Er Emanuel Hansted kristen?

En diskussion af kristne temaer i Henrik Pontoppidans roman: Det forjættede Land.

Jeg er blevet bedt om to ting.

At dømme om Emanuel Hansted er kristen? Det er jeg ikke meget for. Præsteretter hører ikke hjemme i romanens verden, som systematisk suspenderer enhver dogmatisk dom, selv når hovedpersonen er præst og teolog. Romanpersoner etablerer deres egen ret. De spidder helt evangelisk vores hang til at fælde domme. "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes" (Matth 7,1). Alligevel skal jeg nok bruge min dogmatiske dømmekraft og aflevere et forslag til svar, men først til sidst.

For det andet skal jeg diskutere kristne temaer i Det forjættede Land. Kristne temaer er eksistentielle. Skal man forstå dem ret, kræver de udfoldelse i eksistentielle erfaringsforløb, og det er netop, hvad en roman kan præstere. Men når det kommer til diskussionen, må den teologiske refleksion rykke ud med hele sit arsenal af dogmatiske begreber. Og så tørner et narrativt romanunivers sammen med et dogmatisk begrebsunivers.

Jeg kunne naturligvis vandre lige ind i romanen og fx tage del i vennemødet på Sandinge Højskole. Dette møde har i sin babelske forvirring meget til fælles med grosbølleriet i nutiden. Men jeg vælger i stedet at diskutere romanens kristne temaer på to måder, først indirekte gennem en teologisk tolkning af figuren Emanuel Hansted, dernæst direkte i en dogmatisk overvejelse. Og dogmatik – eller teologi – er som bekendt ikke andet end at tænke over, hvad man tror på.

1. Teologisk romanlæsning

Hen mod slutningen af Dommens Dag fælder pastor Petersen sin endelige dom over den endnu levende, men sindssyge Emanuel Hansted. Hansted var, siger pastor Petersen, "Don Quixotes Genganger" (III,5,549), en skikkelig kapellan, der troede, han var profet og helgen. Hans liv bestod i en serie lavkomiske scener, og han forfuskede alt. Han var en latterlig person, farlig for folk uden humor.

Pastor Petersen tænker som en vis kannik i Cervantes' roman om Don Quixote. I det 47. kapitel er kannikken stødt på det lille selskab, som fører Don Quixote, anbragt i et bur på en kærre, hjem fra hans første eventyrrejse. Efter at kannikken har hørt på Don Quixote sælsomme historie, afsiger han sin velovervejede dom over ridderbøgerne, som har besat Don Quixote. De lyver på en forkert måde, siger han. Man må nemlig gerne lyve, hvis løgnen blot kunne have været sandfærdig og mulig. "De løgnagtige fortællinger," opsummerer kannikken, "skal således forliges med den sunde sans hos dem, der kunne finde på at læse dem, og de skal skrives, så de forundrer, henrykker, fryder og underholder ved at gøre det umulige sandsynligt …" (Bind I, 542).

Det umulige skal gøres sandsynligt! Alt har sin forklaring. Det mener både kannikken og pastor Petersen. Men når nu Don Quixote, Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, og Emanuel Hansted, troens ridder, begge er besat af det umulige, det helt igennem usandsynlige? Ja, så vender billedet. Så bliver det sandsynlige angrebet af det umulige. Så gennemhuller de to riddere den tilforladelige virkelighed med deres fiktioner: henholdsvis ridderromanen og evangeliet. Og efter at have læst deres historie, ser virkeligheden anderledes ud, knap så lukket som før. Dens mangetydighed går op for os. Virkeligheden er ret beset hullet som en schweizerost. Vi kan læse den som en tekst fuld af umulige tilfældigheder. Det sandsynlige bliver gjort umuligt!

I sin essaysamling Romankunsten anbringer Milan Kundera Cervantes side om side med Descartes. De er to om at grundlægge nutiden. Filosofiens tænkende ego reducerer verden til et objekt for rationel udforskning og skal suppleres af romanens imaginære ego, der forsvarer livsverdenen, de store eksistentielle temaer. Det er, hvad Don Quixote gør, og i samme stund han træder ud af sit hus, opdager han, hvor frygtelig flertydig verden er blevet, efter at Gud har overladt ham scenen.

Ifølge Kundera skal romanen bruges som en "model" til afsøgning "af menneskelige muligheder"; som et redskab til erkendelse af eksistenserfaringer. I modsætning til romanen, der er "spørgende og hypotetisk", står religionen for et "totalitært univers", doktrinært og helt uden humor. Naturligvis tager Kundera fejl. Den kristne religion funderes ikke i en doktrin, men i Jesu historie, som akkumulerer fortælling efter fortælling, der åbner sig for hinanden og danner et universelt netværk af fortællinger.

Som fortælling er kristendom præcis lige så spørgende og hypotetisk, humorfyldt og ironisk som romanen. Don Quixote er åndeligt i slægt med Paulus, når denne udbryder:

Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verdenen, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde" (1 Kor 7,29-31).

