Pontoppidans Titanic

Henrik Pontoppidans tragiske roman er stadig fuld af bidsk livskraft og relevant sortsyn.

Hver gang man genlæser De Dødes Rige, håber man at det denne gang vil lykkes Torben og Jytte at finde hinanden. Der er så mange muligheder og håb for dem, de vil så gerne nå hinanden og forenes som de platoniske tvillinger, skabelsen har adskilt, men kærligheden skulle kunne forene. Som årene går mellem hver læsning, siver de øvrige personer til hukommelsens nedre lag og skal hentes op. Men Torben og Jytte, hvis historie åbner den store roman, bliver stående i ens erindring som var de Romeo og Julie, Axel og Valborg eller et andet af digtekunstens store par der bestemt for hinanden tragisk nok alligevel ikke får hinanden.

I den klassiske tragedie er det ydre kræfter der skiller de inderligt elskende og flår dem fra hinanden. Hos Pontoppidan er det anderledes. Godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard har alle ydre betingelser for at blive lykkeligt forenet i et velhavende og homogent miljø. De er begavede og højt uddannede mennesker med rige analytiske evner og et skarpt blik for al forlorenhed og forstillelse. Alligevel arbejder de begge – om end ikke altid samtidig – imod deres forening. Det er lidt af en gåde hvorfor, og det er derfor man ved hver læsning, mod al fornuft, håber at de denne gang har forandret og besindet sig.

Men egentlig er de ikke som par romanens hovedpersoner. Torben er faktisk fraværende i de midterste tre af de oprindeligt fem bind – han rejser Jorden rundt – og Jytte går igennem de andre bind som en person der aldrig griber skabende eller ændrende ind, men blot afvisende, indtil hun til sidst – og naturligvis fatalt – giver efter for maleren Karsten From.

I SIN TREDJE store roman – efter Det forjættede Land og Lykke-Per – skildrer Henrik Pontoppidan et samfund med civilisationssyge. Da en ven opfordrer Torben til efter hjemkomsten at gribe roret og "bringe den krængende Samfundsskude paa ret Køl", afviser den verdensbefarne sociolog og nationaløkonom at blande sig i politik:

Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar tilbunds med os allesammen.

Dette sortsyn er romanens grundstemning – Pontoppidans yndlingsord for at betegne det bærende, det konstituerende ved et værk. Meninger eller hensigt brød han sig ikke om at indlægge eller få udlagt som sine egne, og næsten alle de meninger – ikke mindst de kristelige – der udtrykkes af romanens hundredvis af personer, får af fortællerens prikkerunde når de som fluer bliver spiddet på satirens, sarkasmens, ironiens og enkelte gange også det grove vids nåle. Verden reduceret til insektkasse. Som Balzacs Menneskelige Komedie er også De Dødes Rige båret af en vision: det moderne samfund jager efter vind. Menneskene er hvileløse skygger i et underjordisk pinselssted, halsende af sted på vild jagt efter en indbildt lykke.

Et Titanic kunne Pontoppidan have sagt, men kølen til hans roman var lagt og dens skrog halvvejs rejst, før Atlanterhavsdamperen gik ned i april 1912. Forsinket af forfatterens sygdom både da og siden udkom De Dødes Rige fra november det år med sit første bind, Torben og Jytte. Først til jul i 1916 udkom sidste bind, og et lille års tid efter forelå romanen sammenskrevet og strammet i to bind. "Puddelklippet," sagde Pontoppidan selv. For tæt er vi nogle der mener.

DE DØDES RIGE har Matador-kvaliteter. Men det er selvfølgelig omvendt. Når man i dag læser romanen oven på det seneste gensyn med Matador, er det tydeligt hvor tidligt Pontoppidan her var ude med den store kollektive roman som nok havde prægtige udenlandske forbilleder hos Balzac og Zola, men ingen danske der kan måle sig med den på én gang overlegne og underholdende fortælling der geografisk og socialt omfatter det ganske land. For trods af sortsynet – som dårligt kan skræmme nogen i dag hvor vi véd med hvor god grund en ældre forfatter kan være pessimistisk – er der ingen affældighed at spore i den hvasse satire og den bidende ironi når Pontoppidans alvidende fortæller tager fat på at hudflette den danske middelmådighed årtier før Sandemose gav den Jantelovs-stemplet.

Præster, kunstnere, politikere, læger, forretningsmænd – og kvinderne. Selv de af Pontoppidan elskede og forgudede kvinder slipper ikke for at blive afklædt deres besmykkelser. Værst går det dog ud over dem når de opfører sig som mænd: ambitiøse systembyggere som generalkonsulinde Kolding eller en selvbedragende idealist som Jytte Abildgaard. De blide af kvinderne får ikke tildelt megen magt, men i deres inderste nedlægger forfatteren mange af sine personlige sympatier og betragtninger. Det gælder ikke mindst den med sin forfatter jævnaldrende Fru Bertha, Jyttes mor, hvis tre børn er de hårdest ramte af slægtens forbandelse: ikke at turde realisere sig selv i den guddommelige nøgenhed som Lykke-Per fandt frem til. Ramt som de er af en dødelig melankoli der kun kan bekæmpes af en søgen tilbage til mere simple og "naturlige" livsformer.

