L'Hombre
Den største rolle har det spanske kortspil L'homre i førstedelen af Det forjættede Land der går tilbage til Muld (1891) og udkastet "Klørknægt" (1887). I noteapparatet til udgaven af Det forjættede Land fra 1997 gives der, bd. II, s. 276-77, en udførlig beskrivelse af spillets gang.
Fra forfatter- og brevskabet i øvrigt kan citeres om L'hombre-spillet:
Om kontorchef Adolphs
Barndomsven Feliks. Denne – en Læge – var ogsaa Ægtemand og havde, trods et temmelig uregelmæssigt Ungdomsliv, efterhaanden generhvervet sine Medborgeres Agtelse og skaffet sig en indbringende Praksis. Dog gjorde Synet af Vennens Haandskrift den agtværdige Adolf lidt urolig, og først efter at have forvisset sig om, at han var alene i Stuen, skar han Brevet op og læste det. De – forøvrigt ret uskyldige – Udskejelser, han endnu af og til i Hemmelighed tillod sig, forledtes han nemlig til af denne Ven, der fra sine Ungkarledage havde bevaret en Forkærlighed for smaa Restaurations-Middage og lange L'hombreaftener med høje Beter og stærke Havannacigarer.
"Naar Vildgæssene trækker forbi". Fortællinger I, 1899, s. 265 (Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser, 2002, s. 384).
Vilh. Andersen fortæller i sin bog fra 1917 om Pontoppidans tid i Østby dette og kun dette:
I Østby levedes der stille nok i det allermindste Hus i Byen, der ikke var meget mere end en Stue, dog ikke uden Afbrydelser. Der var Velstand i Byen, og der blev efter gammel Skik og paa de dertil fastsatte Tider slaaet svære Slag, f. Eks. det store Fastelavnsgilde, der skulde staa hos den Gaardmand, der "havde Ornen", og som altid varede fra Søndag til Torsdag Nat (i ældre Tid hele Ugen ud). Sagtere lød de Pik paa Ruden – i Øverstestuen i Nabogaarden, hvor Digteren havde søgt sig Skrivero – hvormed Landsbyens Honoratiores indbød til en Formiddags-L'hombre. 1
Om den gamle købmand, Kong Anders, i novellen "Rejsen gennem Livet" (1918) hedder det:
Helt havde hans fordums Jeg dog ikke forladt ham. Et festligt Bord med solide Retter og en L'hombre med høje Beter havde endnu den gamle Tillokkelse for ham.
I Hamskifte fortæller Pontoppidan "Sagnet" om Dyrehaveskytten Peter Liep:
Han sad en Vinteraften sammen med et Par Venner i sit Hus ude ved Hjortekæret og spillede L'hombre, der var hans Yndlingsspil. Han |117| havde en Tid siddet i Uheld og var bleven rød i Kammen; men netop som hans Kone for at trøste ham havde sat en ny, rygende Toddy foran ham, fik han stort Spil, slog Haanden i Bordet og meldte "Solo". Han havde tilmed det Held, at Forhaanden straks spillede ud i hans Renonce – han skulde altsaa stikke med sin mindste Trumf; men Haanden blev liggende paa Bordet og rørte sig ikke. "Saa stik dog, lille Mand!" sagde hans Kone, der var bleven staaende bag ham for at følge Spillet. Men Haanden rørte sig stadig ikke. Hans store, svære Hoved sank derimod tungt ned mod Brystet. Han var død. Derfor det Mundheld mellem gamle Jægere og L'hombre-spillere: "At forende som Peter Liep med en oplagt Solo paa Haanden og en friskbrygget Romtoddy foran sig – det kan man vel nok kalde for Tragedie."
