Brandes-Skikkelsen i Skønlitteraturen

Georg Brandes har inspireret mange af vore Forfattere paa forskellig Vis. De har ogsaa brugt ham som Figur i deres Romaner – i Begyndelsen oftest som Skræmmebillede, Manden med de nye, besnærende, men farlige Ideer, der saa skaber Bogens Konfliktstof – senere mere som feteret Skikkelse i Selskabsverdenen og de litterære Krese og i lettere gennemskuelig Forklædning.

Der forekommer ogsaa adskillige poetiske Udslag af forskellige Forfatteres Standpunkt til "Brandesianismen" og dens Fører, ligesom det ikke er uden Interesse at notere sig nogle af de Værker, der indledes med en Tilegnelse til Brandes (se foran Slutn. af Kap. "Fester og andre Hædersbevisninger").

Allerede saa tidligt som 1869 synes Brandes-Skikkelsen at begynde at gaa over i Skønlitteraturen, endda hos ingen ringere end Fr. Paludan-Müller, til hvis Hjem den unge Brandes fik Adgang gennem sit Venskab med dennes Søstersøn, Kunsthistorikeren Julius Lange.

Begge Vennerne forekommer da ogsaa i Paludan-Müllers 3-Binds Prosaroman "Ivar Lykkes Historie", der udkom i Aarene 1866-73; dens Hovedperson synes at være Lange, medens hans Ven, Fenris, er Georg Brandes. Denne gør dog først sin Entré i andet Bind; han studerer til Læge efter – ligesom sit Forbillede – nogle Aar at have læst til Jurist; han er Shakespeare-Beundrer, og Bekendtskabet indledes med Højtlæsning og paafølgende Diskussion, saaledes som Samværet mellem Lange og Brandes saa ofte havde formet sig i deres Ungdom.

Fenris skildres som en slank og fintbygget ung Mand med et langt sort Haar, og Kilden til Venskabet søges i "hans livlige, pikante Tale, vindende Ydre og noget paa engang stolt og drømmende i hans Øje og hele Væsen", og hvad Nationaliteten angaar, udtaler Fenris et Sted, "da skal jeg ikke negte, at jeg har et Horn i Siden paa den danske Nation. Jeg har idag havt Prøver paa dens Høflighed, og selve Folket forekommer 194 mig i al sin Færd saa selvmodsigende, paa engang saa overmodigt og saa frygtsomt, saa blødt og saa dødt, saa koldt og saa hedt, saa let til at hoppe, naar blot Nogen vil lokke –" (II, S. 269). Og endnu et Par Sider længere fremme: "Det var jo en uhyre Uret, der var tilføiet en Menneskesjæl, ved at være født i et lille Land og blandt et snevert begrænset Folk, dersom denne Indskrænkning og disse Grænser ogsaa skulle overføres paa Aanden."

Naar disse skønlitterære Skikkelser skal noteres i Tidsfølge, kommer vi til en Nutids-Fortælling af H.F. Ewald "Agathe", 1873; det er Godsejersønnen Gustav Rotfeldt, der heri laaner de Brandes'ske Træk, og hvorom det hedder S. 49:

De smukke, markerede Træk havde noget meget indtagende ved sig, men Udtrykket i de mørke funklende Øine var ganske eiendommeligt, da det baade fængslede og frastødte. Det var et aandrigt Blik, der lyste ud af disse Øine, men der var tillige noget Dæmonisk, Spottende i Udtrykket, som lod Beskueren i Tvivl, om det var en god, eller en ond Sjæl, der lyste ud af dette Aasyn.

Og næste Side fortælles om hans lille Bibliotek:

Det bestod meest af franske Forfattere, og i nogle af disse Bøger havde Eieren vedføiet kritiske Bemærkninger, i hvilke en umoden, men dristig og fritænkerisk Aand røbede sig.

