Henrik Pontoppidans nye Bog
Man faar under Læsningen af Henrik Pontoppidans nye Fortælling "Et Kærlighedseventyr" (Gyldendal) det bestemte Indtryk, at Forf. har følt Trang til at vise sin store Læsekreds, at han, til Trods for det stejle Sortsyn, der indhyllede hans sidste store Værk: "De Dødes Rige" i sine mørke Skygger, stadig har bevaret sin Tro paa Menneskenaturens Evne til Selvfornyelse urokket. Der klinger en underlig vemodigt-mild og forsonlig Grundtone gennem den nye Bog, et lille Arbejde paa 135 Sider, der i rent digterisk eller kunstnerisk Henseende ikke bringer noget nyt af særlig Betydning, men som netop i Kraft af denne Grundtone øver en egen fængslende Magt over en Læser, der gennem mange Aar er fortrolig med Pontoppidans Digtning.
Man føler det uvilkaarligt, som om den gamle Romandigter har villet overtyde sine Venner om, at der fremdeles luer en hellig Flamme i hans Hjerte; – hellig, fordi den brænder paa det Alter, han har rejst i sit Indre for den Guddomsmagt i Tilværelsen, som han tror paa og har viet hele sin Digtning. Det er ikke de Kristnes Gud, han har bekendt sig til, ej heller nogen Gud, som han har lært at kende i et eller andet religiøst Trossamfund indenfor eller udenfor Kristendommens yderste Grænser. Nej, den Gud, han i Egenskab af Digter har dyrket, bor i Menneskets eget Bryst. Alle ærligt stræbende Mennesker af ædel Race kender denne Gud. Hans ypperste Navn er vel Kærligheden mellem Mand og Kvinde, dér, hvor den aabenbarer sig helt og fuldt i sin sande, naturlige Storhed.
Saaledes siger da Digteren i "Et Kærlighedseventyr": Menneskene kan synde meget paa deres Vej gennem Livet, og grumme Skæbner kan forfølge dem, men lykkes det dem at indfange den store Eros og efterhaanden omsmelte Elskovens Lidenskab til en selvhengivende, altomfattende Kærlighed, saa er det ikke blot muligt at naa til Forsoning med sig selv og med Livet, men tillige at blive lykkelige i Ordets dybere Betydning.
Videnskabsmanden, Dr. phil. Vadum oplever, da han ikke er helt ung længere, et Kærlighedseventyr med en meget yngre, gift Dame, der pludselig, efter kun nogle faa Gange at have været sammen med ham, forlader sin Mand, en skikkelig sjællandsk Landsbypræst, og sine to inderligt elskede Børn for at følge sin Elsker ud i den vide Verden. De flakker en Tid rundt i Udlandet, saa dør Præsten, og de rejser straks tilbage til Danmark, hvor de gifter sig, bygger deres eget Hjem og tager de to Børn til sig, mens de af al Magt stræber efter at jævne Vejen for hinanden mod en stadig fuldkommen Lykke. Eventyret med sine Drømme og Farer, sin Lidenskab og Romantik er forvandlet til god borgerlig Hjemstavnshygge, men derfor er Kærligheden ikke dunstet bort. De faar ikke Børn sammen, hvad de er dybt skuffet over. Alligevel knyttes de stadig inderligere sammen. "Og hver Gang Ingrid" – saaledes slutter den følsomme Fortælling – "i Aarenes Løb paany skuffedes i sit Haab om at blive Mor, knyttede Sorgen derover og begges Skyldbevidsthed dem blot fastere til hinanden, saa forskelligt de end tænkte om Aarsagen".
Det er dog ikke lykkedes Forf. at gøre denne Lykkefølelse helt sandsynlig, idet han samtidig stærkt betoner den afgørende Forskel i deres Livssyn: hun er overbevist Kristen, han determineret Ateist. I det hele taget synes Bogens sidste Afsnit mere præget af Viljen til at skabe en smuk og harmonisk Udgang end af en tilfredsstillende digterisk Begrundelse. Forf. har trods sin Pessimisme, der ogsaa giver sig ejendommelige Udslag i denne Fortælling, villet gøre den ovenfor antydede forsonlige Tendens gældende. Det er, som om det bitre Sortsyn, der hidtil har naget hans oprindeligt menneskevenlige Hjerte, er blevet overvundet, i alt Fald delvis, af en stærk Trang til at pege paa de gode Muligheder i Menneskenaturen og den Evne til at gribe Lykken, der er forundt dem, som tror paa Kærlighedens Almagt.
Det er denne nye Lysbølge, der strømmer gennem "Et Kærlighedseventyr", som giver den lille varmtfølte Fortælling mere menneskelig end poetisk Interesse. Henrik Pontoppidan har ikke ændret noget i sin Kunstform, men i hans Hjerteliv synes der at være sket en Forandring, idet han nu helt vedkender sig sin Tro paa Elskovens lutrende og forædlende Magt. Han deler utvivlsomt ganske Dr. Vadums Overbevisning: at "i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv."
Vilhelm Madsen.
