at Ordet laane kun var en finere Benævnelse for at tigge og dette igen en Omskrivning for at stjæle, følte deres voksende Gæld som en Skam. Ikke sjelden var det i den Anledning kommet til ret heftige Sammenstød mellem hende og hendes Mand, der ikke forstod hendes Ømfindtlighed paa dette Punkt og kaldte den hysterisk. Han havde i sit Hjem faaet en ganske anden Opfattelse af den Slags Forhold. Allerede som lille Knægt havde han lært, hvordan han 132 skulde afvise Folk, der kom for at opkræve Penge. Forretningsbude, Slagtere og Skomagere, der mødte ved Døren med Regninger, var overhovedet i Familjens Øjne paatrængende Personer, som man havde Lov til at vise Vintervejen.

Ingeborg havde nu forstaaet at affinde sig med sin Samvittighed ogsaa paa dette Punkt. De idelige smaa Usandheder, Forstillelser og Nødløgne, som den stadige Pengemangel nødte hende til, endogsaa overfor Moderen, faldt hende lettere og lettere paa Tungen; og det var efter Adams Mening ikke mindst disse Forhold, der bidrog til at fremme Opløsningen af hendes før saa ranke og stolte Karakter. Kun med Overvindelse var han i de sidste Aar kommet i hendes Hjem. Det havde været ham en frygtelig Sorg at se det Menneske, han næst Moderen elskede højst i Verden, gaa til Grunde som Personlighed, udviskes og forflygtiges. –

Efter at de havde rejst sig fra Frokostbordet, fik han endelig Lejlighed til at tale med hende i Enrum. Da Ingeborg hørte om Moderens Sygdom, blev hun ganske ude af sig selv. Hun vilde straks rejse med ham til Byen, og resolut, som hun var, gav hun sig med det samme til at pakke Kuffert og beskikke sit Hus. Hendes Mand trøstede hende, saa godt han kunde. Ogsaa han havde talt i Enrum med Adam, og det var blevet ham klart, at der var al Grund til at frygte det værste. Af Hensyn til sine Patienter og Husets Gæster kunde han foreløbig ikke selv tage med Ingeborg til Byen; men han vilde komme en af de nærmeste Dage, sagde han.

Allerede et Par Timer efter rejste Adam og Ingeborg ind til København.

For at vise deres Deltagelse fulgte samtlige Medlemmer af den Schmidtske Familje dem til Stationen. Professoren tog ved Afskeden sin Svigerdatter om Hovedet, kyssede hende og sagde:

"Farvel, mit Barn! Gud give dig Styrke til at bære, hvad der maa komme!"

133 Professoren hørte ikke selv til de troende, men ved saadanne Lejligheder maatte han gerne gribe til religiøse Talemaader for at finde passende Udtryk for sin Rørelse.

Efter at Toget var kørt, vendte Familjen tilbage til Byen. Professoren foreslog at gøre en Runde i Slotsparken, og mens Fredrik gik til sine Patienter og Døtrene spaserede for sig selv omkring i Parken, satte han og hans Kone sig ind paa Pavillonens Veranda og bestilte Te. Han trængte til noget varmt For sine Fordøjelsesbesværligheder, der ogsaa herude paa Landet forskaffede ham mange Kvaler. "Viel Geschrei und wenig Wolle" som han havde sagt til sin Søn, da denne om Formiddagen forhørte sig om Resultatet af hans "Morgenandagt".

"Tror du virkelig, at Fredriks Svigermor kan være saa velhavende," sagde han til sin Kone. "Over to hundrede Tusinde!"

"Det er sagt mig."

"Tænk! – Dersom det værste skulde ske med vor kære Veninde, vil Fredrik i hvert Fald komme ud af alle sine Vanskeligheder, og det vil unægtelig være et stort Gode. Han har netop sat mig ind i sine Forhold, og de er i Øjeblikket ret fortvivlede. Jeg kan jo ikke hjælpe, og til sin Svigermor vil han under disse Forhold ikke godt kunne henvende sig igen. Skulde hun nu gaa bort, kan man med Sandhed sige, som det hedder, at intet er saa galt, det er dog godt for noget."

Efter en længere Tavshed sagde han, mens han slubrede den hede Te i sig:

"Og hendes Sølvtøj! Af det maa der jo tilkomme Fredrik og Ingeborg i det mindste Halvdelen, ikke sandt? Kan du huske den store Bordopsats? Og de to Sølvvinkander? De vil pynte godt paa deres Spisebord ved festlige Lejligheder."

Døtrene kom nu tilbage, og paa Hjemvejen gennem Byen dukkede ogsaa Fredrik op. Han foreslog straks, at de i Dag 134 skulde spise paa Hotellet. Nu da Ingeborg var borte, vilde det føles tomt og uhyggeligt derhjemme. Hendes Afrejse var ogsaa kommen saa pludselig paa, at hun ikke havde faaet Tid til at give Pigerne Besked med Hensyn til Middagsmaden. Og man spiste virkelig upaaklageligt paa Hotellet, der især var berømt for sine Koteletter.

Professoren gjorde ingen Indvendinger. Han bad blot Sønnen om at sørge for, at Koteletterne ikke blev for haardt stegt.

"Og dersom du sætter Rødvin paa Bordet, sig saa til Tjeneren, at den skal være godt kuldslaaet."

VIII

Om Morgenen, efter en lang Nat uden Søvn eller Hvile sad Adam og Ingeborg sammen i det gamle Hjem, blege og forvaagede. De havde siddet oppe til over Midnat, saa meget havde de haft at tale om. Nu sad de tavse med hinanden i Haanden i Dagligstue-Sofaen. Uret paa Konsollen havde netop slaaet otte. De vidste, at Timen nu var inde, da Operationen skulde foretages. Men Ingeborg kunde ikke sidde stille. Hvert Øjeblik gik hun op og ned ad Gulvet, trykkede Hænderne mod sit Ansigt og udbrød:

"Aa, Mor! … Min egen søde Mor!"