Efter Hovedpersonens Tilbagevenden fra Frankrig vil Ewald frakende ham enhver fædrelandssindet Tanke og beretter om ham S. 11:

I intet Fald kunde Livet i Danmark mere tiltale ham, dette Land, hvor gamle Fordomme endnu red Indvaanerne som en Mare, hvor efter hans Mening spidsborgerlig Nysgerrighed og Snerpethed gav Selskabslivet dets Præg, hvor enhver Afvigelse fra det eengang Vedtagne blev betragtet som en Dødssynd, hvor endogsaa Erkjendelsen af Sandheden, det vil sige Vantroen, viste sig i en frastødende Form, hvor det, der kaldtes Dyd, var kjedeligt, det, der kaldtes Last, stygt; i Paris var Intet kjedeligt, og hvad der var stygt, blev ikke taalt. Rastløs Higen efter Forandring, nye Scener, nye Mennesker, Afvexling i Nydelser var nu engang bleven hans anden Natur … hans Sjæl var bleven hærdet ved den ironiske Aand, som er det franske Selskabslivs Særkjende.

Ogsaa i det derpaa følgende Lejligheds-Skuespil "Tiderne skifte" fra 1874, har Paludan-Müller ladet en af Hovedpersonerne, Dr. Axel Lind, yngste Professor ved Universitetet, tale med Georg Brandes' Mæle. Han vender som denne hjem fra en Udenlandsrejse fuld af Lyst til at reformere, idet han (S. 11) erklærer:

195 En Mand, hvis Tilhænger og Discipel jeg er bleven, ikke paa Grund af den Opsigt han vækker i Verden, eller paa Grund af hans revolutionære Politik: nei! men fordi han først og bedst af Alle har udtalt mine Ungdomsdrømme, og hævdet de store Principer: Frihed, Lighed og Broderskab; først af Alle har vovet Kampen mod vort forqvaklede moderne Samfund, og viist os den eneste Vei til Redning, ved at vi vende os bort fra vor Overtro, fra vore sociale Vildfarelser og Daarskaber, og kaste os i Sandhedens og Naturens Arme.

Han stifter sammen med tre andre Unge en "Forbundspagt", der har til Hensigt at bryde Modens Tyranni for at hylde Natur, Frihed og Fornuft. Da han imidlertid herved kommer paatværs af sin vordende Svigerfader, Geheimeraaden, slaar han dog mod Tre-Akterens Slutning af paa sine Krav og optræder med en tam Besindighed, der fjerner ham milevidt fra hans Forbillede.

Saa genkender man unægtelig betydeligt mere af Brandes' Aand i Sophus Bauditz' Novelle "Himmelbjerget. Blade af Otto Langes Ungdomsliv", der udkom 1876. Ogsaa heri har Brandesskikkelsen faaet "Vennen"s Rolle, eller dog maaske snarere den mere erfarne, skeptiske Raadgiver, der her under Navnet Lund bl.a. giver den unge Kunstner følgende Raad (S. 56):

Vil De endelig male, saa lad være at lede efter det "Almene", det objectivt Skjønne eller hvad De nu eller vil kalde det; De finder det nemlig ikke, og, hvad værre er, De mister Deres Individualitet, om De har nogen, og den er det dog, som bestemmer Handlingerne og derved giver Lovene.

Eller (S. 180) bedre endnu:

Den Gang man endnu var national, sagde man, "Al vor Fortræd er tysk". Jeg kunde fristes til at sige, at den er klimatisk! Klimaet er Skyld i den Indpakning, som kaldes Blufærdighed, og Klimaet har fremkaldt den Kryben sammen om en varm Kakkelovn, som man saa smukt kalder Familieliv og Hjemmets Hygge.

Man mindes uvilkaarligt den forkætrede Udtalelse i "Emigrantlitteraturen" om "disse store Idealer, Hjemmet, Hyggeligheden, Husligheden, Familielivet", der lader sig udlede af "en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendigheden af kunstig Varme."

