En idé om kærlighedslivets vilkår
i psykoanalytisk perspektiv.
Ud af kurs
Det følgende er et forsøg på at læse De Dødes Rige1 med mit psykoanalytiske lytteperspektiv. Frem for at nærme mig værket gennem en undersøgelse af forfatterens livshistorie som har været den traditionelle psykoanalytiske tilgang til kunst og litteratur, har jeg valgt at gå direkte til værket og følge traditionen fra nutidig tekstanalyse, når denne inddrager den psykoanalytiske fortolkningsteknik.
Pontoppidans værk er imidlertid en udfordring for ikke blot en psykoanalytisk men enhver psykologisk tilnærmelse til fortællingens figurer. Persongalleriet er ikke tegnet med et fokus på den enkeltes livsforløb. Det er ikke livshistorien, der berettes. Figurerne er snarere bærere af nogle principper eller mønstre, og de får deres betydning afspejlet ikke gennem deres individuelle historie men gennem de relationer de indgår i, og de valg de træffer.
Alligevel rummer fortællingen genkomne figurer: Torben og Jytte. Tyge Enslev og hans slægt, ikke mindst brødrene Gaardbo, hvis veje krydser hinanden igen og igen.
Jeg har valgt at fokusere på Jytte, fordi hun kan siges at være den figur, der lægger mest op til en psykologisk fortolkning, og hun er desuden – hvis man kan bruge ordet – fortællingens kvindelige helt.
Jytte med det frugtbarhedsklingende efternavn Abildgaard er en af de figurer, måske den eneste, hvis betydning ikke kan læses i lyset af de politiske begivenheder, der danner baggrund for og giver betydning til de øvrige figurer. Jytte står uden for det politiske liv. Helt modsat moderen fru Bertha Abildgaard er fortællingen om Jytte bevidst lagt med en distance til de meget markante politiske og samfundsmæssige begivenheder, der danner ramme om Pontoppidans fiktive Danmarkshistorie over et par generationer.
Vi er på Storeholt og det store politiske sommermøde i Strige skov – Enslev-mødet. Jytte deltager som vanlig ikke. For hende er Enslev aldrig andet end onkel Tyge. Politiske møder og samtaler havde Jytte lært at undgå siden barndommen.
Jytte havde allerede forinden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og det ikke alene fra hendes Moders og Torben Dihmers timelange Samtale i Dronningens Tværgade. De strakte gennem hele hendes Liv, helt tilbage til Barndomshjemmet (…), hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten (…) kom i Besøg.2
Jytte Abildgaards skæbne er ganske vist den at være ministerdatter, men det er, som citatet antyder, som om denne familiebaggrund tværtimod at fæstne hende i en forudlagt livsbane kaster hende ud af kurs. Hun svæver så at sige frit i det sociale og politiske rum kun flygtigt fængslet i de bånd, kærlighedsmøder binder hende i. Jytte får sin betydning skabt gennem de relationer til mænd, hun møder, og som alle viser, at hun af grunde det kan være svært helt at trænge til bunds i, aldrig kan blive lykkelig igennem. Fortællingen om Jytte Abildgaard synes at være fortællingen om en kærlighed, der aldrig vil blomstre, og om en længsel, der kun synes at kunne indfries i døden.
Det er dette kærlighedstema jeg i det følgende vil afsøge gennem Jytte Abildgaards skikkelse.
Kærlighedstemaet
Jeg vil gøre det ved at finde de stilistiske figurer, forfatteren benytter sig af i sin beskrivelse af Jytte, og de ting, der fortælles af hende og om hende.
Jyttes skæbne har et fikspunkt eller et skæringspunkt, som ligger i hendes tidlige ungdom. Mere præcist da hun er 16 år. Indtil det tidspunkt fremstår hun som naturbarnet, der uden at være tynget af konventioner udfolder sit indtagende væsen i frihed. Torbens første indtryk af Jytte stammer fra Storeholt, hvor han og vennen Asmus Hagen mødtes i sommerferien.