Her udmaler Paulus en fiktiv og flertydig som-om-verden. Den er resultat, ikke af Guds fravær på verdens scene, men af, at mennesket i evighedens lys ses som "en ny skabning" (2 Kor 5,17). "Se, jeg gør alting nyt!" (Johs Åbenb 21,5) – det er Bibelens apokalyptiske kampråb. Det nye, som den kristne tro bringer, mangfoldiggør livet.

Don Quixote udforsker vores væren-i-verden, siger Kundera med Heidegger. Men Emanuel Hansted udforsker på samme tid vores væren-i-verden og vores væren-i-Gud, de kristne eksistenstemaer. Sådan set er Don Quixote og Emanuel Hansted fælles om at genbeskrive vor virkelighed, hvad enten det er med ridderromanen eller med evangeliet som redskab. Romanens utopi og evangeliets eskatologi transcenderer virkeligheden, så vi ser den i et nyt lys, skønt ofte let flimrende.

Hermed har jeg åbnet Det forjættede Land for en teologisk læsning, der spørger efter det umulige overskud (troen) eller det mulige underskud (indbildningen), som den religiøse Don Quixote, Emanuel Hansted, sætter i verden.

To læsemåder falder lige for: på den ene side en transfigurativ eller typologisk læsning, på den anden side en traditionel dogmatisk eller begrebsorienteret læsning – i denne rækkefølge. Begge læsninger kræver stillingtagen. Hvilken trosforståelse repræsenterer Emanuel Hansted? Er han kristen? Det er spørgsmålet.

Enhver kan høre, at det kristne tema, jeg har berørt i mit første afsnit, er transcendensproblemet: Hvordan føre Gud ind i virkeligheden? Jo, det sker gennem tro, hvad enten troen næres af en romanfiktion eller en evangelisk fiktion. Troen holder sig til det umulige. "For Gud er alting muligt" (Matth 19,26). At læse det umulige frem i Det forjættede Land er da en nærliggende opgave for en teologisk romanlæsning. Alternativet er: en umulig tro eller en mulig indbildning, overskud eller underskud.

2. Det narrative skema

Det narrative skema i Det forjættede Land viser, hvor Emanuel Hansteds problem ligger. Da Hansted i begyndelsen ankommer til Vejlby, "stod Himmel og Jord i et" (I,1,4). En snestorm hærger så voldsomt, at folk begynder at tro på dommedags snarlige komme. Til slut i romanen ser Hansted for første gang "det jordiske gennemskinnet af det eviges Straaleglans" (III,3,509), himlen ligger åben. Det ser lovende ud. Men det ender alligevel tragisk. Hansted dør under en tom himmel, mens jorden ligger øde, forladt af Gud og mennesker. Intet hang sammen. Hansted kan ikke få jord og himmel til at hænge sammen. Det er hans problem.

Mellem romanens begyndelse og ende vender Hansteds livsforløb ét sted eller rettere to steder. Først tager forløbet en brat vending, da Gutten, Anders Jørgen, dør. Denne fatale hændelse tolker Hansted umiddelbart med ord fra Jobs Bog: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!" (Jobs Bog 1,21). Hansted forstår ikke barnets død som en ulykke, der skyldes alt for sen lægehjælp. Han tolker i stedet drengens død som straf for en prøvelse, han ikke har bestået, da han jo havde stolet mere på doktor Hassing end på Gud. Hansted kan slet ikke få himmel og jord, blind gudstro og rationel fornuft, til at hænge sammen.

Den anden vending sker som et fortolkningsskred, da Hansted efter små to år atter ser sig i rollen som en anden Job, der vågner op til dåd som domsprofet. Denne gang hjælpes han på vej af sin moders fortælling om en from mand i Jødeland, som først efter stor lidelse fatter, hvad Gud vil: sende ham ud for at forkynde dom over det splittede folk (III,1,435). Som jøden i fortællingen, således Hansted. Dog med den forskel, at Hansted venter på et tegn fra Gud. Det får han tilsyneladende, da væver Hansen en dag kommer og fortæller, at han har hørt en stemme inden i sig sige: "Emanuel, han er Manden!" (III,3,515). Senere bekræftes Hansted i sin skæbne, da han i et syn møder sin moders lysende skikkelse – en pendant til faderens ånd i Hamlet. Moderen giver Hansted sin velsignelse (III,4,533), den velsignelse, han ifølge Hansine havde tabt, da Gutten døde (III,2,492).

Romanens fortælling arbejder således med én afgørende vending i begivenhedsforløbet (drengens død) og en anden forskudt vending på fortolkningsniveauet (moderens fortælling). Hansted slås ud af kurs ved Guttens død, men moderens fortælling giver ham troen tilbage. Hansted tror, fordi det er blevet fortalt! Credo, quia narratum! Men Hansteds trosfortolkning går fejl af begivenhederne. Han lider af falsk bevidsthed. Han formår ikke at forene himmel og jord, tro og fornuft. Og på denne splittelse går han til grunde.

Det kristne tema, som strejfes i dette korte afsnit, er forholdet mellem tro og virkelighed, himmel og jord. Den kristne tro må kunne forbinde Gud og menneske. Hvis det slår fejl; hvis troen opleves som en indbildning, går den troende i stykker på sin tro.

