Pontoppidan satte det hele i gang

Jeg hedder Lotte Garbers, jeg er 42 år, jeg er forfatter og formand for Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Espergærde nord for København med min mand, Carsten, og mine sønner på 17 og 13. Oprindeligt er jeg uddannet cand.merc.int., det vil sige international økonom, og jeg sagde mit job op som administrationschef i Microsoft for at skrive – noget jeg ikke tidligere havde troet, at jeg skulle give mig af med. Men mit første manuskript blev altså antaget, og den første roman udkom i 1999. Det valg har jeg ikke fortrudt en eneste dag.

Jakobe

Siden jeg gik i tredje G har jeg, trods det at jeg lige har fortalt om mit gennemnormaliserede heteroseksuelle familieliv, været forelsket i Jakobe Salomon. Jeg ville være en kvinde som hende, en klog, egenrådig, intellektuel, fri kvinde, jeg ville besejre bjerge, meninger, hierarkier, samtidig med at jeg netop var en kvinde, der kunne elske og være elskelig. Være erotisk, frigjort i krop og sind, ikke være en af mine ældre medsøstres kønsneutrale frontkæmpere for lige rettigheder og heller ikke være en kvinde, der kun var sminke, disco og skulderpuder.

Det kan være, at Pontoppidan var en værre en, der ikke kunne frigøre sig fra tidens trivielt klassiske luder-madonna kompleksitet. Det kan være, at hans romanfigur, Jakobes egen maskuline Per, lod pendulet svinge lige lovlig yderligt mellem de to kvindepoler, men for mig var det i den voldsomme identifikation, der skete noget, det var der, jeg blev voksen, eller anede, at det at blive voksen ikke var så ligetil som først antaget, og det var i selve den indre nødvendighed, der lå i teksten, i Jakobes kompleksitet og måske mulige ramme for både luder og madonna, at jeg blev ramt i hjerte og hjerne og i min indre jentehule, og jeg forstod, hvad litteratur kunne gøre. En spirende identitetsskabelse var født. Og tak til H.P. for det.

For nogle uger siden var jeg til krimimesse i Horsens, hvor jeg skulle holde åbningstalen. Jeg nævnte Sjöwall og Wahlöös ti romaner som dem, der åbnede døren ind til litteraturen for mig – og gav krimierne en god platform til at være dem, der med deres begyndelse, midte og afslutning kunne føre hvem som helst med ind i litteraturens verden. Det er også rigtigt, og det mener jeg stadig. Litteratur har jo denne forunderlige evne, at er man først gået ind i den verden, kan man ikke komme ud igen! F.eks. kan man ikke forestille sig, at man ikke så let som ingenting skulle kunne forlade tv-verdenen igen. Jeg kender i hvert fald ingen, der har fået deres liv forandret, fordi de har set "Vild med dans" eller "Hammerslag".

Så læser var jeg allerede blevet, da Jakobe stjal mit hjerte. Jeg havde endda også læst Dostojevskij, Tolstoj, Branner og Bang. Og alt det andet, som blev fordøjet i metermål fra mine forældres meget bugnende bogreoler.

Min mor gik nemlig tur med mig ned ad reolerne, og så skubbede hun de bøger ud, som hun mente, jeg var klar til. Og titlen: Lykke-Per det virkede tilforladeligt, og nu havde jeg jo lavet den åbenlyse fortolkning af "Ørneflugt" og andegård, og HC Andersen og Freud, og alt det andet, man skulle i firsernes gymnasieskole, så helt umuligt kunne det jo ikke være at læse den store roman.

Ingen eller Nogen

Men det har vist sig, at den har været umulig at slippe af med igen. Og det var jeg ikke klar over, før jeg er blevet nødt til at tænke på Pontoppidan i forhold til det, som jeg selv brænder inde med.

Det er jo ikke kun Jakobe. Det er ikke kun Jakobe, der helt sikkert er hende, Willumsens maleri "En bjergbestigerske" forestiller – man kan jo se det i svinget i hoften på det maleri, at det er Jakobe, og svinget er kommet, fordi de lige har lavet det dyre, fordi de vimser rundt i alperne, som er så højtravende som de og ikke mindst jeg som læser følte sig. Det er jo Per. Per og hans genvordigheder. Per og hans vælgen til og fra, hans skiftende mål og midler, hans så elskelige, provokerende og menneskelige manglende realitetskorrigering. Hans evne til at putte fingeren i navlen, når vi mindst venter det, og især når han selv ikke venter det. Aldrig har man set nogen skifte eksistens i det tempo. Men Per er jo bare en af os. Han er da en af de personer, jeg konstant forsøger at skrive mig ind på.

