Aabent Brev til Christian Krohg
Kære Krohg!
Medens det første, mig af Jæger1 tiltænkte Eksemplar af Bohêmen i sin Tid blev konfiskeret paa Posten og det andet først naaede mig i en Cigarkasse, har det danske Politi, som, uvist med hvad Ret, gaar det norskes Ærind, denne Gang lykkeligvis ikke havt et tilstrækkeligt vaagent Øje for den Fare, der truede min Moralitet. I et heldigt Øjeblik, da den jordiske Retfærdighed fik sig et Blund, er Albertine2 i god Behold kommet mig i Hænde.
Tag med min Tak en mangeaarig Vens oprigtige Lykønskning til Bogen. Dette er utvivlsomt et af de bedst anlagte og bedst gennemførte Studier i nyere nordisk Literatur. Kunde Edmond de Goncourt3 læse den Bog, vilde han trykke Deres Haand for den.
Der er Hjærte i den og ægte Kunst. Den er dristig og blød, iagttaget og følt. Og den er sand. Dens afgørende Scene, Visitationsscenen, er stor i Stilen, uforglemmelig.
Det Forvovne i denne Roman ligger tilmed – det véd De saa godt som jeg – udelukkende i Stofvalget. Thi i Bogens Moral er intet nyt og intet trodsigt; den eneste Lære, som naturligt lader sig uddrage af Fortællingen, stemmer godt overens med Kristendommens Aand; forsaavidt den kommer i Strid med den gængse Moral, er det som Kristendommen gør det.
Beslaglæggelsen undrer mig ikke. Intet af den Art undrer en Dansk. De Par Mennesker her i Norden, som har Kærlighed til fri Literatur og fri Kunst, er og vil længe vedblive at være i halvdannede Menneskers Vold. I er stillede som vi. Om Halvdannelsen kalder sig venstre eller højre, om den hedder noget finere, der ender paa mann eller noget simplere, som ender paa sen, det er ganske ligegyldigt. Den er ens overalt.
Venskabeligst
Georg Brandes.
