Henrik Pontoppidan

24. JULI 1857—24. JULI 1927

Af Oscar Geismar

Litteraturhistorien vil nødes til at indrømme, at magrere Aartier end 1870'erne og 80'erne existerer ikke; det skulde da lige være de af hele den nye Bevægelse saa grumt smædede 50'ere og 60'ere. Adjunkter og Professorer vil selvfølgelig have mangt og meget at melde om "det moderne Gennembruds Mænd", men for den jævne Boglæser vil det staa fast, at 70'erne havde to Digtere og 80'erne ikke flere. Drachmann brugte et Liv til at slide sig løs af sin Rod og gik som Menneske til Grunde under Forsøget, medens J.P. Jacobsen trofast fortærede sit korte Aaremaal med at "længes og græde med Evigheds-Savn". Den samme Skæbne, som blev hans, bandt ogsaa 80'ernes Tvillingpar til deres Oprindelse. Et lykkeløst Land, overskygget af Dybbøl Banke, havde fostret dem, og de svarede paa dette uudslettelige Ungdomsindtryk, den ene med sit Kvindesinds Taarer, den anden med sit Mandssinds véfyldteHarme.

Herman Bang og Henrik Pontoppidan – sikkert har den førstes krampagtige Følelsesfuldhed og tit mod Galleriet vendte Føleri hærdet og staalsat den anden. Kunde man ikke naa stort mere, skyldte man da i al Fald Tilværelsen at være det, man var: en Mand. Slægtens hæderkronede Anerække gjorde sit, og en stadig øget Lede ved Komedianterne paa 35 Torvet gjorde mere. Var der intet at raabe Hurra for, maatte man altsaa forstumme og i fornem Tilbagetrukkenhed ædle sin Skuffelses bedske Brød. Samfølelsen med Folket brast ikke under denne Udvikling; derfor blev Pontoppidan aldrig en gøglende Artist, som ligeglad polerede sine Rim og nussede sine Adjektiver; men den tvang ham ud i Gærningen som Tugter og Truer, den store illusionsdræbendeKonstaterer af knuste Haab og lidte Nederlag.

Ogsaa Pontoppidans Sjæl har krævet Troen som Livselement, men hverken i "Det forjættede Land" eller i "De dødes Rige" fandt hans Tro noget bærekraftigt, som den kunde knytte sig til. Han blev ingen Lykkeper og skrev netop derfor Jammersmindet om den realistiske Aladdin. Naar Luften i Pontoppidans store Bøger ikke af bare Nøgternhed føles tør og stakaandet, kommer det af, at denne usentimentale Mand dog altid lyttede til Asgaardsrejen af sin egen Ungdoms henfarne Drømme. Det vilde være Uret at kalde Pontoppidan en Troende, men endnu mere Uret at indlemme ham i de Vantros golde Skare. Han hører til de forhenværende Troende, som stadig ejer den Tro, de har sluppet, blot med Tvivlens negative Fortegn foran. Det er denne Omstændighed, som har reddet og stadig vil redde hans Forfatterskab fra den Skæbne, som de blotte Illusionsdræbere forlængst har maattet døje. Ogsaa Tvivlen, ja Fortvivlelsen kan indeholde Sjæleføde, mere maaske end den godtkøbs Tro, som falbydes paa alle Torve.

Det grundtvigske saae Pontoppidan, trods Broderskabet med Morten, vist aldrig mere end udvendig fra. 36 I hans "Dommens Dag" dør da heller ingen Aand Hungerdøden, dens Tvivl har slet ikke opdaget det, som dybest inde var Troens Kærne. To Kulturer, to Leveformer føres op mod hinanden, og Tragedien er hverken mere eller mindre end den, at de ikke kan gaa op i hinanden. De nationalliberalt dannede bliver aldrig folkelige, og de folkelige aldrig dannede. Det er et Sørgespil af personlig Art for den, der, som Emanuel Hansted, skønt Departementschefsøn, har sat alt ind paa at fremtvinge eller fremelske Enheden, men det er ikke for nogen af de to Aandsretninger en Katastrofe. Hver med deres Tro urørtkan de trække sig tilbage fra det mislykkede Stævnemøde.

