Max Klinger

Med 3 Billeder og 3 Vignetter efter Max Klingers Illustrationer i Værket Amor og Psyche.

I.

Paa Berlinerkunstnernes permanente Udstilling vakte i Foraaret 1878 en Række Pennetegninger Opmærksomhed. De vare betitlede "Fantasier over en funden Handske, tilegnede den Dame, som har tabt den". Deres Originalitet var saa dyb og saa barok, de vare saa ulige Alt, hvad man før havde sét af den Art, at ingen Tilskuer gik dem ligegyldig forbi. Den jævne Berliner var vel uklar over, om dette var Genialitet eller Vanvid, en og anden klog Hane mumlede vel Ordet "Fliegende Blätter-Illustrationer" mellem Tænderne1; men enkelte blandt Kunstnerne og de Kritikere, hvis Kunstsans ikke er bestemt ved gammel Vedtægt, studsede, fordybede sig i Billederne og beundrede det Talent, som i dette første Glimt aabenbarede sig paa næsten blændende Maade. Jeg selv har i sin Tid omtalt dem i det norske "Dagblad" og i "Academy"2. Kunstnerens Navn var Max Klinger, og han var kun 21 Aar gammel. Disse Blade ere i Aar3 udkomne som en Suite4 af mesterlig udførte Raderinger, Ein Handschuh. Rad. Op. VI, undtagelsesvis paa Kunstnerens eget Forlag, da han ej kunde vente stor offenlig Deltagelse for et Arbejde af saa personlig Karakter5. Her en kort Beskrivelse af dem. 1 og 2. Berlins Skating-Rink, det Selskab, der den Gang besøgte Anstalten, nøjagtig portræteret, deriblandt Kunstneren selv, høj, soldaterrank, med sit tykke, krøllede Haar, der bedækker Hovedet som en Pelshue, og en ung, udmærket smuk Dame, en Brasilianerinde, som i hin Tid tildrog sig de Besøgendes Interesse ved sin Skjønhed og sin yndefulde Løben. Den unge Dame taber i Farten en lang hvid Handske med sex Knapper; den unge Kunstner bøjer sig i sit Løb og tager den op, formodenlig for at gjemme den i den Lomme, der er Hjærtet nærmest. – 3. En nydelig lille Kupido sidder halvt bortvendt nær en Rosenbusk, fra hvilken tunge, store Roser lude ned. I deres Skygge hviler den fine, smalle Damehandske. Han sidder paa Vagt ved det bløde og duftende Fund. Rosenblade drysse ned derover. – 4. Max Klinger i sin Seng; han sover, men kaster sig uroligt paa sit smalle Leje. Paa hans Natbord ligger Handsken, men over hans Hoved sés den samme, af Drømmen udspilet til en uhyre, truende Haand, der griber om Maanen og truer med at rive den ned fra Himlen. Og se! til Venstre for Sengen begynder det aabne Hav, og ude paa Havet hæve sig op af Bølgerne med vilde Skrig og Gebærder svømmende, druknende, hæslige Skikkelser, blandede med Havuhyrer, og længere ude nærme sig store, krummede, angstindjagende Handskehænder. Intet Under, at den Sovende i Skræk trækker Benene op under sig i sin Seng. – 5. Opvaagnen. Handsken ligger roligt paa Sengen, men Kunstneren, der sidder paa Hug, har ladet Ansigtet synke ned i sine Hænder og drømmer vaagen videre: Et vidtstrakt Landskab med Bjærge til Baggrund aabenbarer sig; i Forgrunden skyde over Handsken paa høje, tynde Stængler uvirkelige, med Blomster helt bedækkede Drømmetræer i Vejret. Under dem og dog fjærnt, fjærnt paa en Vej øjnes ikke større end at Skikkelsen kan dækkes af en Flue, men dog med karakteristisk6 igjenkjendelig Holdning den skjønne Dame fra Skating-Rink. – 6. Storm paa Havet. Midt ude paa det en Sejlbaad, der kastes af Vinden og krænger stærkt; ud af Baaden bøjer sig den unge Kunstners Skikkelse, forsynet med en uhyre lang Skibshage. Handsken er falden overbord, det gjælder at fiske den op. Man sér den synke, man føler den fortvivlede Anstrængelse for at ramme den med det spidse Jærn og faa den tilbage. – 7. Atter Vand, men hvor forskjelligt! stiliseret som paa et græsk Basrelief i store sikre Rundinger og Voluter. Et Spand af Havheste i den strængeste helleniske Stil drager langsomt og majestætisk en lav Triumfvogn over Bølgerne; dens Sæde er en Konkylie, der aabner sig som en sort og skinnende Blomsterkalk, og i denne hviler lysende hvid – den sexknappede Handske, som holder Tøjlerne og kjører Spandet. – 8. Hvad er dette? To fortvivlede, nøgne Mandsarme, der ere stødte ud gjennem en Rude, hvis Skaar falde klingrende til Jorden; 434 Hænderne gribe efter en bortflyvende Gjenstand, der taber sig i Nattens Mulm. Ak! det er atter Handsken. Ud af Vinduet er den fløjet; en hæslig7, overnaturlig stor Flaggermus fjærner sig med den i sit Næb. Og forgjæves strækker den Fantaserende sine blødende, skaarede Hænder ud af Vinduesrammen efter den. – 9. Her er den igjen. Og denne Gang bedre forvaret. Nu skal den ikke let slippe bort mere. En rummelig Sal. Alle Vægge bestaa af hængende Tapeter, og nøjere besete ere disse Tapeter lutter mange Gange forstørrede, parvis forbundne sexknappede Damehandsker, der naa fra Loftet ned til Gulvet. Midt i denne Sal et koket lille Bord, der gjør Tjeneste som Alter. Og paa Alteret hviler Skatten selv i naturlig Størrelse, fin, smal, synlig fra alle Sider. Men i et Hjørne af Værelset er Tapetet lidt uregelmæssigt; thi et vildt Dyrehoved med flammende Øjne hæver nogle af de store Handskefingre lidt i Vejret og kigger ind; det er Dragen, der med stygge8 Kløer og slangesnoet Hale vogter Helligdommen og ruger over Skatten. – 10. Atter en flad, sandet Kyst. Ved Stranden brænde paa høje Stativer to fine, antike Lamper. Mellem dem hviler paa en Pude den fundne Handske, og Havet skyller op imod den, men uden at nærme sig den med den Dristighed, hvormed det en Gang rørte Knud den Stores Fod. Tværtimod. Oceanet hylder dette Klenodie for den Elskende; alle de stigende Bølgekamme skylle Roser ind mod Stranden, kaste Roser hen for Handsken, i alle Bølgedale flyde de; alt det fraadende Bølgeskum opløser sig i lutter Roser.

