De vilde Fugle
Henrik Pontoppidan: De vilde Fugle. Et Skuespil. (Nordiske Forlag).
Pontoppidans første Skuespil er desværre kun blevet et Offer paa Teknikens Alter. Saa dyre Lærepenge maa selv en Digter af hans høje Rang betale til de sceniske Krav.
For at Digteren selv kunde høste hele Belæringen af sit dyrekøbte Forsøg, burde det sikkert spilles. Som Læsedrama overflødiggøres det ganske af Pontoppidans udmærkede Novelle fra 1896 Højsang, hvis Personer det bringer frem i Rampens farlige Lys fra den Selvironiens Halvskumring, Novellens Jeg-Fortæller kastede over sine Oplevelser. De vilde Fugle – en havareret mefistofelisk Klitassistent og hans morfineksalterede Lidenskab for en Proprietærfrue i dæmonisk Sort – saas i Novellen udelukkende i en ung Lyrikers Vesterhavsekstase, som Forfatteren selv atter drev Løjer med. Paa Scenen har de ikke faaet Kød og Blod, men er som i Novellen set med den unge Poets usikre Øjne. Novellerammen, som burde helt være fjærnet, optræder nu kun personificeret i denne unge Mands forferskede Lignelse.
Hvilken Mester, Henrik Pontoppidan kan være ogsaa i Replikbehandling, fremgaar kun af Stykkets første Akt, et Krointeriør, hvor Kromandens og nogle Bønders Tale er givet med en rent vidunderlig Livfuldhed.
Men de følgende Akter har desværre ikke brudt Novellens ironiske og dunkle Puppesvøb.
S. M.
