"Det gør jeg vel nok"

[4].50

[Kære Emil] Frederiksen¹. Pontoppidan talte sjælden med mig [om litte]ratur og aldrig om sin igen. Jeg kan derfor ikke [fra] hans egen Mund oplyse noget om hans Forhold til Gottfried Keller og hans Schweizernoveller, der jo ikke ligner hans sjællandske Landsbybilleder.

I sin Ungdom havde han selv oplevet en "Schweizernovelle", som efter hans Fortælling derom i Gammelmandserindringerne var gået ham nær til Hjertet. Saa nær tror jeg, at Drømmen om at finde Lykken i et Ægteskab med en Folkets Datter gik igen i hans første Ægteskab herhjemme. En af Hans Krøniker optaget i Fortællinger 1. Bind 1899 under Titlen Morgendug hed vist? Svend Morgendug² som et Eventyr, deri hedder det vist kun har existeret i den unge Mands Fantasi, der nu som en sat ældre Herre under Omtalen af Oplevelsen med et "han kunde aldrig slippe Forestillingen om, at hans sande Lykke hin dugbesprængte Sommermorgen havde krydset hans Vej." Lokaliteten^'1 i Fortællingen er sjællandsk og Diktionen ikke mindst. Den lidt mutte unge Bondepige holder sig den ivrig Galring fra Livet med et sindigt "Det gør (eller har) jeg vel nok." Det samme siger en ung Fiskerkone i Fortællingerne[,] i Vildt og Hansine i Det forjættede Land. Jeg spurgte engang i Løbet af en jævn Passiar som et kuriøst Indfald Pontoppidan, om han kunde huske, at hans første Kone som ung Pige havde brugt det Udtryk, hvortil han i samme Tone svarede, at det havde hun vist nok. – En sammenlignende Undersøgelse af Forholdet mellem Keller og Pontoppidan vil næppe kunne overhøre Forskellen i Tone.

Med Tak for det tilsendte Hefte af Magasinet³, hvis øvrige Indhold også interesserede mig, en venlig Hilsen til Dem og hvis De taler med ham til Morten Bredsdorff⁴

Deres hengivne
Vilh. Andersen

PS. Jeg har nu læst Beretningen om Schweiz i Hamskifte fra s. 90 (forkortet: Undervejs til mig selv fra s. 100) og fastholder på det Grundlag Forbindelsen med Det forjættede Land. Pontoppidan ønskede selv sine Romaner set som Udfoldelser?⁵ af et Eventyrmotiv. Herom var der en Del at sige, men jeg er allerede ved at opfriske disse Tanker og læse videre i Mindebogen kommen saa langt eller dybt i Pontoppidan, at jeg maa bryde af. Han har selv i Hamskifte s. 108 set sin Sommerforelskelse i dybt Perspektiv.

Vilh.