II.

I Vinteren før hin Foraarsudstilling lærte jeg her9 i Berlin en lille Gruppe unge Kunstnere at kjende. De boede, eller samledes, paa et Atelier, der befandt sig10 paa en femte Sal i den aristokratiske11 Hohenzollernstrasse. Huset var et Hjørnehus med vid og smuk Udsigt over Schöneberger Ufer, men Udsigten var Lejlighedens største Pragt. Et og samme store Rum var baade Atelier og Sovekammer. Der fandtes en slidt Sofa og et mægtigt, med løse Tegninger og Mapper og Kaffekognings-Rekvisiter12 bedækket Bord, hvis Størrelse og Soliditet jeg allerede var nær ved at misunde, da jeg opdagede, at det slet ikke var noget Bord, men kun et Par Bukke, over hvilke man havde lagt nogle Brædder. Paa alle Vægge Studiehoveder, udførte under Gussows Ledelse, ogsaa mange originale Forsøg.

Portneren, der lød det velklingende Navn Piefke, sørgede som en Moder for Atelier'ets Beboere. Han tog sig af deres Vel selv imod deres Vilje. En af dem skulde gjøre en Rejse og savnede længere Tid i Forvejen alle sine smukkeste Skjorter. Det var Hr. Piefke, der havde stukket dem tilside for at de kunde være rene til Rejsen og hans Yndling gjøre Figur mellem Fremmede. Det Bedste var, at han tilsidst blev saa smittet af den kunstneriske Atmosfære13 paa femte Sal, at han selv begyndte at male nede i sin Kjælder, og det Pudsigste var, at han virkelig havde noget Talent, "mere end mangen Berømthed", sagde Malerne. Ja En af dem tog Hr. Piefkes Maleri for en af Kammeraternes, da han en Dag kom tilbage til Atelieret og fandt det opstillet. Jeg har selv sét to Marinemalerier14 af Hr. Piefke, forestillende Skibe i Storm, hvis Interesse forøgedes ved, at Kunstneren aldrig havde sét Havet, saa Fantasien kunde tumle sig desmere frit.