Og Bauditz lader mod Bogens Slutning Lund udbryde:

Jeg har næsten ikke Andet tilbage end det rent Negative, at foragte saa godt som alt Bestaaende, men jeg har ikke en Gang 196 Energi nok til at bringe Foragten og Indignationen videre ud i Verden. Mig har det lammet, men Dem maa det kunne drive frem. – Gudbevares, hvor det er nemt for de gamle Modstandere at raabe til den unge Slægt, at den ikke skal kaste det, som staar, bort før den kan sætte noget Andet i Stedet! Men Pladsen maa dog ryddes først.

Den svenske Skribent Torsten Klackenberg skriver i "Edda" 1934, S. 224-31 en Artikel om "Iakttagelser under läsning av "Nils Lyhne"" og indleder med at fremsætte Formodningen om Tilstedeværelse af et Brandes-Portræt i Slutningen af Bogens 6. Kapitel (Saml. Skr. 9. Udg. 1923, S. 85) – altsaa stammende fra 1880, fra J.P. Jacobsens Haand:

Paa Rejsen hjem fra Italien traf hun (Fru Boye) sammen med en Landsmand, en bekendt dygtig Kritiker, der hellere vilde have været Digter. En negativ skeptisk Natur kaldte man ham, et skarpt Hoved, der tog haardt og ubarmhjærtigt paa sine Medmennesker, fordi han tog haardt og ubarmhjærtigt paa sig selv, og troede sin Brutalitet retfærdiggjort ved dette fordi. Men han var ikke ganske det, Folk gjorde ham til; han var ikke saa ubehagelig helstøbt, eller saa hensynsløst konsekvent, som det saa ud til, for uagtet han altid var paa Fejdefod overfor Tidens ideale Retning, og benævnte den med andre, fordømmende Navne, saa havde han dog overfor dette Ideale, Drømmende, Ætheriske, dette blaa-blaa Mystiske, dette ubegribeligt Høje og forsvindende Skære en Sympati, som han ikke følte overfor den mere jordbaarne Retning, for hvilken han kæmpede, og paa hvilken han for det Meste troede. …

Og saa følger den oftest omtalte skønlitterære Brandes-Figur, som Henrik Pontoppidan 1902 har tegnet i "Lykke-Per" under Forlovelsesgildet hos Philip Salomon:

Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan stormende med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen – paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været – og Lampen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen gryede – kendte han ikke til Utidighed, men kastede sig ind i Underholdningen med altid lige ungdommelig spænstig og paagaaende Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler nødig. Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var bleven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man fik Øje paa ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, forklare og overbevise. 197 I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning var han egenlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om ham. Selv den ubetydeligste unge Students Mening om ham var ham aldrig helt ligegyldig. Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale overlegent og spottende om Livet og dets Gøglespil – overalt hvor han mødte det, fik det alligevel hurtig Magten over ham. Endog i dets allermindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund.
Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham til en saa ejendommelig Fremtoning i et ufrisk Bondeland som det danske. I Tidens litterære Koncert, hvori der hørtes alle Slags Instrumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme Kirkeklokkespil, var og forblev han Naturtonen – den paa eengang dragende og ængstende. Som han her hastede frem mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under Armen, selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var han en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde været og havde betydet for sin Samtids Ungdom: Skovguden, den store Pan, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens hellige Kilder og et Øjeblik havde faaet det degnetunge danske Folk til at danse.

Her kan nævnes, at Herman Bang i "Mikaël" 1904, sikkert har benyttet Træk fra Georg Brandes, da han tegnede Billedet af Kunstkritikeren Charles Schwitt, i hvert Fald har haft sin Landsmand i Tankerne, naar han siger, at Schwitt altid talte "mærkværdigt stødvist og med mange særegne Bevægelser med Hænderne som de fleste Mænd af jødisk Afstamning".

Interessant er det iøvrigt, at Brandes-Figuren ellers lige til "Lykke-Per" ikke bærer jødisk Navn og næppe heller særlig jødiske Træk.

