Eskatologisk radikalisme

Men naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner Gravene sig, og Helvede, Frihedens døde Helte og Martyrer, hele blege vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de Modige til ny Kamp og nye Eventyr …

Disse ord er lagt i munden på den dødsmærkede, radikale skribent Otto Kall i slutningen af Henrik Pontoppidans (1857-1943) skuespil Asgaardsrejen'1 fra 1907 og fortæller om den undergangsfornemmelse og kritik, hvormed han som forfatter mødte det nye århundrede. Mens den 16 år yngre Johs. V. Jensen euforisk, forceret besang storbyen, maskinerne og de nye tiders maskuline, imperialistiske kraft, så betragtede den ca. 50-årige Henrik Pontoppidan med skepsis det nye kapitalistiske samfund, som var brudt igennem samtidig med, at bønderne og den radikale intelligens i det ydre havde sejret. I Asgaardsrejen går de oprindelige radikale frihedsideer i bogstaveligste forstand i døden samtidig med, at de levende mere og mere forsoner sig med det borgerlige samfund og de kræfter, der tidligere blev bekæmpet. Men der lades et lille håb åbent i portrættet af Ragna, der som datter af Otto Kalls nu borgerliggjorte ungdomsven rektor Nordby vækkes af de døde. Der ligger således en genfødsel efter det ragnarok, som stykket indirekte forudser.

I sine mindre romaner og fortællinger fra denne periode kredsede Pontoppidan gentagne gange om undergangsvisionerne, forræderiet mod de radikale ideer og individet, der enten bøjer sig ind under tiden eller sætter sig ud over den eller op imod den. I romanen Hans Kvast og Melusine, der også er fra 1907, får komponisten Hugo Martens under en turistrejse op til polarkredsen og midnatssolens land en visionær inspiration, der fører til hans kunstneriske gennembrud. Det er en apokalyptisk symfoni, han skaber, hvor han først skildrer "Dæmonernes Herredømme", dernæst syndfloden og ragnarok og endelig den nye morgenrøde. Men portrættet af kunstneren er gennemsyret af ironi over publikums leflen for den store mand og kunstnerens egen opblæste guddommelighedsfornemmelse.

104

Min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme, den altid har været. Den er mig saa at sige medfødt, fordi jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Draaber af mit eget Hjerteblod; men jeg tilhører en Embedsslægt og er med mange Rodtrævler forankret i en gammel Kultur. Derfor har min Radikalisme ikke udfoldet sig uden Hæmninger.

Denne selvkarakteristik er fremsat af Pontoppidan i et brev fra 1931 og peger præcist på en konflikt i forfatterskabet mellem den embedsborgerlige traditionalisme og radikalismen. Konflikten gennemspilles tydeligt i det tidligere forfatterskabs brydninger (se bd. VI), men får en skærpet form op til og efter 1. Verdenskrig, hvor skuffelsen over de nye tider og radikalismens udvikling, kombineret med fornemmelsen af Venstres og bøndernes forræderi mod de folkelige bevægelsers ideer, fører til et til tider regressivt og aristokratisk opgør med nutiden.

Det sker tydeligst i romanen Mands Himmerig (1927), hvis hovedperson, den radikale overløber Niels Thorsen, synes at have betydelige lighedspunkter med den rabiate, konservative ideolog Harald Nielsen (se s. 83). Romanen handler om magtkampen i den radikale bevægelse og den radikale presse, som Niels Thorsen er udset til leder af, som chefredaktør på bladet "Friheden" (= Politiken), men som han intrigeres væk fra, hvorefter han i sin vrede lader sig købe op af højrebladet "Døgnet," hvorfra han starter et frådende ideologisk opgør med både radikalismen og arbejderbevægelsen.

Opgøret har ikke blot karakter af et ideologisk opgør, men antager karakter af en eskatologi, en forestilling om den vestlige verdens undergang, et moralsk og nationalt forfald, og Niels Thorsen fremstilles da som den nye åndelige genvækker, der skal ruske op i den radikalisme, der har solgt sin sjæl. Bag Niels Thorsens opgør ligger tydeligt et grundlæggende ubehag ved kulturen og en længsel tilbage til de overskuelige myter og den oprindelige natursammenhæng. I slutningen af romanen, der foregår i dagene op til 1. Verdenskrigs udbrud, bliver krigen endda i hovedpersonens mere og mere trængte situation til en mulig frelse, til et rensende ragnarok, som kan rydde ud blandt "krapylet og rotterne".

Hvis romanens hovedperson entydigt skal opfattes som en lidende helt og martyr, så må Pontoppidan siges at være gået i en stærkt national, konservativ og aristokratisk retning. Men romanens udsagn er ikke entydigt: hovedpersonens opgør slår fejl, selv hans få allierede angriber ham for at gå for vidt, og til dommen over ham føjer sig også, at han driver sin kone i døden og til slut dør af et 105 hjertesvigt. Romanen lægger altså et skær af kærlighedsløs despotisme over den mandlige hovedfigur, der antyder forfatterens distance til det ideologiske opgør.