Det var blevet sagt til dem, at der ikke kunde ventes noget Resultat før ved Ellevetiden. Men allerede Klokken lidt over ti kom et Bud fra Kliniken med et Brev fra Professoren. Med skælvende Hænder rev Adam Konvolutten op. Ingeborg stod ved Siden af ham marmorhvid af Spænding, mens han læste Brevet højt. Professoren skrev, at han kunde glæde dem med, at Svulsten havde vist sig at være af godartet Natur. Dersom alt forløb normalt, vilde de kunne vente Moderen helbredet hjem om en god Maanedstid.

135 Efter at Adam havde læst Brevet stod de lidt og saa' paa hinanden. Og med et kastede de sig i hinandens Arme.

"Adam!"

"Ingeborg!"

Andet kunde de ikke sige. Der gik næsten en halv Time, inden de havde fattet sig saa meget, at de kunde finde fornuftige Ord for deres Glæde. Inderligere forenede end et Par Elskende gik de med hinanden om Livet frem og tilbage gennem Stuerne fyldt med en Lykkefølelse, som var de selv gaaet frelst ud af Dødens Riger.

Saa ringede det igen paa Forstueklokken. Det var Posten, der bragte Ingeborg Brev fra hendes Mand.

"Vi maa straks sende ham et Telegram," sagde hun, lidt skamfuld over, at hun ikke havde tænkt paa det før.

Da saa Telegrammet var skrevet og afsendt, satte hun sig hen i en Lænestol for at læse sit Brev. Lidt efter kom Adam tilbage til Stuen. Da sad hun med Haanden under Kinden og saa forstemt ud.

"Er der sket noget?" spurgte han. "Hvordan har Børnene det?"

"Godt."

"Og Fredrik og hans Forældre?"

"De har det aabenbart udmærket."

Paa Grund af Tonen vilde Adam ikke trænge ind paa hende med flere Spørgsmaal. Han sagde:

"Jeg gaar nu til Byen. Jeg har Timer fra tolv til tre. Paa Hjemvejen kigger jeg indenfor paa Kliniken. Der kan jo foreløbig ikke være Tale om at komme ind til Mor. Men jeg gaar nu alligevel derhen. – Hvad vil du tage dig for imens?

"Jeg bliver her."

"Det gør du vel i. Du skulde tage dig et Par Timers Hvil. Du ser lidt træt ud."

Da Ingeborg var bleven alene og paany havde 136 gennemlæst sin Mands Brev, faldt hun igen i Tanker. Hun mindedes fra sine første Ægteskabsaar, hvordan hun til Tider kunde overfaldes af Nedtrykthed og Ensomhedsfølelse, tilsyneladende ganske uden Grund. Hun havde flere Gange talt derom til Fredrik, der kaldte det for Nervøsitet og gav hende Jern og Maltpræparater. Det var noget af dette gamle Mismod, der igen ligesom spøgelseagtigt steg op i hende ved Læsningen af Fredriks Brev. Trods dets kærlige Tone og de mange Kys, det sluttede med, oprørte det hende. At han havde kunnet faa sig selv til at gaa hen paa Hotellet og spise Middag dér med sin Familje, mens hun og Adam sad her i Angst og Vaande for Moderens Liv, – hun forstod det ikke.

Ved Firetiden kom Adam hjem med gode Tidender fra Kliniken. Moderen havde døset det meste af Dagen og kun et Par Gange klaget sig lidt. Han fortalte ogsaa, at han havde set en høj, hvidhaaret Herre forlade Kliniken, da han kom. Det var Etatsraad Malling, deres Far. Af Oversygeplejersken flk han at vide, at Etatsraaden havde været der en Gang tidligere paa Dagen, idet han under Operationen havde opholdt sig i Professorens Værelse og først var gaaet derfra, da Resultatet forelaa.

Mens de sad ved Eftermiddagsteen, spurgte Adam hende, hvordan hun havde tænkt at indrette sig. I de første Dage kunde hun jo ikke komme ind til Moderen, der skulde have absolut Ro.

"Tager du hjem imens?"

Ingeborg sad tilbagelænet i Stolen og saa' ned paa Spidsen af sin Fod, der hævedes og sænkedes ligesom i Takt med hendes indre Uro's Op og Ned.

"I hvert Fald ikke i Dag. I Morgen maaske."

"Saa skulde du hellere blive her. I Overmorgen faar vi sikkert Lov at komme ind til Mor."

"Ja, det er vist ogsaa bedst."

"Sig mig, Ingeborg," spurgte Adam efter en ny Pavse. 137 "Er det det Brev hjemmefra, der har bragt dig ud af Humør? Hvad kan Fredrik have skrevet?"

Hun fortalte ham om Middagen paa Hotellet og sagde: "Du kan da begribe, at det piner mig, at Fredrik ikke har følt mere Deltagelse for Mor, end at han har kunnet gaa ud og more sig med sin Familje."

"Nej, hør nu, Ingeborg! Du overdriver virkelig. Husk paa, her er jo ikke Tale om hans men om din Mor."

"Ja, hvad betyder det? Det burde i hvert Fald ikke betyde noget mellem Ægtefolk."

I sin Iver rejste hun sig op og gik ud paa Gulvet med trodsig løftet Hoved og Armene korslagte bag paa Ryggen.

"Jeg siger dig, Ingeborg, du gør Fredrik Uret. Dersom det havde været din Svigermor, der var bleven farlig syg og var kørt paa Hospitalet, tror du saa, du var bleven lige saa greben deraf, som du blev det i Gaar, da jeg fortalte dig om Mors Sygdom? Tror du?"

Hun var standset henne ved Vinduet. Hun stod der med Ryggen til Stuen og svarede ikke straks. Men saa vendte hun sig om og sagde:

"Jamen saa er der ogsaa noget galt ved det hele!"

Og hun fortsatte i et Udbrud:

"Saa er det altsammen jo bare Usandhed og Hykleri."

"Hvordan mener du?"

"Naar man ikke kan dele de dybeste og inderligste Følelser med hinanden – hvad er saa det øvrige?"

