De vilde Fugle
Litteratur
De vilde Fugle, et Skuespil af Henrik Pontoppidan. (Det nordiske Forlag).
Nærværende Skuespil har Personer og nogle indledende Optrin fælles med Forfatterens Fortælling Højsang.
I Scener med stærke Farver skildres det i den første Akt, hvordan en yngre Københavner af lyrisk-æsthetisk Kultur kommer til en Kro paa Landet i Nærheden af Vesterhavet. Han gør her Bekendtskab med Proprietær Lindemark, der byder ham hjem til sig paa Storgaarden samt med Klitassistent, Løjtnant v. Hacke, et Stykke mislykket Geni.
De andre Akter foregaar paa Storgaarden, og her møder man da Proprietær Lindemarks Frue, med hvem Manden lever i et ulykkeligt Ægteskab. Hun er her mer eller mindre Kæreste med v. Hacke, af hvis hede Natur hun føler sig tiltrukken, medens Mandens kultiverede Natur lader hende kold. Tillige drages hun vel af Medlidenhed med v. Hacke, hvis Vildskab ikke blot ytrer sig i ubændig Lidenskab, men ogsaa i dyb Fortvivlelse, der ikke bedres ved Brug af stærke Stimulanser. Sluttelig ophidses han, saa at han dør midt i Selskabet.
Baade de her omtalte Hovedpersoner og flere Bifigurer har Pontoppidan skildret med stort Talent. Det bliver just ikke synderlig forklaret, hvorfor og hvordan disse Mennesker er blevne, hvad de nu er, og paa nogle Punkter har man ondt ved at finde dem sandsynlige. Men de fremtræder endda med ejendommeligt Liv, selv om Linierne ikke er trukne skarpt. Der er navnlig i v. Hackes Replikker baade vittig Ironi og en dybt dirrende Pathos, som fængsler ved at karakterisere den begavede Mand med et sønderrevet Sind.
De vilde Fugle interesserer helt igennem som et Værk af kraftig Intelligens og af en varm, medlidende Følelse, blandet med nogen Beundring overfor dem, der kun altfor meget er i Pagt med Naturens voldsomme Kræfter, medens han udtrykker alt andet end Sympathi for dem, der repræsenterer Kulturen, rigtignok ikke i dennes bedste Form.
Som Drama er Skuespillet vistnok fattigt paa egentlig Handling, men Menneskene og de Optrin, hvori man ser dem, fremstilles saaledes, at Stykket vel nok kunde gøre Virkning paa Scenen. Det er ogsaa interessant at læse, uagtet Forfatteren kendelig er en mindre suveræn Kunstner som Dramatiker end som Novellist.
A. F.
