Hans Nik. Hansen

maler og raderer (1853-1923). Mest fremtrædende som illustrator af Wessel, Holberg og Oehlenschläger. Illustrerede til Folkets Almanak for 1887 "Ane-Mette" og til Juleroser 1902, på Pontoppidans forslag, krøniken "Den kongelige Gæst". I 1921 malede han et stort, temmelig højrøstet "Genforeningsbillede" (nu Frederiksborgmuseet) hvor han har indføjet den fraværende Pontoppidan der først kom til Dybbøl i 1922. Der er ingen breve bevaret imellem dem, men de kan have truffet hinanden bl.a. i malerkolonien i Rørvig.

Biografi i DBL 1.