Natur
Literatur
Henrik Pontoppidan: Natur. To smaa Romaner. 219 S. (Schubothe).
Pontoppidan er egenlig ene Hane i Kurven herhjemme, den som man har Lov at vente sig mest af. Han befinder sig i den lykkelige Alder, hvor man ikke endnu er gammel og dog har traadt sine Børnesko. Han staar midt imellem den Generation, som er klassificeret, og hvem de graa Haar giver Avtoritet, og den spirende Generation, der skønt opsat paa at gøre Allarm, ikke formaar at samle sine Ævner til det enkelte og afgørende Slag, som alene skænker Ryets hengivne Tilhængere og hadefulde Modstandere. Pontoppidan – med en Række af fine, muntre, personligt og udsøgt skrevne Noveller som literær Ballast – staar saaledes, at en Bog af ham burde være mer end en Vinding for Læseverdenen og en Nydelse for de Literære, nemlig en Begivenhed.
Naar de to Bøger, som han udgiver dette Efteraar, ikke besidder denne Karakter, saa beror dette ikke paa, at han som Forfatter mangler Talent. Hans Ævne er overordentlig, han har set meget, levet meget og har i Vuggegave modtaget den Naade, at hvad han rører ved, bliver Poesi. Det er saare vanskeligt at angive, hvor det Punkt ligger, der skiller mellem almindelig Underholdningslektyre, der skrives af hæderværdige og dannede Folk, og saa de Værker, hvori en Digters Sprog fornemmes. Men sikkert nok hjælper det ikke, at mangehaande Aviser skræpper op snart om et Bind saa elskværdige Noveller, snart om et romantisk og virkelig poetisk Drama, skønt de nok kan narre talrige Damer og Herrer til at lade sig konfirmere og paa anden Vis udstyre med disse Bøger. Alligevel er der Gudedom derfor: hvad der er uægte synker tilbunds og hvad der duer holder sig oppe paa Tidens Flod længe efter Novellernes Anbefalere og Konfirmander er døde og borte.
Og Pontoppidan har det i sig, som trodser Moden. Man er ingenlunde venlig imod ham herhjemme. Hvorfor skulde man det? Han har jo ikke de rigtige Meninger, skriver ikke religiøse Digte, taler ikke Moral, skælder ikke sine gamle Venner ud, svinger ikke Danebrog rundt for Politikens Høge og Gøge, viser sig overhovedet ikke saaledes som en Konfirmationens Digter bør være. Heller ikke er han gemytlig, stærk Humorist, heller ikke forreven Lyriker og allermindst Reklamemager. Der er noget Ensomt og noget Flygtende over ham.
Læser man hans Bøger, vil man vanskeligt deraf danne sig en afgjort Dom om Forfatterpersonligheden, men vel om Forfatterens Meninger. De udmærkede Samfundsskildringer i Skyer ligesom de vittige Krøniker lader ingen Tvivl om, hvor Pontoppidan staar politisk – i dette Ords bredeste Forstand – eller religiøst. Han er en rodfæstet Fritænker, ikke fanatisk men overbevist, og læggende en overordenlig Vægt paa den store Strid mellem Tro og Viden. Han er politisk en afgjort Fjende af Embeds- og Rangvælde i alle Former. Om han tror paa nogen Samfundsdannelser og da i hvilken Skikkelse, det læser man vanskeligt ud af hans Noveller.
Han besidder en urokkelig Kærlighed til dansk Natur og derigennem til den Befolkning, der staar Naturen nær, nemlig Fiskerne og de Agerdyrkende. Han kender ogsaa Naturens og Befolkningens Vaner fuldt saa vel som nogen anden Poet, bedre end de fleste. Men han er ikke Impressionist, og han har større Lyst til at male det ideale danske Landskab end det enkelte stedlige. I Natur vil man forgæves søge om, i hvilken Landsdel de to Noveller foregaar, og man vil heller ikke gennem de optrædende Personers Maal faa nogen Oplysning desangaaende.
Og de, som nutildags skriver Romancer, kan hente sig en Belæring gennem Pontoppidans Produktion: den nemlig, at Dialektforskel ikke nødvendigvis maa betegnes igennem fordærvet Skriftsprog. Man kan eksempelvis tage Fru Skrams sidste talentfulde Bog1 med dens frygtelige Jargon, hvor hundreder af dokker og ikkje og hinner ikke hjælper noget eneste Menneske til Illusion. Hvis vi ikke ellers kan forstaa, af hvilket Ler Personerne er dannede, saa bliver vi saamænd lige kloge, om man sætter dokker ovenpaa dere og sætter ikkje i Repliken, medens Ortografien ellers ikke viger tilbage for en Stavemaade som skjøndt. Hvis de skrivende Herrer og Damer kunde lære den simple Ting, at al Skrift vedbliver at være Tegnskrift, hvor nær man saa søger at komme Lyden, saa vilde de spare Læseren for trættende Bestræbelser med at efterligne Lyde, der kun lader sig gengive ved en Samling fysiologiske Termini.
