Borchsenius

Han var af Naturen bestemt til beundrende Ven. Et vist Forsyn havde gjort hans Hjærne tom og hans Tale fed, saa han aldrig havde noget at sige for egen Regning, altid en Bunke for andres. Han besad ikke Kundskaber – han fik Bøger til at slaa op i; han forsøgte ikke Forstaaelse – han nøjedes med Citater; han gjorde ikke Studier – han sled for at gøre Bekendtskaber.

Han var en net Fyr, frisk som en Provinselsker, tjenstvillig som en Opvarter og saa klæbrig som Fiskelim.

Saasnart han kom til Skelsaar og begreb sin Bestemmelse, klæbede han sig øjeblikkelig fast, hvor nogen syntes ham fremragende. Paa den Maade haabede han selv at komme op, erhværve sig en Stilling, være nogen og noget.

Han var slet ikke ilde som Selskabstyroler. Han kunde skrive en Vise, hvis Poesi var saa vellugtende som den Søndagssæbe, der binder en Tjenestepige til Urteboden for den næste Uge; han kunde udbringe Værtens Skaal ved Fisken og Værtindens ved Stegen med de bestandig borgerlige Ord, som Skydeselskabet ikke har Hævd paa; han kunde endelig skrive op ad Døre og ned ad Spalter uden en Tanke, uden et Indfald, bare tomme Ord og fede Fraser, gamle Svedsker, svømmende i en evig Ungdoms søde Suppe.

Men der var forresten ingen, der læste hans Artikler, ikke engang de, han skrev om.

Han var bleven Kritiker, Anmelder, Literat. Hvad skulde en født Beundrer tage sig andet for? Han vidste blot ikke straks, hvem han skulde klæbe sig til.

Han forsøgte med Hr. Peter Hansen, dengang da denne flittige Oversætter udgav Nær og Fjærn; af ham lærte Borchsenius selv at blive en flittig Oversætter.

Han mestrede det vanskelige Sprog Svensk; å'erne og ä'erne afslørede deres fleste Hemmeligheder for ham, og senere hen udvidede han endogsaa sine Granskninger til lettere tyske Bøger. Derimod har de franske og engelske Digterværker ofte været lukkede Bøger for ham.

Som Oversætter fandt han sig atter selv i sin Bestemmelse. Han kunde her saa bekvemt klistre sig op ad de Forfattere, han oversatte, og saaledes udvide Kredsen af sine literære Venner. Svenskerne var især brugbare, fordi man straks drak Dus med dem; Tyskerne maatte han dyrke paa Afstand, da Sproget lagde Vanskeligheder ivejen; men til Gengæld skrev de bravt tykke Bøger.

Hvorledes skulde han nu faa Navn og Position?

Det gik kun slet i Nær og Fjærn, fordi Redaktøren nødigt tillod Borchsenius' Navn at figurere i Bladet. Han vidste præcist, hvad det var værdt, og han vilde desuden selv anmelde Bøgerne. Hr. Peter Hansen var dengang som nu en Modstander af det literære Venstre og skrev hidsige Artikler mod den unge Literatur.

Dette generede ikke Borchsenius i at vedblive Medarbejderskabet, men heller ikke i samtidig at henvende sig til det 19de Aarhundrede, der dengang var Gennembruds-Literaturens faste Lejr. Han kom ikke alene, thi han havde selv ikke et Ord at sige og vovede sig heller ikke til Venstre, førend dets Literatur stod stærk – nej han kom med Oversættelser af Victor Rydberg og listede sig beskedent til Bekendtskabet.

Men hans gode Time slog først, da Nær og Fjærn gik ind og Ude og hjemme kom ud. Han pressede sig paa, han limede sig saalænge til Bladets Udgiver, til denne træt gav efter og anbragte Borchsenius' Navn ved Siden af sit eget paa Ude og hjemme's sidste Side.

Nu var han Redaktør Borchsenius.

Han følte sig. Han svulmede op som en Frø. Han havde ingen Eksaminer faaet og trængte derfor haardt til en Titel og nu havde han én – som kunde staa paa Visitkort og skrives udenpaa Breve. Og nu begyndte han selv at skrive Breve i ustandselig Strøm – hver Dag om hver en Smaating til alle og enhver – til alle gamle og unge Forfattere i Danmark, Norge og Sverig. Han havde gærne skrevet til de døde med; han skrev af Nødsfald til deres Slægt og bad om Breve fra de hedengangne.

Thi det var Breve, Svar-Breve han vilde have.

Han vidste nok, hvad han gjorde. Han skulde jo være Literaturhistoriker og i to Bind ulæseligt Skrabsammen, betitlet Fra Fyrrerne, dokumenterede han til Overflod sin fuldkomne Nullitet. Fra Fyrrerne skaffede ham det betegnende Peder Ravn'ske Øgenavn Fyrrepinden – det er jo et Citat af Hostrup og maa som saadant smigre ham – dog nu havde han ved Hjælp af opsamlede Breve vist, han kunde skrive Bøger. For kort Tid siden, da Goldschmidt døde, var Borchsenius saa straks som en Bedemand paafærde med sine Breve fra den afdøde Digter. I mange Aar havde han ligget over sit Bytte; nu kom det ham tilgode.