En af de unge Malere kom til mig og vilde male mit Portræt15; saaledes lærte jeg Gruppen at kjende. De vare – naturligvis – ivrige Nihilister, Socialister, Atheister, Naturalister, Materialister og Egoister. De docerede i Munden paa hinanden de for Samfundsordenen og Næstens Fred mest faretruende Synsmaader; de beklagede ethvert mislykket Attentat og svang sig op til at beundre Hödel;16 de hyldede Pariserkommunens Politik, de foragtede Enhver, der paastod, at han nogensinde lod sig lede, eller at man overhovedet burde lade sig lede af andet Motiv17 end den mest usminkede Egoisme18 – som en Hykler, der ikke skulde19 narre dem. De vare, efter at have lært mig at kjende, meget overraskede af min Tamhed. De havde ventet sig noget ganske Andet.20 De nærede Væmmelse – Foragt er for svagt et Ord – for den hele anerkjendte tyske Kunst, for Akademiet, deres Kammerater dér, de berømte Navne (med Undtagelse af Menzel21 og Gussow). De havde gjennemskuet Livet. Ævret var opgivet. Der var Intet at arbejde for og Intet at haabe. Det gjaldt om saa smerteløst som muligt at slaa Tiden ihjel; de vare for gamle til at nære Lidenskaber – derover vare de ude – for blaserte til at løbe efter Illusioner, for kunstforstandige til at tiltro sig selv Geni, for stolte til at bryde sig om Ros eller Ry; det gjaldt om at faa den ene Dag til at gaa som den anden, male lidt, faa sig et Slag Kort, sove meget længe. Kort sagt, de vare unge, unge! i Begyndelsen af Tyverne, nydelsessyge, ærgjerrige, begejstrede, fanatiske for Kunsten, hvidglødende af Foragt for Hykleriet, saa lidenskabsløse, at den ivrigste Tilbeder af Indolensen22 iblandt dem lige var bleven helbredet efter et Selvmordsforsøg af ulykkelig Kjærlighed, og saa ivrige for at prædike Egoismens Evangelium23, at de levede i fuldstændig Kommunisme, hjalp hinanden, sultede for hinanden og elskede hinanden.

De vare Alle meget begavede, men saa snart man var ene med En af dem, fortalte han strax med en Blanding af Ømhed og Ærefrygt, at der var En af dem, som var et Geni. Han var deres Stolthed, deres Beundring. De satte deres egoistiske24 Glæde i at udbasune hans Ros til alle Sider, at tale overalt og til Enhver om hans Arbejder uden at ymte en Stavelse om deres egne; bleve de udspurgte om dem, svarede de, at det var Brøderhverv. De bar deres Benjamin paa Hænderne og svor paa, at han vilde fordunkle alle nulevende tyske Kunstneres Ry. Imidlertid gik han tavs og sluttet, rank og høj, med sit tykke, krøllede røde Haar om iblandt dem, istemmende i deres Theorier25 med et Nik, men uden Veltalenhed, forud overbevist om, at kun den mest yderliggaaende Anskuelse kunde være den sande, og forøvrigt saa fortabt i sin indre Syslen, saa optaget af sine frugtbare26 Drømme, saa uafbrudt, fabelagtig produktiv27, at han kun havde ringe Tid til Ræsonnementer.

III.

Max Klinger er født i Leipzig d. 18. Februar 1857. Han er Barn af en velhavende Kjøbmandsfamilie.28 Han har studeret Malerkunsten i Karlsruhe og Berlin29 under den for sin energiske Realisme bekjendte Maler30 Carl Gussow, men uden at kunne lære det, som denne Lærer især har sin Styrke i, den nøjagtige Gjengivelse af Modellen. Han lærte aldrig at kopiere den ydre Virkelighed; dertil var hans indre Verden for ejendommelig og for rig. Hans Hukommelse var saa tro, at den var overfyldt med Former og Indtryk, hans gnostisk sanselige, idé- og billedsprudlende Indbildningskraft var saa klippefast forvisset om sin31 indre Logik, at hvor vildt den end opfandt og hvor dumdristigt32 den end tumlede med det Givne, fik den noget i kunstnerisk Forstand Fornuftigt ud deraf, og hans Stemningsliv var saa fuldttonende, saa mangestemmigt bevæget, at enhver af hans Frembringelser virkede paa Nerverne som Musik, havde Stemning over sig og bragte Stemning med sig.

Den Stamme, ud fra hvilken denne frugtbare Fantasi skød sine Blomster, var en fast, sluttet33 og haardnakket Karakter, stædig i sin Attraa og sine Beslutninger og rede til at ofre Tid, Kræfter, ubetinget Alt for den herskende Attraas eller Beslutnings Skyld, fremdeles et yderlig34 nervøst indtil Overmaal sensibelt35 Temperament, et af disse Temperamenter, som36 Lidenskaberne ryste til deres Grund, dog ikke som hærjende Storme, men som tropiske Uvejr, efter hvilke Jordsmonnet er dobbelt frodigt.

