Citatet stammer fra et brev
bibliotekar Carl Dumreicher 10. oktober 1950
skrev til den svenske Pontoppidan-forsker Knut Ahnlund
der citerer brevstumpen i sin disputats Henrik
Pontoppidan (1956), s. 436, note 11.
I sensommeren har bølget en voldsom avisdebat om den brug af kilder to Kierkegaard-forskere har gjort i fremstilling af hver deres billede af filosoffen. Prøv blot at slå op i Google på enten Peter Tudvad eller Joakim Garff, og det myldrer frem.
For den der arbejder med at skrive Henrik Pontoppidans biografi, er det en vigtig og interessant diskussion. Den er blevet ført ofte og vidt i faglige sammenhænge. Men det er sjældent at den når så bredt ud i offentligheden som det skete denne gang. Agurketid eller ej.
Selv har jeg ikke kunnet undgå at mindes mig egen optræden i et disputatsauditorium i 1964. Det var ikke – med Klaus Wivels ord i Weekendavisen – "arkivrotten" mod "hvidvinsakademikeren" – men en 25-årig student mod en doktorand. Præces hed Elias Bredsdorff, og disputatsen handlede om forholdet mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. Også jeg fandt at præces misbrugte og mistolkede sine kilder for at skabe sit eget billede af en Pontoppidan der var troende ateist og brandesianer længe før han havde fået forfatterskoene på, og næsten livet ud forholdt sig trofast i et venskab med Georg Brandes.
Også jeg måtte høre for ukollegial optræden, og helt op til vor egen tid er mit hovedsynspunkt blevet taget for en "straffeekspedition" mod den stakkels Elias Bredsdorff der ikke kunne betjene sig af den undskyldning at han biografiske arbejde ikke var "videnskabeligt" ment. Selv om jeg i min ungdommelige iver mente at Bredsdorff ikke burde have haft sin doktorgrad, brugte jeg dog ikke helt så hårde ord som Tudvad. Men "citatfordrejning" og "tendentiøs" var i min pen.
Ingen undgår, hverken i et "litterært biografisk" eller "videnskabeligt" værk at begå fejl. Det alvorlige er når fejlene har erkendt eller uerkendt hensigt. Det hedder i det videnskabelige sprog at man har opstillet en (hypo)tese og nu, måske med alle midler, søger at bevise, eller sandsynliggøre den.
Hvad Garff undlader i sin Kierkegaardbiografi, SAK, er at hjælpe sin læser til klart at skelne mellem kilder af forskellige grad og lødighed og så den såkaldte sekundær-litteratur (som han kalder "sekundære kilder") der – ligesom Garff selv – bygger på allerede bearbejdede kildefremlæggelser uden nødvendigvis at gå dem efter. Sådan skrives hovedparten af verdens biografier.
Månedens citat kan anvendes som eksempel på de vanskeligheder det biografiske arbejder byder. Den sammenhæng Knut Ahnlund bringer citatet i, er spørgsmålet om hvorfor Henrik Pontoppidan afbrød sit polytekniske studium før han havde gjort det færdig med en eksamen. Dumreicher-citatet synes at støtte den opfattelse som Pontoppidan selv giver udtryk for i Hamskiftes 7. kap., nemlig at en afsluttet eksamen var for fristende et sikkerhedsnet at falde tilbage i hvis det kneb med at få forfatterdrømmen til at gå i opfyldelse:
Idet jeg mindedes, hvad Schaff plejede at sige, at vilde man naa frem til et Maal, skulde man bære sig ad som Napoleon, der altid først sørgede for at spærre alle Veje og sprænge alle Broer, der muliggjorde et Tilbagetog, var jeg gaaet hen paa Læreanstalten og havde hentet de Bøger og andre Ting, jeg endnu havde liggende der.
Om sin grund til at forlade studiet havde Pontoppidan allerede i det selvskrevne interview i 1905, efter at have omtalt det forgæves forsøg på at komme med til Grønland, erklæret:
Til almindelig Ingeniørvirksomhed havde jeg ikke længer Lyst. Og nu dukkede igen Haabet om Forfattermuligheden op for mig som en Slags Trøst. I Stilhed blev Haabet efterhaanden til Forvisning.
I Vinteren 1879-80 skulde jeg tage anden Del af min Eksamen. Jeg havde indleveret alle de store, praktiske Arbejder, der udgør den væsenligste Del af den Eksamen, havde ogsaa deltaget i dens skriftlige Del, da jeg til mine Læreres og Medstuderendes største Forbavselse pludselig forlod Prøven. Jeg gav som Paaskud, at jeg havde været uheldig med mine Besvarelser, og at jeg ikke vilde nøjes med mindre end første Karakter, noget, der muligvis ogsaa har vakt mine Læreres og Medstuderendes Overraskelse. Men den sande Grund kunde jeg ikke fortælle, fordi jeg naturligvis ikke havde betroet nogen af dem, at jeg vilde være Kunstner. Med beraad Hu brændte jeg ved den Lejlighed mine Skibe, brød Broen til borgerlig Virksomhed af bag mig og lod staa til.
Som Knut Ahnlund i sin disputats gør opmærksom på, er det et spørgsmål om ikke "ledan vid det ordnade arbetet var det primära och (…) tanken på att bli författere varit något sekundärt som utfyllde det uppkomna tomrummet."1
Interviewet fra 1905 er altså ikke nogen primær kilde til hvad den 22-årige Pontoppidan ved årsskiftet 1879-80 tænkte om – og handlede ud fra i – sin egen situation. Tidsafstanden og en hensigt ligger imellem. En primær kilde er det kun til den opfattelse Pontoppidan i 1905 frembar for offentligheden i et interview han selv omhyggeligt havde skrevet. Om nogen ærlig vilje hos Pontoppidan til at huske rigtigt, er der måske ikke engang tale. Han har allerede formet sin egen myte. I det mindste optræder Schaff ikke i denne sammenhæng. Men vi kan komme længere tilbage. Gennem familiebreve og arkivalier fra Den polytekniske Læreanstalt kan vi nu konstatere 1) at Pontoppidan forlod en skriftlig eksamen så drastisk at han derved dumpede, og 2) at han derefter agtede at gå op igen og først i løbet af foråret 1880 tog den endelige beslutning om at holde op og alene hengive sig til forfatteriet.
Efter de mange samtaler Pontoppidan i årene fra 1930 og frem havde med Carl Dumreicher, det yngre bysbarn fra Randers, nærede eller ytrede denne ingen tvivl om at det, som beskrevet i 1950, forholdt sig så afgørende for den unge Pontoppidan at situationen tålte sammenligning med Jesus på fristelselsens bjerg: "Vig bort, Satan!" (Matt 4,8-10). Sagen var dog den at Pontoppidan i perioder blev så optaget af at være avismedarbejder at han siden måtte advare mod det i ikke mindre kraftige vendinger, som da han til den langt yngre Niels Jeppesen i 1911 skal have sagt:
Bliv De nu ved Skolen et Aar eller to, saa kan De sagtens leve af Deres Pen, og saa bliver De da ikke det, vi sidst af alt maa blive, nemlig Journalister.2