Henrik Pontoppidan

Af Oscar Geismar

Uforsonligere Hader end Henrik Pontoppidan ejer dansk Aandsliv ikke. Deraf det udenforstaaende, som er ved ham. I ingen Kreds hører han hjemme; overfor ingen føler han sig forpligtet til at anvende den Kærlighedens Forstaaelse, som efter Sigende er den dybeste Klogskab; hans Haand er løftet mod alle, og engang imellem lader han den falde: i smaa muntre Flyveskrifter, i tospaltede Digte, fulde af Gift og Galde, i omstændelige Samfundsskildringer, som i al Fald har een Dyd: de er ikke eensidige. Naive Sjæle tror, det er Præsterne, han vil tillivs, fordi han i et muntert Øjeblik sammenlignede Pibekraven med en Glorie, der formedelst Hovedernes ringe Volumen er sunket ned om Halsen. Nej, det er Mennesket som saadant, Pontoppidan hader. Naar han læser Naturhistorie, ærgrer det ham over det Kapitel, der handler om det øverste Trin af Pattedyrene, at læse Indskriften: homo sapiens. Lad gaa med homo! Det kan da allenfals litterært afhjemles. Men sapiens! Som betyder viis. Ak, de Zoologer, de Zoologer!

Naar Pontoppidan haaner Præsterne, skønt han selv tilhører een af Landets ældste Præsteætter, mindes man det gamle Ord om, at Frænde er Frænde værst, og ønsker forresten blot, at han, næste Gang han tager fat, maa have Held til at sige bedre Vittigheder end sidst. Da var de unægtelig lovlig tynde. Særlig i Sammenligning med den ætsende Gift, hvormed den samme Mand forstaar at overgyde andre Nutids-foreteelser. Selv den saakaldte Brandes'ske Aandsretnings 81 ihærdigste Modstandere kunde vanskelig riste en mere ondsindet Minderune over det Slæng, der i G.B.'s Kølvand aflosser al deres egen indre Uhumskhed, end Pontoppidan gør det, naar han i et "Hyldest"digt til Georg Brandes skriver følgende:

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Naar man tillige mindes den Fordømmelsesdom over Grundtvig og alt hans, som hedder Det forjættede Land, og de smaa iltre Spark til baade Drachmann og Brandes, ikke at tale om til dette Lands mange "smaa lyriske Luseknækkere"^'1, hvoraf Pontoppidans Bøger vrimler, bliver man vist nødt til at indrømme, han er en Mand, der forstaar at skaffe sig Luft om Albuerne. Han lider sandfærdig af den samme Sygdom, som man falskelig tillagde de kristne Martyrer: odium generis humani, Had til Menneskeslægten.

Selvfølgelig har dette Had – eller lad os bruge et lempeligere Ord og sige: denne Uvilje mod al Livsbekræftelse – sin historiske Oprindelse. Sligt fødes man ikke med. Og Oprindelsen er for den, der nærmere kender Pontoppidans mangeartede og brogede Forfatterskab, næppe vanskelig at paapege. Man føler altid Uvilje mod det, man engang har troet paa, men som senere har skuffet En. Og Uvilje paa et enkelt Punkt har, som alle sjælelige Rørelser, Tilbøjelighed til at slaa ud ogsaa paa andre Omraader, til at generalisere. Har en Forfatter blot een Gang dømt noget af det, som dybest ejede hans Hjærte, til Baal og Brand, skal han for Fremtiden forankres dybt i sikker Grund, hvis han skal undgaa sin Skæbne. Det er denne Grundlov, som er gaaet i Opfyldelse paa Pontoppidan, og da han ingen ny og sikker Groplads fandt, blev han Hadets Bytte. En overfladisk Betragtning af hans Forfatterskab 82 vil maaske benægte dette og i den Anledning pege paa hans kølige og beherskede Stil. Men det beviser intet. En stærk Uvilje behøver ikke at afføde drabelige Bølger. Den nøjes tiest med at overfryse al umiddelbar Sympati med et Lag af Uinteresserethed.