I Efteraaret 1878 udstillede Klinger en Række af otte Tegninger, der illustrerede Kristi Historie, de vare – ligesom den senere Samling "Eva und die Zukunft" – tilegnede den norske Maler Christian Krohg. Skjønt disse Tegninger ikke høre til Klingers bedste Arbejder, vel nærmest fordi det Historiske ikke ligger for ham, og fordi Opgaven overhovedet var for stor for hans Ungdom, blev der lagt meget Mærke til dem. "Die Gegenwart"s Kunstkritiker37, en af de faa, der have38 virkelig kunstnerisk Indsigt, skrev til de etablerede Storheders Forargelse: Om Udstillingen 1878 vil man i Fremtiden sige: "Paa den udstillede Max Klinger første Gang", og ikke længe efter bleve Tegningerne kjøbte af Nationalgalleriet. Deres Fortjeneste laa især i Kunstnerens fuldstændige og afgjorte Brud med alle gængse Overleveringer i Behandlingen af de oprindelige kristelige Typer. Han søgte med ungdommelig Alvor sin egen Vej. Kristustypen er hos ham39 uklar, forskjellig paa de forskjellige Tegninger, fordi han selv er uklar over sin Grundopfattelse. Men 436 Begivenhederne ere rykkede Tilskueren nær. F. Ex. Den udvalgte Skare bestiger Højen, fra hvilken Bjærgprædikenen skal holdes; den klavrer møjsomt op ad Skraaningen, fulgt af nysgjerrige skrigende Drenge, haltende gamle Kjærlinger, Værkbrudne, Farisæere og Soldater. Alle vende de os Ryggen; en af Apostlene drejer sig om og vil slaa en Dreng paa Øret, der skraaler efter ham, medens en anden holder ham tilbage. Indtrykket er her humoristisk. I en anden Tegning, hvor man skrider ned ad Bjærget, er Alt højtideligt. Solen flammer paa det hede Sand. En efter En, med bøjede Hoveder følge Apostlene deres Mester. Han nærmer sig Tilskueren. Det ædle og fine Ansigt med dets bløde, sorte Haar og Skjæg stirrer nedad. Han sér trods sin Ungdom saa ærefrygtindgydende ud, at den romerske Centurion, der er sendt ud for at holde Øje med ham, uvilkaarlig gjør Front, da han skrider ham forbi, og staar stiv og ubevægelig med blottet Hoved.40 Der er i disse Tegninger en tapper og sandhedskjærlig Kamp mod det Vedtagne. Paa den41, hvor Kristus vises frem med Tornekransen om sin Pande, er f. Ex. Udraaberen ikke det sædvanlige brutale Uhyre, der svælger i Fornøjelse over sin egen Lavhed; vi se en søvnig arabisk Profil, hvis Besidder med ensformig42 Stemme ganske mekanisk, fordi det er hans Profession at fremplapre, udskriger en Række Ord, han har lært udenad.

Paa samme Udstilling fandtes et lille Maleri af Klinger, Spaziergänger kaldet, lidet egnet til at give en Forestilling om hans overordenlige maleriske Gaver, men43 interessant ved sit spændende Æmne. Scenen er en øde Mark, nærmest Hasenhaide ved Berlin, kjendt som en utryg Egn. En lang, uendelig lang og melankolsk44 Kirkegaardsmur strækker sig ind i Billedet. Mod den har en ung Mand søgt Rygstød. Han har taget en lille Revolver frem af sin Lomme og holder den ud for sig med et roligt, iagttagende Blik; thi fra tre Sider nærme sig uhyggelige og pjaltede Skikkelser med tykke Knipler i Hænderne. De ere standsede, øjensynlig uvisse om, hvad der nærmest er at gjøre, da de se, han er forberedt. En af disse Forstadsproletarer bøjer sig, utaalmodig over denne Venten, og tager en stor Sten op fra Jorden. Derover blaa Himmel med skinnende Sollys; Sommerluft i Billedet.45

Saa stor Opsigt vakte disse første Forsøg, at Misundelsen blev aarvaagen; Kritikeren i "Die Gegenwart" blev imødegaaet i Bladet selv og desavoueret46 af Redaktionen, der frygtede for at lægge sig ud med de gamle Professorer. Det hed sig rundt omkring, at "det var Synd at fordreje Hovedet paa en saa ung Kunstner med Ros"47, især, føjede man gjerne til, "da han rimeligvis ikke bliver til Noget", og da Klingers Kunst snart derefter syntes at staa i Stampe, da han forsvandt hele to Aar fra Berlin, levede meget stille først i Bruxelles, senere i München, gjennemgik en langvarig og udmattende Sygdom, kunde det en kort Tid se ud, som om de ugunstige Profetier48 skulde beholde Ret.