Hun var (…) en lille Pige paa en halv Snes Aar med bred Mund og Stumpnæse; (…) hendes Sprog var halvt bondsk, og hun havde sat de to korrekt afrettede Herlufsholm-Akademikere i Forlegenhed ved den ugenerte Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i Høhjelmene paaå Engen som en Dreng.3
Herpå følger den lille historie om Jytte der kaster alt tøjet og svømmer ud til drengene på søen. Torben møder hende flere gange efter at hun er blevet en ung dame og familien er flyttet til København, hvor Jytte først studerer engelsk og fransk og siden helt helliger sig klaverspillet. "Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig."4 Selv om det aldrig helt lykkes at undertrykke naturbarnet, får dette allerhøjest antydningens karakter, som imidlertid er tilstrækkelig til at gøre Jyttes væsen bedårende og indtagende. "Den lille Havfrue-Unge kunde i det højeste spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne, i Smilets Friskhed og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Folk, der ikke kendte hende."5
Men også farlig for Dihmer, "der ikke havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed"6. Senere ved det ulykkelige gensyn i Italien finder vi følgende beskrivelse af Jytte:
Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev rakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun paa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af Braadsøen og førtes ind over Skæret.7
Dette charmerende og ligefremme væsen, som træder andre i møde og bliver Torbens skæbne, står imidlertid i skarp kontrast til Jyttes oplevelse af det, der viser sig at være hendes inderste væsen, og som præsenteres som en slags forklaring på, hvorfor hun, som Torben oplever det, er et "Raakid (…) som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort".8
Der er på bunden af Jyttes sjæl et mørke, som ikke tilfældigt overvælder hende ved kærlighedsmødet. Vi får en antydning efter mødet i Italien, hvor fru Bertha ikke forstår, hvad der foregår i datteren.
Moderen forsøger at trænge sig ind på Jytte. Vil høre om hendes følelser for Dihmer, om nogen anden står i vejen. Jytte vægrer sig, men nu vil moderen vide besked.
Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte.9
Og vi hører om denne afgrund, at det er en gammel angst – "Rædslen for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag."10 Dette skal imidlertid vise sig at være et forsvar; en måde Jytte kan retfærdiggøre sin flugt fra manden og fra noget i hendes inderste væsen.
Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket.11
Gennem Jyttes egne erindringer og gennem oplysninger om familien Abildgaards tragedie erfarer vi noget om den livshistoriske baggrund for det mørke i Jytte, som får hende til at flygte fra Torben i forsøget på at lukke af for noget i hende selv.
To myter
Det arkimediske punkt i Jyttes personlighed findes som sagt da hun er 16. Det er et skæringspunkt som i fortællingen blotlægges ikke alene ved en reference til bestemte hændelser. Forfatteren betjener sig i sin forklaring af dette skæbneomslag i Jyttes livshistorie af to myter, der løber sammen i hendes liv og bestemmer dets retning. Den ene myte er kærlighedsmyten om menneskets søgen efter sin modsatkønnede halvdel – den oprindelige græske betydning af symbolet – som vi finder helt tilbage i Platons Symposion, den anden myten om fædrenes synder der nedarves i generationer, som vi kender fra den græske tragediedigtning og genfinder i den moderne, ikke mindst i for eksempel Ibsens Gengangere. Disse to myter bliver stilistiske forklaringsmønstre ikke blot på Jytte Abildgaards livshistorie. De findes overalt i fortællingen ikke mindst i beretningen om Enslev-slægten, der spænder fra den gamle smed til den unge frygtløse Pan-figur Kjeld Borgen, og som får sit konkrete aftryk i den klumpfod, som har mærket Tyge Enslev.
På hendes 16-års fødselsdag åbenbarede faderen hende kærlighedens hemmelige væsen, idet han pålagde hende at søge efter sjælens tvillingebroder. Jytte lærte snart at værdsætte mændenes selskab, men også at måtte betale den pris, at hun altid blandt fremmede og også i sit eget hjem led under de politiøjne, som også hendes egen moder vogtede med for "at overraske hendes hemmelige Tanker som var hun en Misdæder, der bar paa en frygtelig Hemmelighed"12. Det vi hører her, er med psykoanalytiske termer seksualitetens tilblivelse under overjegets samtidige fordømmelse, og vi forstår, at en del af Jyttes ulykke bliver det kropslige had til sig og den seksualfortrængning, der er skildret så ofte i århundredskiftets litteratur, og i videnskabelige skrifter er blevet diagnosticeret som hysteri. Dette er imidlertid ikke den fuldstændige portrættering af heltinden og heller ikke den fulde driftsskæbne, vi kan aflæse i Jytte Abildgaards udvikling fra barn til kvinde. Pontoppidans blik går dybere, og det er i afsøgningen af dette lag, han betjener sig af den anden myte om fædrenes nedarvede synder eller den forbandelse, der ligger i bestemte slægter.