3. Transfigurativ læsning

Sådan set har jeg allerede taget hul på den transfigurative læsning af romanen. Metoden består i at holde to af hinanden uantastede fortællinger sammen, en underliggende bibelsk historie og romanens egen historie. Den sidste er hovedsagen. Romanen trækker på de bagved liggende bibelske præfigurer og mønstre, så personerne i romanen i givet fald kan få en dybere skæbne, et livsoverskud. Romanen bruger frit løs af de bibelske præfigurer, med eller mod deres mening. Den transfigurative læsning tydeliggør den forvandling, der sker med romanens overfladefigurer, når de virkeliggør noget af det potentiale, der ligger gemt i de bibelske præfigurer.

Alene romanens tre deltitler røber det transfigurative greb. Muld, Det forjættede Land og Dommens dag spiller på underliggende bibelske figurer.

Muld associerer til ørkenen hos Esajas: "Ørkenen og det tørre land skal glæde sig. Ødemarken skal juble og blomstre" (Jes 35,1). Samme forestilling dyrker Grundtvig i sin salmelinje: "Blomstre skal muld, hvor de [forkynderne] træde" (DDS, 2003, nr.291). Denne bibelske vision skal forløses i Hansteds fodspor.

Det forjættede Land minder naturligvis om landet, som flyder med mælk og honning, landet, som kostede Moses 40 års ørkenvandring, uden at han derfor nåede sit mål. Kort før sin død fik han lov til at skue ind i det forjættede Land fra Nebobjerget. Og så ikke mere. Som en anden Moses fik Hansted engang en lignende tanke: "Maaske vilde han sletikke selv komme til at opleve de store Tiders Komme." (II,3,307'1).

Endelig giver det sig selv, at Dommens dag fuldbyrder regnskabets time, hvor får og bukke skal skilles (Matth 25,31-46). Hansted ser sig selv som den, der skal dømme den babelske forvirring (1 Mos 11 og Apg 2) blandt de forsamlede venner på Sandinge Højskole, men dommen rammer i stedet hans eget forvirrede hoved.

Jeg vil nu begrænse mig til at pege på tre typer transfigurationer, som viser, hvorfor det går så galt for Hansted, således at troens overskud vendes til indbildningens underskud.

For det første falder det i øjnene, at den bibelske personkreds, der fungerer som præfigurer i romanen, er meget snæver. Naturligvis optræder forræderen Judas, genkendelig fra ikonografien på sit røde hår. Han går igen i skikkelse af væver Hansen med det røde fuldskæg, de røde øjne (I,2,74; II,1,239), og de blodrøde hænder (I,2,74; III,4,535). Rød farve over hele linjen. Han er halvt menneske, halvt dyr, han har "abeagtige Arme" (I,3,96), han er en "Los" (II,1,230), og han har et slangeblik (I,2,77). Sådan set inkarnerer han både Judas og den sataniske frister, helt i samklang med det evangeliske udsagn om, at Satan for i Judas (Luk 22,3). De bliver ét. Man skal dog vare sig for at slutte til en satanisk frister, hver gang man ser rødt, for så kommer den tidligt døde Gut med sit "rødblonde hår", svarende til faderens hår, også på listen, og det holder næppe. Derimod trækker Ragnhild med det "egernrøde Haar" (I,2,53) sikkert på fristerens præfigur. Hendes modfigur er jomfru Maria, som skibberupperne mener at kunne se i Hansteds moder (I,2,77).

Det mest særprægede ved romanen er dog, at Emanuel Hansted trækker på et helt galleri af bibelske præfigurer. Hansted ser som nævnt frem til det forjættede Land. Han er en profet som Moses. Men Hansted er også patriarken Jakob, der kæmper for at blive forenet først med Hansine, så med Gud og endelig med Ragnhild (III,1,455 og 462): "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig" (1 Mos 32,28), råber han med lidt varieret ordlyd. Den næste i rækken af præfigurer for Hansted er Josef. På andendagen for sin tiltrædelse som kapellan sendes Hansted på sygebesøg i Skibberup og undervejs i vinterlandskabet fyldes han af en stor lykkefølelse, "som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op til et Land, der laa Himlen ganske nær" (I,1,20). Som Josef hentes han op af brønden til en glorværdig fremtid. Derudover giver Hansted som nævnt rollen som en anden lidende Job. Senere føler Hansted sig kaldet som en domsprofet, som en anden Esajas eller Jeremias, der skal "forkynde Dommen over det ulydige Folk" (III,3,504). Først og sidst realiserer Hansted Jesus som sin præfigur, og det vender jeg tilbage til.

