En Vandringsmand
295 Der gik en ung Mand henad en opkørt Markvej en Dag mellem Jul og Fastelavn. Han var fremmed der paa Egnen og havde længe gaaet i sine egne Tanker, da han pludselig standsede og til sin Overraskelse opdagede, at han befandt sig midt ude i et tavst og udstrakt Øde – en Herregaards store Hovmarker.
Det var altid underlig sørgmodige Stemninger, der vaktes hos ham ved Synet af disse Bondens gamle Lidelses- og Kamppladser. Og paa en saadan taaget Februardag, hvor en sortblaa Snehimmel hang som en Trusel over Jorden, hvilede der virkelig noget af Valpladsens storladne Tungsind over de vinternøgne Tomter med deres lange Stendiger og enlige Hybentorne.
Det var, som spøgede endnu de svundne Aarhundreders Liv i den bølgende, lavt svævende Jordrøg, der drev hen over Agrene. Man syntes at se dem for sig – de duvende, tavse Skikkelser, der havde slæbt sig frem her, aget med Plov eller sanket Sten, under Ladefogdens Stokkeslag. Ja, om disse Marker havde kunnet tale! Hvor vilde de ikke have ringet Stormklokker for Ørene af Nutidens Slægt, hvis Hæder og Hævn det skulde været at høste denne Jord, som Fædrene har pløjet! … Dernede i Lavden, hvorfra Herregaardens takkede Gavl kiggede op over Bakken, glimtede endnu den selv samme Rude, gennem hvilken for godt et Aarhundrede siden hin "dullherrige" Greve 296 mønstrede sine Bønder, naar han hver Ugedag lod dem passere forbi under Træhesten med blottede Hoveder; og derovre bag Mosen langs med den høje Række Popler, der halvt udviskedes af Taagen, gik den gamle Bygdevej, om hvilken der fortaltes, at ad den slæbtes om Natten Pigeofrene til Borgen med bagbundne Hænder, og om Dagen sprængte Naadigherren der forbi med sine Svende, mens Bønderne skælvende skjulte sig i Agrene.
Derovre paa den høje, golde Bakke havde Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viste endnu Brøndenes Plads. Deroppe laa de lave Lerhytter klinede til Bakkehældet'1; og inde i de mørke, fugtige Rum sad et forarmet og forkuet Folk ved Rugmelsgrød og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj – spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver Lyd, der trængte derop fra Dalen.
Hvor syntes det den unge Vandringsmand underlig fjærnt og ubegribeligt altsammen! Det var næsten ikke til at forstaa, at al denne Umenneskelighed virkelig havde fundet Sted saa nær op imod hans eget – Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens – Aarhundrede.
Pludselig standsede han foran et lille Hus, der hidtil havde ligget skjult for ham af et højt Stengærde, men som nu paa en særegen Maade tiltrak sig hans Opmærksomhed paa Grund af sin ualmindelige Ælde. Det havde et besynderlig højt, ganske mosgroet Tag og ganske lave, næppe to Alen høje Mure med smaa, blyindfældte Ruder, der spillede i alle Regnbuens Farver. Der var tillige noget ejendommelig livløst, næsten spøgelseagtigt over det. Der var ikke en Lyd at høre derindefra, ikke menneskeligt Liv at spore bag de fuldkommen tomme Vinduer. Man kunde let komme paa den Tanke, at det var en forladt og forglemt Levning fra hine længst henrundne Tider, der paa denne afsidesliggende Plet havde faaet Lov til uforstyrret at smuldre hen.
Af Nysgerrighed gik han hen og kiggede gennem en Rude, 297 og da han intet kunde se og stadig heller intet høre, trykkede han forsigtig paa Dørklinken.
Døren gik villigt op – og han stak Hovedet ind i et lille Forstuekøkken med et opblødt Lergulv, der udsendte en muggen Lugt. En Dør, som han ligeledes aabnede, førte herfra ind i et temmelig stort, lavt og mørkt Rum, hvor Støvet laa i et tykt Lag over et gammelt Egebord og en Bænk. En skimlet Rok og et Par henvisnede Potteplanter, der stod paa Bænken i en tør, askeagtig Jord, kunde for den Sags Skyld godt se ud til at have staaet saaledes urørt i et Aarhundrede. Men et svagt Spor af Tørveos samt de tydelige Mærker efter et Sæt Fingre, der var gaaet hen over Bordpladens Støvlag, viste, at Mennesker dog endnu havde Gang der i Hulen.
Han vilde just vende sig for igen at gaa, da han henne i Sengen – en Slags Fjællekasse med en gardinløs Himmel over – opdagede en Skikkelse, en graa, hentørret Mumie, der laa med Ansigtet ind imod Væggen og dækket af et slunkent Dynevaar, der faldt tæt om et lille bitte Legeme. Et rødt Tørklæde var bundet stramt omkring Hovedet, og oppe under Hagen saaes et Par tynde, voksblege Hænder.