Vi hører første gang om en sådan forbandelse i Abildgaard-familien under opholdet i Italien. Her fortælles om en bror, der tog sit eget liv i melankoli over en forlist kærlighedsaffære, og om en anden bror, at han var rømmet fra skibet i en vestindisk havn, hvor han var med som lærling fordi han ønskede at blive søofficer. "Familien er jo i det hele lidt ekscentrisk," lyder det i en samtale mellem direktør Zaun og generalkonsul Kolding.13 Jytte er 21, da broderen tager sit liv og må være flere år yngre, da den anden broder forsvinder. Ingen tvivl om at kærlighedsmyten, som faderen introducerer for hende, og det sorgfyldte i hendes væsen, som moderen frygter er beslægtet med broderens, bringes sammen i fortællingens mytologiske forklaring.
"Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de i øvrigt alle tre havde været," hører vi fru Bertha tænke bekymret for sig selv. "Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe." Fru Bertha havde gjort sig bekymringer om denne lighed mellem den ulykkelige broder og Jytte, og om den tavshed, der altid havde været imellem dem om broderens tragiske død. Da fru Bertha engang havde forsøgt at tale med Jytte om broderens selvmord, havde Jytte holdt sig for ørene og raabt at "hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide". Aldrig havde fru Bertha kunnet glemme rædslen i hendes ansigt i det øjeblik. Og hun bliver mindet om det igen, nu hvor hun ser fortvivlelsen i Jyttes ansigt den morgen, hun havde taget beslutningen om ikke at gifte sig med Dihmer. "Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke var alene."14 En arveligt betinget disposition til depression eller melankoli. Det ville være den lægelige forklaring, Asmus Hagen ville foreslå. Den lægevidenskabelige diskurs er imidlertid ikke forfatterens favoriserede, og fortællingen ville mildt sagt miste noget af sin kraft ved en sådan forklaring på Jyttes afvisning af Torben Dihmer og på det mørke i hendes eget indre, som hun ikke vil vide af.
Der er i fru Berthas beretning om Jyttes vejragtige væsen noget, der leder tankerne hen på Ibsens Fruen fra Havet. Ligesom Ellida bærer havet i sig, er der noget havfrueagtigt i Jytte Abildgaard, og vi kunne her som dér forstå det som en metafor for det fortrængte driftsliv hos kvinden, når hun i forvandlingen fra barn til voksen tilbydes først den sublimerede erstatningstilfredsstillelse og senere det ægsteskabelige samlivs klaustrofobiske rum, som det er skildret af flere af århundredskiftets fortællere. Jeg tror imidlertid ikke, det er tilstrækkeligt at forklare Jyttes væsens hemmelighed ved at henvise til hendes kønslige skyhed og manglende glæde ved krop og seksualitet. Karsten From, der kunne være en figur hentet fra Kierkegaards ironiserende beskrivelse af æstetikeren, har med sin ikke uvæsentlige sans for den forførelse som gjorde ham til Jyttes ægtemand, beskrevet hende som en af "disse Mimose-Naturer, der helt op i Modenhedsaarene bevarede Overgangsalderens jomfruelige en-garde-Holdning overfor det erotiske og lukkede sig til ved den mindste Berøring"15.
Det forkerte valg
Den længsel, der ligger gemt i Jytte efter tvillingesjælen, har imidlertid en mere omfattende karakter end antagelsen om en seksuel skyhed eller fortrængning lader ane. Jeg antager, at Pontoppidan med sit stilistiske valg af de mytiske billeder og fortællinger har ønsket at pege på et væsenstræk ved kærlighedslivet.
Jeg nærmer mig her det jeg har valgt at lade være nøglen til min læsning af kærlighedstemaet i De Dødes Rige, som det udfolder sig i heltindens kærlighedsvalg.
Det spørgsmål, der bliver omdrejningspunktet for resten af det, jeg har at sige, lyder ganske enkelt: Hvordan skal vi forstå, at Jytte ikke vælger Torben Dihmer? Et tillægsspørgsmål kunne være: Hvorfor tiltrækkes hun først for derefter at trække sig helt bort fra Johannes Gaardbo, og hvorfor ender hun med at vælge flanøren Karsten From?
Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil være uenig i en tolkning der lyder, at Jytte foretager det forkerte kærlighedsvalg. Det fremgår efterhånden, som forelskelsens forblindede kraft bryder sammen og samlivet med Karsten From tegner sig med den katastrofe, det var forudbestemt til at rumme. Desillusioneringen indfinder sig på det tidspunkt, hvor det for sent går op for Jytte, at det er Torben hun elsker – hvis man kan bruge det ord om Jyttes følelser for Dihmer. Det er først, da hun modtager meddelelsen om hans død, at Jytte kan give sig helt hen i længslen efter ham, uden at hun derfor fortryder at hun valgte ikke at binde sig til ham.
Men jeg tror det vil være lige så rigtigt at læse Jyttes afvisning af Dihmer som den eneste mulighed. Hun kunne ikke vælge Torben – i hvert fald ikke som sin ledsager i livet.
Jytte er til det sidste overbevist om, at det ville have været en ulykke for ham, dersom hun havde givet efter for kærligheden, da han friede til hende i Italien.
Da Jytte har taget beslutningen om at gifte sig med Karsten From, gør hun i sit stille sind valget op på følgende måde:
"Dagen havde været fuld af Lykke, men hun gjorde sig ingen Illusioner." Hun vidste, at hun ikke kunne forvente sig livslang troskab af en mand som Karsten, og hun var indstillet på at betale den pris, det ville koste hendes andel i lykken. "Den mørke Anelse, der havde hvilet truende over hendes Liv fra det syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig samtidig til Ulykken og Døden – den gik nu sin Opfyldelse imøde."16 Hun er realistisk og skarpsynet nok til at forstå, at det ikke havde været anderledes, om det havde været en anden mand hun valgte – som Torben Dihmer – bortset fra at det i så fald havde været hende selv, der havde nedkaldt ulykken over dem med sit umulige sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre med i undergangen.
Efter at hun har erfaret, at Torben er død, falder hun hulkende sammen på sengen med et "Hvad har jeg gjort!"
Men snart efter blev hun stille og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. (…) Hun saae den stærke, brede Pande, de lukkede Øjne, den skønne Mund, som hun en eneste Gang havde kysset.
Det Øjeblik ville hun altid mindes som et Evighedsglimt. Men det var godt, at det blev ved dette end lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han blevet skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naaår de troede at elske. Nu kunde hun tænke paa ham uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.17
Hvis vi ikke er tilfredse med blot at læse dette som udtryk for et nervøst sinds forvildede og forvrængede følelsesfuldhed – hvad det måske også er – hvordan skal vi da forstå denne særlige kombination af en længsel efter en beslægtet sjæl og en samtidig afvisning, fordi den er forbundet med ulykke og sorg?
Selv om Jytte uden tvivl repræsenterer den for sin samtids kvinder så udbredte fortrængning af driftslivet og dets neurotiske forvandling til drømmeriske sværmerier og et lunefuldt følelsesliv, lægger Pontoppidan også en alvorsfuld og dyb indsigt ind i sin heltindes begrædelse over livet. Han lader hende udtrykke nogle af kærlighedslivets tragiske dimensioner, der ikke blot lader sig reducere til et neurotisk mønster. Det kan også udtrykkes derved, at Jytte ikke blot skal læses som et isoleret og enkeltstående kvindelivs ulykkelige skæbne. Hun repræsenterer en ide om kærlighedslivets vilkår, som det afslørede sig for Pontoppidans klartseende og kritiske forfatterblik.
Jytte er en sammensat person. Samme sted som hun realistisk indser hvordan samlivet med Karsten From formodentlig vil tegne sig, indser hun "at hun aldrig havde elsket" Torben Dihmer. "Aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjergtagen som nu. Aldrig følt sig viljeløs omspændt af den mørke vilde Troldom, som Kærligheden var."18 Som læser undrer man sig over, hvordan Karsten From kunne lokke den kærlighed frem, som Dihmer ikke formåede. Vi bliver bekræftet i vores undren, når Jytte efter at være blevet frugtsommelig og har mødt ikke blot Karstens faktiske bedrag, men først og fremmest den person, hun nu kan se for sig, beskriver ham med disse ord: "Som ved et Lyn blev hendes Øjne revet op og hun saae ham paany i al hans Jammerlighed, afklædt for den sidste Rest af hendes Forelskelses Barmhjertighedskaabe"19, og hun forstår at det er Karstens hele ynkelighed snarere end hans utroskab der havde ophidset hende.