I Adams skæggede Ansigt rørte der sig et lille vemodigt Smil.

"Det er noget sent, du kommer til den Erkendelse, lille Ingeborg."

"Ja, jeg husker naturligvis godt, hvad du forklarede mig i sin Tid. Men det er ikke rigtigt, Adam! Ægteskab er ikke saadan, som du mener. – Herregud, jeg holder jo af Fredrik … jeg elsker mine Børn … jeg elsker mit Hjem!"

138 "Deri gør du ret," sagde Adam. "Og for nu at tale praktisk og fornuftigt om Tingene, vil jeg gøre dig et Forslag. Jeg synes altsaa, du skal blive her – ogsaa for Mors Skyld. Det vil berolige hende at vide os begge to i Nærheden. Men ogsaa dine Børn vil hun snart længes efter. Jeg foreslaar derfor, at vi faar dem hertil. Her er god Plads nu, og du kan jo lade Barnepigen følge med."

Mens Ingeborg overvejede Forslaget, gik hun igen op og ned ad Gulvet med Armene sammenslyngede bag paa Ryggen. Adam syntes, at alt det forkrøblede og forkuede med ét var gleden af hende som en Ham. Hun lignede i disse Øjeblikke igen sig selv fra sine unge og frejdige Pigedage.

"Jeg vil skrive til Fredrik om det," sagde hun. "Saa maa vi se, hvad han svarer." –

For hendes Mand kom dette hendes Ønske om at blive i København i Grunden godt tilpas. Han havde igen haft Fortrædeligheder med sine Kreditorer. Der var et Par Haandværkere, der truede ham med Sagsanlæg og Udpantning. Han havde nu henvendt sig til en Sagfører, som foreslog ham en Omprioritering af Villaen for at skaffe Kontanter. Ingeborg, der tog sig den Slags Ting saa pinagtigt nær, maatte helst være borte, saa længe disse Forhandlinger og Vurderingsmændenes Inspektion stod paa. Ogsaa hendes Forslag om at lade Drengene komme til København gik han ind paa. Han havde i Forvejen nok om Ørene og kunde ikke samtidig have Opsyn med Børnene. Hans Familje var af samme Mening. Hverken Professorinden eller hendes Døtre ønskede at paatage sig noget Ansvar. Og de blev enige om, at de under disse Forhold jo godt kunde udstrække deres Besøg her endnu en Række Dage og blandt andet benytte dem til at foretage Udflugter omkring i den smukke Omegn.

139

IX

Opholdet i det gamle Hjem fik en velgørende Indvirkning paa Ingeborgs ødelagte Nerver. Hun havde længe trængt til Hvile for sine Tanker, og de sidste Dages sjælelige Oplevelser havde forøget denne Trang til at være ene med sig selv. Her i Moderens Stuer genfandt hun den Fred, hun huskede fra sine unge Dage, før Kærligheden traadte ind i hendes Liv og skabte Uro. En Tid af Dagen tilbragte hun henne paa Kliniken; men skønt det gik godt fremad med Moderens Helbredelse, maatte hun endnu skaanes og navnlig ikke tale for meget.

Ingeborgs Forhold til Adam blev i disse Dage igen meget inderligt. Hendes Hengivenhed for ham havde altid været stor; men det fulde Udbytte af Samværet med ham havde hun i sine Ungpigedage ikke kunnet faa paa Grund af Aldersforskellen. Hans ejendommelige Væsen og mange sære Meninger, som alle i hendes Bekendtskabskreds rystede paa Hovedet af, havde hun ogsaa ofte følt sig trykket af den Gang. Nu forstod hun ham bedre. Om Aftenen, naar Børnene var bragt i Seng, kunde de sidde sammen inde i Dagligstuen eller oppe paa hans Værelse og samtale til langt ud paa Natten. Der var pludselig saa meget, hun følte Trang til at oplyses om og faa Klarhed over.

En Gang imellem kom Fredrik ind til Byen paa Besøg og bragte som sædvanlig Uro med sig. Han havde Hovedet fuldt af Planer. Han var kommen paa den Ide, at de skulde sælge deres Hus og flytte ind paa Hovedgaden, hvor der var en glimrende, helt moderne indrettet Lejlighed til Leje. Der havde netop meldt sig en solid Køber, der kunde præstere en anselig Udbetaling. Var det ikke værd at tænke paa? Efter en Samtale derom med Adam erklærede Ingeborg, at den Sag maatte hvile, indtil Moderen kunde tages med paa Raad.

140 Fredrik knurrede lidt; men da Fru Malling havde en stor Prioritet i Huset, var han nødt til at falde til Føje.

Efter næsten seks Ugers Forløb vendte Patienten tilbage fra Kliniken; og saaledes lykkedes det nu Adam for en lille Tid at virkeliggøre sin gamle Drøm om et Søskendehjem med Moderen som det naturlige Overhoved og Midtpunkt. Ingeborg havde genoptaget sine datterlige Pligter i Huset, og de to Smaadrenge var alles Glæde. Som alle Elskere af Naturen var Adam en stor Børneven. Da han aldrig viste sig utaalmodig, fordi han aldrig tillod sig at have travlt, og da han altid gav Børn Lov til at være Børn, havde Drengene hurtig knyttet sig til ham med en Optagethed, der var nærved at bringe Faderen i Forglemmelse hos dem.

Men nu indtraf der en Begivenhed, der vakte Forstyrrelse i den huslige Idyl. Det første Bind af Adams store Værk om Familjelivet i Dyreverdenen var udkommet, og til hans Overraskelse vakte det Opsigt paa Grund af Fortalen. Han havde heri aabenhjertig fremstillet sit Syn ogsaa paa det menneskelige Familjeliv, eller – som han udtrykte det – "den Kamp om Kærtegn, Børn og Penge, der kaldes Ægteskab". Han udtalte den Mening, at det i de fleste Tilfælde vilde være en Lykke for et Barn ikke at lære sin Far at kende, men at kunne betragte sig alene som Moderens Barn, en Frugt af hendes Hengivelse til Alnaturens Vilje. Faderfølelsen beroede paa en Indbildning. Hos Dyrene kendtes den ikke. I hvert Fald kun som et skinsygt Had ved Synet af Hunnens Ømhed for Afkommet, hvilket undertiden endogsaa havde dets Ødelæggelse til Følge. Hvorimod al sanselig Attraa hos en Kvinde i Virkeligheden var hendes tidligste Kærlighedsytring overfor det vordende Barn.

