Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 16. marts 1933

Renovationsmand og – Kværulant

Kære Nathansen!

Jeg sendte Dem forleden en Forlags-Reklame for Harald Nielsens ny Bog¹. I Betragtning af hans Stilling i Forlaget virkede den usmagelig på mig; men efter nu at have læst Bogen og til min Forbavselse set, at han er udelukket fra den samlede københavnske Presse, forstår jeg den som et Nødskrig ud til Offenligheden. Det har været nødvendigt for ham at skaffe sig Ørenlyd, og han var jo aldrig kræsen i Valget af Midlerne. Jeg har åbenbart været ganske desorienteret. Jeg troede ham Pot og Pande hos Ægteparret Rode, Henning Kehler og den øvrige Klike i "Berlingske Tidende"; og så viser det sig at være netop den, han tilkaster Handsken, og det med en Voldsomhed, der virker forbløffende endogså 2 hos ham. Jeg anbefaler Dem at læse Bogen. Som De jo deler hans Syn på den unge Lauesen, vil De vist også samstemme med ham i adskilligt andet.

Det er ikke nogen rar Bestilling at være Renovationsmand. Helst holder man sig en sådan fra Livet. Og dog er det en af de nyttigste Beskæftigelser, som man burde agte. Grækerne holdt jo Renselsen af Augias Stald for en Gude-Bedrift. Men der er det kedelige ved Harald Nielsen, at han i Almindelighed først råber Gevalt, når han selv har været så uheldig at træde i en Kokasse. Derfor har man så vanskeligt ved at betragte ham som en Herkules, hans Vrede som guddommelig. Han har været inde i så mange Forbindelser, og næsten alle er endt i Spektakel. Han er og bliver en Kværulant.

Jeg er i disse Dage lidt sløj. Når denne Træthedsperiode er ovre, håber jeg at se Dem igen i Ordrup.

Deres hengivne
H. P.