Hans Letfærdighed kunde hun maaske have tilgivet ham, (…) ikke hans Falskhed, ikke dette usle Hykleri. Og med det Menneske havde hun et Barn! Hun, hvem den bedste og ridderligste af alle Mænd ikke havde været god nok, var faldet i Armene paa dette skamløse Kryb!20
Jyttes modsætningsfyldte væsen viser sig ikke kun derved at hun vælger forkert i kærlighedslivet og længe bilder sig det modsatte ind, fordi hun bærer på en splittelse i sig selv. Hun fremstår på én gang som et tillukket og kropsligt sky væsen, som aldrig har åbnet sit inderste for nogen, og som en provokerende og åbenhjertig person, der skræmmer nogle med sin ligefremme talemåde.
Anderledesheden
Det gælder for alle de tre mænd, Jytte sværmer for, at hendes interesse og nysgerrighed opstår i det øjeblik hun aner anderledesheden – frigjortheden fra de konventionelle ideer og idealer som modsvarer en vis kritisk trodsighed og opsætsighed i hendes eget væsen. Foruden Dihmer og From er det en kort overgang pastor Gaardbo, der vækker Jyttes interesse. Det gælder ligeledes for alle tre mænd, at de som hun gemmer på en sorg i sted i sjælen og derfor er egnede mål for hendes søgen efter en tvillingesjæl.
Jytte betages af Torben i et bestemt øjeblik under Italiensopholdet.
Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende ind fra Læseværelserne – saa forskellig fra alle de andre Herrer, med et Skær over sit Ansigt som kom han fra en hel anden Verden, – næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove.21
Da hun dagen efter ser ham i lysegråt jakkesæt blev hun forvirret – for det var den gamle Torben, som hun havde "forvist til Mindernes Skyggeverden". "Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede."22 Jyttes kærlighed gælder ikke den virkelige Torben men et billede hun længselsfuldt projicerer over i ham, og hvori han rummer et element af fremmedhed. Der er ikke noget usædvanligt i at forelskelsen vækkes ved det fremmede og gemmer sig ved det velkendte. Det usædvanlige her ligger i, at Jyttes evne til at elske blokeres af virkeligheden, når den træder hende i møde, og kun kan fastholdes, når hun i stedet for virkeligheden kan se et projiceret billede af noget, der er svaret på et ønske fra hendes inderste væsen. Når moderen og hun samtaler med Torben eller foretager en udflugt, eller når han viser billeder fra Favsingholm, føler Jytte intet men trækker sig ind i sig selv.
Også Johannes Gaardbo fascinerer Jytte med sit anderledes væsen:
Skønt han hverken var underholdende eller aandfuld, snarest det modsatte, havde Bekendtskabet med ham været noget af en Oplevelse for hende, fordi han var saa forskellig fra de fleste andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde aldrig interesseret hende paa den Maade.23
Også her er det den reale verden – i dette tilfælde den pastorale, som Jytte afskyer, der meget hurtigt gør en ende på dette kortvarige sværmeri. Gaardbos hykleriske væsen og hans dogmatiske gudsforestilling bliver meget hurtigt gennemskuet af den altid klartseende Jytte Abildgaard. Som Dihmer bærer Johannes Gaardbo imidlertid på en lang historie af sorg og lidelse, som Jytte kan spejle sig, og som fremstår som en vigtig begrundelse for hendes betagelse. Det er gennem broderen Povl, vi bliver bekendt med den forbandelse, der hviler over slægten, og som også har sat sit spor i Johannes' liv. Den havde krævet Rosalies tragiske død og senest "stillet sig mellem Johannes og ham for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk."24
Det er den samme tragiske livshistorie der endelig knytter Jytte til Karsten From, hvor hun omsider mener at have fundet den tvillingesjæl, hun søgte.