Han traadte forfærdet et Skridt tilbage … et Lig.
I det samme drejede Skikkelsen med Anstrengelse det lille Hoved en Smule om mod Stuen. Og med en Stemme, der fik ham til at fare sammen … en lille, hviskende, klangløs Stemme, der syntes at tale til ham fra en anden Verden, blev der sagt:
"Er det dig, Kathrine?"
Han blev saa forvirret ved pludselig at høre en menneskelig Røst og vidste saa lidt, hvorledes han i Hast skulde svare og forklare sig, at han efter en kort Betænkning foretrak sagte at liste ud igen den Vej, han var kommen.
Forsigtig lukkede han Døren efter sig og lod Klinken falde lydløst til.
Da han stod i det Fri, og endnu før han var kommen sig af sin Forbavselse, viste en pjaltet Husmandskone sig for Enden af det høje Dige, bag hvilket han nu blev opmærksom paa en 298 hel Samling af Smaahytter, der stak et Par Skorstenspiber op over Hybentornene.
Konen, der havde et stort to-tre Aars Barn paa Armen, skreg af al sin Magt gennem den tunge, stødvise Vind:
"Vil han snakke med no'en?"
Tonen var saa vredladen, at han blev staaende uden at svare. Lidt efter raabte han dog tilbage:
"Sig mig, hvem boer i det Hus her?"
"Hvem der bor der?"
"Ja."
Hun syntes at betænke sig lidt. Derefter kom det:
"Kan det ikke være ham ligemeget?"
"Aa jo. Men hvorfor ligger det Menneske derinde?"
"Hvad hun ligger der for," hørte han hende mumle for sig selv (thi Vinden bar med). Endelig satte hun sig langsomt i Bevægelse henimod ham, men standsede igen i en halv Snes Skridts Afstand og mønstrede ham fra Top til Taa.
"Hvad hun ligger der for," gentog hun. "Hvor skulde hun kanske ellers ligge?"
"Er hun da syg?"
"Næ."
"Hvorfor ligger hun da i Sengen?"
"Hvorfor?"
"Ja."
Hun syntes vedvarende utilbøjelig til at give ham nogen Oplysning. Hun var et tungt, karlehøjt Kvindfolk med et udtæret Ansigt og et magert, kobberrødt Bryst, der skimtedes nøgent inde bag det ophægtede Kjoleliv. Barnet, som hun slæbte paa Armen, var en uformelig Fedtklump med smaa, betændte, rødt opsvulmede Øjne, som kneb sig sammen for at taale Lyset. Dets Ben og Arme var nøgne. Ogsaa Hovedet var ubedækket; og mellem de tynde, krøllede, rødgule Haar saaes tykke Skorper af sort Arp, der dækkede hele den forreste Del af Hovedbunden.
"Naa, saadan," sagde Konen og lo pludselig, da han havde forklaret hende, hvorledes han var kommen ind i Hytten, og 299 hvad der var hændt ham derinde. "Saa har hun da faaet sig en ordentlig Forskrækkelse, det gamle Liv! … Men hun er ikke syg. Hun er sgu lige saa frisk som en anden, er hun. Men hun er 87 og har ikke været af Sengen i tolv Aar."
"Ikke været af Sengen i tolv Aar!"
"Nej, Gu' om hun har! … Naa, saa hun spurgte, om det var mig, det gamle Skrog!" vedblev hun og lo igen. "Der har hun sgu faaet sig en rigtig Forskrækkelse da! Spurgte hun saa ikke, om det var Vorherre? … Ja, for hun ligger jo og venter ham, siger hun – og hun er jo da heller ikke bedre værd for Resten, end at der blev løst op for hende. Jeg venter paa Vorherre, siger hun – han glemmer mig ikke, siger hun – og naar hun saa hører, at der kommer nogen ude paa Vejen, saa tror hun jo straks, at det er han. Giv mig nu Bogen her hen i Sengen, for der kommer Vorherre, siger hun saa … Hun er jo natyrlig ikke rigtig i Hovedet, forstaar sig; og hun gør sig jo saa mange Spekulationer, naar hun ligger saadan der og spekulerer for sig selv."
"Men ligger hun da altid saadan ganske alene? Er der ingen, der plejer hende?"
"Plejer hende? Jo, det gør jeg. Det er mig, der hedder Kathrine, som hun snakkede om. Jeg bor hernede i Husene og kigger jo saa op, naar det kan træffe sig, og gi'er hende Føden og holder hende med Renlighed og saadan noget … Forresten har hun været et forskrækkelig rapt Fruentimmer, det si'er alle de gamle, som kan huske det. Hun har en Gang løbet omkap med en Hest."
"Med en Hest."