Alfred Ipsen giver i Romanen "Venus" 1907 en ret fyldig Replik-Karakteristik; vi ser et Glimt af Brandes S. 73 og stifter nærmere Bekendtskab med ham S. 106-09, hvor han paa en Kunstudstilling bl. a. udtaler:

Der er ellers ikke videre morsomt heroppe. Middelmaadigheden breder sig. Man ligefrem forfærdes over den Mængde Middelmaadighed, et lille Land som vort formaar at frembringe. Det er alt sammen gamle Veje.
– Jeg synes dog, der er en Del at glæde sig over, naar man fordyber sig i Samlingen, svarer en tilstedeværende Maler.
198 – Ja, naar man er nøjsom, svarede Dr. Werner lidt skarpt. Men jeg vil ikke være nøjsom! Hvorfor skal man være nøjsom? Hvem belønner en, fordi man er nøjsom? Jeg forlanger noget nyt, noget dristigt, noget, man ikke har set fyrretyve Gange før. Lad saa ogsaa Forsøget briste.

Da han er gaaet, drøfter man ham – han kaldes en Poseur, og paataler hans Oprigtighed, hvilket afføder følgende Replik:

Det er i al Fald en Egenskab, hvorved man skaffer sig mange Fjender. Men det er just det, jeg finder saa stolt ved ham, at han ikke glatter af paa sine Meninger, som vi andre i dette elendige selskabelige Glashus.

Det hele munder ud i en lang Samtale mellem Doktoren og Bankdirektør Johnsen, Hovedpersonens Fader (S. 157-72). I en Udtalelse om Pressen fungerer Brandes som Alfred Ipsens Talerør og vender (S. 166) tilbage til Udgangspunktet.

Om Litteraturen hedder det:

Jeg sagde, at Litteraturen i vore Dage ingen nævneværdig Indflydelse har; for det første, fordi den næsten ikke læses, for det andet, fordi dens Udøvere ingen social Position besidder, men er afhængige af Forlæggere og Publikum og maa skrive, som det behager dem.
– Det gælder dog vist kun de meget underordnede Forfattere, de smaa Begavelser. Geniet bestemmer selv sin Retning.

Saaledes lyder Direktør Johnsens Svar, og efter et lille Sammenstød fortsætter Dr. Werner:

Det kan i al Fald kun gælde Genierne i de store Samfund og de store Tider, ikke hvad man nu i Almindelighed kalder for et Geni.
– Jeg antager dog, at det maaske kunde gælde ogsaa Dem. Er De ikke netop selv et Eksempel paa, at man ogsaa i mindre Forhold kan gaa imod Strømmen, udvikle sig paa tværs af Forholdene, ja endogsaa til en vis Grad faa Strømmen vendt? Jeg vilde ikke noget eneste Øjeblik falde paa at nære den foragtelige Tanke, at De skulde kunne opkøbes – ikke engang for Bank of England.
– Noget saa fristende Tilbud behøver jeg næppe at frygte, svarede Doktoren med skingrende Selvironi. Det kunde blive farligt for min – Moral. Især da jeg ingen har. Vi er Mennesker, Hr. Direktør, selv naar vi kæmper for Ideer. Men for Resten, fortsatte han med en mærkelig Stemmeovergang til sværmerisk Patos, maa De ikke glemme, hvad jeg har lidt af Forhaanelser og Gemenhed, 199 af Mistænkeliggørelse og lumpne Overfald; fordi jeg har vovet at bryde med de nedarvede Samfundsløgne.

I Otto Rungs Roman "Lønkammeret" 1912 viser Brandes sig som Frants Leiden og holder en Bordtale (S. 29-34). Det hedder bl.a.:

Der var over ham noget paa en Gang bevæget og fast, Lys og Skygge stemte hans Ansigt, medens han talte, strømmende og skiftende som Skyers Jag hen over en Sø.