Saadan var Borchsenius som Forfatter kun én Ting: et Brevsamlingssted.

Men den fødte Beundrer var dernæst Kammerat. Skulde der komme nogen Stilling ud af Beundringen, som med Aarene var bleven blot Maske, maatte han blive Forfatternes Ven. Han gav dem selvfølgelig den ene Skylle af rosende Anmeldelser efter den anden over Hovedet.

Der var ingen, der læste dem, knap den Paagældende selv. Men man syntes, det var Synd at sige ham ret Besked. Blandt Forfatterne var han ganske til Latter. Blandt ældre og yngre var en Borchseniusk Anmeldelse, naar blot to Linier oplæstes, en sand Morskabens Kilde. En saadan Talentløshed var aldrig set, og Mennesket havde saa lidt Begreb om at skrive, at han tydeligvis ikke anede, hvad Dansk var. Det er ham, som nu tror, han er en Forkæmper for Danskhed.

Men ingen nænnede at tage haardt paa Staklen. Det var jo værst for ham, at han var saa ganske ubegavet. Og han kunde da ikke gøre for det. Og dernæst udviklede han sit medfødte Opvartertemperament til en Grad af Tjenstvillighed, der trodsede alle Grænser. Hans Stolthed var at kalde sig literært Ombud saa for den og saa for den, at rette Korrektur for Digterne, at besørge deres Aftaler med Forlæggere og Redaktører, at rende i Byen som Bybud og staa bag Stolen som en Lakaj. Altid i Bevægelse – dansk Bevægelse – for at kapre en Samtale, et Brev, et Manuskript, Viser, drikkende Skaaler, holdende Gilder, drikkende Dus, trængende sig paa som en uvelkommen Gæst, unyttig som Femtehjul, kedende Folk uafrystelig som en Borre, beundrende og beklappende som en Klakør, nyttig som en Impresario, ladende sin Person udviskes som en Skygge – men skin-godmodig og franske fedt-hjærtelig blev han dengang, hvad han endnu er:

alle Digteres Leporello!

— — Da Ude og hjemme gik ind, var Hundred og ét ude for ham. Skulde han ikke mere være Redaktør, ikke længer faa Breve eller rette Korrektur ved Siden af en Papirskurv! Og Vennerne og Stillingen! Han var færdig at klistre sig op ad hvemsomhelst, blot han kunde faa Brug for sin Hengivenhed.

Til hans Held opstod dengang den mindre pertentlige Spekulation, der kaldte sig dansk Bevægelse. Den var ogsaa ret klæbrig i sit Væsen, og den tiltrak Borchsenius. Det er nu saa klart, hvad dengang hændte. En Forfatter, der vilde til Kødgryderne, og en Politiker, der vilde til Højbords, slog en stakket Stund Følge paa Vejen. Borchsenius hang paa. Og da saa Forfatteren gled over i det Mørke, hvor Ingen gider søge ham op, og Hr. Berg ikke mere vidste ud eller ind, hvad han skulde lave sig en Førerpost af, saa blev Borchsenius alene tilbage ved Morgenbladet sammen med Secher. Bojsen var borte og Berg var borte og Hovedorgan var det ikke og det danske Venstre var aflivet, og dets Medlemmer og Evropæerne var gaaede op i en højere Enhed.

Der stod Borchsenius og Secher – Leporello og Masetto – og hvad repræsenterede de? Ja, saameget som Kirsten Kimer og Per Døver: de vidste, hvad Klokken var slaaet. Ude og hjemmes og Dagsavisens blege Spøgelser manede dem til Graven.

For at sløve Angsten leger de, medens de venter paa Opløsningen, som et Par Børn, "Rid længere væk", siger Borchsenius til Secher, eller Secher til Borchsenius, "rid længere væk, vi er jo et helt Regiment." Og Borchsenius trompeter, og Secher sporer Kæphesten, og afsted gaar det i vilde Fantasier.

Snart indbilder de sig, at de er det store Vælgerfolk, snart at de er Venstres Bestyrelse – saa er de alt hvad der er helligt og kært – saa værger de Folkets Gudstro (de er begge Fritænkere!) – saa udgør de tilsammen, Borchsenius og Secher, den danske Bevægelse.

De gør det altsammen saa ganske ugenert. De er nemlig fuldstændig ansvarsfri. Ingen Politiker af Venstre har knyttet sit Navn til dette Foretagende, intet Parti hæfter for de to Umyndige, der gør Gæld paa det hele Vælgerfolkets Navn. Og Secher skriver under paa Politikens Vegne og Borchsenius paa Literaturens – og ikke et Menneske staar bagved dem.

Det gaar saavidt, at Borchsenius igaar siger vi to til Georg Brandes. "Vi to," sagde Lusen til Hesten, "vi to trækker Læsset", den bed sig fast i Manken.

Alt dette er ret underholdende. Alle Digteres Leporello har altid været en komisk Person. Men Komiken stiger, naar han ligesom Stengæsten vil sætte sig paa den høje Hest og udslynge hule Gravtoner over det hele Folk.