Hakon Børresen
Komponist (1876-1954) bl.a. af operaen Den kongelige Gæst (1919; komponeret 1917) over Pontoppidan lille roman af samme navn.
Hakon Børresen var tidligt en flittig gæst i kunstnerkolonien på Skagen og endte med at anskaffe han sig hus deroppe1. Det var her han i 1908, ved Holger Drachmanns bisættelse, traf Henrik Pontoppidan. De blev gode bekendte og sås nu og af i København, uden at vi dog har overleveret nogen konkrete samtidige vidnesbyrd herom eller kender noget til deres omgangsmønster. Pontoppidan fulgte med særlig interesse tilblivelsen af Børresen første opera, Kaddara, på grund af dens grønlandske motiv (Isbjørnen). Da operaen var antaget af Det kongelige Teater, blev opførelsen af den lyskrævende grønlandske historie imidlertid udskudt på grund af krigstidens kulrationeringer. Teatret tilbød så Børresen at ville antage en 1 Akts opera, og Børresen spurgte Pontoppidan til råds om et emne.
(...) han nævnte da "Den kongelige Gæst" (...) som egnet. Det var jo Drachmann-Skikkelsen i Forhold til Danmark, der her var skildret. I alle Hjem, hvor han førte Kunsten og Poesien ind, blev Livet rigere at leve, men ogsaa mere uroligt. Et smukt Motiv til musikalsk Behandling, særlig inspirerende, naar man havde været undert Indflydelse af Drachmanns Personlighed i festlig Kunstnerlag, eller maaske allermest i en snever Vennekreds.
Således skriver Børresen i den artikel, "Teatererindringer", oprindeligt til Det kgl. Teaters program i 1933. Det er jo uklart i hvilket omfang han refererer direkte til Pontoppidan når han beskriver Drachmann som figurens model, eller om det er hans eget ræsonnement. Normalt gav Pontoppidan sig ikke af med at udlevere modeller til sine figurer.
Det var i 1916 Børresen fik Pontoppidans formelle tilladelse til at bruge teksten. Efter først at have prøvet Sophus Michaëlis, bad Børresen efter dennes opfordring Svend Leopold om at skrive librettoen2 som der ikke på noget tidspunkt var tale om at Pontoppidan skulle godkende3. Librettoen var færdig året efter, og operaen havde premiere 15. nov. 1919. Albert Høeberg (1879-1949) sang til sin død partiet som Gæsten4. Det blev overtaget af Holger Byrding (1891-1980) om hvem Johannes Fønss (1884-1964) i 19605 skriver at han, første gang under et gæstespil på Skagen i efteråret 1949, "sang og spillede selve den kongelige Gæst, maskeret og klædt som Holger Drachmann." Så en tradition var cementeret. Det fremgår også af hvad Kai Flor skriver i Dansk Musiktidsskrift i anledning af Børresens 70-årsdag i 1946:
I dette Værk kommer alle Hakon Børresens Evner paa den smukkeste Maade til fuld Udfoldelse. Hvad han under Besøg i Tyskland og Frankrig paa det Anckerske Legat tilegnede sig af udvidet rnusikalsk Horisont har her faaet sin personlige Omformning i et Kunstværk, der i al sin Fordringsløshed paa fornem Maade giver Udtryk for dansk Hjemlighed og Hjerte. Dette skyldes ikke alene Svend Leopolds behændige Libretto over Henrik Pontoppidans nydelige Fortælling om det Drachmannske Digterbesøg i Lægeboligen paa Landet, hvor det kaster Poesiens Skær ind over det vanesløvede Hverdagsliv og giver Lægeparrets Kærlighed en fornyende Friskhed, men den ligesaa fint poetiske Maade, hvorpaa dette lyriske Intermezzo i den vintergraa danske Landlighed, er overført i Musiken og derved har faaet rigere Fylde og Glans i sin Menneskelighed.
Naar dette er lykkedes saa helt og smukt for Hakon Børresen fra Forspillets festligt bebudende Kanebjælder, til den store Arie, hvor den kongelige Gæst vinløvkranser sine Værtsfolk, skyldes det utvivlsomt i særlig Grad det Maadehold, han her viser i sit Orkester, i sine lyriske Scener og i det recitatoriske, hvormed Figurerne psykologisk forklares.
I 1927 satte Børresen Pontoppidan digt "Jul" i musik.
