Henrik Pontoppidan: Det store Spøgelse

(Det Schubothe'ske Forlag.)

Det store Spøgelse – det er den underlige sjælelige Sot, der lister sig ind over et Menneske, og som gør det udygtigt til at leve Livet. Saaledes kan det bestemmes som sjæleligt Fænomen. Som socialt Fænomen er det den Selvmordssyge, der hærger det danske Folk fremfor de fleste andre, og som fremkalder disse sørgelige Dramer, hvis Hovedperson ofte har syntes livsglad og tilfreds, indtil pludselig en Dag Grunden viger under hende eller ham.

Herom har Henrik Pontoppidan skrevet den lille Fortælling, der for nogle Aar siden stod i Presseudstillingens Blad "Spejlet", og som her er optrykt i en af de Schubothe'ske Særudgaver.

Fortællingen handler om en ung Bondepige, god, retskaffen og paapasselig, der af sammentræffende Omstændigheder paa en ganske meningsløs Maade og dog ifølge en jernhaard Kendsgerningernes Logik drives til at drukne sig. Hun har en Kæreste, og Forholdet mellem dem er i enhver Henseende dadelløst; kun lister hun sig undertiden, naar ellers alt er lukket og slukket i Præstegaarden, hvor hun tjener, ud ad Vinduet for at spadsere en Aftentur med sin Ven. Saaledes den skæbnesvangre Aften, hvorom Fortællingen handler. Altid tidligere har hun, naar hun vendte tilbage, fundet Vinduet aabent, saaledes som da hun steg ud ad det. Men denne Aften er det lukket. Rædsel griber hende, og den bliver ikke mindre, da hun ser, at der mod Sædvane er Lys i Dagligstuen, at man altsaa sidder oppe og venter paa hende. Hele Natten flakker nu den ulykkelige Pige om uden at turde banke paa Døren, ogsaa uden at turde gaa hjem til sine hæderlige Forældre. Og ud paa Morgenen drukner hun sig i en lille Sø.

Meget gribende har Pontoppidan skildret alt dette i sin smukke, rolige Stil, der kan faa noget ligesom bævende over sig. Ypperligt giver han den døde, kolde Landsbynats kolde og udeltagende Stemning. Interiøret fra Pigens Hjem, hvor de gamle Forældre vaagner, og Moderen hører Datteren græde udenfor deres Dør, men mener, det maa have været en Kat, der jamrede sig. Saa ringe af Omfang Fortællingen er, fortjener den dog sin selvstændige Plads i Rækken af sin Forfatters Værker.

A. G.