[H]an var den Mand hun skulde tilhøre, "Tvillingbroderen", som hun de mange, mange Aar havde baade længtes efter og frygtet – det gentog hun nu med et fortrøstningsfuldt Smil, som var det noget, hun i Grunden aldrig havde tvivlet om.25
Det er Karstens selvbekendelse, der når Jyttes hjerte og hvor hun genkender "sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn"26. Jytte føler et slægtskab med Karsten From, som er helt forskellig fra det, Torben repræsenterer for hende. Da det er for sent, og Torben er død, angrer hun, at hun ikke klart fik fortalt ham, at han burde "prise sig lykkelig over ikke at være bleven gift med et Utyske som hende", mens hun omvendt med langt større sindsro om Karsten kan konstatere at de to "hører samme Verden til".27
For at forstå meningen med denne så mærkværdige overvejelse kan det, som allerede antydet flere gange, være en fordel at anskue fortællingens personer som udtryk for en idé frem for som individuelle skikkelser. Ligesom de enkelte skikkelser synes at udtrykke nogle modsigelsesfyldte bevægelser eller kræfter, omspænder fortællingen som helhed disse personer med en antagonisme der får sit mest fyndige udtryk i selve titlen. For hvor befinder sig de dødes rige? Torben Dihmer hilses velkommen tilbage fra de dødes rige, men som fortællingen skrider frem, vendes problematikken på hovedet, og læseren lades ikke i tvivl om, at det er storbylivet og det civilisatoriske fremskridt, der rettelig bør benævnes som de dødes rige.
Der tegner sig antydningen af et alternativ til den undergangsstemning, som lyser ud af beskrivelsen af det moderne menneske og dets kulturelle storbyliv. Favsingholm bliver omdannet til en Noahs ark, hvor de menneskelige værdier kan genopstå i den natur, hvor de oprindelig hørte til. Som en sådan naturbunden sjæl tegner veninden Meta et kvindeligt alternativ til ministerdatteren fra hovedstaden. For Meta er kvindens lykke sikret i den nære familie, og hendes kvindelighed fuldbyrdes med moderskabet som den mest naturlige og uproblematiske åbenbaring af hendes sande væsen.
Kulturens byrde
Jytte Abildgaard og hendes tre kavalerer er alle først og fremmest kulturmennesker, og det synes i Pontoppidans øjne kun at varsle død og ulykke. Det er den civilisatoriske storbys fortrædelighed, der er den dybeste forklaring på den skæbne, de får hver især og hvis konsekvens også tegner deres indbyrdes forhold.
Det er på denne baggrund at spørgsmålet om hvorfor Jytte ikke kan elske Torben Dihmer, efter mit skøn må besvares. Det er ikke tilstrækkeligt at pege på hendes personlige fortid først og fremmest, fordi hun ikke selv skal forstås som enkeltindivid. Jyttes skæbne er som de øvrige personers båret frem af en tragik, der udspiller sig på et mere omfattende samfundsmæssigt plan.
De Dødes Rige har for mig været åbenbaringen af en samfundsrevselse. Den er en kunstners kritiske ransagelse af det, han har set som civilisationens ødelæggelse af kulturen. I dette perspektiv læser jeg De Dødes Rige som et litterært modstykke til Sigmund Freuds Das Unbehagen in der Kultur (1930), og det bliver i dette perspektiv, jeg skal forsøge at svare på spørgsmålet, hvorfor Jytte ikke kan elske Torben.
Freud skrev Kulturens byrde 10 år efter, han havde introduceret begrebet dødsdrift i Hinsides lystprincippet28. I sidstnævnte skrift kredsede Freuds tanker om den menneskelige skyldfølelse, et tema som bliver vendt og drejet i flere efterfølgende arbejder, og som psykologisk set bliver forstået som den største hindring for menneskelig lykke.
Det er tankevækkende at Freud først synes at finde svaret på skyldfølelsens tragik da han får undersøgt den i lyset af kulturprocessen.
"Prisen for kulturfremskridtet bliver betalt med lykketabet ved forøgelsen af skyldfølelsen," siger Freud i Kulturens byrde29.
Kulturen bygger på driftsforsagelse og denne driftsforsagelse behersker hele området for sociale relationer mellem mennesker.
Selv om Eros arbejder i kulturens tjeneste ved at binde mennesker sammen i kærlighed og sociale bånd, kræver kulturen driftsafkald, som forarmer kærlighedsevnen. Der er konflikt mellem familien og det omgivende samfund, som ikke mindst viser sig som modsætning mellem kvinde og mand eller mellem de menneskelige og sociale værdier. Kulturens driftsindskrænkende krav viser sig desuden gennem de kulturskabte tabuer.