I hvert Fald, Pontoppidans Bønder taler Bogmaal, hvis man alene ser hen til Ortografien, men da de føler og tænker efter deres Karakter og Stand, bliver Skrivemaaden kun en Behagelighed for Læseren. Den sidste Fortælling i Bogen hedder En Bonde og er ikke særdeles original i sit Æmne. Den handler om en gammel Bondemand, der af sine Børn tvinges til at udskifte Arven i levende Live: de begrunder deres Fordring paa Sædvanens hævdede Ret, at de Gamle paa Landet skal overlade Pladsen til de Unge. Per Bonde vil saa nødigt skille sig ved sin Gaard som ved sin Øjesten, og han véd, at den velpassede, men lille Ejendom ikke kan føde hans talrige Afkom, Sønner og Døtre, de første, der vil etablere sig, og de sidste, der vil gifte sig. Dog rede Penge har han ikke, saa maa han til at tage Laan i Gaarden. Det ender med, at den maa sælges, og fra et usselt Aftægtshus betragter den gamle Mand til sine Dages Ende den Hærfærd, der er overgaaet hans skønne Marker.
Man vil i Geijerstams seneste Novellesamling finde et ganske lignende Æmne behandlet; her som hos Pontoppidan skal der skaffes Penge til en amerikafarende Søn; hos begge Forfattere er det Bondens Ønske at overlade Gaarden hel til sin ældste Søn; men i Virkeligheden er begge Forfattere af det samme Mønster. Det er Zola, som med Jord har givet Stødet til en Literatur, der paa en anden Maade end tidligere vil behandle Jordbrugernes Liv og Karakter.
I Pontoppidans Novelle vil man beundre den overordenlige Finhed, hvormed Mennesker og Landskab bringes i Overensstemmelse med hinanden, sættes i samme Stemning. Med tilsyneladende svage Farver – fjærne fra al tysk Kolorering – gives en Række Fysiognomier, hele Bondens Familie, højst anskueligt. Særdeles morsom er Bondens Besøg hos en lille snedig Prokurator, Landmændenes Fader og gejstlig-juridiske Ven.
Den anden Novelle [Vildt i] Natur er mindre strængt formet, men rigere i sit Æmne. Den læses som en Samling Dagbogsblade fra et Ophold ude i en frodig Natur med naturligere Mennesker end kjøbenhavnsk Bourgeoisi. Midtpunktet dannes af Krybskytten Anders, der holder til hos Krofolk, der synes lige saa gode Hælere, som han er Tyv. Han burde være Helten i Fortællingen, men Forfatteren har istedetfor ladet denne formelt dreje sig om et pur ungt Menneske – Jeg-Fortælleren – der efter en ulykkelig attenaars Forelskelse i den blonde Alma, som forlovede sig med en Kavalleriofficer, nu søger Forglemmelse i Ensomhed. Han er holdt komisk i sin Forelskelse, i sin Lyst til Fiskeriets og Jagtens spændende Glæder, endelig i sin Dragning henimod en smuk ung Fiskerkone, det ædleste Vildt, der ikke lader uvillig for hans Bejlen, men som han af Ungdommelighed forfejler. Han maa være meget barnlig, for at man skal tro paa hans Stemning, da han rejser tomhændet bort; den udtrykkes saaledes: "samtidig blev jeg greben af en inderlig, befriende Glæde, og jeg takkede min Skæbne, fordi jeg ikke var kommen til at forstyrre disse to Menneskers Lykke". Naturligvis vil enhver Læser tilraabe den unge Mand: "bliv ved saaledes, ædle Yngling", men samtidigt gribes man af nogen Tvivl om denne sent optrædende Morals Tilforladelighed. Paa et hængende Haar var nemlig Ulykken sket Dagen inden Hjemrejsen.
Novellens Mangel ligger i, at Fortællerens Person ikke hænger organisk sammen med dens Tildragelser og Stemninger. Og denne Mangel hænger atter sammen med Pontoppidans Lyst til at gemme sig bort bag sin Produktion. Han skyer den personlige Griben-ind og Optræden. Dog Fortællingen er saare underholdende, og den udmærker sig ved en Friskhed i Udtrykket, der virker ganske betagende. Pontoppidans Stil hører som sagt til vor allerbedste Prosa nuomstunder, og vittig og sjælfuld er han trods nogen. Han burde været vort Publikums Yndling.