Henri Nathansen bruger allerede i sin Roman "Floden" 1902, S. 86 en lille Brandes-Skitse, man skimter rundt om i "Dr. Wahl" 1915 lignende Træk, men præsenteres først rigtig for Brandes i det store Romanværk "Af Hugo Davids Liv" (Bd. 3, 1917, S. 49-50):

I en Kres af Damer stod Dr. Frank. Hans lille, lidt krumbøjede Krop var i ustanselig Bevægelse – nu og da saa man hans udtryksfulde Hænder med de udspilede Fingre løfte sig forklarende, saa strøg han med en høj Latter den ene Haand gennem den stride Manke og borede Fingrene ind i de anstrengte Øjne – løftede saa atter det kaade og bitre Ansigt i Lyset, og Smilet farvede det med en blid og ungdommelig Ynde.

Og 7 Sider videre findes en af de mange fortræffelige Skildringer af Brandes som Taler:

En rislende Bølge af Spænding og Forventning gled nu over Tilskuerskaren. Dr. Frank banede sig Vej til Talerstolen. Lidt kroget og anstrængt gik han derop – da han stod der, var Skikkelsen rank som en Fægters. Under det hæftige Bifald, der slog imod ham, lod han sine Øjne glide ud over Mængden, forskende med et Smil, der svingede mellem Bitterhed og Glæde. Hans Øjne vandrede omkring mellem Rækkerne, søgte et Hvilepunkt, fandt det, flyttede sig atter i korte nervøse Ryk og blev bekymret hængende et Sted, hvor en ung Dame forvirret bøjede sit Blomsterhoved. Saa løftede han sit Ansigt mod Loftet, som om han tog Maal af Højden, strøg Haaret stejlt tilbage fra den lave, forvredne Pande, slog Blikket ned som en Falk over sit Bytte, holdt den fuldstændig lydløse Skare fast i et aandeløst lyttende Sekund – og begyndte.
Hugo lyttede til hans Stemme, saa paa hans Ansigt. Var det godt eller ondt, stort eller smaat – hvem gad spørge, der var intet at svare. Det var et Billede af stort og smaat, godt og ondt som Livet, i hvis Lignelse det var skabt. Frank … vendte sig mod Mængden, og i faste sikre Stød revsede han dens Væsen af Fordom og Uforstand, aabnede dens Blik i Blink paa Blink for Digtningens brogede Verden, der var Livets Sjæl, dets afstemte Genklang, der ømt og erindrende slog tilbage mod dets Øre. … Snart rasede han 200 op, saa de hvide Vægge svarede tilbage med kolde hvasse Stød, snart smygede Stemmen sig som Vind gennem Korn, sommerlig lunende og blid. Over hans Ansigt trak Afsky og Spot og Mistro sin beske forvrængede Grimace, saa spillede et Smil af ungt Koketteri og kvindelig Ynde om hans udtryksfulde Læber – og atter drog Livet sin Sol og Skygge over hans Ansigt, forskønnende, karrikerende, indtil han løftede det op over Vandene og lod det gennemstraale af Ilden og Aanden i sit eget Væsen.

Mod Bindets Slutning (S. 270) lader Nathansen sin Helt læse et Digt til Dr. Frank i et Hovedstadsblad; det slutter:

Jeg ser Deres lidende Hoved,
bøjet af bitter Erfaring –
ser Deres straalende, løftede Hoved,
hvidt som en Aabenbaring.
Jeg ser Dem, hvor Bølgen gaar højest,
en Stridsmand blandt mange i Fraade og Sprøjt –
og dog saa sælsomt alene,
ene som den, der staar højt.

Ogsaa i sidste Bind forekommer Dr. Frank, særlig Side 247-57.

I 1918 kom desuden "Den muntre Død", et Tidsbillede af Tage Hebo; Bogen begynder med en Forelæsning i Universitetsannekset, hvor vi præsenteres for Georg Brandes som Dr. Roarsen. Der er dog ikke tænkt paa en Brandes-Forelæsning; men de urolige Optrin skildrer Dr. Konrad Simonsens Auditorium i 1912, da Brandes-Angriberen blev pebet ud og hindret i at tale af en Flok Unge fra Studentersamfundet. Men i Bogen er det Georg Brandes, der i den store Krigs Tid taler om Nationalisme.