At kernen i sagen for Per og mig er, at man er Ingen, indtil man bilder sig ind at være Nogen.

Min debutroman For egen vinding handler om Lars, en rigtig A4-mand, ingeniør, med kone, to børn, villa og rødvinssamling. Lars havner i et moralsk ydre dilemma, der får ham til at vakle på egen indre moral. Han er vel i det, der kaldes en livskrise, langt om længe blevet voksen med sine 35 år. Han er åndeligt doven, og i løbet af bogen havner han mellem to kvinder, der ikke er det. Der er den lidt grå kone, Henriette, der først rykker, når hun skal kæmpe for det, hun har kært, og så Margit, den anden kvinde, hende vi alle frygter. Hun lever i mere tæt kontakt med det, hun gerne vil, og hun er ikke bange for at sætte ord på det.

Han skyndte sig fra carporten og ind til pakningen. Henriette sad og sundede sig foran fjernsynet. Hun havde tændt stearinlys og holdt allerede påskeferie. Han gik ovenpå og tog sit arbejdstøj af, som han plejede. I dag kunne han endda give sig god tid til at hænge slips og arbejdsbukser på plads, fordi der ikke var børn, der skulle skilles ad eller bindes sko på lige her og nu.

Margit kørte rundt med alt det uvante, hun havde fået ham til at tænke på. Men var det en udfordring, der altid ville være der, eller var det bare udfordringen ved det nye, det fremmede? Vasketøj og gulvvask eksisterede trods alt også i hendes verden.

Utroskab var en underlig størrelse. Det, der skete mellem to mennesker, blev pludselig kun sat i forhold til en tredje part. Henriette var hovedrollen i stedet for ham selv. Hvorfor var utroskab så slemt? Han gjorde så meget for sin egen skyld, der ikke kom Henriette ved. Det var vigtigt, at man ikke voksede helt sammen i et ægteskab, at man bevarede sig selv. Hvis så utroskaben førte for mange følelser med sig, hvis man blev forelsket, så var der jo noget grundlæggende galt i ens ægteskab i forvejen.

Det liv, han havde, var selvvalgt. Så han måtte vel være lykkelig. Men var lykke statisk? Var det ikke kun øjebliksbilleder? En hasarderet off pist-tur i Alperne, morgenelskov med inderlighed og drift og sved, og at lære sin søn at dykke.

Men hvad var vigtigst? At søge udfordringen eller hvile i det opnåede? Lykke var måske kun for drengerøve.

Det var ikke noget, jeg kunne vide, men om lige disse linjer har al min interesse kredset, når jeg skulle komme tættere på de personer, der har optrådt i mine egne skriverier. Før jeg sprang ud som forfatter, mødte jeg i anden sammenhæng Jens-Christian Grøndahl, og han stod foran udgivelse af Tavshed i oktober, og da jeg havde læst hans forrige roman, spurgte jeg ham om, hvad denne så handlede om. Han svarede, at det "var det samme bare på en anden måde". Det er jo sådan det er.

Det projekt Pontoppidan har med sin Per igennem de mange, mange år, det tog ham at skrive bogen, som han ville have den, er måske en tematik, man som forfatter aldrig bliver færdig med. Den streng, Jakobe slog an i mig som privatperson, spiller videre i mit forfatterskab, mine personer vil altid være Nogen og er så bange for Ingen. Der er ingen af os, der skriver, fordi vi ved, vi skriver i det forfængelige håb om at måske en dag at vide det hele – for så at konstatere, at det ikke passer.

Min generation

Pers ydre dannelsesrejse er en, der lige så vel kunne være opstået i min tid. Det er i hvert fald en rejse, som min generation har indløst gruppebillet til. Per var heldig. Han havde en far at gøre op med, han havde en præstestand at gøre op med, han havde et moderne gennembrud at sejle på.

Min generation, altså os der bliver kaldt for "Børnehavegenerationen", os der er født mellem 1960-1973 og har prøvet at være i institution måske, arver ikke fars gård eller mors forklæde og skal ikke fortsætte en slægt af f.eks. præster. Det er fuldstændig slut. Vi skal opfinde vores lykkevej hele tiden, som en anden Per, der definerer sig selv i samtlige valgsituationer, særligt i valg af kvinder – spejler de ham nu også, som den han gerne vil være. Men også i hans livs kanalprojekt, der forkastes, når identitet og projekt ikke længere bibringer hinanden værdi.