Dog i Begyndelsen af 188049 udkom i Bruxelles "13 Eaux-fortes", Randgloser til Ovid, som røbede et stort Fremskridt i Kunstnerens Udvikling. Det var Illustrationer, eller rettere akkompagnerende50 Fantasier til Metamorfosernes51 Fortællinger om Apollo og Dafne, Pyramus og Thisbe, blandede med Intermezzoer af pathetisk eller humoristisk52 Natur. Det indledende Blad er udført i en stor og pragtfuld Stil. Et skjønt og bjærgrigt Kystlandskab. Mod en mægtig Bjærgside som Baggrund sés til Venstre en græsk Kolossalbuste anbragt som i en Rede af Roser. Den nederste Del af Bladet indtages af Pladen paa Kunstnerens Arbejdsbord med Lysestagen og Tegneredskaberne; nederst til Højre strække to foldede Hænder sig bønfaldende i Vejret. Det er Anraabelsen af Antikens Aand. Man maa have53 sét den rene Højhed i Kolossalhovedets Udtryk og den skjælvende nervøse Inderlighed i de sammenfoldede Fingre, endelig Landskabet med et lille rygende Alter og en Ofrende i Baggrunden til Højre ud mod Havet, for at fatte den gribende Virkning. Det er især Landskaberne, som i denne Suite54 ere fortryllende, og Klinger har overhovedet en ligeligere Styrke i dem end i Figurerne, hvis Tegning ikke sjælden er forfejlet, og hos hvilke det Barokke55 og Hæslige56 undertiden aabenbarer sig forstyrrende midt iblandt meget Yndefuldt og Genialt. Disse Landskaber her, mythologiske Landskaber, der have noget Paradisisk og dog ej det ringeste Uvirkelige ved sig, minde i Et og Andet om Böcklin, som vel overhovedet turde være den Maler, der har gjort det dybeste Indtryk paa Klinger. De af mine Læsere, der57 have sét, forstaaet og følt saadanne Malerier af Böcklin som de to i Schack-Galleriet i München, der føre Navn af "Villaen" og forestille det samme gammelgræske Landskab sét ved Dag og Nat, kunne gjøre sig en Forestilling om den dybe, dragende Poesi i Klingers snart overfrodige, snart ved deres vilde Goldhed melankolske58 Landskaber. Det er ikke Landskaber, der egne sig for Nutidens civiliserede Menneskehed. De passe til Opholdssteder for langhaarede Fauner, for fløjtespillende, bukkefodede Satyrer, for Urtidens første elskende Menneskepar. Og saa er Kunstneren dog den Moderneste af de Moderne, det vil sige den Frigjorteste af de Frigjorte, kun antik, fordi han er oprindelig, kun mythologisk, fordi der er noget af det Urmenneskelige i ham, som Mytherne have givet Udtryk. Han leger med Legenden, som Holger Drachmann leger med den i "Østen for Sol og Vesten for Maane"59. Han leger med Ovid, saa frit som Ovid legede med en ældre Tids Tro, men med dybere Sans for det Sjælelige deri, med dristigere Fantasi og med den inderligt Ensommes Hang til at nedlægge Hemmeligheder og Gaader i sit Værk. Hvilket Blad, det, der viser os Apollo og Kunstneren gaaende hinanden i Møde i hin fremmede Verden, hin60 med den mange Gange forstørrede Pen, denne61 med den forstørrede Radernaal i sin Haand. Hvilken stolt-beskeden Holdning i den62 alvorlige, antikt kostumerede Skikkelse!

Levende som indemuret paa sit Værelse, uden at omgaas et eneste Menneske, uden i fem Maaneder blot en eneste Gang at sætte sin Fod i Pinakotheket, som han aldrig havde sét, levede Klinger i München udelukkende for Udarbejdelsen af sit store Værk Amor og Psyche. Det er Apuleius' gamle Legende, overdaadig illustreret med Træsnit og Raderinger. Jeg betænker mig ikke paa at sige, at det er det skjønneste og genialeste illustrerede tyske Værk, som gives. De Par Rammer og den enkelte i Træsnit gjengivne Radering, som Klinger har sat mig i Stand til at vise Læserne af "Ude og Hjemme", ere kun fattige Prøver, give ingen Forestilling om Værkets Rigdom. End ikke den store Radering, hvilken Udgiverne af dette Blad have givet i Tilgift som Træsnit, kan give mere end en ringe Mundsmag af det, som udgjør Tiltrækningen ved Arbejdet som et Hele, saa meget mindre, som de finere Raderinger overhovedet ikke lade sig gjengive med Træsnittets Midler. Men Læseren har dog her et Par Specimina af Klingers Kunst, der maaske ville bringe En eller Anden til at kjøbe Værket.63 Han vil da kunne forfølge, med hvilken digterisk Opfindsomhed Klinger i Vignetterne har64 motiveret65 Mythens Motiver, vil kunne nyde Finheden og Humoren i den Vignetrække til Slutningen66, hvor Amor udfører Herkules' tolv Arbejder, vil kunne67 beundre Kompositionens fuldendte Skjønhed og Pragt, hvor Venus til Slutning danser for Guderne paa Olympen. De store Billeder og Figurer staa gjennemgaaende tilbage. Klinger er endnu ingen Mester i den egentlige Tegning68, og det er tvivlsomt, om han nogensinde bliver det. Thi er der end Punkter, hvor det, han frembringer, ikke kan gjøres bedre, saa er der andre Punkter, hvor man maa frygte, at han er uforbederlig. Han er ikke af dem, som kunne lære skridtvis, han gaar frem i Spring, eller han beholder sine Fejl. Men de smaa Billeder ere uforligneligt yndefulde. Der er et, som forestiller Psyche ene i Amors Palads, trøstet ved Aandernes Musik; det er henaandet og idealt skjønt som et Digt af Shelley.

IV.

