Henrik Pontoppidan til Sophus Schandorph
Sendt fra Pileallé 7, Frederiksberg. 17. december 1888
brænder af efter at komme bort
17/12 88. |
Pileallé 7. Frederiksberg I |
Kjære Dr. Schandorph! – Kjære Farbror1! –
For jeg må allerførst begynde med det "Du", som du har gjort mig den Ære at foreslå mig. I Literaturen er jeg jo også en Slags Nevø af dig, og jeg er dig taknemlig, fordi du har villet anerkjende mig som Åndsfrænde.
På dobbelt Måde gjorde dit Brev mig usædvanlig glad. Jeg havde af et Par Mennesker ladet mig gjøre ængstelig for, at du skulde være bleven vred over min Anmeldelse af din nye Bog. Det skulde have gjort mig så meget mere ondt, som jeg véd, at du ikke har nogen oprigtigere og varmere Beundrer end mig, og ifald andet var kommen 2 frem i min Anmeldelse, skyldtes dette kun min Mangel på Øvelse i at optræde som Boganmelder. Jeg kunde alligevel ikke lade være med at sige, at jeg ikke af "Birgittes Skjæbne" havde hele den Glæde, du har vænnet os til at vente af dine Bøger, og jeg måtte jo også antyde, hvori jeg troede, at dette lå. Men nu er jeg da glad ved af din egen Mund at høre, at du – trods mulig Kluntethed fra min Side – ikke har misforstået mig.
Det lader da altså virkelig til at være Alvor, at du ikke tænker på at gjense Fædrelandet for det første. Men det forundrer mig ikke. Her er Sjask og Søle overalt og i alle Forhold. De endnu hjemmeværende literære Mennesker forputter sig – den ene hist, den anden her, uden Samkvem – og der er ikke 3 Liv, endsige Sammenhold i nogen Ting. Selv går jeg og brænder af Begjærlighed efter at komme bort, men det har vist endnu lange Udsigter, før den Ancherske Pære er tilstrækkelig blød for mig. Det skulde ellers være mig en sand Svir at kunne kigge indenfor en Dag i Asnières og mundtlig bringe mange Landsmænds Hilsen. Det hænder nemlig ofte, når gamle Venner træffes – hos Winkel-Horns f. Ex. – at der tømmes en Pokal til din og din Hustrus Ihukommelse og med et enstemmigt Ønske om at kunne gjøre dig et Massebesøg – helst på stående Fod. Jeg tænker også, du derfor til Udstillingstiden2 trækker dig længere bort fra Paris, – du kunde vel ellers let få for meget af det gode. Thi at en Strøm af Skandinaver vil styre derned imod er sikkert; vi har siden i Sommer fået 4 Smag for Udstillinger herhjemme.
I Dag begyndte i Rigsdagen den store Debat om Sædeligheden i Literaturen. Jeg ser, at du har underskrevet den Hostrup-Høffdingske Adresse3. Jeg forstår det ikke ret; dersom nemlig D'hr. ikke√ havde sparet hele Tiden selv brølt så meget op om den moderne Literaturs Usædelighed, kunde de nu have sparet sig√ deres Adresse. Ministeriets Lovforslag er kun en Høst af, hvad de selv har sået.
Nu blot endnu en Gang min hjerteligste Tak for dit venlige Brev og min ærbødige Hilsen til Fruen.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan.