Per er et moderne menneske, der vælger hele tiden. Det gør vi også. Pers søster Signe skulle intet vælge og i virkeligheden heller ikke Jakobe, der havde sin sociale position til at gøre hende fri for stillingtagen. Men hvad er det så, vi vælger? De små ting. Når vi i dag skal vælge en ny telefon, så skal vi ikke længere bare ringe til KTAS og bestille et nyt apparatur. Vi skal tage stilling til vores forbrug, er det SMS eller taletid, vi bruger? Skal vi vælge Skype eller en familieløsning hos TDC.

Nå vi vælger feriemål, kan vi vælge hele verden. Priserne hænger ikke længere sammen med afstande. Da jeg var barn, var udenlandsrejser noget med bil til Harzen i Tyskland eller den helt vilde tur med flyvemaskine til Mallorca.

Nå vi vælger hvilket band, vi kan lide, er det ikke som i min barndom et valg mellem Gasolin eller ABBA. Tv-kanaler – ja, fortsæt selv.

Men fordi valget er blevet frit, småt og mangfoldigt, betyder det ikke, at livet er blevet lettere. Og det er der måske nogen, som har fået os til at tro. Det er dem, der ikke har læst Lykke-Per. Hvis det tager ti minutter at få fat i det nye nummer, man hørte i radioen i morges, så er ens livskvalitet jo øget, ikke?

Mange fra min generation har fået den der med: "Ih, sådan var det altså ikke, da jeg var ung – I har både SU, barselsorlov, mange partnere, før I slår jer ned". Det er selvfølgelig rigtigt, at det er blevet mere tilgængeligt at få en uddannelse, og den seksuelle frigørelse har da sandelig også ført nogle goder med sig. Men fordi der er frit valg, bliver de eksistentielle valg ikke lettere for os, end de var for vores forældre.

Eksistentielle valg handler jo om det indre, og det er måske det, Pers rejse skal vise os. Skal jeg prioritere min familie, skal jeg prioritere min karriere, skal jeg følge mit hjerte og tage til Polen efter ham fra i fredags, eller skal jeg tage en uddannelse, så jeg har valgfrihed senere hen? Hvad skal være de basale værdier i mit liv?

Vi har meget tidligt lært at vælge selv. Jeg kunne få lov at tage stilling til, om jeg ville gå med parkacoat eller ej, om jeg ville gå i gymnasiet eller 10. klasse, sove i køjeseng eller skibsbriks.

Evnen til at være hurtig på aftrækkeren, når det gælder at vælge, tager vi med os. I min alder vælger vi rask væk at blive skilt, men vi vælger ikke at arbejde for ikke at blive skilt. Vi vælger et nyt arbejde, men vi vælger ikke at sige, at chefen ikke er god til at uddelegere eller give mere fri. Vi vælger at tage en pille, når vi har ondt i livet, men vi vælger ikke at fjerne grunden til smerten. Vi tror, at meningen med fremskridtet er, at alt ved livet skal være lettere. At vores børn bliver lykkeligere ved, at vi fjerner hver en sten på deres vej, så deres liv kan blive en lang og glat smoothie uden de væmmelige klumper af frugt.

Livet – og valg, de store og små – bliver overladt til valgets tilfældigheder. Alt andet er uoverskueligt. Lur mig, om vi ikke snart får en undersøgelse af, at de uddannelser folk vælger, efter udbuddet er blevet så stort og kombinationsmulighederne så mange, at det faktisk er helt tilfældigt, hvilken uddannelse, man vælger.

Jeg valgte min, fordi jeg mødte min mand på en bar, og han var så pæn, og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville se ham igen, og så indskrev jeg mig på samme sted.

Det blev mit pejlemærke, det jeg kunne forme mig med – eller det jeg kunne magte at navigere efter.

Vi sulter herude

Jeg tror, vi moderne mennesker sulter herude, og jeg tror, det bliver værre og værre. Vi sulter efter et eller andet, vi kan vurdere os selv i forhold til. Vi vil rigtig gerne vide, om vi har gjort Det Rigtige, for hvis vi gør det rigtige, så får vi det rigtige liv, og så kommer livskvaliteten og samtalekøkkenet og de runde appelsinkinder på børnene trillende lige ned i vores turban.