Ja, Klinger er Poet, en naturtilbedende, uberegneligt fantastisk Poet, der digter med Radernaalen eller Penslen 437 i sin Haand. Han maler f. Ex. et sydligt Landskab med festlig Luft og Hav i Baggrunden; en Busk fuld af røde Blomster til Venstre; en ung nøgen Kvinde ligger udstrakt paa Bugen paa det fine, hvide Sand med en Rosenkrans om Panden, støttet paa sin Albu. Fra højre Side nærmer sig med stiv Gravitet69 først en lyserød Flamingo, saa i Afstand to store barokke70, brednæbede, højskuldrede, halsløse Fugle, som for at bringe Skjønheden dens71 Hyldest. Billedet72 bærer Titlen Deputation. Eller han raderer73 Mefistofeles, der hyllet i Fausts Kappe venter paa Studentens Besøg. Ikke et Glimt af den traditionelle74 Mefistofeles-Type er bleven tilbage. Men hvor er dette smukke, kloge Ansigt under Baretten overlegent, raffineret, gjennemtrukket med Haan i hver Fiber; der er en vampyragtig Vellyst i disse Træk. Den store Spotter slaar den lune Pelskappe75 om sig, som om han frøs. Det er den blodløse Vampyr, den erfarne Verdensmand, der venter paa den fuldblodige Ubetydelighed, det Guds Ord fra Skolen, der er hans sikre Bytte.

Den sidste Række Raderinger, Klinger har udgivet, synes mig at betegne Højdepunktet af, hvad han har naaet; den har kun et enkelt mislykket Blad og overgaar i Modenhed alt Tidligere. Titlen er Eva und die Zukunft. Det er sex Blade. Eva vaagner nyskabt i en Paradisets Have, der ved sit Plantelivs Yppighed minder om Haven i Zolas "La faute de l'abbé Mouret"76. Det næste Blad Fremtiden viser en smal Bjærgvej mellem to nøgne lodrette Klippesider, der gaar opad, og øverst oppe, hvor alle vi Evasønner og Evadøtre maa passere forbi, hvis vi ellers komme forbi – sidder støttet paa Forpoterne med granitagtig Ro en Kæmpetiger og venter, venter som den uundgaaelige Rædsel, der er Enhver77 forbeholdt. Det næste Blad Slangen viser Eva nøgen, brystende sig, hævende sig paa Tæerne for bedre at beskue sit Ansigt i det Spejl, som Slangen fra Kundskabens Træ holder ned imod hende; dette Blad behager mig mindst; men Fremtiden, der svarer til "Slangen", er des interessantere; Bladet virker ved noget uudsigeligt Stemningsfuldt: en Dæmon, alle Fristelsernes Dæmon, flyder Tilskueren forbi paa Ryggen af en Delfin, sælsomt smilende, med en Harpun i Haanden. De to sidste Blade ere78 i høj Grad fængslende. Det ene forestiller Adams og Evas Fordrivelse af Paradisets Have og fører Titlen Adam; i Baggrunden Havens rige Løvtræer og den, ved en primitiv Portal af høje, utilhuggede Sten uden Overligger, betegnede Udgang. I Forgrunden Adam bærende Eva paa sine Arme ud i den stenede Virkeligheds Verden. Man behøver kun overfor denne Radering at nævne et Navn som Gustave Doré, for at den oprindelige Friskhed i Klingers Begavelse skal falde i Øjnene; han er lige saa ægte og primitiv79, som Franskmanden efterhaanden er bleven konventionel80 og theatralsk. Til dette Billed svarer en Fremtid, som Ingen, der har 438 sét den, let vil glemme igjen. Jean Paul har et Steds om Døden det Udtryk "der Pflasterer" (Brolæggeren). Dette Udtryk har givet Klinger Ideen til et Billed i middelalderlig Aand, hvor man sér Knokkelmanden med en Vrimmel af rædselsslagne Hoveder, der rage op af Jorden, under sig, viklende sine Fødders besynderlige Kløer ind i enkelte Hoveders Haarvæxt, og istemmende et Henrykkelseshyl, idet han svinger en kraftig Brolæggerjomfru højt i sine Hænder og af Hjærtenslyst lader den falde ned paa Isser og Pandebrasker.

V.

