Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan kalder den Serie, til hvilken hans nu udgivne Bog hører, for "Smaa Romaner" og han har i "Den lille Rødhætte" og "Borgmester Hoeck" mesterligt vist, hvad der ligger i Betegnelsen, men i det foreliggende Tilfælde vilde det snarere være rigtigt at tale om "ufuldbaarne Romaner", thi det er den Benævnelse, der nærmest dækker det løst henkastede, lige antydede, rask fortalte og ufærdigt forladte Stof, han har sammenpresset i "Et Kærlighedseventyrs" knap halvandet hundrede Sider.
I meget minder Emnet om Arnold Bennets "Leonora"1. Der er ligesom i denne Bog Tale om en Hustru, der har levet adskillige Aar i et tilsyneladende godt Ægteskab, og som saa pludselig af Lidenskaben for en Mand, der tilfældigt krydser hendes Vej, bliver revet ind i smertelige Konflikter.
Men Forskellene er mange og betegnende. Leonora lider paa Forhaand under Tomhedens og Utilfredshedens stille Hunger, hvilket begrunder det, der sker, og den ydre Handling er lagt til Rette paa en saadan Maade, at man uden at kræve mere end der gives, kan glæde sig over det Lys, Begivenhederne kaster over hendes skønne og modne Skikkelse. Det er hverken nogen særlig betydelig Bog eller noget betydeligt Kunstværk, men den er færdig med, hvad den har at sige, med hvad den er skrevet for.
Det samme kan ikke siges om "Et Kærlighedseventyr". Tværtimod, det er snarere som om man hørte Forfatteren til "Lykkeper" og "Det forjættede Land" paa sin vanlige raske og derfor fængslende Maade fortælle udførligt, hvad han i sit næste større Værk tænkte at skrive om.
Om en Præstekone, der trods sin Kristendom forlader Mand og to Børn for at følge en Særling, som hun træffer under et kort Ophold i København. Om hvorledes han, der i Kraft af Opdragelse og Erfaringer er mistroisk, stadig venter, at Længselen efter Børnene skal sejre, og hvorledes han bliver beskæmmet, da hun sættes paa den afgørende Prøve. Romanen skal saa ende med, at Præsten dør, saa at de to kan gifte sig, og man skal se, hvorledes han under Indtrykket af hendes Kærlighed forvandles, bliver et andet Menneske, kaster sin Mistro og Pessimisme bort, tager Arbejdet for Udkommet og Arbejdet for at vinde sine Stedbørns Kærlighed paa sig, medens hun, der har bebrejdet sig Mandens Død, og som tror, at Barnløsheden i det nye Ægteskab er en Straf derfor – hvorimod han forklarer det som Følge af det Liv, han har ført i sin Ungdom – taalmodigt venter paa, at han skal komme til bedre Erkendelse.
Fortræffeligt, udbryder man, overfor et Program som dette. Det er saa omfattende, at man vilde tro, det kunde strække til mindst et Par Romaner, og man begriber derfor let, at det kun kan antydes: hist og her en Scene saa udførligt, at det lader ane, hvad der kan komme ud af Emnet, meget tilsyneladende graat og banalt og enkelte Ting usandsynlige, saa længe man ikke paa den Maade, det er Digterens Hemmelighed at kunne gøre det, har faaet dem nærmere begrundet.
Det lyder saaledes fast utroligt, at en Mor til to Børn ikke skulde have flere Vanskeligheder af at forlade dem, end der her fortælles om. Det lyder utroligt, hvis hun virkelig er overbevist Kristen, at dette ikke skulde koste hende og ham mere end en Dags Sygeleje og allermest utroligt lyder det, at hendes nye Ægteskab med en ikke-troende Mand, med en vanskelig Søn af det tidligere Ægteskab og trods heftig Længsel ingen Børn i det nye, med et Sind, der rummer baade Anger og Selvbebrejdelse, skulde kunne udvikle sig saa idyllisk og harmonisk, at det kan siges om det, at Sorgen over Barnløsheden og begges Skyldbevidsthed "saa forskelligt de end tænkte om Aarsagen" kun knyttede dem fastere til hinanden.
Det lyder som den rene Solstraalefortælling, og da man ikke kan antage, det har været Pontoppidans Hensigt at skrive en saadan, forstaar man, at Forklaringen ligger i de "mange Brydninger", som han nævner, men som vi ikke hører noget nærmere om.
Hvilket er beklageligt, thi havde vi faaet baade dem og alle de andre med, havde vi hørt, hvorledes de klarede Samlivet med Stedbørn og Længsel efter egne Børn, med bitre Minder og med daglige Besværligheder, med Sindets Vanskeligheder og indbyrdes Modsætninger og endda blev lykkelige, vilde vi utvivlsomt have faaet en interessant – stor Roman, et vægtigt Bidrag til Løsningen af et vanskeligt Problem og til Forstaaelsen af Tiden og et nyt Vidnesbyrd om sin Forfatters Talent, medens det nu saavel i den ene som den anden Henseende kun er bleven en Mundsmag.
H. N.