Jeg synes, lykke er et meget smukt ord, og jeg ville rense det ved at gå ud til præsterne, da jeg lavede Vær her nu, som er en interviewbog med ti folkekirkepræster. Måske lykkedes det, lykke betyder i hvert fald noget andet for mig nu. Og som en anden Per kommer de jo med præcis de samme konklusioner, som jeg i hvert fald tror, at Per sidder der og tænker som vejassistent til sidst. Bogen er delt op i 10 bud – som jeg har tvunget præsterne til at svare indenfor. De ti bud på lykke lyder:

1. Du skal ikke måle dig
2. Du skal ikke skabe dig
3. Du skal elske den anden glad
4. Du skal undre dig
5. Du skal tage imod
6. Du skal ikke gå glæden forbi
7. Du skal lade dig berøre
8. Du skal finde ro
9. Du skal ikke komme dig over ulykken – eller lykken
10. Du skal også vandre i ørkenen.

Eller som biskop Elisabeth Dons Christensen siger: "Du må have en realistisk forståelse for din egen formåen for at kunne være til. Du skal forstå dig selv og de andre, som vi er, og ikke som vi kunne ønske os at være." "Men det kræver jo så lidt at leve, det kræver så lidt at være lykkelig. Det kræver bare at slå øjnene op og tage imod, for der er altid nogen, der kommer til os. Men hvis vi har travlt, så ser vi det ikke."

Vi er optagede af lykke, vi har det hele, men vi føler det ikke sådan. Er det derfor, vi er så forhippede? Fordi vi burde være lykkelige? Eller som en af præsterne sagde, da hun definerede lykken: succes er at få det, vi ønsker. Lykken er at ønske det, vi får.

Vælge – ikke skabe

Og Per vakler jo mellem denne indre og ydre Per. Han kan springe op på et gærde og vise sig frem, klæde sig ud i de rigtige klæder, og spille de roller, der understøtter den identitet, han begærer netop den dag. Men det instrument, han spiller så flot, er jo ikke det unikke menneske, han såmænd også er indeni, det vi alle sammen er – for at blive lidt højstemte – noget han bestemt selv er mand for i sidste del af romanen. Han er jo bare midt i et Kierkegaard-dilemma, altså: "Dersom det, jeg valgte, ikke var til, men blev absolut til ved valget, så valgte jeg ikke, så skabte jeg; men jeg skaber ikke mig selv, jeg vælger mig selv." Det at have modet til at vælge sig selv – ikke skabe sig selv, for det kommer der jo kun skaberi ud af.

For at være en Lykke-Per giver ikke nogen ene-stående-hed, som den Willumsens "En bjergbestigerske" ellers postulerer. Hvis jeg beder jer om at sige en farve eller et værktøj, ved I så, hvad I siger? 98% vælger hammer og rød, 3500 stiller op til X Factor, mange af dem kan ikke synge, men vil alligevel være sangstjerner. De vil være nogen, de vil være unikke. Men de vil være unikke på samme måde som alle de andre popstjerner. Og kender I ikke den mulighed på Amazon eller andre store bogsites, hvor vi får at vide, at den sidste, der også købte denne bog, i øvrigt også købte disse? Så vi kan se, om vi er ligesom dem.

Per vil være Nogen. På den fede måde. Sådan er det jo også i dag. Skræddersy dit vintagetøj, få din personlige shopper, få din egen ringetone til mobilen. Sammensæt din egen uddannelse, din egen familie og din egen bil. Jeg har lige hørt, at den meget moderne tendens, der har hersket i de sidste fem års tid med at blive tatoveret, egentlig begyndte som en modreaktion på mode og trends og mainstream og ensretning. Problemet er bare, at nu er der så mange, der har en tatovering, at det er blevet helt vildt normalt med en Ballerup nummerplade. Minoritetskulturen er blevet til majoritetskultur.

I sin søgning efter at være Nogen, tror jeg, Per udstikker for mange normative retninger for sine omgivelser, og når Jakobe kommer til at hænge lidt med ørnenæbbet, det charmerende næb!, så er det i mine øjne fordi hun laver en omvendt TV2. Fordi hun danser om ham og prøver at rette ind:

Tidens kvinder, TV2:

"Og jeg kan bygge dig en udestue, stoppe dine strømper
tænde varmen i gulvet, være rå og blød
og jeg skal gerne lægge ryg til endnu en dametur
rundt i manegen mens du hviner af fryd
men gi mig lige et praj
når vinden vender igen"

Og vinden vender så, da Jylland kalder.

Denne indre og ydre kamp optager mig stadig. Og det er sjovt nok altid mændenes sjæl, jeg tager mest vare på, jeg er ikke så forsonlig på eget køns vegne.