Forfatteren giver et Rids af hans Mimik, Bevægelser, Stemme, de spændstige, energiske Fingre, det urolige, indfiltrede Haar, den fast indtrukne Hage og Panden med

to lange Rynker på tværs sænket på Midten over Næsen i en ganske fin Spids og hævende sig til begge Sider i Buer som et Par udspilede Vinger, der hyppig, mens han talte, kom skarpt til Syne og ligesom truede med at bære Tankerne bort i en vild, undrende Flugt.

Endnu et Par Steder forekommer Dr. Roarsen – mod Bogens Slutning saaledes atter som Foredragsholder.

"En Mand gik ned fra Jerusalem" hed et 3-Akts Skuespil, som Helge Rode udgav i Aaret 1920; man diskuterede straks efter dets Fremkomst Stykkets Hovedpersoner rundt om i Dagspressen. Paa direkte 201 Henvendelse svarede dets Forfatter, at han ikke fandt nogen Anledning til at imødegaa de fremkomne Indlæg, saa længe Skuespillet ikke var opført.

D. 12. Marts fik det Premiere paa Det kgl. Teater og var kort efter Genstand for en indgaaende Analyse af Henning Kehler i "Politiken"s Kronik; heri forekom den ogsaa fra mange andre Sider fremkomne Paastand om, at Forfatteren med en af Stykkets Hovedpersoner havde tænkt paa Georg Brandes.

Hertil svarede Helge Rode i en længere Artikel paa Forsiden af "Berlingske Aftenavis" den 20. Marts bl.a. følgende:

Hvis jeg i Dr. Stern har ramt en Aandstype, saa har jeg dermed ogsaa ramt den Mand, som i denne Forbindelse er bleven nævnt. Men lad mig tilføje:
Stern er ikke denne Mand! Mange andre har staaet Model, mangfoldige Iagttagelser er løbet sammen, før Stern blev til. Der er en Mand, som i langt højere Grad har været min Model … det er Voltaire.

Henning Kehlers Svar herpaa – og hans hele Standpunkt overfor Stykket – findes i "Kronik og Kritik", 1922, S. 75-92.

Dr. Stern, Stykkets Hovedperson, fremtræder som en landflygtig Ingeniør og Skribent, bosat i Schweiz og af international Berømmelse. Med Georg Brandesk Iver og Indignation taler han undertrykte Folkefærds Sag, fordømmer Krigen i stærke Ord og føler sig miskendt i Hjemlandet. Under Samtale med en Professorfrue siger han (S. 16-17) bl.a.:

… Mit Navn bliver dyppet i Løgn og naar det er rigtig vaadt bliver det slæbt gennem Alverdens Smuds. Jeg kæmper for Freden – selvfølgeligt siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for Sandheden og selvfølgelig skriger man, at jeg er en Løgner. I tyve Aar har jeg arbejdet for et menneskeligt Forhold i Europa – selvfølgeligt brøler de, at jeg er et Udyr, mens de vælter sig i Blod. Navnlig hjemme er Pressen, hvad hedder det, charming, reitzend, yndig, ja den er yndig! … Jeg vilde rejse til Danmark; men der har man maltrakteret mig saaledes, at jeg har svoret aldrig mere at sætte mine Ben i det Land, og jeg holder mine Løfter. – Danmark var Torneroses Rige. Hun sov; men hun stak alligevel. … Allerede tidligt lod mine Landsmænd mig mærke, at jeg ikke passede dem. Jeg har derfor befriet dem for min Nærværelse og nu kan de rejse Verden rundt og se mit Værk, men hjemme er der ikke en Bropille af min Konstruktion.