Den mest udtalte driftsforsagelse gælder imidlertid ikke Eros men dødsdriften, som også viser sig at have de mest fatale følger for menneskelig lykke. Det sociale livs bibelske bud om at elske sin næste som sig selv ser Freud som en utvetydig negeren af det forhold,
at mennesket ikke er et blidt kærlighedssøgende væsen, som i det højeste er i stand til at forsvare sig, når det angribes; men at der til de drifter, det er udstyret med, også kan regnes en god portion aggressionstilbøjelighed. Som følge heraf er næsten for ham ikke blot en mulig medhjælper og et muligt seksualobjekt, men næsten er også en fristelse for ham - det er fristende overfor denne at tilfredsstille sine aggressioner, at udnytte dennes arbejdskraft uden vederlag, at bruge denne seksuelt til trods for manglende billigelse, at sætte sig i besiddelse af dennes ejendom, at ydmyge ham, berede ham smerter, martre ham og dræbe ham. Homo homini lupus.30
De bibelske bud pålægger menneskenaturen en forsagelse – ikke blot af uhæmmet libidinøs tilfredsstillelse. Ved at insistere på at du skal elske din næste som dig selv, påtvinges mennesket så store ofre, at vi forstår, hvorfor det er så vanskeligt at finde lykken. Urmennesket havde det i denne henseende bedre, idet det ikke var pålagt så store indskrænkninger i driftstilfredsstillelsen. Til gengæld var den sikkerhed, hvormed det kunne nyde denne lykke, særdeles ringe. "Kulturmennesket har byttet et stykke lykkemulighed for et stykke sikkerhed".31
Kulturens byrde er imidlertid ikke begrænset til de afsavn der kræves af kulturen. Der er tværtimod tale om et tragisk samspil mellem de kulturelt foreskrevne forsagelser og de forsagelser mennesket pålægger sig selv. Her spiller skyldfølelsens genetiske og psykodynamiske forudsætninger en vigtig rolle. Det lille barn kender ikke forskel på ondt og godt i moralsk henseende. Men det forstår, at der er noget det må, og andet det ikke må, og det lærer at adlyde de kulturelle forskrifter for god og dårlig adfærd. Efterhånden internaliseres disse forskrifter gennem identifikation med forældrene og bliver til overjeg'et, den psykoanalytiske term for samvittigheden. Det er imidlertid en psykoanalytisk pointe, at samvittigheden slår igen med samme mønt, som den selv er formet af. Det vil sige, at det driftsafkald, der gælder aggressionstilbøjeligheden, benytter sig af en strenghed der svarer til det undertrykte driftsgrundlag. Eller med andre ord: jo større afkald et menneske pålægger sig selv, jo større vil også den grusomhed være, hvormed samvittigheden ytrer sig. Samvittigheden er kort sagt dødsdriften vendt mod individet selv under det pres kulturen skaber.
Kulturen, siger Freud, er en besynderlig proces, hvis forløb afspejler sig i det enkelte individ. Det er en proces, der til en vis grad står i Eros' tjeneste, mens aggressionsdriften, som i sidste ende beror på dødsdriften, modsætter sig kulturens program i så henseende. Freud konkluderer:
Nu tror jeg ikke, at meningen med kulturudviklingen længere kan være dunkel for os. Den må vise os kampen mellem Eros og død, mellem livsdrift og destruktionsdrift, således som den fuldbyrdes i menneskeslægten. Denne kamp er det væsentlige indhold af livet overhovedet, og derfor må kulturudviklingen kort sagt betegnes som menneskeslægtens livskamp. Og denne giganternes strid vil vore barnepiger bringe til tavshed med en vuggevise.32
Det er ikke en vuggevise vi præsenteres for i De Dødes Rige, men den samme refleksion over livs- eller dødskampen, Pontoppidan har sat sig for at give litterært udtryk. Det gør han blandt andet ved at vise, hvordan figurerne hver for sig er inddraget i denne giganternes strid.
Jyttes afvisning af Torben rummer et moment af skyld. Hun forstår sig selv som et menneske, der kan bringe ulykke over et andet, og hun ved, at denne ulykke er intimt forbundet med forsøget på at elske. Det er den menneskelige ambivalens eller driftsmæssige antagonisme, som under storbylivets livsindskrænkende kulturelle forskrifter bliver så voldsomt inddæmmet at den kun har mulighed for at tilfredstille sig enten som en hensynsløs egoisme – som vi ser det i skikkelse af Tyge Enslev – uagtet hans egen selvforståelse, eller som en hyklerisk stålsat vilje til at tvinge kærlighedsbuddet igennem, så konsekvensen iblandt bliver den modsatte af den bevidst ønskede hensigt, som vi ser det i skikkelse af Johannes Gaardbo. Eller skyldfølelsen får hos kvinden, der ikke kan bruge sublimeringens mulighed og ikke vil give afkald på kærlighedslængslen, men kun har ægteskabet som sin sociale status – dæmonisk karakter og bliver til det mørke i Jyttes sjæl, der er dødsdriften vendt mod hende selv, og som viser sig at sejre over livet.