"Ja, Gu' har hun saa. Det er løjerligt nok at tænke paa, men sandt er det ligefuldt. Og Børn har hun da ogsaa haft, og endda flere nok, end hun vil være ved. Men hvor er de henne i Verden? … Naa, du! – kan du nære dig, din Skidager!"
Den sidste Tiltale galdt Barnet, der under denne lange Passiar var bleven utaalmodigt og arrigt rev og sled i Moderens Kjoleliv for at komme til Brystet. Men hun tjattede ham over Fingrene og vedblev derpaa tungerapt:
300 "Dersom han har Lyst til det, kan han jo følge med ind – saa kan han jo selv snakke med hende. Hun er saamænd ikke forknyt af sig, hvor gammel hun saa er. Hun kan sgu baade prate og sprate, naar det Sind falder over hende; især naar hun har faaet sig en Kaffetaar, saa kan hun saadan komme med saa meget Tjat og saa mange Gøgeord, at man gerne kunde grine sig ihjel deraf … Tys! Kan De høre, hvor hun ligger derinde og spiller Kæve nu? Ja, rigtig i Ho'edet, det er hun natyrligvis ikke. Men hun bliver jo ogsaa 87 til St. Hansdag, Skroget!"
De fulgtes ad ind i Hytten, hvor de traf den Gamle siddende i halvt oprejst Stilling i Sengen og stirre forvildet hen imod Døren.
"Naa, naa! Hvad Fanden er der med jer, Else! I behøver ikke at se saa forskrækket ud. Det var bare denne her fremmede Mand, der var gaaet forkert. Han vil nu kigge ind til jer; det maa han vel nok?"
301 "Jeg … jeg tænkte … det var Vorherre," stammede hun hviskende, endnu rystende af Angst.
"Aa, sikke no'et Sludder, Else! Læg jer nu bare rolig ned; I er jo helt fra'et," sagde Husmandskonen; og med den Haand, hun havde fri, hjalp hun hende nu til Leje igen i Halmen og klappede Dynevaaret tættere sammen om det lille Legeme.
"Der er ikke stort med Sul paa den mere," sagde hun til den Fremmede, idet hun løftede paa den ynkeligt afpillede, pibestilkstynde Arm, der laa over Dynen. "Og dersom De vil føle her paa Haanden, saa skal De mærke, hvor kold den er. Det er, ligesom man tog paa et Lig – ikke? For hun har det allerværst med den Kuld', det gamle Skidt! Og det er da endelig ikke saa underligt, for den Smule Dyne kan der ikke være megen Varme i, og Ovnen der trænger ogsaa til Helbredelse, – men Sognet vil nu helst ha'e hende op paa Kassen, skal jeg sige Dem; for de tænker natyrlig, at hun kreperer undervejs."
Den Gamle laa nu ganske rolig og stirrede med sine smaa, sorte Øjne stift paa den Fremmede, idet hun uafbrudt mumlede for sig selv:
"Jeg tænkte, det var Vorherre."
Han havde stillet sig hen for Enden af Sengen, og mens Husmandskonen vedblev at fortælle, saae han omkring paa den nøgne Stue – paa den skimlede Rok, den gamle, møre Seng og dens smudsige Halm. Tilsidst faldt hans Øje paa en Stok, som den Gamle havde liggende hos sig i Sengen; og da han spurgte Konen, hvortil hun kunde bruge den, lo hun og sagde:
"Den bruger hun sgu til Rotterne, de Skarnagtigheder, som er saa fæle ved hende om Natten, saa de er nær ved at æde hende op. Hele Diget derude er saa fuldt af det Skab; og saasnart det bli'er Mørkning, kommer de herind og rumsterer saadan rundt i hele Huset og i Sengehalmen, at hun ikke kan nære sig. Det er ikke længere siden end forgangen, at de aad et helt Brød op for hende, og jeg havde endda lagt det herop paa Ovnen, for at det ikke skulde komme i Fortræd … er det ikke sandt, hvad jeg si'er, Else?"
Den Gamle forsøgte at nikke. Hun slap ikke et Sekund den fremmede Mand med sine stirrende Øjne.
Da han en Timestid senere stod oppe paa Fjordbakkernes fede Lerjorder, gik just Solen ned i Vest bag en smal Stribe gyldengult, der strakte sig langs Horisonten under det mørke, tunge Skytag.
Nede for hans Fødder laa den lille Bondeby med sit runde, svagt kobberfarvede Gadekær og sine otte-ti smukke Bøndergaarde, hvorfra den taktfaste Lyd af Plejlene lød som et roligt, sundt Hjerteslag. Som smaa Herresæder løftede de deres Tage over de klinede Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen med smaa, mørke, fugtige Rum, hvor forarmede og forkuede Væsner sad ved Kartoffelmad og Brændevin, bøjede af Værk, gnavede af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kastede dem ud af deres Huler, og "Sognet" tog dem i sin naaderige Varetægt …
Og langsomt og eftertænksomt gentog han for sig selv:
"Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!"