Agnes Henningsens "Polens Døtre", der kom to Aar senere, fortæller 202 ogsaa om Brandes i Udlandet, endda i et af de Lande, hvor han var mest skattet. I Bogens sidste Halvdel er der en Fest for ham, hvorunder han holder Tale:

Percy Branner stod paa Tribunen. Han var slank med fine Fødder og Hænder og et slankt, fint Hoved. Saa snart der begyndte at blive stille, talte han med en Stemme, som, skønt den lød dæmpet, hørtes hele Rummet over. Hans Bevægelser var rolige. Hans Øjne var rolige. Men hans Pande og Mund eet spillende Liv. Især Panden skiftede hvert Øjeblik Udtryk, var bedrøvet, forundret, begejstret, grundende, altid stærk og smuk; det store, høje Haar gjorde den stærkere og smukkere.
Den Sag, Percy Branner tog sig af, syntes stor, gerne den største, mens han talte. Og her var det ens egen Sag, Polen … Og Polen, som han, den store, fremmede kendte, forstod, forklarede for dem. De Hundreder af Mennesker lyttede uden at røre sig.
Ligesom han vilde slutte, snublede hans Stemme af Bevægelse i en pludselig Følsomhed, han ikke kendte … Det er de sidste Ord, jeg taler her i Polen, tænkte han. Har jeg sagt det, der slaar ned … Hans Pande trak sig op i dybe, bedrøvede Rynker, som bar han Alverdens tunge Tanker. Bevægelsen jog ned i Tilhørerne, der et Øjeblik blev een Uro, ligesom en stor Bølge, der rejser sig i Storm, klager sig og bliver stille. Og fra dem atter op til ham. (S. 168-69).

Sven Lange skrev en Roman, "De første Kampe", 1925, der skildrede Brødrene Brandes' Udviklingshistorie paa det nærmeste i Tiden 1872-80. Man hører heri om "Litteraturselskabet", "Det nittende Aarhundrede", det ledige Professorat og Brandes' Beslutning om at forlade Landet, om "Hovedstrømningerne" og Bogen om Kierkegaard m.m. Men alle Navnene er opdigtede – det eneste, der mulig vil genere den jævne Læser, hvorfor her skal anføres en "Personliste" til Forklaring paa Navnene, efterhaanden som de dukker op i Romanen:

Det bør ogsaa nævnes, at Brandes selv i en Artikel, senere genoptrykt i "Store Personligheder" (S. 182-87), har fremsat sine Kommentarer til Romanen.

Kaj Munks Skuespil "I Brændingen" udkom 1929 og er tilegnet "Mesteren, der er død"; 25. Februar 1937 opførtes det paa Betty Nansen-Teatret, i hvis Program Kaj Munk om Hovedpersonen, Professor Krater, skriver, at der i ham "ikke er nogen Affotografering af Georg Brandes; en selvstændig "Teaterfigur" er bygget op, inspireret af Brandes'ske Træk." (I Bogen særlig S. 21 og 49).

Stykket gav Anledning til, at Georg Brandes' Datter, Fru Edith Philipp, i "Politiken" 21. Marts med en Artikel "Georg Brandes som Fader" protesterede mod den grove Karrikatur.

Dagen efter fortalte Hans Brix i "B. T." om et forgæves Forsøg fra Kaj Munk paa i 1921 at komme i Forbindelse med Brandes, hvis afvisende Svar han aftrykte i Facsimile. Det lød:

9. Sept. 21.

Højstærede
Der er hver Dag en halv Snes Mennesker, som ønsker "en Time af min kostbare Tid", ca. 10 Timer om Dagen. Der sendes mig daglig et Par Dusin Breve og et godt Dusin Bøger med Bøn om Svar, Gennemlæsning og Bedømmelse – en 4 Ugers Arbejde – om Dagen.
Jeg modtager derfor ikke Besøg af Forfattere og læser aldrig Manuskripter; er i Stand til selv at sysselsætte mig.

Ærbødigst
Georg Brandes.