Det var disse Udtalelser, der havde vakt Forargelse. I et Par af de førende Hovedstadsblade rejstes stort Postyr, og Følgen blev, at Bestyreren for den Skole, hvor Adam underviste, saa sig nødsaget til at give ham Afsked. Det voldte ham 141 virkelig Sorg. Han elskede sin Lærergerning, havde altid betragtet sig mere som Pædagog end som Videnskabsmand. Han havde ogsaa sin egen Undervisningsmetode, saa' blandt andet ikke gerne, at hans Elever brugte Bøger og frem for alt ikke Billeder, Kort, Skemaer eller andet, der lettede Tilegnelsen ved at fremstille et færdigt Syn paa Tingene. Han vilde have dem med ud i Naturen for at udvikle Evnen til at se paa alt med egne Øjne. Men denne Maade at undervise paa tiltalte ikke Forældrene, fordi den sjelden gav gode Eksamensresultater; og man havde egenlig længe søgt et Paaskud til at blive af med ham.

Under alt dette var Ingeborg og hendes Børn flyttet tilbage til Hillerød; men trods Adskillelsen tog hun levende Del i Broderens Skæbne og oprørtes over den Modtagelse, hans Bog havde faaet. Anderledes hendes Mand, der hørte til de forargede og udtalte sig respektløs om Adam og hans "Kineserier". Det kom i den Anledning flere Gange til alvorlige Scener imellem dem; men endnu var dog ingen af dem rigtig klar over, hvor langt de var kommen bort fra hinanden under Skilsmissen. Endnu bevaredes Husfreden trods de mange smaa Rivninger, der er uundgaaelige mellem Ægtefolk. Ingeborg gjorde sig Umage for igen at vænne sig til Tobakslugten i sin Mands Klæder, til hans grimme Vane at sidde og fløjte i Stuerne, hans larmende Maade at børste Tænder paa, hans Forkærlighed for – ligesom Faderen – at stille sig op foran Kakkelovnen med spredte Frakkeskøder … alle disse daglige Naalestik paa Nerverne, som nu igen pinte hende ligesom i deres Ægteskabs første Tid. Værst var dog de fornyede Pengesorger, som Fredrik ikke en Gang søgte at mildne for hende, fordi han var rasende paa hendes Mor, der havde modsat sig Husets Salg og derved forhindret ham i at faa nye Kontanter mellem Hænder.

Saa gik Vinteren, og straks ved Foraarets Komme tog Fru Malling ud paa Landet sammen med Adam for at komme rigtig 142 til Kræfter. De lejede sig ind i en Bondegaard mellem de sydsjællandske Skove, borte fra Alfarvej, ved en lille Indsø, der mindede Adam om den poppelhegnede Præstegaardsdam derovre i Jylland og det Sommereventyr, han stadig ikke helt kunde glemme. Men længe varede det ikke, før Ingeborg og hendes Børn igen var hos dem. Forsøget paa at genoptage Samlivet med Fredrik var faldet saa slet ud, at de nu havde bestemt sig til at skilles.

Det skete ikke uden heftig Modstand fra hans Side. Da Ingeborg havde forladt Hjemmet i Vrede og uden hans Vidende, truede han hende endogsaa med at tage Børnene fra hende ved Rettens Hjælp. Hun paa sin Side krævede at beholde dem begge. Til Gengæld vilde hun give Afkald paa enhver Understøttelse, baade til sig selv og Børnene. Forhandlingerne blev ført gennem en Sagfører; men tilsidst traadte Adam til og søgte en Samtale med sin forhenværende Ven og Svoger. Paa sin Mors Vegne tilbød han ham hendes Prioritet i Villaen^'1 som Erstatning for alle Rettigheder over Børnene, og som den Schmidt, Fredrik var indtil Hjerteroden, blødgjordes han ved Udsigten til Kontanter, og Byttehandelen kom i Stand.

Nu fulgte lykkelige Dage for den genforenede Familje mellem de sydsjællandske Skove. Adam havde altid betragtet Hjemmet som det Sted, der først og fremmest havde Krav paa ham. Mens han var temmelig ligegyldig for de store Verdensbegivenheder, som optog de fleste andre Mennesker, fordi Aviserne skabte Sensation om dem, var han kun interesseret af, hvad der tildrog sig i hans umiddelbare Nærhed, alle disse Hverdagens Smaabegivenheder i Hus og Have. Fra Morgenstunden fulgte Drengene ham i Hælene. Han havde hurtigt faaet Barnepigen afskediget, og tog dem med sig ud i Mark og Skov, hvor han opdrog dem til, saa smaa de endnu var, at hjælpe sig selv med alt.

Sommeren blev varm, og Moderen kom efterhaanden saa 143 godt til Kræfter, at Adam i Slutningen af Juli uden Bekymring kunde drage ud paa sin sædvanlige Sommenvandring omkring i Landet. Det kneb denne Gang mere for ham at løsrive sig fra Drengene. Den Morgen, han gik til Stationen, fulgte de ham et Stykke paa Vej, og endnu langt borte fra kunde han se dem staa med hinanden i Haanden oppe paa en Grøftevold og vifte til ham.

Han agtede sig først ind til København for at tale med sin Forlægger. Derpaa vilde han rejse over Bælterne for at gaa paa Vandring i Jylland. Men til Egnen omkring Horsens vovede han sig ikke denne Gang. Det Eventyr maatte uigenkaldelig være forbi.