Jeg kan nu drage den første slutning af Hansteds mange præfigurer, der viser ham som et meget sammensat menneske. Han lever ud af et stort overskud. Altid står en bibelsk figur klar, en Moses, en Jakob, en Josef, en Esajas og så videre. Men der er noget galt. Det er, som om de mange præfigurer får en dæmonisk magt over Hansted. De forkvakler hans virkelighedssans ved at skyde sig ind mellem ham selv og andre. Men han får aldrig færten af denne fare. Når Hansted tager Jakobs ord i sin mund: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" – så ser han sit forhold til Hansine og Ragnhild i et guddommeligt skær. Han er Jakob, der kæmper med Gud i de to kvinder. Forholdet overbelastes. Han ser dem ikke, som de er, men tvinger dem ind i rollen som guder. Og når han som en anden Josef stiger op af brønden, glemmer han helt at tage højde for den hovmodige side af Josef, der ser sig som en sol for sin fader og sine brødre (1 Mos 37,9ff.). Det går værre endnu, når han som en anden Job ignorerer sin og Hansines døde søn for i stedet at vende blikket til Gud i bøn om at få tildelt endnu en eksamenschance. Hans døde søn tæller som en dumpning. Kort sagt, de mange præfigurer, som Hansted realiserer, fører ham på afveje. De forfører ham, så han ukritisk og verdensfjernt forvandler troens overskud til indbildningens underskud.

Man kan for det andet ikke komme uden om, at Hansteds fornemste præfigur, Jesus, gør ham mere skade end gavn. Der ligger en samlet Jesus-historie under Hansteds historie, en fortælling i tre faser: liv og død og opstandelse. Livet er ikke noget paradis for Hansted, i al fald ikke ret længe, for med Guttens død oplever han sit syndefald. Derpå arbejder han sig hen imod en virkeliggørelse af sin præfigur Jesus. Men det ender galt, Hansted havner i det hovmod at ville være, ikke bare som Jesus, men Jesus selv. Det kan læseren, men ikke Hansted tydeligt se mindst to steder.

Det ene er der, hvor han fører samtaler med sin søster Betty om, hvad han skal sige ved vennemødet på Sandinge Højskole. Hun bekymrer sig for ham. Og han svarer hende med velkendte ord: "Du gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent!" (III,4,532). Hvem taler her? Det gør Jesus i sin replik til den bekymrede Martha, søster til Maria (Luk 10,42). Det er, som om Hansted helt smelter sammen med sin præfigur. Han er Jesus. Som en anden Jesus har han tidligere kaldet Betty som sin discipel: "Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig nok efter!" (III,3,507).

En anden gang vandrer han langs stranden og gør sig sine tanker: "For første Gang i sit Liv betragtede han Verden som den, der havde overvundet den." (III,3,507). Her taler den johannæiske Jesus til sine disciple om sin forestående død: "Vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Johs 16,33). Hansted er Jesus.

Der går Jesus-inflation i Hansted. Præfiguren Jesus nøjes ikke med at foregribe Hansteds livshistorie. Hansted bliver et offer for sin præfigur, da han forsøger at leve op til den ved at blive en anden Jesus. Det magter han ikke. Han bryder sammen med Jesu dødsskrig på læben: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34; III,4,537). Fuldkommen desillusioneret. Præcist som da han første gang brugte citatet, dengang Gutten døde: "Gud! … Min Gud! … Hvor er du?" (II,2,292'2). Hvor er Gud? Ingen steder! Himlen er tom, og jorden øde.

Folk ånder lettet op. Så var Hansted altså alligevel ikke "nogen gudesendt Profet men slet og ret en gal Mand" (III,4,537). (Ordene minder om dem, som Jakob Knudsen senere brugte om Jesus, der enten måtte være Guds søn eller også "en storhedvanvittig Sværmer" (Livsfilosofi, 1908, s. 44), for ikke at sige en "halvgal Skvadronør" (Idé og Erindring, 1949, s. 96)). Efter Hansteds død, dyrkede kun en samling tosser ham som Guds lam. De stræbte ironisk nok efter "at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder" (III,5,564), hvori de end består.

Men det korte af det lange er, at Hansted bliver oversvømmet af sin præfigur Jesus. Og så drukner han. Et overskud vendes til et underskud, tro afsløres som indbildning.

Mit tredje og sidste eksempel på, hvordan det gik galt for Hansted, da han ville realisere sine præfigurer går på hans rolle som domsprofet. Her afslører fortælleren ham ubarmhjertigt. Hansted ønsker at få et tegn fra Gud på sin kaldelse som profet (III,3,503). Den bibelkyndige vil vide, at det er et yderst tvivlsomt ønske i lyset af Jesu ord: "En ond og utro slægt kræver tegn" (Matth 12,39).

Men derudover gennemskuer Hansted aldrig, at når han modtager tegnet af væver Hansen, er det som at blive bekræftet af Judas og Satan i selvsamme person. Vi bibelkyndige aner straks uråd, når væveren præsenterer sin åbenbaring med ordene: "Du er Manden, Emanuel" (III,3,515). Disse ord er jo et direkte citat fra profeten Natan, som tropper op hos kong David for at anklage ham for affæren med Batseba. Da David reagerer på Natans lille historie om den rige mand, der slagtede den fattige mands eneste lam, med udråbet: Den mand skal dø – svarer Natan prompte: "Du er manden!" (2 Sam 12,7). Og umiddelbart derefter dør Davids barn med Batseba. Med andre ord, væveren åbenbaringsord er en dødsdom. Du er manden. Du skal dø! Hansted gennemskuer imidlertid intet. Han læser tegnet som fanden læser Bibelen.