Det er sandsynligt , at en Kunstner, der til sit 24de81 Aar alt har frembragt saa Meget, i Tidens Løb vil opnaa et udbredt Ry. Det vil nærmest afhænge af, hvorvidt82 det vil lykkes ham at erhverve et lige saa stort Herredømme over Malerkunstens som over Raderekunstens Midler. Hans mangeartede Forsøg have hidtil været overordenlig83 lovende, men84 langtfra afgjørende. Som den, han foreløbig er, det vil sige som Maler-Raderer, fortjener han de nordiske Maleres levende Interesse. Han er85 en stor Komponist og en stor Digter i sin Kunst. Han synes mig især interessant, fordi han, til hvis Trosbekjendelse det hører, ingen Nationalfølelse at have, han, som86 med Undtagelse af Gussow, Menzel og Böcklin87 kun vurderer fransk Malerkunst, og som næsten aldrig88 tager en89 tysk Bog i sin Haand, men læser90 Zola og især91 Goncourt – at han trods Alt er saa dybt national. Der er i ham noget af det Tyskeste af alt Tysk, noget af den metafysiske92 Fantastik hos Jean Paul og Hoffmann (af hvilke den Første har en stor Beundrer i ham), noget af Inderligheden og den dybe Skjønhedssans hos Schubert, hvem han spiller og elsker, og saa har han dog tillige sit eget langt mere moderne Element, nye Former for en ny Inderlighed, nye Udbrud af Længsel, Vellyst, Humor93, Selvironi og den store melankolske Pathos94. Naar ethvert Æmne, som han rører ved, bliver forynget, naar han har kunnet gjøre Amor, hvem man dog havde Grund til at betragte som ren Paryk95, levende og mulig paa Ny, saa beror det paa den personlige, nervøse Maade, paa hvilken han angriber Stoffet, og denne Form af Nervøsitet forekommer først i den sidste Halvdel af det nittende Aarhundrede.

Klinger er en udmærket, virkelighedstro Iagttager, den gjennemførte Iagttagelses Mand. Man se f. Ex. hvorledes han i sine sovende Skikkelser har studeret Søvnen; man se hans Fugles Holdning og Bevægelser; man se den Gestus96, med hvilken Amor og Psyches lille Søn griber Jupiter i Pandehaaret. Klinger er endog ubarmhjærtig virkelighedstro; han standser ikke paa Halvvejen, skaaner ikke Læserens Nerver for det fulde Indtryk og det pinlige Indtryk: han synes tidt ligesom at gjøre sig lystig over den vedtagne Pænhed og Tilbageholdenhed i Fremstillingen af det Naturlige; han føler saa fuldt, at Kunstneren ved at paalægge sig97 det gode Selskabs Normer98 gaar glip saavel af komiske som af alvorligt virkende Effekter, at hele Bunker af hans Tegninger – deriblandt adskillige, som Nationalgalleriet i Berlin nys har kjøbt – ikke kunne forelægges Offenligheden. Man maa gaa til Zola's Elever, til Huysmanns og Guy de Maupassant for at finde literære Sidestykker. For saa vidt er han Naturalist helt ud i Fingerspidserne.

Men i Hjærtet er han Pantheist99. Hans Fantasi borer sig ligesom ind i Midtpunktet, fra hvilket Livets svulmende Fylde udgaar, skaber med, skaber om, former nye Organismer i Altets Aand100, nye Fabeldyr, nye Udtryk for Følelser101, nye eller fornyede Sindbilleder paa Lyksaligheden, Savnet, Rædslen og Tilintetgjørelsen. Han var Manden, der ved aandfulde Illustrationer vilde kunne forvandle Gustave Flauberts "Den hellige Antonius' Fristelse"102 til et tiltrækkende Værk. Han er beslægtet med dem, i hvis Hjærner Mytherne dannede sig, og med dem, der frembragte Urtidens religiøse Symboler.103 Han har staaet ved Kilden, fra hvilken de ældste Fantasier over Naturen udstrømmede, og han har drukket af denne Kilde.

 