X

Paa den københavnske Banegaard kunde man næsten ikke komme frem for Mennesker. Det var midt i Ferietiden. Med en vældig Oppakning af Kufferter og Æsker masede Folk sig gennem Forhallen, – øre som Staldkvæget, naar det om Foraaret første Gang stimer ud af Baasene. Adam blev altid vemodig stemt ved det Syn. At det for alle disse mange Mennesker var en Begivenhed at kunne slippe Trædemøllen og leve menneskeligt en lille Tid! Men endnu mere nedslaaende var det at tænke paa, at de samme Folk, før Ferien var forbi, hemmeligt vilde længes tilbage til Vanetravet, til det travle Menneskemylr i Gaderne, til Teatrenes og Forlystelsesstedernes Flimmer, til Nattelivet paa Restavranterne og til det Sofahjørne i Kaféen, hvor man plejede at læse Dagens Blade. Heller ikke nu var Aviserne forøvrigt glemt af nogen. De struttede frem af alle de Rejsendes Lommer, og mens Toget rullede gennem Sjælland i det skønneste Sommervejr, sad Folk i Kupeerne slugvorent bøjet over de friske Morgenaviser, begravet i Papir og stinkende Tryksværte uden foreløbig at 144 give sig Tid til at kaste Blikket ud paa den Natur, som de altid paastod at "sukke efter". I Roskilde og Slagelse, hvor Toget holdt, fornyedes Beholdningen af Nyhedsstof. Saa længe der var Mulighed for at indaande endnu et lummert Pust af Byens Os, af Kævlet og Sladderen og Skandalen, havde Solen og Skovene ingen Magt over Sindene.

I et Par Uger drog Adam om i Sønderjylland; men en Dag stod han trods alle Løfter til sig selv oppe paa en Bakke mellem Bryrup og Horsens, den samme, hvorfra han første Gang havde set Frk. Margrete, da hun fo'r ham forbi paa sin Cykel. Egnen, hvor hans Tanker sky havde færdedes i det forløbne Aar, hyppigere end han selv vidste af, laa atter udbredt foran ham i Virkelighedens blændende Skær. Byen dernede ved den poppelhegnede Dam, de to høje Fyrretræer i Præstegaardshaven, Engen og "Lunden", den lille Plankebro, der spejlede sig i Bækkeløbet – alle de kendte Steder, hvor de fjorgamle Minder laa begravet som Faldne paa en Valplads, blev atter levende og nære.

Hvad vil du her? spurgte en advarende Stemme inden i ham. Vend om! Her venter dig kun Ulykke.

Han vilde dog ikke tage herfra, før han havde forsøgt at faa lidt at vide om Frk. Margrete hos Egnens Folk. For ikke at blive set fra Præstegaarden gik han ad en Omvej ned til Kroen. Her fandt han Rejsestald og Vænge fuld af Heste og Vogne som til Bryllup eller Begravelse. Det var dog ingen af Delene. Det var en fremmed Foredragsholder, der talte inde i Salen. Ved at kigge ind gennem et af de aabne Vinduer kunde han se Taleren, der stod paa et Kateder foran en sort Vægtavle, som var overkridtet med geometriske Figurer. Paa lange Bænke sad et Par hundrede Tilhørere Rumpe ved Rumpe og lyttede med det tomme Ansigtsudtryk, der i Tidens Løb bliver staaende hos Folk, der i Henseende til det aandelige altid er modtagende.

Inde i Krostuen var der tomt. Heller ikke i Køkkenet fandt 145 han nogen, der kunde give ham Oplysninger. Langt om længe kom dog den store Krokone tumlende ud fra Foredragssalen, ophedet og forpustet som fra et Dampbad. Hun genkendte ham straks, men var saa daanefærdig optaget af, hvad hun havde hørt, at hun længe ikke kunde tale om andet.

Om han havde været inde i Salen? Det var et Foredrag om Himmellegemerne, om Solens og Stjernernes Gang i Verdensrummet. Og det maatte hun rigtignok sige, at det var det mest storartede, hun nogensinde havde hørt. Aa, saa belærende! Hun var ordenlig bleven helt "svimmels". Ja, det havde ligefrem givet hende et helt nyt Syn paa Livet og alle Dele.

Under alt dette fik hun dog varmet Kaffe til Adam, fik ogsaa Brød og Smør sat frem. Og nu afbrød han hendes Snak med et Spørgsmaal om Præstegaarden og Pastor Byrums Befindende.

"Byrum – aa Gud, han er død i Herrens Navn for over et halvt Aar siden. Ja, han var jo klejn, stakkels Mand! Men et herligt Menneske var han, og han fik da ogsaa en skøn Begravelse."

"Hvordan lever saa Familjen efter det store Tab?"

"Fruen og Frøkenen flytter nok ind til Staden, har jeg hørt sige. Saadan Folk kan jo gøre, hvad de vil."

"Er Frøken Margrete endnu ikke forlovet?"

"Jeg véd det it'. Men de snakker jo da for Resten om ham Sønnen til Proprietær Sørensen paa Søndergaarden. Men Folk snakker altid saa meget. Og hun skal vel ogsaa gaa Sørgeaaret ud først, mener jeg."

I det samme lød der Haandklap inde fra Salen. Foredraget var forbi, og Folk strømmede til Skænkestuerne. Adam gik ud i Haven for at være i Fred. "Du er endnu forelsket" – sagde han modfalden til sig selv og blev siddende derude under Træerne, indtil Solen var nede og der igen var bleven lidt Ro i Huset. Formodningen om, at Margrete havde trøstet sig med den Proprietærsøn, følte han jo nok som en Lettelse 146 for Samvittigheden; men han vilde alligevel ikke lade sig nøje med, hvad Rygtet sagde. Han maatte have fuld Vished, før han kunde drage videre.

Han overnattede i Kroen, og den næste Dag gik han efter mange Overvejelser hen i Præstegaarden. Fru Byrum var alene i Dagligstuen. Hun modtog ham med maabende Forbavselse. Paa hans Forsikring om, at han med Deltagelse havde hørt om den store Sorg, der havde ramt Familjen, svarede hun slet ikke. Det var knap nok, hun huskede at byde ham Plads; og da de var kommen til Sæde, gemte Fruen sine Øjne i et stort Strikketøj. Det viste sig i det hele uhyre vanskeligt at holde en Samtale i Gang. Hun havde straks sagt til ham, at hendes Datter ikke var hjemme, og Adam havde forstaaet Meningen. Hun ønskede bare at komme af med ham.