Men det eskatologiske opgør med samtiden og undergangsstemningen var ikke en tilfældig grille i forfatterskabet – det viser den betydelige, kollektive samfundsskildring De dødes Rige (1912-1916), som ender i et historisk tomrum, der som utopi henter sit stof fra naturen og det feudale fællesskab. Denne tendens var da heller ikke enestående blandt de intellektuelle, der efter århundredskiftet havde videreført den sociale realisme, som Pontoppidan stod for i 1880erne. Både Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, der havde gjort sig til tyendets og husmændenes agitatorer, vendte sig i deres forfatterskaber efter 1. Verdenskrig delvis mod naturen, 106 kærligheden og digtningen som løsninger, i skuffelse over udviklingen.

Med De dødes Rige er Pontoppidan nået frem til en mere kollektivt anlagt samfundsroman. Det er ikke som i den forrige store roman Lykke-Per den individuelle udviklings- og lidelseshistorie, der beskrives, og det er heller ikke den heroiserede individualisme, der føres videre i den nye romans slutperspektiv. Pontoppidan har i stedet søgt at tegne et panoramisk danmarksbillede, hvis forhistorie strækker sig ned i 1800-tallet, men hvis centrum ligger i årene mellem systemskiftet og 1. Verdenskrig. Men romanens univers er ikke præget af en bestræbelse på konkret og korrekt afspejling af den historiske virkelighed. Den sociale struktur, dens centrale konflikt og selve romanens forløb er en fiktiv konstruktion, der i forskudt symbolsk form gør op med samtiden.

Den historiske virkelighed rundt om forfatteren på nedskrivningstidspunktet var, især internationalt, men også nationalt, præget af industrialiseringens voldsomme fremmarch, imperialismens destruktive magtkampe og arbejderklassens stigende organisering og betydning i det sociale billede. Men i romanens virkelighed er den afgørende politisk-ideologiske kamp transformeret til et opgør mellem den liberale og radikale bevægelses oprindelige frihedsideer og den snigende reaktion i "præsteskabets" skikkelse. Gennem historien om den liberale partileder Enslev søger Pontoppidan at skildre en bevægelse, der både rummer træk af 'det litterære' og 'det politiske' venstres historie. Hans pointe er at vise, at magten har ført til korruption, kommerciel forfladigelse og underløbning af idealerne.

Rundt omkring i denne historie grupperer Pontoppidan et socialt og kulturelt galleri: det lurvede journalist-miljø, den overfladiske, publikumsleflende kunstnergruppe, det nyrige borgerskab, der indtager de gamle slægters pladser, sværmen af forvildede idealister, der tror at kunne finde den lige vej til frelsen, og videnskabsmænd og teknikere, der fremstilles som personer uden etisk rygrad, der tror, at det lader sig gøre "at fabrikere Menneskelykke på Maskine". Enslevs nederlag i værkets oprindelige 4. bog er derfor forfatterens dom over samtiden: "Storm- og Sværd-tiden" går i sin grav, og tilbage er kun de levende døde i "de dødes rige".

Men i bogens anden, kontrapunktiske historie, centreret om den dødsmærkede godsejer Torben Dihmer, som også inkarnerer de liberale idealer og de socialreformatoriske ideer, tegnes en modhistorie. Ved historiens start sidder Torben Dihmer dødsmærket på sit forfaldne gods, men nogle piller lader ham mirakuløst genopstå fra sit forfald. Men genopstandelsen til den levende samtid bliver i 107 stedet til en stadig mere skuffende flakken om i noget, der fremstår som en dødsmærket verden.

Gennem Torben Dihmers skæbne sætter bogen spørgsmålstegn ved selve det tekniske og sociale fremskridts betydning: den ydre revolutionering af livsforholdene slår fejl, hvis den indre, "musikken", mangler. Hans eget forsøg på at lave et mønsterhjem for gamle og syge, mener han af samme grund er slået fejl:

Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest, men glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes (…) jeg venter mig af samme Grund en lignende Skuffelse af det Mønsterland, som velmenende Politikere og Sociologer sammen med Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. (…) jeg synes at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til et stumt Orkester (…) Det er som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave – dømt til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal.

Den pessimistiske undergangsstemning, der stråler ud af bogen på den vestlige civilisations vegne, har dels sin konkrete anledning i verdenskrigens forvarsler, men lægger sig også i forlængelse af den konservative kulturpessimisme, som Oswald Spengler omtrent samtidig beskrev i Vesterlandets Undergang. Men til en eskatologi, en forestilling om syndflod og ragnarok hører også en utopi og et håb. I De dødes Rige tager den konkret form af omdannelsen af Torben Dihmers gods til en Noahs ark, en stillestående plet midt i kaos, hvor civilisationens tid sættes i stå, og personerne en efter en søger hen for i fællesskab at finde tilbage til et liv efter naturens orden.

Torben Dihmer selv dør i bogens slutning, men bogens sidste ord er viet lyden fra en af de nye unges panfløjte, som peger på det nøjsomhedens, naturlighedens og fællesskabets rige, der skal være modbilledet til samtidens udviklingsfetichisme. Utopien rummer reelle elementer af antikapitalisme, men er også præget af den intellektuelles romantisering af det simple og praktiske liv i pagt med naturen.

[Figurtekst:] Undergangsstemning. Willumsens billede "Efter stormen", 1905, udstråler den undergangsstemning, der prægede Pontoppidans sene værker – men også den bagvedliggende utopiske drøm om en ny genfødsel i pagt med naturen.

 
['1] Asgaardsrejen: < Asgaardsrejsen. tilbage