Pontoppidan, som aldrig har fattet Dybden i det grundtvigske, har til Gengæld følt sig saa meget mere frastødt af visse af denne Retnings Breddefænomener. Hans Harme og hans Haan ligger her ganske paa Linje med Jakob Knudsens, men Knudsen, som kom indefra, kendte Hemmeligheden og fastholdtes af den. Det var det vidfavnende, det hurraraabende, det majgrønt livsbekræftende, der paakom Pontoppidan ferskt og vammelt. Af Natur var denne fornemme, slægtsprægede Mand det modsatte af en Jasiger. Nej var Adelsordet, Ja Pøbelraabet. Derfor stod han ogsaa som den ensomme Skeptiker og Spotter, naar Alfavneren fra Aulestad rungede sit mægtige "Ja, vi elsker" ud over Landet. Var denne livsbekræftende Gestus, dette altomspændende Ja andet og mere end en Dumhed eller en Frase?

Det var ikke stort mere end Arv og Slægtskab, som havde drevet Pontoppidan ind paa de grundtvigske Linjer; derimod var det hans inderste Natur, Kunstneren i ham, der ikke formaaede at forsone sig med 37 al denne "degnetunge" Omtrentlighed, dette huldsalige Dusbroderskab med baade Gud og Mennesker. Som mange af de Aargange havde han en dybtgaaende Samfølelse med de hidtil undertrykte Befolkningslag og en dertil svarende Iver efter at sætte ogsaa sin Evne ind paa deres Oprejsning, men det ligefremme og usminkede Broderskab bød ham alligevel imod. Fra Grundtvig søgte han da over mod Brandes og Hørup. Den første paakom ham fornem og udsøgt; med aristokratiske Hænder satte han "Sandhedens Sol" paa Himlen og plantede "Kundskabens Træ" paa Jorden; hvad kunde være festligere end at oplives af denne Sols Straaler og æde af dette Træs Frugter? Og den anden virkeliggjorde Pontoppidans Mandsideal: en Kæmper, ja en Raaber, men med baade Kampen og Raabet tøjlet af Klogskab, og med et Selvironiens Mærke indbrændt i Brystet, som et adeligt Skelnetegn fra de altid troende og altid naive. Pontoppidan har i sine Bøger tegnet begge disse Mænd, den ene halvt i Karikatur, den anden helt i Stenstil. Der er Ro og Magt over Enslevs Skikkelse, medens Dr. Nathan flimrer i en evig Uro, som han, "graa og bukkeskægget og let haltende" iler frem mod Dansesalen med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen, rede til at fortsætte og fuldføre sin Mission; i "et ufrisk Bondeland" at "lære det degnetunge danske Folk at danse". Baade Enslev og Nathan er af Pontoppidan aftegnede efter deres Livsgærnings Afslutning, og Forskellen i Holdning og Stil siger meget om, hvad de blev for den Mand, der tegnede dem. Sandhedens Sol og Kundskabens Træ var lovlig alvorstunge Rekvisitter for Dr. Nathan; danse lærte han maaske en og anden, men hvormange 38 lærte han at leve? Medens Aarsagerne til Enslevs Nederlag laa udenfor hans egne Enemærker. Selv den mægtigste Striderformaar ikke at skabe Liv i "de Dødes Rige".

Var der andet og mere i Danmark, som en ærlig Mand kunde skænke sin Tro? "Kirken og dens Mænd"? Ak, disse Lilleputmænd med deres Præstekrave som en Slags Glorie, der paa Grund af Hovedernes ringe Omfang var sunket dem ned om Halsen! Saa trak den vrede Achilles sig for anden Gang ind i sit Telt og gjorde Regnskabet op. Hvad kom der ud af den hele Hurlumhej? Et ukunstnerisk Spørgsmaal, naar Hurlumhejen blot i sig selv var skøn at beskue! Har Dans noget Formaal udenfor sig selv? Men trods al Beundring for Georg Brandes blev Henrik Pontoppidan aldrig Medlem af Formskærerlavet. Hvor de Folk polerede deres Rim og iøvrigt lod syv være lige, tvang hans stærke Menneskesind ham til at vurdere. Blev Løfterne indfriet? Og blev de det, var Indfrielsen da en Lykke eller en Ulykke for det Folk, hvis hellige Navn dog i sin Tid blev nævnt over Løftebægeret? Det er disse Spørgsmaal, som er Livskimen baade til "Lykkeper" og "De Dødes Rige".

Med en overraskende Aabenhjærtighed har Pontoppidan i et historisk Øjeblik gjort Regnskabet op for Georg Brandes' Vedkommende og angivet Resultatet i disse bedske Linjer^'1:

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte: "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

39

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget og ingen vil klage.

