Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 3. august 1940
Doktorafhandling ikke antaget
3die Avg. [tilskrevet:] 1940 |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Frk. Lea!
Lige hjemkommen fra Rørvig, hvor jeg just havde modtaget et kært Brevkort1 fra Dem stemplet "Paradis" 20de Juli, finder jeg her et ældre Brev2 fra Dem√, der under min Fraværelse ved en Fejltagelse er havnet i min Postkasse i Stedet for at blive besørget videre. Jeg er kommen hertil som Patient og må derfor foreløbig nøjes med i al Korthed at konstatere dette beklagelige Faktum. Dog kan jeg ikke lade være med straks at forsikre Dem om, hvor stærkt jeg følte med Dem og for Dem, da jeg i Brevet læste, at Deres Doktorafhandling ikke var bleven antaget. Også Meddelelsen om den alvorlige Familjehændelse i Deres Hjem gjorde et stærkt Indtryk på mig. Men jeg har i Øjeblikket ikke Kræfter til at meddele mig og skrive et virkeligt Brev. Det må vente. Såsnart jeg får rettet mig op, skal De høre fra mig igen. Men jeg er nu gået ind i mit 84 År, og det mærkes.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Våren 1940 var jeg reist til Norge, men kom til København igjen ved beg. av april. Efter 9. april da det ikke lyktes mig å flykte ut av landet, måtte jeg bli flere uker i Danmark. – Innen Hjemreisen besøkte jeg Pontoppidan for siste gang en efm. i begyndelsen af Maj. P. var meget beveget ved tanken om Norges skjebne og sa han trodde Norge vilde bli belønnet for sine lidelser.
Familjeliv var nylig kommet ut [6.4.] og P. vilde sende mig boken såsnart jeg hadde en adresse3. (Jeg drog helt på det uvisse inn i mitt ennu kjempende land – og forberedt på å måtte undvære normale kommunikasjoner, hadde jeg bare en ryggsekk med.) – Utfallet av Univ.s bedømmelse av min avh. som var umiddelbart forestående, skulde jeg få gjennem Udenrigsministeriet og det danske konsulat i Bergen. – Jeg nådde aldrig å be Pont. sende mig boken, og der gikke flere uker innen jeg opsøkte konsulatet. Jeg fikk så meget annet å tenke på: dødsfall, bombardement flytning etc.