Men nu hørte han Skridt ude paa Havegangens Grus. Gennem den aabne Dør saa' han Margrete komme gaaende fra den lille Laage, der førte fra Haven ind til Kirkegaarden. Hun blev ikke saa overrasket over at se ham, som han havde ventet. Hun havde aabenbart hørt, at han var kommen til Byen. Da han rejste sig op, sendte hun ham et koldt Nik fra Dørtærsklen; og under hans fortsatte Samtale med Moderen gik hun omkring i Stuen med stolt Holdning uden at henvende et eneste Ord til ham. Han saa', at hun havde udviklet sig i det forløbne Aar. Hun, der sidste Sommer halvvejs var et Barn, var nu en fuldmoden Kvinde. Hun var derved bleven endnu smukkere, og den sorte Sørgedragt klædte hendes blonde Skikkelse, adlede den med Sorgens og Dødens Alvor.

Over Strikketøjet flyttede Præstefruen sine kaffebrune Øjne aarvaagent frem og tilbage imellem dem. Men nu stak Tjenestepigen Hovedet ind og bad hende komme ud i Køkkenet et Øjeblik. Hun svarede Ja, men tøvede en Tid, før hun rejste sig og gik ud. Der blev dødsstille i Stuen, da hun var gaaet. Margrete var 147 standset henne ved Klaveret, hvor hun stod og bladede i et Nodehefte.

"Frøken Byrum," sagde Adam. "Vil De give mig Lov til at gøre Dem et Spørgsmaal?"

Hun havde staaet med Ryggen til, men vendte sig nu imod ham. Og for første Gang saa' hun lige paa ham – et udfordrende og paa samme Tid et dybt krænket Blik.

"Et Spørgsmaal – ?"

"Ja. Jeg har nemlig hørt, at De er bleven forlovet."

Hun vendte sig atter bort og bladede frem og tilbage i Nodeheftet uden at svare.

"Vil De ikke sige mig, om det er sandt?" spurgte han – i Grunden lige saa bange for et Ja som for et Nej.

"Hvorfor vil De absolut vide det?"

"Jeg tør altsaa ønske Dem til Lykke?"

Hun var bleven bleg.

"Jeg er ikke Spor af forlovet," sagde hun kort.

I det samme kom Pastorinden tilbage og indtog paany sin Vagtpost i den store Lænestol. Lidt efter rejste Adam sig og tog Afsked med et stumt Buk for hver af Damerne.

Han gik bort fra Præstegaarden i frygtelig opreven Stemning. For første Gang i sit Liv mistede han Herredømmet over sig selv. Den indre Stemmes Advarsler overdøvedes af Stormgangen i hans Sind, af Dyrebrølet fra hans Blod. Mens han skridtede ud af Vejen, bort fra Byen, blev det ham fuldt klart, at nu stod han foran den store Afgørelse, at derinde i den solfyldte Stue bag ham sad det Menneske, der havde faaet Magt til at bestemme over hans Liv. Af hendes Ja og Nej afhang nu hans Fremtid. Dersom han havde forstaaet hende rigtigt; dersom hendes Følelser – ligesom hans egne – havde haft Styrke til at overvintre, var ingen Modstand længer mulig. Han havde da i denne fremmede unge Pige mødt sin Skæbne. –

Den næste Morgen, efter en søvnløs Nat, skrev han et Frierbrev til hende og lod det bringe over i Præstegaarden 148 ved et Bud. Han bad hende om at tilstaa ham en Samtale paa det samme Sted i den lille Skov med Stenten, hvor de sidste Sommer mødtes. Dersom hun kom, vilde han heri se et Tegn paa, at hun havde tilgivet ham hans Tavshed. I modsat Fald vilde han straks rejse herfra, og hun skulde da ikke se ham oftere.

Ud paa Formiddagen bragte en Pige hendes Svar. Det var – foruden Underskriften – kun en eneste Linje:

"De maa tale med min Mor."

Straks efter Middag begav han sig paa Vej til Præstegaarden. Fru Byrum sad igen alene i Dagligstuen og modtog ham ret overlegent. Hun sagde, at hendes Datter havde fortalt hende Indholdet af hans Brev, og hun skulde ikke fragaa, at hun var bleven meget forbavset over det. For hun havde hørt, at han skulde have skrevet en umoralsk Bog mod Ægteskabet. Der havde ogsaa staaet saa meget om den i Stiftstidende.

Adam blev lidt forvirret. Det var ikke faldet ham ind, at den Bog ogsaa havde fundet Vej her til Egnen, allermindst, at den maaske kunde blive afgørende for hans Forhold til Margrete.

"Naa, det er vel for Resten bare saadan noget, man sidder og skriver," fortsatte Præstefruen – hun sad i sin tilvante Forsvarsstilling med korslagte Arme og Hænderne omkring Albuerne. – "Men De kan vist nok forstaa, at det er en alvorlig Sag for en Mor saadan at betro sin Datter til et vildfremmed Menneske. For vi kender jo ikke meget til Dem og Deres Forhold … f. Eks. med Hensyn til det økonomiske. Jeg haaber da, De sidder i en saadan Stilling, at De i paakommende Tilfælde kan ernære en Familje. De er jo Lærer, ikke sandt? Det plejer ikke at give nogen stor Indtægt. Men maaske har De privat Formue?"

"Ja – nogen."

"Naa, det forandrer jo naturligvis Sagen. Lever Deres Forældre, Hr. Malling?"

149 Adam begyndte nu at tabe Taalmodigheden. Under den fortsatte Eksamination, der fik ham til endnu en Gang at vakle i sin Beslutning, gik der Kuldegys igennem ham. Men saa viste Margrete sig. Hun kom ude fra Haven i Køkkenforklæde og Lugehandsker. Hun havde ikke vidst, at han var kommen, blev derfor blussende rød og vilde gaa igen. Men Moderen kaldte hende tilbage.

