Sælsomme Fortællinger
Henrik Pontoppidan: Det store Spøgelse. (Schubothe). 59 S.1
Det spøger!
Selv det klare Dagslys er fuldt af Uro, og naar Aftenen kommer med sin skælvende Dæmring, gyder den sig ind over vort Sind som sagte og hemmelighedsfulde Anelser. Ud fra det gaadefulde Halvlys i Naturen lyder hviskende Stemmer, som vi hører næsten som i Drømme og som vi svarer paa, uden at vide, hvad vi siger. Mange af os ræddes for den sorte Nat, blot fordi den er sort og uigennemtrængelig. Farlig er Natten, dyb og farlig – og vi har intet i os selv, hvorved vi kan værge os imod den.
Saa lidt kender vi endnu til vor Sjæl og til Naturen (som vi besjæler og som beaander os), at selv de jævneste og sundeste blandt os nu og da maa spile Øjnene op i aaben Forbløffelse over Ting, der rammer dem som den mest haandgribelige Virkelighed og som dog ikke lader sig forklare – og selv de mest skarpsindige maa stundom rynke deres Bryn og lade Hovedet synke ned i Hænderne, fordi de pludselig staar Ansigt til Ansigt med et Faktum, som i sin inderste Grund synes dem Mystik.
Men naar blot det allermindste ikke kan lade sig forklare, kan da overhovedet nogetsomhelst lade sig forklare?
Det er det store Spørgsmaal, som enhver maa svare paa, som han har Forstand til.
Vi kender Livets og Dødens materielle Vilkaar, vi kender de store Linjer, der tegner Menneskelivet fra dets Opstaaen til den Udvikling, det nu har naaet, og vi kan skimte ind i dets Fremtid. Vi hører, hvordan den øjeblikkelige Civilisation Jorden over larmer og hujer i Triumf over de tekniske Resultater, som den har naaet – men samtidig husker vi paa, at de tre Tusind Aar, hvori Menneskeheden har været sig selv bevidst, kun er som en Time at regne mod de Hundred Tusinder af Aar, der sagtens ligger foran den paa denne Klode. Den menneskelige Aands Trang til Udvidelse og Erobring er saa glubende som nogensinde, og gennem sine uendelige Eksperimenter med Jordens organiske Liv vil den i Aarhundredernes Løb naa umaadelige, følgestrenge Resultater.
Samtidig vil vel dens Undersøgelser af Menneskets sjælelige Natur ogsaa udvikle sig, om end mere besværligt og langsomt. Lad Spiritismen rase og forløbe sig – selv af dens Vildfarelser bundfæstes nye Erfaringer om vort ubevidste Liv. Den arme Poesi, som intet andet Formaal har end at skildre Menneskene saaledes, som den tror, de er i de enkelte Øjeblikke, de virkelig lever, vil fortælle om dem i det mere bevidste. Og den videnskabeligt eksperimenterende Psykologi vil samle og indregistrere Resultaterne. Saaledes gaar det vel fremad.
Men endnu véd vi kun lidet om vor Sjæl og om den Natur, der omgiver den. Nogle søger derfor Svar paa deres Tvivl i barbariske Religionssystemer, mange andre flyder blot ud i hjælpeløs Mørkerædsel. Men der er enkelte, der formaar at se paa Livet, som det i Virkeligheden er: baade dets ydre, faste og klare Former og dets indre Uro og Svigten – dets Uforklarlighed.
Og herom kan nogle af dem fortælle sælsomme Historier.
Her har nu Pontoppidan, den dagklare Henrik Pontoppidan skrevet en lille Fortælling, som han kalder Det store Spøgelse – og ud fra sin almene Naturfølelse, sin rolige, ligelige Menneskeerfaring beretter han stilfærdigt om en dagligdags Begivenhed, hvorunder der dølger sig Rædsel og Fortvivlelse. Det er ikke andet end en Historie om en lille Tjenestepige hos en Præst paa Landet, der en Aften i al Uskyldighed har drevet lidt om med sin Kæreste, og som finder Vinduer og Døre stængede, da hun kommer hjem til Præstegaarden og vil i Seng. Hun forstaar da, at hun er opdaget, og i Stedet for at gaa hjem og tage sine Skænd flygter hun fortvivlet ud i Natten. Uvilkaarligt søger hun tilbage mod sine gamle Forældre, der bor i et lille Hus i Nærheden, men ogsaa der er stille og stængt, hun tør ikke banke paa og flygter atter paa de vilde Marker. Udenom hende kogler den blege Nat, og efterhaanden hidser den hendes svage Sjæl op til Spøgelsesrædsel – til knugende Syndsbevidsthed – tilsidst til Vanvid og Selvmord.