"Den store Anklager" blev Grundtvig i sin Ungdom kaldt, men selv i hans haandfasteste "Krøniker" er Anklagen ikke ført saa skaanselsløst igennem og begrundet saa uigendriveligt. Af deres Frugter skal I kende dem. Maaske var det degnetunge danske Folk dog lykkeligst uden Kendskab til den europæiske Dansekunsts intimere Mysterier. Men paa Tonefaldet hører man den dybe Skuffelse. Saadan taler kun den forhenværende Troende. Og fra Klagen i disse Strofer gaar Vejen til den nøgne og haarde Anklage mod de Skyggemænd, som røgtede den Enslev'ske Arv ilde. Og naar engang Pontoppidans Skildring af Krigens og Efterkrigstidens Danmark udkommer, vil uden Tvivl hans Harmes Skaaler blive udøst til sidste Draabe^'2.

Som Herman Bangs Taarer, saadan er Henrik Pontoppidans Harme født af hans Hjærtes store Kærlighed. Den bærer adeligt Mærke. Selv var han den "Natfugl", den "Ugle", som i "et angstfyldt Minut mellem Vaagen og Blunden" spejdede ud over Danmark efter Livstegn. Fra sin grundtvigske Fortilværelse har Pontoppidan bevaret en inderlig Afsmag for at gaa med Hjertet paa Læben, men der kom det Øjeblik, da ogsaa denne tilbageholdende Kunstner, denne mandige Mand maatte græde af Glæde. Hvem kunde andet? Hun kom jo "klædt i hvidt og rødt og 40 smilte os imøde". I Sandhed, det lød, og lyder, som "et Æventyr, et Sagn fra gamle Dage"^'3. Men meget af et Æventyr var det ogsaa, at just Henrik Pontoppidan gav sig over i Glæden. Det gav Samfølelse og Varme. Og det gav ogsaa dem, mod hvem han stridest havde løftet sin Haand, Forklaringen paa, at de aldrig havde kunnet værge sig mod at elske denne store Ensomme, just for hans Anklages borende Brod, hans indtrængendeangstfulde Spørgen.

Trods al tilsyneladende Fornemhed og Kulde er ogsaa han et levende Hjærte, en Varmekilde. Hvor han fæstede sit Øje, saae han ringe Dage, men han oplevede denne Ringhed som et Væld af ustandset rindende Sorg. Han anklagede ikke udenforstaaende, men sit eget Kød og Blod, sit Land, sit Folk. Midt under den hedeste Beundring for Georg Brandes var meget af Grundtvigs danske Høvdingesind i ham. Maatte han, for at hævde sit Væsens Egenart, forskanse sig mod det altfor paagaaende Kammeratskab, krænkede han dog aldrig Landsmandskabets Love. Deres Sorg var hans Sorg og deres Glæde hans. For sin egen Ære og i sin egen Tjeneste skrev denne Mand aldrig. Kunde han ikke længer tro med de troende, saa maatte han tvivle med de tvivlende. Samhørighedens menneskelige Baand brast ikke. Han var Menneske, før han blev Kunstner, og Mennesket i ham beherskede altid hans Kunst.

De uforbederligt og uforbeholdent Troende vil ogsaa paa denne Dag vide sig af en anden Æt end Henrik Pontoppidan. Hans Tvivl og Fortvivlelse, hans Klage og Anklage vil synes dem tidsbestemt af hans Oprindelse i Landet under Dybbølbankens Skygge og personlighedspræget af hans strænge og haarde41 Karakter, men de vil sammen med hele det danske Folk takke ham for hans mandige og rene Kunst, hans trofaste Kærlighed til Sprog og Folk. Alle Dage er baade store Dage og ringe Dage, og een blev det givet at se det store ved dem, en anden det ringe. At se det sidste og udsige det kan ogsaa være en Gærning i Sandhedens Tjeneste og til Folkets Trivsel. Alt kommer i saa Henseende an paa, om Tvivleren og Anklageren i Haan og Foragt løser sig ud fra dem, han dømmer, eller han ogsaa under Dommen føler sig eet med dembaade i Liv og Død.

Denne svære Prøve bestod Henrik Pontoppidan, og for den Pris kan han med Rette paa denne Dag bære sit adelige Hovedhøjt.