Henri Nathansen: Floden
Literatur
Isted Møller: Poul Fensmark. Tidsbilleder. (Gyldendal.)
Henri Nathansen: Floden. (Nordisk Forlag.)
Det turde være naturligt under ét at omtale de to ovennævnte Fortællinger, idet de begge er "Tidsbilleder", endogsaa lagte saa nær op til vore Dage, at de behandler politiske og literære Forhold efter Systemskiftet. Naar man ikke vil skrive Fremtidsromaner – hvortil forøvrigt ogsaa Tilløbet delvis er gjort, lige fra Drachmanns "Forskrevet" til Frederik Poulsens "Race" – kan man ikke godt komme "vore egne Vinduer" nærmere. I gamle Dage mente man, at man maatte have en Tid paa nogen Afstand for at kunne se uhildet og dømme upartisk. Nu til Dags rykker de foretagsomme Forfattere os lige ind paa Livet. Derfor bliver da ogsaa mange af deres Bøger Nøgleromaner, eller hvad man vil kalde disse Billeder fra vort offenlige og vort private Samfund og Selskab. Den videste Mark er aabnet for Angreb paa kendte Personligheder. Private Mellemværender til højre og venstre afgøres i Bøgerne. Hadet og Bagvaskelsen kan uhindret boltre sig. Figurerne i Romanerene er jo formummede, i hvert Fald forsynede med andre Navne og en passende lille Ændring i vedkommendes Familieforhold, saa Forfatteren baade overfor Loven og Moralen kan skyde sig ind under, at det er "Tidstyper", han tegner, ikke Fjender eller Modstandere, han rakker ned og søler til.
Der er særlig Anledning til atter at fremsætte disse Bemærkninger overfor Henri Nathansens "Floden". Den radikale Studenterklub, han skildrer, kaldes vel "Centrum", men enhver Læser sætter strax det rigtige eller virkelige Navn i Stedet. Naar nu endvidere baade fremtrædende Ledere i dette "Centrum" ganske let maskerede føres ind paa Scenen – for ikke at tale om den nye Minister, der umiddelbart efter Systemskiftet bliver dødelig syg – saa spørger Læseren uvilkaarlig: Men er da ogsaa de øvrige optrædende Personer Portræter? Er disse Forfattere med deres Koner og Husvenner ligeledes tilslørede Angreb? Vi kan jo ikke alle kende Forholdene og Menneskene i "Centrum". Men naar man gaar ud fra de givne Portræter, er det en uhyggelig Mistanke, Forf. vækker hos Læseren, at det hele er – ikke blot et "Tidsbillede" – men ogsaa et Portrætgalleri. Og da Forf. skildrer Sæderne i disse Kredse med stærke Farver, retter han i Virkeligheden det voldsomste Angreb, man kan tænke sig, mod mulig helt sagesløse Folk. Det maa dog en Gang gaa op, om ikke for disse Forfattere selv, saa dog for den læsende og dømmende Almenhed, at disse næsvise og paagaaende Bagvaskelser under Maske er en hæslig Ting. Selv den hensynsløseste Journalistik er her at foretrække. Den gaar dog som oftest lige til Sagen og nævner Personerne ved Navn. De ærefornærmede er i Stand til at tage Represalier.
Literært set er Henri Nathansens "Floden", for med det samme at blive ved denne Bog, højst utiltalende baade ved sit Æmne og sin gennemgaaende Kynisme – allerede Rammen omkring Fortællingen, en Mand, der en Morgen vaagner i en Glædespiges Arme og atter paa det sidste Blad søger samme Steds hen, er i saa Henseende karakteristisk – men paa den anden Side er der utvivlsomt Fremstillingstalent her til Stede. Livet har vel unægtelig før været sammenlignet med en Flod, ned ad hvis grumsede Strøm Menneskene flyder, men det er paa mange Punkter lykkedes Forf. at give et impressionistisk, kalejdoskopisk Billede af de vexlende, men atter og atter opdukkende Ansigter. Der er Scener fra vort Kaféliv, fra Tivoli, fra Gaden, der er godt sete og interessant opfattede, men desværre er det meget vanskeligt at holde de paagældende fast. Man bliver under Læsningen ør af al denne Flyden og Gliden, men maaske har de indviede, der har Nøglen til de enkelte Figurer og kan sætte Navnene paa dem, lettere ved at holde fast paa Virvaret.
Visse Partier i Bogen er henlagte til jødiske Kredse, og Forf. stræber øjensynlig at fremhæve typiske Træk hos vore Dages Jøder. Hvorvidt han ser rigtig og dømmer retfærdig, skal her lades usagt. Medens man baade hos Goldschmidt og nu sidst hos Pontoppidan i "Lykke-Per" har et bestemt Indtryk af Skildringernes Troværdighed og Portræternes Lighed, staar man adskillig mere tvivlende overfor Henri Nathansen. Det vilde ikke være uden Interesse, om en upartisk Kritik fra jødisk Side her vilde udtale sig.
[Omtalen af Isted Møllers roman udeladt her.]
