Pontoppidans uoplyste naivitet

17.9.2002

Kære Flemming,

Tak for mail og diskussion – den jeg efterlyste i lørdags. I al hast: jeg sagde ikke at "hvad du siger er så sandt at det er banalt". Jeg sagde: jeg synes du løber åbne døre ind. Hvad du i 1964 og i lørdags påviste af metodiske fejl i Elias' disputats har du ret i for mange ekss.s vedkommende, om ikke alle, men EBs synspunkt er da ikke blevet "Sandheden" om P. Elias modsagde Vilh. Andersens konservative afpolitisering, det var en nødvendig modvægt, og så blev EB modsagt af ideologikritikerne. Alt det Per Dahl så fint gjorde rede for.

Set med min kikkert har ingen af disse parter 100% ret, fordi det hele er så dialektisk: P. kan ikke kaldes "kulturradikal", men "radikal af Natur", som han selv skrev 1931. Snart optimist, snart pessimist og pietist, en søgende, antipacifistisk radikal, svingende mellem "Brandes-linjen" (der jo ikke er entydig) – og en tilsyneladende mere national-konservativ linje. På nogle punkter – f.eks. forsvar og skepsis mod Tyskland – voksede han snarest TIL Georg Brandes' personlige linje, der jo netop ikke var partiradikal. HP er, som du sagde, ikke for fastholdere. Men også GB er radikal-uforudsigelig, som jeg søgte at vise, og at de to ikke svingede i takt skyldtes også psykologisk-ideologiske faktorer: HP var mere anarkistisk, ligesom Ibsen; der var en gemytternes uoverensstemmelse mellem den asketiske, lidt provinsielle HP og den sensuelle og internationale GB, og der var en stigende irritation/idiosynkrasi hos HP mod GB og bevægelsen. Det er nok også rigtigt at HP (modsat GB) ikke åbnede sig i sine breve og – som så mange kunstnere – var forskellige personligheder, alt efter hvem han korresponderede med.

Her er vi næppe uenige. Som jeg skrev i min anmeldelse af brevudgaven (Politiken 3.11.97): HPs breve med kolleger fra Vilh. And. til Nexø viser at han tog stilling til mange af samtidens fænomener, men sprængte de klassiske fronter mellem "højre" og "venstre", mellem "politisk korrekt" og "politisk ukorrekt" - i højere grad end selv EB og Carl Erik Bay nok kan følge.

Hvor jeg må sige fra er i din afsluttende polemik omkring HPs ikke-kulturradikalisme i 30'rne. Betegnelsen "kulturradikal(isme)" brugtes på dansk praktisk talt ikke førend den blev indført af Sigurd Hoel og derpå Elias B. i Politikens kronikdebat i 1955. Du finder den ikke i ODS bind 11, 1929, men først i supplement 4 (2001): "ordet først brugt i da. 1955 af litteraturhistorikeren og forfatteren Elias Bredsdorff". Inden da bruges ordet sporadisk på norsk og svensk, og hvis det bruges på dansk er det af kirke og højrefløj: nedsættende med overtoner af "salonkommunistisk", "kulturbolsjevikisk" etc. Først debatten 1955 indførte det som historisk-beskrivende term for en tradition og en uafhængig reformbevægelse (jf. min artikel i Den store danske Encyklopædi).

Efter min mening er det ahistorisk at bruge et udefineret højrefløjsskældsord til at karakterisere en persons forhold til en central tradition. Det er at give sig selv for let spil: det er gratis at polemisere imod, da meget få (selv næppe GB!) ville have kaldt sig "kulturradikal" på det tidspunkt. At bruge begrebet meningsfuldt kræver netop at man skelner mellem pastor Behrendts skældsord og traditionen renset op (især i forhold til kommunismen), nydefineret og nuvurderet. Jf. min analyse og kritik i Den kulturradikale udfordring (2001) af kommunismens omfavnelse som led i folkefront-strategien 1935ff.

Og m.h.t. HPs brev til Elias 9.6.33 er det uegnet til den brug du gør af det. Den måde at afvise Hitlers repression af sine modstandere på er i bedste fald naiv, uoplyst, i værste fald kynisk. Det er godt 4 måneder efter Machtübernahme (30/1) med terror og "vilde" kz-lejre, fire uger efter de af Goebbels iscenesatte "spontane" bogbrændinger (10/5), begge dele noget dansk og udenlandsk presse forfærdet havde informeret om. Når HP stillede sig skeptisk til pressen og gjorde jøderne til de eneste uskyldige, mens de "røde" bare fik hvad de havde fortjent og selv lagt op til, er det forvrøvlet og uvidende (som om det var hvad den socialdemokratiske Weimar-republik ville have gjort mod sine modstandere). Her var HP provinsiel, og det ligner, som jeg sagde, klassisk konservativ pseudoneutralisme og værdinihilisme (langt fra Christmas Møllers antifascistiske konservatisme).

