En Vinterrejse
Henrik Pontoppidans ny Bog
Henrik Pontoppidan har udsendt en lille Bog, han kalder En Vinterrejse. Nogle Dagbogsblade. Noget af den i det mindste har været trykt før, i Tilskueren, hvor Pontoppidans oprigtige og beske Karakteristik af Bjørnson i sin Tid vakte Opmærksomhed. Pontoppidan gør i et lille Forord en Slags Undskyldning for, at hans Oplevelser paa denne Vinterrejse ikke har været ualmindelige. "Under andre Forhold vilde jeg maaske have imødekommet Tidens Smag for det morderiske ved at forsøge paa at tildigte en Bjørnejagt ligesom hin Ærværdige, der skrev sit berømte, bloddryppende Jungle-Poem "Tigerdræberen" paa Indtrykkene fra sine Loppejagter i Uldtrøjen". Pontoppidan er klar over, at han kun har ringe Haab om at kunne interessere de Læsere, der nu ogsaa af Juleliteraturen forlanger at faa Gaasehud paa Kroppen. Alligevel haaber han, at de hengemte, paa ny udgivne Blade ikke maa virke hensigtsløse.
"Det er en slet og ret Meddelelse, et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog, og bør derfor være præget af den strenge Sandfærdighed og den Sky for Overdrivelse og Selvbesmykkelse, der plejer at udmærke den Slags Værker". Er det en nedkæmpet Romantikers, en overbevisningstro Realists Finte til Goethe, der som bekendt berettede om sit Levned under Titlen: Dichtung und Wahrheit?
Det bedste i Pontoppidans lille Bog er saa ubetinget den nærgaaende Skildring af Bjørnson som Folketaler. Man kunde fristes til at tro, at Pontoppidan har skrevet hele Bogen, som saa lidt gør Indtryk af at være en Dagbog, for at faa Luft for noget, der ellers let kunde tage Vej ud gennem Sidebenene. Men ogsaa i anden Forstand er dette Indskud i Vinterrejsen karakteristisk baade for et lille Lands Literater og det literære i Henrik Pontoppidans Forfatterskab. Man rejser til Norge, til Lofoten, til Tromsø, til Nordlysenes Egne, man kommer viden om, hvor man ikke har været før, men man oplever ikke noget "ualmindeligt". Jo, da man træffer en anden Forfatter. Da oplever man en Ærgrelse, som, skønt den formodentlig ikke er ualmindelig, bliver Rejsens eneste Oplevelse.
Men i Længslen efter Literatur, eller Digtning hos det store sunde Folk er ogsaa en Længsel efter det ualmindelige. Henrik Pontoppidan revser "det godtroende danske Publikum, der forsamler sig om ethvert ligegyldigt norsk Digterværk med en Andagt som til en Højmesse i Aandens Tempel, mens Størsteparten af vor egen Literatur kummerlig frister Livet ved Læsetaskernes Naade". Han har i en uhyggelig Grad Uret. At han ikke forstaar Glæden ved at rejse, det store Bad, som Sjælen tager sig ved at falde i Staver over et Skilt paa Broadway eller en Geisha i Yokohama, det gaar kun ud over ham selv. Men han skal ikke miskende Folkets Trang til at opleve noget uden for det sædvanlige, uden for sig selv i Digtningen. Saa gør han Attentat paa det, der nærer Poesien i Menneskenes Sind. Der er mere sand Poesi i Rejsen til Maanen end i Hans Kvast og Melusine, selv om Pontoppidans Aandsliv ligger i et højere Plan end Jules Verne's.
Som Eksempel paa Pontoppidans Stil er den lille Bog fortrinlig og næsten udtømmende. Heller ikke Pontoppidans Ordvalg er jo ualmindeligt, men de Ord han bruger, er til Gengæld i en sjælden Grad hans Ejendom. Han ynder den romantiske Guldalders simple Gloser og dertil bibelske Billeder. Han skriver: "Vi fortærede vor Nytaarsnadver – Ribbenssteg med Surkaal – under en dyster Stilhed, som var det en virkelig Offerhandling. Sauceskaalen vandrede fra Haand til Haand med en Højtidelighed som en hellig Kalk." Han sætter onde Øjne paa hver Præst, han ser. Der er en forgræmmet, haard Vantro i hans Sind, som gør hans Stil til den i inderlig Forstand mest blasfemiske i dansk Literatur.
H.K.