Alt dette er mesterligt givet. Medens Pigebarnet fra først af er skildret med samme klare Anskuelighed som hendes Omgivelser, forflygtiges Skildringen af hende efterhaanden, som hun opsluges af Natten og Rædslen, mens de andre, hendes Forældre og Præsten, bevarer deres rolige, klare Former. Tilsidst virker hun blot som hastige Glimt af Uhygge i Billederne, der ellers staar fast som Realitet.
Af en noget anden Karakter er Herman Bangs smaa sælsomme Fortællinger, skønt de behandler et beslægtet Stof, og ogsaa virker ved den mest udsøgte Kunst. Men medens det hos Pontoppidan er den store, almene Naturs Trolddomskraft, der slaar ind i et lille Menneskebarns forstyrrede Sjæleliv og drager det ned i Undergangen, er det hos Bang stedse det ene Menneske, der virker mystisk paa det andet, griber med uforklarlig Styrke ind i det andets Tilværelse.
I den første af hans tre Fortællinger: Barchan er død er Emnet mest sammentrængt. Med en mærkelig visionær Klarhed og Kraft fortæller en ung Mand, hvorledes han uden at ville det er bleven en Morder. Han har, følgende et af de flygtige, ubegribelige Indfald, der i tusindvis pibler op i et Menneskes Hjerne uden nogensinde at se Lyset, fortalt en Ven, at en af deres fælles Bekendte pludselig er død, skønt han lever og er saa frisk, som han altid har været. Da dette først er undsluppet ham, maa han forfølge det: han udmaler Dødsfaldet og ryster den anden frygteligt op. Da denne om Aftenen kommer hjem, finder han den døde Mand liggende paa sin Sofa, og lamslaas af Angst. Den Døde rejser sig og vil berolige ham, men da kæmper han med ham som med et Lig og dræbes tilsidst af sin Rædsel.
Den anden Fortælling er en veritabel, men ikke meget mærkelig Spøgelseshistorie, hvori Forfatteren lidt vel bevidst koketterer med, at han egentlig tror paa Gengangere, skønt de "naturligvis" kun er Hallucinationer.
Men i den tredje – Stærkest – har vi atter Bang i hele hans Ejendommelighed som Kunstner og Digter. Med en glimrende Anskuelighed i alle de ydre Træk fortæller han her om en Epoke i det parisiske Teaterliv, hvor en vis "Herre fra Norden", der ikke er ham selv saa ganske fjern, søgte at tvinge en Flok unge, uøvede franske Skuespillere ind i den vanskelige Kunst at spille skandinavisk Komedie. Den, der med ham har gennemlevet denne besynderlige Tid, vil indestaa for Skildringens Sandhed.
Men bagved alt det heftige, kunstigt-bevægede Liv, som her fremmanes – bagved alt dette, der snart stivner i mannequin-agtige Attituder, snart folder sig ud i voldsomme og krampagtige Gestus – bagved al denne Feberhede, den stundom næsten afsindige nervøse Anspændelse, den Galskab, den Rigdom, den kunstneriske og erotiske Mangfoldighed, der kendetegner det parisiske Teaterliv (i kras Modsætning til det kjøbenhavnske) – bagved alt dette skildres med enkel Tydelighed det ene, uforklarlige Forhold, der ligger til Grund for det altsammen: Instruktørens hypnotiske Magt over en Dilettant.
En beslægtet Idé behandles i Fru Michaëlis' lille Fortælling: Over al Forstand, men den er blidere opfattet her, og tilsat et Drag af kvindeligt Sværmeri. Den skildrer en ung Sjælesørgers Forhold til to Kvinder, der begge elsker ham, og hele dette Forhold, der opløser sig i en Mængde smaa halvt erotiske, halvt etiske Komplikationer, er omspundet af Mystik. Skikkelserne selv er mindre forvredne, end man er vant til fra Fru Michaëlis' senere Bøger, det hele virker mere ægte, men ogsaa mere flygtigt – som et fint Hjernespind.
Det spøger – rundt om i den uudforskelige Natur og i Menneskebevidsthedens Afkroge. Lykkeligt da, at vi har Digtere, der stundom kan drage Glimt af alt dette hemmelighedsfulde Liv frem i Lyset.
Sven Lange.