Henrik Pontoppidan til Dina Lea
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 7. marts 1941
ikke langt til Enden
| 7de Marts 41. | Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Frk Lea!
Deres elskværdige Brev af 24de Februar er nu kommen hertil gennem den tyske Kontrol, der har stemplet det med sit "Geöffnet". Man må vel formode, at danske Breve til Norge gennemgår den samme politimæssige Prøvelse, og dette giver just ikke stor Lyst til at tage Pennen i Hånd for at svare. Tilmed er jeg i Øjeblikket et Offer for Forårstræthed og ude af Stand til at skrive Dem et virkeligt, fornuftigt Brev til, sådan som jeg gerne vilde. Jeg må nøjes med i Tankerne at trykke Deres Hånd og sige Dem min hjertelige Tak, fordi De stadig bevarer mig i så venskabelig Erindring. Jeg føler også Trang til at udtale min Glæde for Dem over, at det nu synes at skulle lykkes Dem at få Deres Kinck-Skrift trykt og udgivet. Gid Deres Tålmodighed i det hele må lønne sig. Den fortjener det.
Tilfældigt har jeg hørt, at min Husbestyrerinde, Frk. Larsen, i disse Dage har korresponderet med Dem. Så har hun sagtens fortalt, hvad der er at fortælle herfra. Meget kan det ikke være. Jeg fører 2 en meget stilfærdig og ensformig Tilværelse; kun mine Nærmeste ser jeg hos mig, og det endda ikke ofte. Helt fremmede Personer tør jeg på Grund af min stadig dårligere Hørelse overhovedet ikke indlade mig med. Jeg lever med andre Ord en Eneboers Liv, og min Alder bidrager naturligvis også dertil. – Der er Dage, hvor jeg kun taler med mig selv, og det er jo sjeldent rigtig oplivende. Men hvad der i denne Tid kommer til En ude fra Verden, er da endnu mindre egnet til at opmuntre. Det ser ret mørkt ud for os allesammen; men de Unge er næsten mest at beklage. Vi gamle kan i hvert Fald se det som en Fordel, at der for vort Vedkommende ikke kan være langt til Enden.
Mine bedste Ønsker for Dem personlig og for Deres Land!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Dina Leas kommentar i 1957:
Min refuserte avhandling blev antatt til utgivelse på Aschehougs forlag.
– – – – – – – – –
Tidens trykk så stort at Pont. igjen føler lettelse ved dødstanken (slg. brev av 20/3-42) – som han altid var fortrolig med.
Slutningen er betegnende for ham – man ser det i mange av breve: han tar for sikkerhets skyld avsked.
