Henrik Pontoppidan: Det store Spøgelse
(Schubothe.)
I en overordentlig stemningsfuld og gribende alvorlig Indledning skildrer den udmærkede Forfatter, hvorledes man stundum en Aftenstund kan overvældes af en Ensomhedsfølelse, der til sidst fremkalder en uvilkaarlig Fornemmelse af Skyld. Man synes, at der lurer onde Magter rundt omkring én, og at Dødens klamme Aandepust stryger forbi Ansigtet. Det er den store, ulægelige Melankoli, der lammer Hjærtet.
Og efter denne Døds-Ouverture følger saa en lille, saare trist og – om man vil – harmelig Historie om en stakkels ung Bondepige, der drives i Døden paa Grund af manglende Modstandskraft. Det arme Barn er forlovet og har en Sommeraften i al Uskyldighed været ude med sin Kæreste. Hun véd, at hendes Vindue i Præstegaarden, hvor hun tjener, staar aabent. Natten er saa herlig; det haster ikke med at komme hjem. Men da hun saa alligevel finder Vinduet lukket, ser hun pludselig al Landsbyens Sladder og Ondskab rejse sig mod hende. Præstens vil jage hende af Tjenesten. Forældrene vil sørge over hendes formentlige Usædelighed. Det lille, enfoldige Væsen flakker fortumlet om hele Natten, til hun ender i en Mergelgrav.
Hvorfor, spørger hendes Husbond Præsten sig selv, hører Selvmord saa at sige til Dagens Orden netop i vort tilsyneladende saa frejdige og livsglade Folk? Det er denne Sjælegaade, som ogsaa Forf. – allerede altsaa gennem den lille Histories ovennævnte Ouverture – henstiller til sine Læsere. Det er ikke ganske klart overfor Fortællingens sidste Ord, om Forf. har ønsket, at en Draabe radikal Ironi skulde ligesom slaa en skærende Slutnings-Dissonans an. I hvert Fald virker Fortællingen bedst ved sit eget tendensløse, uforklarede og maaske uforklarlige Dødspræg.
Det er en sproglig Mester, der har fortalt denne lille, sørgelige Hverdagshistorie.