Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Louisenstrasse, Berlin. 11. december 1890
Blot man vil give mig Fred og Ro i Vinter
| 11/12 90. | Louisenstrasse 51 Berlin |
Kære Dr. Brandes!
Trods mit Løfte til Dem var jeg netop i Færd med at skrive Dem til i Anledning af Deres sidste, så hædrende Anmeldelse1 – nu kommer De mig i Forkøbet i Anledning af en Sag af alvorlig Betydning. Jeg modtog Deres Broders Brev samtidig med Deres – men min fuldkomne Ukyndighed med Hensyn til dansk Lov angående Pressesager har gjort mig det umuligt ret at forstå Sagen. Jeg tænkte strax på telegrafisk at indrykke i "Børs-Tidende" en Meddelelse om, at jeg var Forfatter til samtlige med "Urbanus" undertegnede Kapitler. Men vilde dette have mindste 2 juridiske Betydning? Kunde det juridiske Ansvar derved overføres på mig? Derom vidste jeg intet. Det moralske Ansvar har jeg jo påtaget mig ved at udgive flere af Urbanus-Artiklerne under eget Navn – og intet Menneske, der overhovedet har interesseret sig for den Sag, er vel i Uvidenhed om mit Forfatterskab til de påklagede Artikler. Jeg tænkte også lidt på strax at tage hjem til København, da min Nærværelse måske kunde være til Nytte – men måske kunde den også være til Skade eller ganske unødig. Dertil kom, at jeg egentlig – for det Anckerske Stipendiums Skyld – slet ikke må tage hjem. Jeg stod altså rådvild og venter nu, hvorledes Sagen vil udvikle sig. Jeg telegraferede til Deres Broder, hvad han ønskede: at han på eventuelt Spørgsmål om Forfatternavnet, gærne måtte nævne mig, da det aldrig kunde falde 3 mig ind til nogen at nægte det. Men jeg forstår – som sagt – ikke, hvad Betydning dette har. Om hele Krigen mod "Børs-Tidende" vidste jeg netop kun, at der havde været en sådan Krig; men hidtil havde jeg troet, at det drejede sig om en Artikkel om Tordenskjold.
Jeg vilde ønske, De vilde skrive til mig om, hvad jeg kan gøre for at tage så meget som muligt√ af Ansvaret bort fra Deres Broder – og, hvad der er√ mig mere, fra√ Navnet Brandes. Deres Broder kan jo ikke selv så godt sige mig, hvad jeg kan gøre; og selv er jeg altfor ukendt med Lovgivningen og fremmed for Forholdene.
At jeg nu√ fremtidig kan skyde en hvid Pind efter Statsunderstøttelse, og at man vel endog tager den fra mig, jeg har, er jeg forberedt på. Men det skal endda ikke lægge mig i Graven. Blot man vil give mig Fred og Ro i Vinter, må man senere gøre ved mig, hvad man gider. Var Er jeg i Stand til på nogen 4 Måde at tage også det fulde juridiske Ansvar på mig, vil jeg helst gøre dette under Forudsætning af, at man lader mig i Fred indtil April, for dersom jeg ikke får det Arbejde2, jeg for Tiden har under Hånden, gennemført, er jeg og min Familje brødløs i et Par År. Sålænge jeg er i Udlandet, kan man vel heller ikke tvinge mig til at møde for Skranken. Til April skal jeg møde frivilligt – og jeg√ vil hellere selv sidde fire Måneder i Fængsel (dersom det er sådan noget, det drejer sig om) end jeg vil være Skyld i, at Deres Broder sidder der i fjorten Dage. Men måske bliver det hele blot en Bøde? Jeg synes at erindre, at Hermann Bang i sin Tid fik 100 Kr. Mulkt for Usædelighed og Gudsbespottelse i "Håbløse Slægter"3.
Jeg vilde nu ønske, at De vilde lade høre fra Dem. At jeg i ethvert Tilfælde med mit fulde Navn vil tage fat på Sagen, når den først ligger klar, er en Selvfølge. – Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