Det er Torbens forsøg på at finde vej ind i livet igen, der skræmmer Jytte. Kærlighedsmødet får det dæmoniske i hendes eget indre til at fremstå som noget, hun er ene om og alene er ansvarlig for. I Karsten From møder hun et menneske, som hun føler sig mere rolig ved og kan åbne sig for, fordi han rummer den samme dobbelthed som hende selv. Ikke desto mindre er valget af Karsten også et fravalg af kærligheden. Hun kunne have valgt kærligheden, hvis hun havde turde tro på at Torben, som hun udtrykker det i tvivlens skæbnesvangre øjeblik, kendte og anerkendte også den side af hende, som hun ikke selv ville vide af endsige kunne forstå.
Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var og ikke troede hende en Smule anderledes end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig forkerte Forestillinger om hende. Ingen anede f. Eks., at hun den "kloge" og i alle Henseender saa "overlegne" Jytte Abildgaard, at hun kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov. Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav.33
Det store Spøgelse
Jeg skal afslutte med et forsøg på endnu engang at retfærdiggøre denne læsning af De Dødes Rige, der foreslår, at vi læser den enkeltes skæbne i lyset af kulturprocessens indbyggede antagonisme. Jeg tillader mig til dette formål at inddrage en anden tekst fra Pontoppidans forfatterskab, som har fascineret mig. Det er novellen fra 1907 Det store Spøgelse34. Den indledes med en prolog, hvor fortælleren beskriver en særlig følsomhed som naturindtryk kan fremkalde, "en særegen Sørgmodighed, en sværmerisk Ensomhedsfølelse, hvori der efterhaanden dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer en for, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig selv".35 Sanseindtryk og et lille barns ubekymrede leg kan for en stund viske denne følelse bort, men når "Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem veed? Maaske gaar man til sidst virkelig hjem og hænger sig."36
At det her drejer sig om det ubehag i kulturen, der hos den enkelte giver sig til kende som en skyldfølelse helt uden rationel begrundelse, fremgår af den fortsatte beretning. Fortælllingen handler om Grethe, som tjener på præstegården og som sværmer for Niels Hald, en tjenestekarl fra byen. Jeg skal ikke fordybe mig i historien men blot nævne, at det er fortællingen om to forelskede mennesker, der stjæler sig til lidt forbudt lykke. De trodser et forbud, som i grunden er ganske uskyldigt, men som netop i den enkelte sjæl bliver svanger med en skyldfølelse, der er så ubærlig, at den kan føre et menneske i døden.
Grethe har listet sig ud af vinduet i sit kammer for at mødes med kæresten, og da hun denne bestemte aften vender tilbage, er vinduet lukket, og hun kan ikke komme ind. Da Niels har forladt hende, og hun er blevet ene, "fik Samvittighedsangsten atter Magt over hende," og da hun ser det lukkede vindue, driver angsten hende på flugt, og hun ender med "at løbe forvildet om med udslaaet Haar som om hun var forfulgt". Man finder Grethes lig nogle dage efter i en lille sø dybt inde i skoven. Præsten besøger Grethes forældre – et gudfrygtigt ægtepar – og trøster dem med, at hvor urigtigt Grethe end har båret sig ad, var dog hendes forseelse ikke af den slags man ikke kunne tilgive ungdommen. Ved begravelsen taler han om "Samvittigheden og om Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru. Med en skaansom Hentydning til den ulykkelige Piges sidste Lidelsesdage søgte han at levendegøre for sine Tilhørere det Helvede, Menneskene skabte sig i deres Hjerter ved Ulydelighed mod de guddommelige Love, mod den indre Stemme, der var Guds egen manende Røst, og som alene kunde værne os mod at fare vild."37
Her slutter fortælleren sin beretning, men forfatteren efterlader os med den tvivl, om Guds manende røst virkelig er den, der værner os mod at fare vild eller måske snarere blander sig i den stemme, vores samvittighed taler med og bidrager til dens strenghed.
