Literatur

"Natur". (J.H. Schubothes Forlag).

Den foreliggende Bog slutter sig til den Række Fortællinger, som Henrik Pontoppidan tidligere har udgivet under Fællestitlen: Smaa Romaner. Men nogen bestemt literær Plan synes der ikke at ligge til Grund for denne Serie, hvis enkelte Stykker have været meget forskjellige baade i Indhold og Værdi. Mellem smaa Romaner er udkommet saa vel "Ung Elskov" – den første i Rækken – som den rent ud daarlige Guvernantehistorie "Spøgelser", som man knapt vilde have tiltroet Pontoppidan, hvis ikke hans Navn stod paa Titelbladet. Forfatteren har imidlertid taget Revanche med sit nyeste Arbeide, der staar betydeligt over samtlige foregaaende Bind med samme Fællestitel.

Bogen indeholder to Fortællinger "Vildt" og "En Bonde". De danne en eiendommelig Pendant til hinanden, idet de begge ere byggede paa en Art Natursymbolik, hvis Tanke er ganske fængslende fremstillet; selve Motiverne i de to Historier ere forøvrigt vidt forskjellige. Især den første synes Forfatteren at have behandlet ret con amore, og det er ogsaa i denne, at hans Pan-Theori kommer tydeligst frem. Han fortæller om et idyllisk Eneboerliv i en primitiv Kro ved Skov og Fjord, et ensomt Sted, hvor der Dage igjennem ikke kommer noget Menneske. Men tæt ved ligger Storskoven med hemmelighedsfulde Kroge og Kløfter, og Fjordvigen bugter sig ind imellem dem, skjult under Skovens mystiske Halvmørke.

I disse Omgivelser tilbringer Fortællingens syttenaarige Hovedperson – i Forfatterens Lignelse – sin Ferie og oplever sine Eventyr. De menneskelige Væsener, han kommer i Berøring med, omfatter kun Krofolkene og Stedets øvrige primitive Befolkning. Det er alt Andet end romantiske Skikkelser; men i deres uciviliserede Oprindelighed have de et halvt fantastisk, halvt barokt Præg, der smelter sammen med den Natur, hvori de leve, og former sig til en eiendommelig Symbolik. Det er efter den, at Fortællingen har faaet Navnet "Vildt". Thi ude i Naturen, hvor skjøn og lokkende den end er, vækkes Menneskets oprindelige Instinkt til at opspore og jage Vildtet, til at tilfredsstille sin Attraa og sin Grusomhed. Disse Momenter ere flettede ind i Skildringen og personificeres i Hovedpersonens pludselig vakte Forliebelse i den unge, kjønne Fiskerkone, i Krybskytte-Andreas' Lidenskab for sin ulovlige Haandtering og med særlig kraftig Kolorit i Bøndernes vilde Jagt efter en bortrømt Tyv. Sin Opfattelse af denne Naturens dæmoniske Egenskab præciserer Forfatteren i følgende Udtryk:

– – Foran mig laa den friske Fjord, Skoven og den dybblaa Himmel, som Solen bestraalede … hele denne frie Natur, som særligt kaldes "Guds", som alle Digtere besynger og Menneskeheden forherliger som Livsglædens og Foryngelsens evig klare Kilde.
Jeg vendte mig bort med Had og Afsky. Det var, som om jeg med ét forstod de mørke og onde Magter, der lurede derude i Naturens lokkende Skød og forførte os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vakte alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

Der er jo Sandhed i disse pantheistiske Betragtninger, men Forfatteren har dog næppe havt i Sinde at udgive dem for almengyldige. Naturmagterne virke forskjelligt paa de forskjellige Individer, og man vil næppe behøve at disputere om Rigtigheden af den Theori, at Naturen fuldkommen saa vel mægter at kalde et Menneskes bedste og lyseste Stemninger frem som netop de dyriske Instinkter.

Men selv dem, der ikke lægge synderlig Vægt paa Pontoppidans Natursymbolik, ville med Udbytte kunne læse Fortællingen "Vildt". Den er fortræffelig fortalt, med stærk og levende Farve baade over Personer og Sceneri.

– Den næste Historie skildrer en gammel Bondemands seige og trofaste Kjærlighed til sin Fædrenegaard og den Sorg, han føler ved at maatte skilles fra den, fordi han nødes til at skifte mellem Børnene. Henrik Pontoppidan maa have levet længe mellem danske Bønder for at blive saa fortrolig med deres Væsen og Tankesæt. Fortællingen gjør helt igjennem Indtryk af absolut Paalidelighed, og i sin knappe, rolige Form virker den i høi Grad tiltalende. De to smaa Romaner, som den produktive Novellist her har sendt ud i Verden, maa overhovedet regnes blandt hans bedste Arbeide.

V. Ø.