Min nye roman

I min nye roman, der ikke er heelt færdig, er det faktisk i et møde mellem en ung og en voksen mand på 63, at de eksistentielle fordringer udspiller sig, og det er som en anden Lykke-Per via kvinderne, at der tændes kontakt til det indre:

"Han havde haft et rigt kærlighedsliv før Grethe, han var også næsten 43, før han giftede sig med hende. Han havde prøvet at gå i seng med både en kvindelig chef og en sekretær, og det gjorde ingen forskel. Det blev lige kompliceret. Han havde også prøvet at varme sin nabo, som både var mørk og umulig, eller måske ikke umulig, måske i virkeligheden den rette, men da hun blev ved med at være der, ved med at kræve noget af ham, mere af ham, blev han nødt til at forlade hende.

Så var der hende i flyet til Massachusetts, som næsten havde kastet sig over ham og ville være med i ti kilometersklubben. Det ville han ikke, og fordi han havde sagt, at han stillede større krav til sit kønsliv end det, ville hun hellere end gerne med ham på hotel. Det havde været fantastisk. Men han havde aldrig fået fat i hverken hendes navn eller nummer.

Han havde næsten brændt en af foran alteret, det var hende fra Virum, han ikke kunne huske navnet på. Og så var der hende, som han havde en affære med, da han kom sammen med hende, han troede, han ville gifte sig med, og hun havde været så sød. Så opmærksom, så skrøbelig. Så høj, så knoglet, så knoklet, med de mindste bryster, der var helt runde og feminine at holde om. Deres fælles fjende, en stor og vigtig chef, havde tvunget dem i armene på hinanden til en salsaaften med firmaet. Hun forsødede ham med kys bag døre og hemmelige vink, når ingen så det, og han kom hjem til sin forlovede med lidt smil i hjertet, som langsomt blev suget ud af ham, når hans forlovede havde taget endnu et ekstra kilo på, fundet på et ekstra møbel, de måtte eje og helst før brylluppet, og som altid ville tale om sig selv og den ekstra bog, hun havde købt om selvhjælp og hendes i den grad manglende personlige udvikling.

Hans lille affære havde været et lyspunkt i en trist tid, men hun var desværre den ærlige type. Hun ville have, de skulle sige det til deres respektive. Hvorfor Laust gik med på den, havde han aldrig forstået, men fra at have 2 kvinder gik han til 0 på nøjagtig 24 timer. Godt det samme, tænkte han, og kom til at tænke på at det på den ene side var godt, for han havde sikkert slået sin eksforlovede ihjel kort efter deres bryllup, men på den anden side var det en dårlig oplevelse, for det betød, at han stod der – et halvt år senere, i New York, helt oppe i Empire State Building og lod være med at kysse den dejlige italienske amerikaner, som han stadig kunne drømme om, men som også bare gerne ville giftes og have børn. Så kom Grethe, og i de tyve minutter, hun var fertil i sit liv, slog han til.

Som med Per så Laust her; med store forventninger er det som regel sådan, at man altid let bliver optaget af, hvad man ikke har, i stedet for hvad man faktisk lykkes med. Per er født i en tid, hvor normerne begyndte at vakle. Dengang måtte man endelig ikke realisere sig selv for meget, at hævde sig ud over en fælles norm. Man overtrådte normerne. Per var naturmenneske, for selvpromoverende, for meget. I dag er det blevet modsat. I dag er det snarere det at realisere sig selv for lidt, ikke at leve op til idealet om at blive den unikke, den vellykkede selvrealiserede, som er værd at elske. Man når ikke op til normen. Vi går til psykolog med det, vi ikke magter. På Pers tid handlede det om det, vi ikke burde.

Jeg havde aldrig selv set denne udødelige polemik mellem at blive sig selv og være sig selv, som noget jeg ville blive ved med at kredse om. Denne krampagtige kamp for at være Nogen, fordi ellers ville Ingen komme og tage mig.

Hvis vi moderne forfattere ikke sprøjtede romaner ud, men også redigerede i samme værk i mange år og forskellige udgaver, ville vi ikke kunne sige som Grøndahl, at det er den samme bog bare på en anden måde, jeg sidder og skriver på. For jeg kan, helt uden sammenligning i øvrigt! sige, at det er jo det samme, jeg kredser om – udvendige valg, der skal få sjælens indre i ro, og hvor svært det er, og hvor stort og åbent som en slutning i Lykke-Per det er, om det lykkes. Så fra første forførelse af Jakobe til næste fortryllelse af Per-tematikken, så kan jeg stå her midt i mit forfatterliv og se, at det er Pontoppidan, der satte det hele i gang for mig.