Min transfigurative læsning skulle med de tre eksempler – Hansteds mange præfigurer, hans Jesus-figur og hans tegnlæsning – have vist, hvordan fortælleren primært benytter de underliggende bibelfigurer til at afsløre Hansted som en præst, hvis uselvstændighed gør, at han forsvinder i sine præfigurer. Hansted ender som en præst uden Gud, da han vil være Guds søn. At ville være "som Gud", sicut deus (1 Mos 3,5), det er hvad den bibelske historie forbinder med selve syndefaldet, der straffes med døden.

Det kristne tema i min transfigurative læsning består i et hovedtema og et sidetema. Hovedtemaet gennemspiller bibelsynet, det hermeneutiske spørgsmål: hvordan læse Bibelen? Jeg tager som Hansted parti for en læsning, hvor man involverer sig eksistentielt i de bibelske præfigurer. Bibelen er sådan set et litterært skrift, før den er et historisk dokument. Sidetemaet går på sammenhængen mellem bibeltekst og livshistorie, en forbindelse, som kan gå galt, hvis bibellæserens livshistorie ikke forvikles i, men erstattes af bibeltekstens historier.

Som en sidebemærkning vil jeg nævne, at forfatteren Henrik Pontoppidan afslører sig som en stor bibellæser, skønt hans læsestrategi helt klart er religionskritisk. Han bruger de bibelske præfigurer for at nå frem til den simple pointe, at kristendom, der tages alvorlig, må gøre os sindssyge.

4. Det teologiske landskab

Som optakt til en begrebsorienteret læsning af Det forjættede Land vil jeg kortfattet spørge, hvor Emanuel Hansted befinder sig i det teologiske landskab eller, sagt med pastor Petersens ord, i teologernes "Menings-Turneringer" (III,4,528) eller på deres "Forfængeligheds-Marked" (III,5,554). Det er ikke så ligetil at svare, for på sin vis falder Hansted udenfor. Han er meget lidt optaget af teologiske spørgsmål og dyrker i stedet en streng personlighedskristendom ud fra idealet om imitatio Christi.

Derfor er han også blevet et "Smertensbarn" (III,1,425) for det grundtvigske vennesamfund, hvorfra han er udgået, et samfund, som efter Grundtvigs død delte sig i en liberal venstrefløj og en mere ortodoks højrefløj. De fører indbyrdes drabelige kampe om helvedes eksistens, om mirakeltroen og Bibelens guddommelige oprindelse. Bibelens åbenbaringskarakter sættes til afstemning, og først taber de såkaldt "Skriftkloge" (III,4,534), men senere samme dags aften sejrer de ved en ny afstemning (III,4,534), nok mest på grund af den konservative ministers tilstedeværelse. Parterne skildres i et ironisk festfyrværkeri. Venstrefløjens teologiske ærinde er at gøre kristendom forståelig for de dannede i samtiden, rationel og erfaringsnær. Højrefløjen sætter sin lid til traditionen med dens dogmer. Venstrefløjen skejer ud i højstemte følelser og skifter mellem at forkaste og godtage helvedes eksistens, alt efter om man opdager en oversættelsesfejl eller ikke. Man sætter i realiteten Gud til forhandling med spørgsmålet: "Hvad maa et Nutidsmenneske fordre af Religionen?" (III,1,419). Højrefløjen begraver sig i traditionen, ser skeptisk på tidens tummel eller foretager retræte til en tilgroet præstegårdshave, dybt begravet i fortiden.

Betegnende nok blæser teologerne på lægfolk så som det jyske ægtepar, der rejser til vennemødet, rystet i deres grundvold over teologernes skalten og valten med dogmerne. "De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer og ingen evig Straf og altsaa helleringen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunne se – hvad var da Kristendom? Hvad var da Tro? … Alt vaklede til sidst for dem" (III,4,519). Hvem kan ikke høre et ekko heraf i nutidens forvirrede grosbølleri?

Emanuel Hansted tænker mest på at vandre i Kristi fodspor. Han er som venstrefløjen intenst beskæftiget med sine personlige troserfaringer. Men som højrefløjen holder han sig til traditionen og spejler sin skæbne i Bibelens fortællinger. Hansted er vækkelsernes mand, en pietist blandt grundtvigianere, en grundtvigianer blandt pietister. Mest af alt er han sig selv. Eller er han i virkeligheden ude af sig selv? Det vil en dogmatisk rundgang i hans trosforståelse måske kunne vise.

Det kristne tema går her på teologiens evne til at afgøre sandhed og usandhed i troens antagelser. Teologi producerer udsagn, som kan efterprøves kritisk her og nu. Sandheden bliver således ikke sandere med tiden. Den kan heller ikke afgøres ved en demokratisk afstemning. Spørgsmålet er dog, om ikke troen rummer en egen sandhed, en eksistentiel erkendelse, som går forud for enhver teoretisk refleksion.

