Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Berlin Louisenstrassse 51. 13. februar 1891
Ibsen – en lille og frygtsom Skribent
| 13/2 91. |
Louisenstrasse 51. Berlin N.W. |
Kære Dr. Brandes!
Jeg er Dem meget taknemlig for den Interesse, De viser mig i Deres Brev. Jeg føler godt, at det Udbytte, mit Ophold her i Berlin har bragt mig, kun er ringe; men det har ikke kunnet være anderledes, fordi jeg har måttet betragte Berlin alene som et Tilflugtssted, hvor jeg i Ro kunde tilendebringe et større Arbejde1. Mange eller dybe Studier i Theatre, i Samlinger, Biblioteker etc. har jeg ikke kunnet tillade mig; og af "Rejsepenge" har jeg ingen haft, da mit Stipendium udelukkende er gået til min Families Underhold. Nu har jeg dog bestemt mig til at bryde op herfra til Marts og drage til Paris – dog først 2 efter en Afstikker til Stockholm.
Trods den Glæde jeg følte ved at høre fra Dem, stemte Deres Brev mig sørgmodig. At De havde mistet den ene af Deres Småpiger, havde jeg ikke hørt. Når jeg hertil lægger den utrolige Mængde Smuds, der særlig i denne Vinter har været kastet på Dem og Deres Navn, kan jeg forstå, at Vinteren ikke har været let for Dem.
Jeg har ventet med at skrive for at kunne fortælle Dem noget om Ibsen i Berlin; men så bad forleden Deres Broder mig om at skrive derom til Børstidende2, og dertil har jeg nu sendt et Par Småbreve om Opførelserne i Lessing-Theatret. Der er for mig kun grumme lidt at sige om sligt. Jeg forstår mig for lidt på Skuespilkunst. – Jeg havde tænkt at gøre Ibsen en Visit; men 3 jeg fik ikke Mod dertil, da det kom til Stykket, fordi jeg ikke vidste andet at sige ham, end at han vistnok var en grumme stor og dristig Digter men en temmelig lille og frygtsom Skribent, der aldrig havde villet eller vovet at sætte sin Avtoritet ind på noget√ til Fremme for3 en Sag eller en Person. Jeg véd kun at have set, at han en Gang offentlig i Aviserne anbefalede – et Pensionat et Sted i Syden. I den Henseende priser jeg Bjørnson; han satte dog sin egen Statsunderstøttelse ind på at skaffe Kielland én. Men når de få√ "Evropæere", der endelig vinder Ære og Uafhængighed, kryber i et Musehul og roligt ser på, at deres Forbundsfæller plukkes, kan man ikke undre sig over Nederlagene. Det havde været mere værd, om Ibsen i Stedet for at udgive Hedda Gabler4 havde skrevet blot ti Linjer i en Avis, hvori han trådte i Skranken 4 for en eller anden Sag som f.Ex. Deres Broders Blasfemi-Sag5 eller Deres egen Hædersgave.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
