Isbjørnen
508 Om kapellan Ruggaard skrev Pontoppidan 12.2.1914 i et brev til teologen Hans Koch der havde udtrykt sig negativt om forfatterskabets præstefigurer:
Jeg vurderer i det hele og store ikke Nutidsslægten særdeles højt, heller ikke Præsterne; alligevel vil De ikke mellem mine mange – måske et halvt Hundrede – Præsteskikkelser finde en eneste lav eller ond eller lurvet Person, endsige et Vrængebillede (...) Den eneste, mig bevidste, Undtagelse er en sølle Kapellan i ‘Isbjørnen’, en af mine tidligste og ungdommeligste Bøger.
Vilh. Andersen kalder Thorkild Müller for "en ypperlig Karton" til Emanuel Hansted i Det forjættede Land (de er jo bl.a. fælles om at afvise tiende), men fandt i øvrigt lidt for meget Sandinge Menighed i det grønlandske miljø (1917, s. 48-49).
Knut Ahnlund ser bogens motiv i modsætningen mellem lære og liv:
[Den] är gestaltet med ett övermått av burleska och makabra effekter och historien är en konstnärlig överdrift av verkeligheten. 509 (...) I Isbjørnen med dess inverterade patos går den radikale pessimismen i Pontoppidans människouppfattningen redan i dagen. Han är en reformator utan tro till reformer. Det är betecknande att när han här för första gången skildrar en utövere av den praktiska kristendomen låter han denna tro bli ödesdiger för sin bärare (1956, s. 353-55).
Klaus P. Mortensen bruger Isbjørnen til denne karakteristik:
Den lille roman munder ud i, at de undertrykte ikke ved, hvad der er deres eget bedste, og denne pointe er kendetegnende for det tidlige forfatterskabs samfundskritik. Den er nemlig udpræget intellektuel i både form og sigte. Den er ikke skrevet for eller til de undertrykte, men om dem for andre, som ikke umiddelbart kender til armoden og nedværdigelsen. Den er skrevet for borgerlige, potentielt radikale læsere, der ud fra en lignende fremmedhed i forhold til det bestående gribes af indignation over undertrykkelsen og samtidig vender sig imod den kristent-idealistiske, borgerlige tilværelsesopfattelse, som gør borgerne blinde for de overgreb der finder sted (1982, s. 43).
I sin bog om Pontoppidan som anarkist siger Niels Kofoed om Isbjørnen, at Thorkild Müller "undsiger ikke fællesskabet, men det skyder ham fra sig, fordi han ikke kan leve på dets betingelser uden at forråde sit egentlige væsen. Jeg opfatter dette som den egentlige konflikt i hele forfatterskabet" (1986, s. 96), jf. i Spøgelser: "selv de fattige og fortrykte, hvis Sag han havde gjort til sin, forstod sjælden denne tavse mørke Særling"1.