5. Dogmatisk læsning

Det altoverskyggende dogmatiske topos i Emanuel Hansteds historie er efterfølgelsen: at vandre i Jesu fodspor.

Efterfølgelse er i første omgang en helt almen erfaring. At tage en anden som forbillede og følge ham efter er normalt ikke en viljessag. Det igangsættende er derimod, at efterfølgeren bliver forviklet i sit forbilledes historie. Karismatiske personer kan som forbilleder sætte store bevægelser i værk ved deres blotte udstråling. Fælles for efterfølgerne er en overvældende følelse af befrielse. De oplever en ofte religiøst præget udvælgelse. De bliver kaldet. Og de snævre grænser for deres private historie sprænges, idet de bliver en del af en større historie, der forløser hidtil bundne kræfter i dem. Begyndelsen på efterfølgelse kan skildres som et opbrud, en nyorientering af livsmønsteret, som giver løfte om et rigere liv i fremtiden.

I den bibelske kanon tager efterfølgelsen sin begyndelse med patriarken Abraham, troens fader, der på Jahves bud bryder op fra Ur i Kaldæa, idet han lader sit land og sin slægt bag sig, og senere markeres afstanden til familien yderligere med hans – ganske vist ufuldbyrdede – ofring af sønnen Isak.

Efter at Jesus er blevet kaldet i sin dåb, vidner hans historie om et lignende opbrud fra fædrenes hus og slægt, hvilket igen overføres til disciplene, der efterfølgende skal være hjemløse som ræve uden huler og fugle uden reder.

Samme efterfølgelsesmønster ses i Emanuel Hansteds historie. Han bryder op fra Sodoma, sin families København, og får derude på landet en berusende oplevelse af at være fri. Hans bestemmelse i livet blev grundlagt som barn, da han blev fanget af moderens "gribende Fortællinger" (I,2,83'3). Senere erindrer han dette: "Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt aldrig helt forladt ham" (II,3,308'4). Moderen er næst efter Gud den, der giver ham mod til at blive forkynder (I,1,20). Bogen med de jødiske fortællinger dukker atter op, da han til sidst i sit liv endelig fatter Guds vilje med sig. Navnlig én fortælling, den før nævnte om en Job-lignende skikkelse, gør indtryk. "Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa," siger han til sin søster Betty, "Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv" (III,3,504). Det skal vise sig, at Hansted til sidst går ind i spejlet. Han bliver set, han bliver fortalt, og fortællingen forløser store kræfter i ham.

I virkeligheden ligner Hansteds efterfølgelse meget Abrahams, for også Hansted sætter sin søns liv på spil, men han taber. Hansteds historie rummer imidlertid dobbelt efterfølgelse, den ene før, og den anden efter sønnens død. Og de to former for efterfølgelse er meget forskellige.

Sit første store gennembrud får Hansted under sin store tale til skibberupperne, alt mens han fortæller dem om sin bane gennem livet. "Jeg kender nu mit Kald" (I,3,108), meddeler han dem til sidst.

Sin anden store vækkelse får Hansted i Sandinge, da han en morgen fortæller Betty, at nu er han vis på "Guds Kaldelse" (III,3,503). Hansine er gået fra ham, og han er "som en Maage paa Havet" (III,3,504); han er som en anden Jesus helt hjemløs i verden. Hansted har ikke blot skiftet sprogbrug fra "Kald" til "Kaldelse". Han har også skiftet én form for efterfølgelse ud med en anden, et helt afgørende sporskifte.

Man kan nemlig skelne mellem efterfølgelse og efterligning, mellem en model, der frisætter en analog, efterfølgende handling, og på den anden side en kopi, som opfordrer til slavisk efterligning.

Før sønnens død søgte Hansted at praktisere en livsførelse analogt til den, Jesus havde haft: "Broderskabet mellem Menneskene" (I,3,101). Det skal udligne kløften mellem rig og fattig. Biskoppen udlægger i sin brudetale for Emanuel og Hansine "Kristi hele Samfundslære" (I,4,191) som en vandring i Jesu fodspor, han, som ret beset var "Socialist" (I,4,191), han, med hvem biskoppen står på helt kammeratlig fod (I,4,194). Denne form for efterfølgelse vender udad. Hansted solidariserer sig som præst og bonde og ægtemand med sine sognebørn. Han gør sig til ét med dem, alt mens han tålmodigt venter på gudsrigets ankomst til jord. Han er tryg i sit præstekald. Lever på god luthersk vis i kald og stand, helt uden den lutherske konservatisme, der adskiller Guds og menneskets rige. Verden skal, mener han, ændres økonomisk og politisk til det bedre, så alle kan leve ubekymret sammen, frie som himlens fugle og markens liljer (Matth 6,24-34).