[Elberlings note:] Hans Brix havde laant Brevet af Kaj Munk, fordi han (Brix) havde udtalt at Brandes i sine yngre Aar, "var baade en beredvillig og utrættelig Besvarer af Henvendelser og personligt tilgængelig". Nu offentliggjorde han det, skrev han, for at vise, at Munk intet personligt Kendskab havde til Brandes. Desuden fortæller Professoren, at Munk paa Svarkonvoluten havde kaldt sig "cand. phil." i Stedet for "det mindre neutrale" "stud. theol."!

Henri Nathansen har 1932 i "Mendel Philipsen & Søn" ladet Georg Brandes optræde som Festtaler, nemlig ved Middagen i det Philipsonske Palæ og dennegang ved Navns Nævnelse:

I Døren stod Dr. Georg Brandes. Han blev staaende et Øjeblik i sin mørke pantheragtige Slankhed, det høje brunblanke Haar skilt i to bløde Bølger, seende frem i Salen med et ømfindtligt søgende Blik. Saa gik han frem med en paa en Gang beskeden og beregnet 204 Holdning, idet Fru Rose Philipson kom ham imøde. Han bøjede sig ridderlig over hendes Haand og kyssede den – og gik saa med hende frem mod de tause Klynger, med et blandet Udtryk af tilfreds Utilfredshed over den pludselige Taushed, hvortil hans Tilsynekomst gav Anledning. Saa tabte han sig i de inderste Klynger, spørgende, fortællende og eftersporende paa samme Tid. (Nævnte Bog S. 84.)

Sikkert et træffende Billede af Brandes, som Henri Nathansen havde kendt saa godt gennem den sidste Menneskealder. Senere i Bogen holder Brandes en Tale, hvis Virkemidler ikke er væsensforskellige fra dem, der skildres i "Af Hugo Davids Liv", men alligevel danner et interessant Supplement for dem, der har hørt ham tale.

Endelig har Anders Olsen i sit Skuespil "Maskinen", 1934, anvendt Brandes'ske Træk til sin Hovedperson, den socialpolitiske Skribent og radikale Skoleleder Dr. Thomas Eden.

Ogsaa til Poesi har Brandes naturligvis inspireret. Karl Gjellerups Digtsamling "Rødtjørn" 1881, S. 112-33 og Sophus Schandorphs "Samlede Digte" 1882, S. 97 kan nævnes. Holger Drachmann offentliggjorde 25. Oktober 1891 et langt Hyldestdigt i "Illustreret Tidende"; det findes delvis optrykt i Brandes' "Levned" III, S. 320-22. Anledningen var 25-Aarsdagen for Brandes' første Skrift og Festen herfor; til samme Lejlighed havde ogsaa Axel Henriques som før nævnt digtet en Sang, optrykt i "Sganarels Kjøbenhavnerviser i Udvalg" 1925.

Fra 1891 findes Oscar Madsens Digt "Mellem Slagene" i Samlingen "Den vilde Vin"; i hans "Decemberdrømme" S. 33-35 er Tonen en anden. I "Studenterbladet" 3. November 1896 fandtes Digte til Brandes af Kai Hoffmann, Ludvig Holstein, Louis Levy, L. Mylius-Erichsen og L.C. Nielsen. Niels Møller skrev ved 60 Aarsdagen i "Tilskueren" et længere Digt, medens Valdemar Rørdam lod sin Hilsen trykke 1903 i "Karneval", der tillige er tilegnet Brandes. 1904 kom Mylius-Erichsens grønlandske Samling Digte "Isblink"; heri hyldes Hørup og Brandes.

Paa Georg Brandes' 70-Aarsdag 1912 indleder Sophus Michaëlis "Tilskueren"s Festskrift med en længere vercificeret Hilsen. Ved samme Lejlighed offentliggør Henrik Pontoppidan sit skeptiske Digt i "Politiken".

Desuden findes i nyere Tid Hyldestdigte bl. a. af Aakjær, Hans Ahlmann, Kaj Friis-Møller, Axel Juel, Thøger Larsen, Fr. Nygaard, Seedorff Pedersen og Johannes Ursin.