"Hr. Malling vil vist gerne tale med dig, min Pige."

Hun rev Forklædet og Handskerne af og kom ind. Straks efter forlod Præstefruen Værelset for at lade de to unge være alene.

XI

Nu var det igen ved at blive rigtig Efteraar med Slud og Storm og denne uhyggelige Skorstenstuden, der vækker Forestillinger om Skibbrud og bølgeomtumlede Lig.

Adam sad en saadan mørk Aften i Præstegaardens Dagligstue sammen med Margrete og sin Svigermor. Bordlampen var tændt, og der var for Hyggens Skyld første Gang lagt lidt i Kakkelovnen, der buldrede fornøjeligt. Damerne sad med Haandarbejde, mens Adam paa Svigermoderens Opfordring læste højt for dem af en af H.F. Ewalds historiske Romaner, der var hendes Yndlingslæsning. Han var fortvivlet. Han læste aldrig Romaner og afskyede Højtlæsning. Men det var den eneste Maade, Svigermoderen kunde underholdes paa, og Margrete havde indstændigt bedt ham om en Gang imellem at gøre hendes Mor den Glæde.

Hans Tanker var langt borte. Og ogsaa i dem var der Storm og Bølgegang og Skibbrud. Han tænkte paa dem derhjemme, der netop i de samme Dage var flyttet ind fra Landet. Han fik stadig Breve fra dem, hvori han mellem Linjerne læste deres Forbavselse over ham. Han havde endnu 150 ikke kunnet faa sig til at fortælle dem om sin Forlovelse; men de anede aabenbart, hvad det var, der denne Gang holdt ham fast her i Jylland. Moderen skæmtede undertiden i sine Breve med hans "Vægelsind", fordi han et Par Gange havde bebudet sin snarlige Hjemkomst, og Ingeborg havde en Gang ligefrem spurgt, om han ikke kunde tænke sig til Afveksling "at promenere sin formodede lille Veninde herovre paa Sjælland".

Der havde nu virkelig ogsaa været Tale om en Præsentations-Rejse over til Familjen i København. Margrete var meget opsat paa det, og hendes Mor havde givet sin Tilladelse. Men Adam havde holdt Sagen hen. Han kunde overhovedet ikke rigtig lide at tale med Margrete om sin Mor og sin Søster. Alene den Maade, hvorpaa hun udtalte Ingeborgs Navn, gjorde hende straks saa nedslaaende fremmed for ham. Saa var han ogsaa bange for, at Moderen og Søsteren ikke skulde synes om hende, fordi de jo ikke kunde lære hende at kende i hendes elskeligste Øjeblikke, naar hun som det Naturbarn, hun var, jublende gav sig hen i sine stærke Følelser. Hun levede først helt, naar de var alene. Hun skælvede af Glæde, blot han strøg hende over Kinden; og det rørte ham at se, hvordan hun ofte skammede sig over sin stærke Betagelse og søgte at skjule den. Og talte de om hans Familje, kunde hun ofte for Alvor bliver skinsyg paa den. Navnlig kunde hun ikke taale, at han nævnede Børnene. En Gang, han havde kaldt dem "sine Drenge", var hun bleven ligbleg af Vrede, og det var kommet til et heftigt Sammenstød imellem dem.

Over sit Sytøj iagttog Margrete ham opmærksomt, mens han læste. Hun kunde se, at hans Tanker ikke var ved Bogen; og hun spurgte sig selv, hvor de vel var henne. Der havde igen i Dag været en lille Scene mellem dem. Paa Grund af Regnvejret havde hun siddet inde hele Dagen og læst i hans Bog "Det ideale Hjem", som hun selv havde maattet anskaffe sig, fordi Adam ikke havde villet give hende den, "før hun 151 havde Forudsætninger for at forstaa den", – som han sagde. Da hun saa fortalte ham, at hun nu alligevel havde læst den, var han bleven forstemt og havde sagt, at det vilde der kun komme Ufred af. Hvad mente han med det? Var det da underligt, at hun gerne vilde vide, hvad det var for noget stygt, han havde skrevet om Ægteskabet, og som alle Mennesker talte om? Men for Resten var hun nu nærved selv at ønske, at hun ikke havde læst det.

Da Klokken var bleven ni, bankede det kraftigt paa Døren. Det var Husets gamle Tjenestepige, der paa den Maade hver Aften tilkendegav, at nu gik hun i Seng. Dersom Fruen vilde tale med hende, maatte det ske nu. Fru Byrum rejste sig da ogsaa og gik ind til den sædvanlige Husholdnings-Konference i Spisestuen.

Adam skød lettet Bogen fra sig og sad en Tid med et grublende Udtryk, som om han havde glemt Margretes Nærværelse.

"Hvad tænker du paa, Adam?" spurgte hun.

"Aa – jeg véd ikke – paa ingenting."

"Kan du huske, du sagde en Gang, at det at tænke paa ingenting var noget af det fornuftigste, man kunde tage sig for."

"Men ogsaa noget af det sværeste," sagde han, rejste sig op og gik henimod Sofaen, der stod i Skygge. Han havde siddet og tænkt paa sine to Drenge derhjemme, som han aldrig mere nævnede, men bestandig havde i Tankerne. Og altid saa' han dem for sig, saadan som de den Dag ved hans Afrejse havde staaet oppe paa Grøftevolden med hinanden i Haanden og stirret langt efter ham.

Idet han kom forbi Margrete, greb hun hans Haand og holdt ham tilbage.

"Du ser saa trist ud, min Ven? Er der gaaet dig noget imod?"

Han strøg hende kærligt over Haaret.

152 "Det er ingenting."

"Jo vist! Der er noget, du er ked af. Hvad er det, Adam?"