Efter sønnens død ændrer alt sig. Hansted dyrker nu idealet om imitatio Christi, grundlagt i Jesu krav til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig" (Matth 16,24). Idealet kræver fuldkommen lighed mellem forbillede og efterfølger: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene" (Matth 19,21). Jesu ord til den rige unge mand fik verdenshistoriske konsekvenser gennem en klosterbevægelse, som i sin imitatio-fromhed efterlevede kravet om fattigdom og askese efter bedste evne. Det er en fromhed, som vender indad, og som fører til en slags kulturel anoreksi. Kroppen bliver mindre, mens sjælen vokser. Inderligheden er alt, og derinde er den enkelte fri og ensom; derude står alt til forhandling. Hansted vender verden ryggen, han faster og spæger sit kød, kvæler sin drift mod Ragnhild. Han ligner sin frelser mere og mere. Et sømærke i Hammerbakker ser han i et glimt som et kors. "Han havde set et Legeme hænge deroppe paa det sorte Kors og i det lidende Aasyn under Tornekronen genkendt sine egne Træk. Javist! De havde korsfæstet ham" (III,4,540). Han er kaldet til at lide og dø. Men forinden skal han lige have forkyndt dom over verden.

Hansted har store forbilleder i sin praksis som Kristi efterligner. Thomas à Kempis’ andagtsbog fra 1425 Om Kristi efterfølgelse strejfes måske dér, hvor Hansted nævner glæden ved at "vandre for Herrens Aasyn" (III,1,451, jf. Salme 56,14). Pastor Petersen henviser til mester Eckart, som siger, at det er muligt for enhver at blive menneske på samme måde, som Gud blev menneske; til Johan Tauler, der betoner menneskets direkte møde med Gud; til Søren Kierkegaard, som betoner forskellen mellem en beundrer og en efterfølger (III,1,452, jf. Indøvelse i Christendom, SV, 3.udg., Bd. 16, 1963, 229ff.). Så uden videre kan man ikke sige, at idealet om imitatio Christi er mindreværdigt sammenlignet med forestillingen om Kristi efterfølgelse.

Én ting er dog sikker. Det kræver en robust sjæl, et stærkt menneske, hvis man skal praktisere den inderlige imitatio-kristendom. Det forjættede Land er fuld af personer, som mister sig selv; deres berøring med en hyperåndelig kristendom gør dem unaturlige. Hansine mister "Tilliden til sig selv" (II,2,264) ved det blotte syn af ægtemanden, allerede forlovelsen "havde forrykket noget i hendes Væsens før saa solide Grundvold" (I,4,181).

Men da hun havde besluttet at forlade Emanuel, havde hun lært, "at Lykken her i Livet bestod i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel" (III,2,497). Man kan sige, at Hansines rodløshed alene skyldes et ubærligt miljøskifte. Men i andre tilfælde er det klart den gudelige vækkelse, som får folk til at skabe sig helt unaturligt. Det gælder gårdskarlen Niels Nielsen Damgaard (II,5,400), der vil være religionsstifter; Maren Smed, der ser sig selv som "Profetinde" (II,2,299'5), ja selv bønderne bliver lettere uligevægtige på grund af deres "stigende Optagethed af aandelige Spørgsmaal" (II,1,249'6).

Hvis målestokken på sand kristendom er, at troen ikke skaber unatur, så er imitatio Christi-fromheden livsfarlig for svage sjæle, for folk med et svagt ego. Også Hansted bryder sammen på ikke at kunne fuldbyrde sit ideal. Hans sammenbrud skyldes overanstrengelse. Han projicerer sine træk over på Kristi tornekronede ansigt i stedet for at lade sig fylde af det, han ser. Han er grænsegængeren, som går til den forkerte side.

Alligevel er det ikke så sikkert, at pastor Petersen har ret i sin luthersk ortodokse dom over Hansted.

Foreløbigt har jeg tematiseret den kristnes efterfølgelse og efterligning af Kristus. Her tager troen skikkelse af en livsform, enten i politisk aktion eller i inderlig fromhed. Hver livsform har sine fortrin. Men først når livsformen får udtryk i et livsforløb, kan man se, hvor vidt den kan lyses i kristelig kuld og køn.

6. Dommens dag

Som en anden Jahve, der i to omgange taler til Job ud af stormen, meddeler pastor Petersen sig to gange til Ragnhild Tønnesen om tilfældet Hansted. Strategien er klar nok. Pastor Petersen vil holde drøm og virkelighed, himmel og jord, Gud og menneske ude fra hinanden, hver på sin plads. Katastrofen indtræffer, hvis man vil bringe himlen ned på jorden, hvad Hansted ville i sin første politiske periode, eller hvis man ene mand vil storme himlen, hvilket Hansted forsøgte i sin anden imitatio-periode.

Ganske vist havde også Hansted engang længtes efter "den barneglade Livsensfest" (I,3,118); han, som havde være lukket ude af paradis, ønskede kun at kunne realisere "Livets Lyst" (I,3,120), men forgæves. Pastor Petersen prædiker derimod med et vist held, at man bør "takke for Livet" (III,5,554), ja, "raabe et trefoldigt Hurra for Livet" (III,5,555). "Livets Lykke" (III,4,530) findes på jorden, ikke et sted over skyerne. Nutidens fanatiske dyrkelse af jeget og dets "abnormt udviklede Følelsesliv" (III,5,551) skal vige for livet selv i dets daglige væsen. En præst skal, siger pastor Petersen, "lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, taknemligt og tilfreds" (III,5,555). Ordet "Liv", det ganske almindelige menneskeliv, er det hyppigst gentagne ord i pastor Petersens tale. Han realiserer, hvad Hansted forskertser: livets fest i ro og mag.