 
[1] mellem Tænderne > med Næbbet tilbage
[2] Jeg selv har i sin Tid …: sætningen udeladt. tilbage
[3] ere i Aar > er nu tilbage
[4] Suite > Rækkefølge tilbage
[5] personlig Karakter > personligt Præg tilbage
[6] karakteristisk > ejendommelig tilbage
[7] hæslig > styg tilbage
[8] stygge > grimme tilbage
[9] her: udeladt. tilbage
[10] befandt sig > befandt sig i Taarnbygningen tilbage
[11] aristokratiske > fine tilbage
[12] Rekvisiter > Tilbehør tilbage
[13] den kunstneriske Atmosfære > det kunstneriske Luftlag tilbage
[14] Marinemalerier > Marinebilleder tilbage
[15] og vilde male mit Portræt > i Anledning af et Portræt, han vilde male tilbage
[16] de beklagede ethvert …: sætningen udeladt. tilbage
[17] andet Motiv > anden Bevæggrund tilbage
[18] Egoisme > Egenkærlighed tilbage
[19] som en Hykler … > en saadan Hykler skulde ikke tilbage
[20] De vare, efter …: passagen udeladt. tilbage
[21] Menzel > Menzel, Böcklin tilbage
[22] Indolensen > den sløve Ufølsomhed tilbage
[23] prædike Egoismens Evangelium > præke Selvkærlighedens gode Budskab tilbage
[24] egoistiske > selvkærlige tilbage
[25] Theorier > Synsmaader tilbage
[26] frugtbare > frodige tilbage
[27] produktiv > frugtbar tilbage
[28] Han er Barn …: sætningen udeladt. tilbage
[29] i Karlsruhe og Berlin: udeladt. tilbage
[30] den for sin energiske Realisme bekjendte Maler > en for dygtig Virkelighedstroskab saa bekendt Maler som tilbage
[31] klippefast forvisset om sin > sikkert ledet af en tilbage
[32] dumdristigt > dristigt tilbage
[33] sluttet > lukket tilbage
[34] yderlig > yderst tilbage
[35] sensibelt > ømfølsomt tilbage
[36] som > hvilke tilbage
[37] Kunstkritiker > daværende Kunstkritiker tilbage
[38] have > havde tilbage
[39] er hos ham > er vel hos ham tilbage
[40] tilføjet herefter: Den fornemme og rene jødiske Type, som Kunstneren her har fundet, er ved sin Sandhed slaaende i Sammenligning med de mange uægte germanske, skandinaviske og italienske Kristustyper. tilbage
[41] den > den Tegning tilbage
[42] ensformig > brægende tilbage
[43] lidet egnet … Gaver, men: udeladt. tilbage
[44] melankolsk > sørgelig tilbage
[45] tilføjet: – Kritikeren Ludwig Pietsch omtalte det ligesom Handske-Raderingerne med Beundring. tilbage
[46] desavoueret > offenlig misbilliget tilbage
[47] citationstegn udeladt. tilbage
[48] Profetier > Spaadomme tilbage
[49] i Begyndelsen af 1880 > snart derefter tilbage
[50] akkompagnerende > ledsagende tilbage
[51] Metamorfosernes > Forvandlingernes tilbage
[52] pathetisk eller humoristisk > højtidelig eller skemtsom tilbage
[53] maa have > maa selv have tilbage
[54] Suite > Billedrække tilbage
[55] Barokke > Sære tilbage
[56] Hæslige > Grimme tilbage
[57] De af mine Læsere, der > Hvem der tilbage
[58] melankolske > tungsindige tilbage
[59] som Holger Drachmann leger med den i "Østen for Sol og Vesten for Maane" > lader sine personlige Fantasier befrugte de gamle besynderlige Sagn tilbage
[60] hin > Apollo tilbage
[61] denne > Max Klinger tilbage
[62] den > den sidste tilbage
[63] hele afsnittet: Jeg betænker mig ikke paa … er udeladt. tilbage
[64] Han vil da kunne forfølge, med hvilken digterisk Opfindsomhed Klinger i Vignetterne har > Med digterisk Opfindsomhed har Klinger i Vignetterne tilbage
[65] motiveret > fantaseret over tilbage
[66] vil kunne nyde Finheden og Humoren i den Vignetrække til Slutningen > enhver modtagelig Beskuer vil nyde Finheden og Lunet i den Vignetrække tilbage
[67] vil kunne > og tilbage
[68] egentlige Tegning > Kunst at tegne tilbage
[69] Gravitet > Værdighed tilbage
[70] barokke > sære tilbage
[71] dens > deres tilbage
[72] Billedet > Billedet, der er ligesaa ypperligt opfundet som daarligt malet, tilbage
[73] raderer > tegner tilbage
[74] traditionelle > gængse tilbage
[75] Pelskappe > Pelskrave tilbage
[76] La faute de l'abbé Mouret: (1875); indgik i serien Les Rougon-Macquart. Aldrig oversat til dansk, i 1911 til svensk som "Abbé Mourets felsteg", oversat af Tom Wilson. tilbage
[77] Enhver > os alle tilbage
[78] ere > er endelig tilbage
[79] primitiv > oprindelig tilbage
[80] konventionel > kunstlet tilbage
[81] 24de > 23de tilbage
[82] Det vil nærmest afhænge af, hvorvidt > Jeg tror ikke paa, at tilbage
[83] overordenlig: udeladt. tilbage
[84] men > om end tilbage
[85] fortjener han de nordiske Maleres levende Interesse. Han er > er han tilbage
[86] som > som er næsten lige dybt paavirket af Spanieren Goya og Schweizeren Böcklin, som iøvrigt tilbage
[87] Gussow, Menzel og Böcklin > Gussow og Menzel tilbage
[88] næsten aldrig > sjældent tilbage
[89] en > nogen moderne tilbage
[90] læser > enten læser Simplicissimus eller moderne fransk som tilbage
[91] især > (endnu hellere) Brødrene tilbage
[92] metafysiske > oversanselige tilbage
[93] Humor > Lune tilbage
[94] melankolske Pathos > sørgmodige Alvor tilbage
[95] Paryk > Parykstil tilbage
[96] Gestus > Haandbevægelse tilbage
[97] paalægge sig > følge tilbage
[98] Normer > Rettesnor tilbage
[99] Pantheist > Naturforguder tilbage
[100] i Altets Aand: udeladt. tilbage
[101] Følelser > Følelsen tilbage
[102] Den hellige Antonius' Fristelse: Les Tentations de Saint-Antoine (1849) af Gustave Flaubert (1821-80), oversat 1904 af Sophus Michaëlis (Tranebog 1968). tilbage
[103] Han er beslægtet …: passagen udeladt. tilbage