Det forjættede Land er da ogsaa, øjensynligt for enhver, det store Jammersminde i Pontoppidans Historie. Emanuel Hansteds Tragedie er fortalt med saa stor Forstaaelse, at Forfatterens eget Liv næppe ligger langt borte. I de unge Aar, da de to Brødre, Henrik og Morten, sammen holdt Højskole for de Hjørlunde Bønder, troede de bægge af karsken Bælg paa den Grundtvigske Livsoplysnings Magt, ikke alene til at vække et Folk af Dvale, men ogsaa til at danne Grundvold for deres eget Liv. Da denne Tro brast, blev de paa en Maade bægge hjemløse, og hvad Henrik angaar, fandt han aldrig siden fast Grund under Fødderne. Kunde dette svige, kunde alt. Saa hellere sætte sig hen som en uvildig Tilskuer til Livets store Maskekomedie og skrive Bøger om alle de Daar-skaber, hvorpaa de andre tror. Det er sandsynligt, at Pontoppidan endnu een Gang har forholdt sig bekræftende overfor Livet, som ganske vist her traadte ham imøde i negativ Skikkelse. Et Værk som Asgaardsrejen synes at tyde paa, at dets Forfatter engang som troende er redet frem i Georg Brandes' Fylking^'2, og omkring i andre Værker findes ufrivillige Tilstaaelser af det samme. Men atter blev det Skuffelse. Mesteren afslørede sig som en noget letbenet Person, hvis Mission reduceredes til: at lære det degnetunge danske Folk at danse^'3, og om Følget har Pontoppidan talt tydeligt nok i de Linier, som ovenfor er citerede.

Efter denne to Gange gentagne Skuffelse trak Pontoppidan sig saa ind i sin Skal og leverede i sine store og mindre store Værker Skildringer af det Samfundsliv, hvori han ikke længer ønskede at være aktivt med. Han medbragte til denne Gærning adskillige Betingelser. Hans Pen flød let og lindt, som den maa for en Mand, der skal levere et helt Slægtleds Kulturhistorie i Romanform. Han føler sig et Sted højt hævet, over de Stympere, der kan "sidde i Timer og pille med et Rim og nusse et Adjektiv"^'4, og vist er det, at denne Last, om det er en Last, aldrig var Pontoppidans. For ham synes det første det bedste Ord altfor ofte at være det bedste. Han kan lunte af i samme Trav som de værste engelske Guvernanteromaner, men hvor han er vellykket, ejer han betydelig Skildrerevne. Navnlig de store Lærreder lykkes godt for ham. I Lykkeper er f. Eks. de indbyrdes yderst forskellige Milieuer sat op med kraftige og gode Farver. Og Pontoppidans Øjne har set meget, som han har opmagasineret til senere Anvendelse. Hans Bøger er virkelig paa en Maade Kulturhistorie. Det, man i denne Henseende mest savner, er Gengivelsen af Sprogene. Øre har han kun lidet af. Hans Personer taler alle Pontoppidansk. Men som god og let tilgængelig Kulturhistorie har hans Bøger vundet megen Udbredelse. Saadan gaar det altsaa til dær, sagde Læserne til sig selv.

Men Kunst i snævrere Forstand blev det aldrig. Formelt aldrig, fordi det næstbedste altid er det bedstes værste Hindring. Reelt ligesaa lidt, fordi Pontoppidan ganske vist veed meget og har set meget, men aldrig det afgørende. Hans Personer belyses ikke indvendig fra. Derfor afslører de sig heller aldrig med et enkelt Ord eller en enkelt Bevægelse. Prikken over i'et mangler. De er grumme livagtige, men ikke levende. Og dette hænger atter sammen med, at Pontoppidan selv forholder sig køligt til dem. Han fik dem aldrig kær og er derfor aldrig bleven fuldtud klog paa dem. De kyndigste Læsere vil efter Læsningen af Bøgerne føle sig ilde berørte, medens den store Mængde vil være veltilpas. De Bøger anstrenger ikke, men beriger ogsaa altfor lidt. Man bliver ikke varm om Hjærtet, smiler heller ikke pludselig under Læsningen, fordi dær mødte man et Menneske. Man glider lempeligt afsted paa Fortællingens brede Bølger. Indtil man ligesaa lempeligt glider istaa paa det sidste Blad.

84 Naar Pontoppidan i de senere Aar alligevel har vundet Navn som Danmarks ypperste Forfatter, var det en Tid lang formedelst ingen andens Havelse. De nærmeste Aaringer vil han komme til at opleve en anselig Degradation.