"Skal vi ikke tale om noget andet," sagde han og gik fra hende." Jeg har sagt dig, at der er Omraader, hvor vi endnu ikke kan gøre os forstaaelige for hinanden. Spørg derfor ikke! Hvad du vil vide, kan du kun lære gennem Erfaring."

Men Margrete^'2 lagde hastig sit Haandarbejde bort og satte sig hen ved Siden af ham i Sofaen: "Der er noget, du skjuler for mig, Adam! Jeg har mærket det de sidste Dage. Du ligner ikke dig selv mere. Hvad er det, du ikke vil sige? Du gør mig tidt saa angst. Har jeg gjort dig noget imod? Eller er du syg? … Fortæl mig dog, hvad det er!"

Hun greb igen hans Haand og trykkede den mod sit Hjerte, idet hun saa' op paa ham med et fortvivlet bønfaldende Blik. Adam kyssede hende men tog derefter sine Øjne til sig. Da kastede hun sig ind til ham og kom til at græde.

"Jeg er saa bange for at miste dig … jeg kan ikke gøre for det! Men du aner vist ikke selv, hvor du kan være fraværende … helt borte i dine Tanker, og jeg véd jo ikke hvor."

Hun rettede sig op og tørrede sine Øjne.

"Men nu skal jeg ikke plage dig mere. Havde du blot aldrig skrevet den Bog, Adam!"

"Tænk, at den har kunne skræmme dig saadan!"

"Er det underligt? For du maa jo dog mene noget af alt det sørgelige, du skriver om Ægteskabet. Det kan jo ikke være grebet ud af Luften altsammen. Naturligvis har du Ret i, at Ægtefolk en Gang imellem kan være uenige. Men hvad betyder det? De skal netop ikke altid være som to røde Køer. Det vilde jo bare blive til Kedsommelighed. Det har du jo selv skrevet i din Bog. Jo forskelligere Mennesker er, desmere kan de være for hinanden. Og det er rigtigt. Saadan er det!"

153 Adam mindedes, at hans Mor havde sagt det samme den Aften, da hun tog Afsked med ham før Operationen.

"Maaske!" indrømmede han derfor.

"Ja, ikke sandt " sagde Margrete og vedblev i sin Iver:

"Men hvad bliver der saa af alt det om Freden og Glæden i Søskendehjemmet? Jeg kan naturligvis ikke tale om andre end mig selv. Men jeg véd, at jeg titusinde Gange hellere vilde blive Verdens ulykkeligste Menneske, end aldrig at have følt, hvad det vil sige at holde af en Mand."

Ganske Mors Ord! – tænkte Adam.

"Lad nu alt det dèr fare for i Aften," sagde han. "Lov mig, at du foreløbig vil glemme den Bog; og lad os tale om noget, som vi kan snakke om i Fred og god Forstaaelse."

"Ja – gid du vilde!" sagde hun og slog Armene om hans Hals. "Tag mig rigtig ind til dig, Adam … ind i dit inderste Hjerte. Jeg trænger saadan til det! Hører du! Der maa ikke være den Krog derinde, som ikke ogsaa er min. Alting vil jeg dele med dig. Alting! Alting! Hører du?"

Adam strøg hende over Haaret. Af Frygt for at røbe, hvad der nu maatte ske, tav han helt stille, vedblev blot sørgmodig at kærtegne hendes Haar, denne solgyldne, brusende Manke, som han elskede næsten som et selvstændigt Væsen. At forsøge paa at forklare hende, hvorfor de maatte skilles, vilde være haabløst. Hun vilde aldrig forstaa, at det skete til hendes eget Bedste. Allermindst vilde han kunne gøre hende det begribeligt, at det var af Kærlighed til hende, han forlod hende, og at hver lykkelig Dag fik dem begge to til at synke uhjælpeligere ned i Ulykken. Frivilligt gav hun i al Fald aldrig slip paa ham. I det Øjeblik, hun forstod hans Hensigt, vilde hun i sin unge Lidenskabelighed spærre ham Vejen, om det saa skulde være med selve sit Legeme, vilde ofre sin Kydskhed, sin Uskyld, sin Ære for at holde ham fast. Men det maatte ikke ske. Dette uerfarne Barn skulde ikke lide og gaa til Grunde, fordi hun i sin Elskelighed og Skønhed havde 154 henrevet ham, saa han et Øjeblik overhørte Fornuftens Advarsler og trodsede de tusinde skræmmende Minder. Helt redde hende fra at slukke sin Livstørst ved Giftbrønden kunde han vel ikke; men ved hans Haand skulde Dødsbægeret i hvert Fald ikke rækkes hende.

Præstefruen kom tilbage, og kort efter viste Lillepigen sig med Aftenkaffen paa en Bakke. Men Adam vilde gaa. Jorden brændte under ham. Endnu i Aften maatte det ske, dersom det ikke skulde blive for silde. Margrete fulgte ham ud. I den mørke Forstue stod de længe tavse og tæt omslyngede, inden de skiltes. Saa kyssede han hende for sidste Gang og rev sig løs.

Udenfor var det maanelyst. Trods den tudende Storm blev Margrete staaende i den aabne Dør for at vinke til ham, naar han var kommen over Gaardspladsen. Men han forsvandt ud af Porten uden at vende sig om.

Henne paa Kroen fuldførte han Forberedelserne til sin Flugt. De Klæder, han havde faaet sendt herover, var i Forvejen pakket i en Kuffert, som Fragtmanden næste Dag skulde bringe til Stationen. Hele Natten gik hen med at skrive Afskedsbrevet. Det var de tungeste Timer, han havde levet. Først ved Morgengry sluttede han Brevet. Straks efter gik han med sin Ransel hurtig ud gennem Porten og videre ud ad Landevejen uden at se sig tilbage. Trods Nattens Storm laa en tæt Taage over Jorden. Hanerne galede rundt om i Byens Gaarde, som vilde de endnu forsøge at kalde ham tilbage.

Efterhaanden, som det dagedes, lysnede det lidt i hans formørkede Sind. Han havde haft et Syn: to Smaadrenge, der stod med hinanden i Haanden og smilede ham glad i Møde.