Har pastor Petersen ret i sin dom? Ikke ubetinget. Han har et klart blik for Hansteds problem med at holde himmel og jord sammen. Selv var han engang tiltrukket af det samme som Hansted, så han forstår sig på Hansted, mener han.

Men pastor Petersens position er tæt på at være helt ulidenskabelig, en omgang magelig resignation. Han er, som Ragnhild tillader sig at sige, altid så "behagelig jordisk" (III,1,445). Han lægger konsekvent afstand mellem virkeligheden på den ene side og på den anden side drøm, fantasi og eventyr, som han uden videre nedvurderer som drømmeri, fantasteri og eventyrlighed. Det er ikke gået op for ham, at kernen i kristendom, gudsriget, er en fiktion.

Jeg forstår ikke fiktion som modsætning til virkelighed, men går ud fra en tredelt model, lanceret af Wolfgang Iser: virkelighed – fiktion – imagination. Fiktionen bygger bro. Den forener i sig nogle træk fra virkeligheden og andre fra imaginationen. Gudsriget er en sådan fiktion. Den fastholder spændingen mellem himmel og jord. Og det er præcist, hvad Hansted forsøger, men forgæves, da han enten, på grund af drengens død, taber kontakten med himlen, eller også mister enhver jordforbindelse ved sin identifikation med Jesu død på korset. Hansted bevarer i det mindste den lidenskab – sin drøm, fantasi og eventyrfølelse – som gør ham til et yderst levende menneske.

Pastor Petersen skal ikke risikere noget, han nyder sin lykkelige tro, men konsekvensløst. Teologisk set holder pastor Petersen sig til en ortodoks lutherdom, der prædiker Kristi stedfortrædelse, som udelukker enhver snak om efterfølgelse. Kristus har jo gjort alt, han har sonet vore synder, så vi skal bare tage imod livet i kald og stand. Hansted forbinder derimod Kristi stedfortrædelse med imitatio Christi. Hvad Kristus har gjort for os ved at lade sit liv komme os til gode, det skal vi give videre ved at lade vores liv komme andre til gode. Efter troen følger praksis. Pastor Petersen nyder passivt, Hansted lider aktivt.

Er Emanuel Hansted så en god kristen? Det kommer jo an på, hvad der gør en kristen til kristen. Hvad er målestokken? Da troen er skjult, må man holde sig til den hørbare bekendelse. Den, der bekender sig som kristen, og véd, hvad kristendom går ud på, må siges at være en kristen. Hansted ved tydeligt nok, hvad han gør. Altså er han klart et kristent menneske. Noget andet er, at han dør af sin kristentro. Han magter ikke at gennemføre sit imitatio-projekt. Han bukker under for sin overspændte kristentro. Man kunne med mystikerne pege på, at Hansted nok klarer den første fase i sin vej mod Gud: at gøre sig selv til intet, at vandre ind sjælens mørke nat. Men anden fase klarer han ikke, den fase, som består i at vende tilbage til livet for at se livet som det er, at se med intens opmærksomhed. Hansted er vild med at ville. Han vil ikke bare være Guds skabning.

At komme til tro er på sin vis som at få sendt højspænding gennem kroppen. At være højspændt er noget andet end at være overspændt. Gudsriget er en vision, som spænder den troende ud mellem jord og himmel, intet og alt, tilintetgørelse og nyskabelse. Tilværelsens dramatiske modsætningsfylde bliver en realitet i troen, men troen ender for nogle i en tragedie.

Emanuel Hansted er naturligvis en god don quixotesk kristen.

Litteratur

Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land, Bind 1 og 2, Gyldendals Tranebøger, Kbh. 1993.

 — : Det forjættede Land, Bind 1 og 2. Muld (1891). Det forjættede Land (1892).
Dommens Dag (1895), Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Kbh. 1997.

Miguel de Cervantes Saavedra: Den sindrige Ridder Don Quixote de la Mancha, Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Bind 1 og 2, Forlaget Centrum, Aarhus 1998.

Dietrich Heinrich und Wolfgang Iser (hrsg.): Funktionen des Fiktiven. Poetik und Hermeneutik X, München 1983, 121-151.

Jakob Knudsen: Livsfilosofi, Kbh. 1908.
 — : Idé og Erindring, udg. Af J. Jensen og Th. Krøgholt, Kbh. 1949.

Milan Kundera: Romankunsten, Kbh. 1986.

Jan Lindhardt: Ind i det ydre. Krop og kirke, Kbh. 2001.

 
['1] således først i C. tilbage
['2] således først i C. tilbage
['3] først i C er de "gribende". tilbage
['4] først i C. tilbage
['5] Profetinde: først i C. tilbage
['6] stigende Optagethed af aandelige Spørgsmaal: først i C, hentet over fra DD A. tilbage