Min vurdering er at HP her var kortvarig fange af sin Rasmus Modsat-refleks og den udbredte danske kulturneutralisme (se min afh. om kulturkampen i Fra mellemkrigstid til efterkrigstid, 1998). Af senere breve, af hans holdning til den spanske borgerkrig, hans kritik af eftergivenheds- og samarbejdspolitikken, kommunistjagten 1941 etc. fremgår jo også at han blev bedre oplyst og kom på bedre tanker. Jeg er enig i at store dele af venstrefløjen, incl. de der senere kaldes "kulturradikale", havde ondt ved at tage afstand fra Sovjet, men undertrykkelsen blev mest iøjnefaldende med Moskva-processerne (som selv Berl. Tid.s Nic. Blædel troede på), og man skulle netop være naiv eller kynisk for allerede i 1933 at bruge den som argument mod at tage afstand fra Hitlers terror. Det var hvad højreradikale og "kulturneutrale" gjorde, og at HP gør det før han blev klogere, ser jeg som udtryk for uoplyst naivitet, ikke for et afklaret syn på kommunismen som ét fedt med fascisme/nazisme, endsige for en permanent afvisning af at gå mod nazismen som aktuel trusel.

Det er meningsløst at se denne mellemposition som den sidste, højeste visdom fra HP og at sammenstille den med Thomas Mann og André Gide (Mondrian kender jeg ikke noget til). Mann var længe om at forlade det upolitiske standpunkt, men fra han i foråret 1933 flygtede, fik sine bøger brændt og startede emigranttidsskriftet Die Sammlung i Amsterdam var han aktiv antinazist. Gide var venstrefløjens mand, med i de antifascistiske forfatterkongresser i Paris, Barcelona, Valencia, Madrid 1937 og længere, uanset at han efter sin flirt med kommunismen (til og med Retour de l'URSS, 1937) vendte sig mod Sovjet i Retouches à mon Retour de l'URSS (1938) og blev angrebet af franske kommunister. Den sidste tekst gik igen i Koestlers og andres kommunistopgør The God that Failed (1950), men hvad Gide dér og i dagbøgerne rigtigt noterer af ligheder mellem kommunisme og fascisme fik ham jo ikke til at skippe antinazismen.

Mann og Gide kan altså ikke bruges som sandhedsvidner på at antikommunisme må føre til neutralitet i forhold til nazismen, og HPs midlertidige neutralitetserklæring kan ikke bruges til at slå den ikke-formulerede "kulturradikalisme" i hovedet med.

Det er det principielle. Til dig selv tilføjer jeg: hvad jeg blev irriteret over i lørdags var at det virkede som om du her er ude i privat politisk ærinde. Jeg troede vi var enige om at fokusere bredt på HPs forhold til radikalismen, men pludselig var hele tabernaklet en gentagelse af din 38 år gamle straffeekspedition mod Elias B., skønt det er at løbe åbne døre ind (og det er jo vrøvl at han "hele livet fór fort i sin svaghed for totalitære regimer", jf. min nekrolog). Hans fejl skulle tilsyneladende bruges til at miskreditere hele den kulturradikale tradition – under falsk påberåbelse af HPs midlertidige neutralisme som den store visdom om at nazister og venstrefløj var ét fedt og de sidste ikke havde fortjent bedre. Pludselig var jeg indlagt i et show der noch einmal skulle gøre op med venstrefløjens synder, mens nye fordomme afløste de gamle.

Det er stof jeg kender godt, og da ingen andre fulgte min opfordring til diskussion og tog til genmæle mod din retorik, valgte jeg – trods min gode borgerlige opdragelse! – et øjeblik at træde ud af ordstyrerens neutrale rolle. Alt andet ville have været hyklerisk.

Jeg formulerer det gerne mere eksplicit, men de første 14 dage kan jeg ikke nå at skrive til netstedet. Jeg ser af dit referat af mine synspunkter at jeg i farten ikke har udtrykt mig klart nok, eller at du – som du siger – på det tidspunkt var træt, så jeg fremfører gerne selv mine argumenter når jeg får tid til at se på kilderne igen.

Venlige hilsner
Hans.