"Nu dør jeg," siger Jytte til sidst, "og så har jeg dog aldrig levet."

TO BAUTASTENE rager op i romanen: Politikeren og folkeføreren Tyge Enslev og præsten og vækkelsesprædikanten Mads Vestrup. Omkring de to drejer den politiske og den kirkelige verden sig, og indbyrdes udkæmper de to en dødskamp der ikke efterlader meget håb om genopstandelse.

Man kan hævde at Tyge Enslev er bygget over Viggo Hørup og Georg Brandes. Den første (der var død i 1902) står så for den politiske side af Enslev – og til dels hans udseende – Georg Brandes for den kultur-sociologiske gennemslagskraft forfatteren forlener Enslev med. Det omdiskuterede digt, Pontoppidan under udarbejdelsen af De Dødes Rige skrev til – eller rettere om – Georg Brandes på dennes 70-årsdag i 1912, har helt samme "grundstemning" som romanen: de idealer det moderne gennembrud kæmpede for, blev svigtet, men ikke kun af efterfølgerne, også fordi deres ophavsmænd ikke var så rene af hjertet at de kun ville ét. Derfor er Mads Vestrup – med svage mindelser om Jakob Knudsen og Pontoppidans egen farfar – en renere helt end Enslev, skønt heller ikke han kan stå korruptionen imod.

Trods dens dybe pessimisme, trods den undergangsangst der, efter Pontoppidans egen tilståelse i et samtidigt digt, var gået ham i blodet, er der noget gribende – nogle vil sige naivt – ved den trang til det utopiske der presser sig på i romanen og får den til at klinge ud i panfløjtens skalmejetoner.

[teksten revideret, senest 11.5.2015]

ÅRHUNDREDETS DANSKE BOG VIII

I Berlingske Tidende var Flemming Behrendts artikel ledsaget af dette uddrag1 fra De Dødes Rige:

Sommeren var atter kommen til Landet. Den havde været længe om at finde herop denne Gang. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal. Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud. Ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Hagelbyger over Landet. Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

"Himlen har idag velsignet vore Vaaben!" forkyndte Tyge Enslev smilende fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og sikker stod han med sit hvide Haar under det sommergrønne Løv – den sidste levende af de store Mærkesmænd, der havde ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars nødtvungen Tilbagetrukkenhed paany vist sig for sit Folk.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet, som om det var blevet berørt af en Tryllestav. Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et eventyrligt Blomsterrige. Inde i Byerne var Butiksvinduerne pyntet op med Grønt. Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldsregnsklase ved Øret, og Slagtersvende bar en Kæmpebuket hjem paa sit Trug.

Jo, nu var Sommeren kommen. Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengeklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre Etages Storebæltsfærger sad en Dag Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk. De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og var nu paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tide paa Storeholt.

I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod Jytte bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagerne. Moderen sad paa en Bænk noget derfra og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa en Lejlighed til at nærme sig dem. Det var en smækker, blond Herre, meget smuk men ogsaa meget lapset. Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan, som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Charlottenborgs Foraarsudstillinger havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: Opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser forevigede med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede at Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe nogen Tid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det Hagenske Familjegods.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne.

Han have sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Men nu kom Tilfældet ham til Hjælp. En Konduktør gik rundt for at efterse Billetterne, og da han kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

I samme Øjeblik stod Karsten From ærbødigt foran hende og udbad sig "den store Naade" at maatte være hende til Tjeneste.

"Aa, er det Dem! Goddag!" sagde hun tørt. "Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen."

Jytte havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i Hovedet ved Lyden af hans Stemme og mærkede til sin Ærgrelse, at hun var forvirret. Da Manden lidt efter kom tilbage og "ærbødigst knælende" – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, havde hun igen vendt sig mod Søen for ikke at være nødt til at hilse paa ham.

"Er De paa Vej til Skagen?" spurgte Fru Bertha ham. "Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gehejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i laksrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje."

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Og hun sagde ham nu Tak for hans Ulejlighed paa en saadan Maade, at han var nødsaget til at trække sig tilbage.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede omhyggeligt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed virkede betryggende ikke alene paa Damerne selv men ogsaa paa Mændene, fordi kun faa anede, at den var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Jytte og hendes Mor. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage trods Fru Berthas Indsigelser og fulgte dem over Landgangen.

Der holdt flere Tog, og han gjorde udtrykkeligt opmærksom paa, at de skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad meget bestemt om sine Rejsesager. Hvorpaa han ærgerlig søgte sig Plads i den anden Ende af Toget.

"Det er da en sær forskruet Person," sagde Fru Bertha, da han var gaaet. "Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer."

"Naa, det betød vist heller ikke saa meget."

"Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade."

"Jeg tror, det er en Vane hos ham at fri til alle unge Damer, han kommer sammen med. Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar."

"Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud."

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.

 
[1] Uddraget er fra romanens Anden Udgave, 1917, bind 1, s.197-202 (Gyldendals seneste udgave, med 1948-retskrivning, bd. 1, s. 122-25.) tilbage