En Bonde

248 Per Bonde hed en Mand, der ejede en Gaard ved Navn Kildelunden – eller, som nogle sagde, Kildegaarden – tæt udenfor Landsbyen. Ejendommen var en af de mest velrøgtede i Sognet og havde ingensinde kendt hverken Fæstegæld eller Prioriteter. Jorderne bestod dels af et Kuld lermuldede Bakker umiddelbart omkring Gaarden, dels af side Engdrag og et Rørskær, der strakte sig ned til Fjorden.

Tilnavnet "Lunden" skrev sig fra to Rækker gamle Poppeltræer, der voksede rundt om de gulkalkede Bindingsværks-Længer. Deres høje Toppe var det eneste af Ejendommen'1, der kunde ses inde i Byen; thi Gaarden laa lunt gemt nede i Bakkernes grønne Skød, der kun aabnede sig mod Øst, ud mod Engene og Fjorden. Derfor sagdes der ogsaa inde i Byen, at den eneste Ulempe ved Kildegaarden var den, at Skorstensrøgen ved visse Vinde blev hængende nede over Straatagene og trængte ind i Staldene, hvor den fik Køerne til at nyse og "sætte af paa Mælken."

løvrigt skrev Navnet sig fra en Kilde, der fremsprang umiddelbart ved Gaarden, og hvis melodiske Nynnen paa Grund af Stedets Ensomhed og Stilhed selv om Dagen kunde høres temmelig langt bort. Dens Vand havde i sin Tid haft Ord for at besidde lægende Kraft, og Kildegaarden havde den Gang været Valfartssted for Syge og Krøblinge langvejsfra.

249 Nu var Troen paa Miraklerne vel død; men Berømmelsen hvilede endnu over Gaarden, og dens Navn var kendt videnom.

Hertil bidrog dog ogsaa den Slægt, der nu i tre Led havde haft Ejendommen i Besiddelse. Om Per Bondes Farfader vidstes det, at han havde plantet Poplerne omkring Gaarden. Hans Fader havde bygget de nuværende Staldlænger, medens Per Bonde selv havde opført det gulkalkede Stuehus. Desuden havde han nu i mere end et halvt Aarhundrede trofast drænet, merglet, pløjet og harvet Gaardens Jord, saa denne var bleven til et Mønster for det hele Sogn.

Per Bonde var nu en Mand paa omkring de halvfjers. Han var en lavstammet, lidt ludende Skikkelse med et stort Hoved og et endnu ganske tæt busket, graasprængt Haar. Hjemme i Stuerne var han tavs og indesluttet, hans Ansigtsfarve graalig, hans Udtryk mut og mistænksomt. Her, hvor Fruentimmerne efter gammel Bondeskik regerede, følte han sig fremmed og utryg. Oftest satte han sig hen i en Krog for sig selv, som om han bestandig havde en Fornemmelse af at være i Vejen for nogen … og forresten kunde ogsaa hans Kone og især hans voksne Døtre se surt nok til ham, naar de fandt ham derinde i deres rene Stuer med snavsede Arbejdsklæder, der lugtede af Svinehus. Den næstældste, Olufsine, der et Aar havde tjent i et Herskabshus inde i Købstaden, brummede ganske lydeligt derved; og aldrig saasnart havde han forføjet sig bort, før hun svansede ind med Fejebakke og Støvekost for – som hun en Gang rent ud havde sagt – "at muge" efter ham.

I Almindelighed opholdt Per Bonde sig derfor heller ikke længere inde i Stuerne, end Maaltiderne og Avisen krævede.

Det var ude i Agrene og Staldene, at han havde sit egentlige Hjem. Herude i Ensomheden, mellem sin Kløver og sin Byg, sin Mødding og sit Kvæg, blev han først sig selv. Hans Kinder blev rødmussede, naar han gik derude over Bakkerne bag sit sindige Plovspand. Hans Ansigt fik et helt fornøjet Udtryk, – ja, han kunde formelig gaa og smiske, mens han halvhøjt smaasnakkede med Øgene, som var disse et Par gamle, forstandige 250 Venner, til hvem han med Fortrøstning kunde betro sine skjulte Tanker.

Det var nu ingenlunde, fordi hans Sind forlystedes af Lærkens Trillesange eller af Sol og Skygges Skiften over Engene. Ud over den lange Muldbølge, som han pløjede op for sin Fod, gik ikke hans Drømme, og i Sædekornet, som faldt fra hans Haand, nedlagde han alle sine Forhaabninger. Naturens Vekslen var for ham intet ophøjet Skuespil til Sindets Oplivelse; Regn og Sol og Storm var for ham kun gode eller onde Magter, der gav hans Korn Vægt eller gulnede hans Eng, alt efter Forsynets Naade. –

Per Bonde havde været sine Forældres eneste Søn. Han havde efter sin Faders Død arvet Kildegaarden uden anden Paahæftning end en ringe Udbetaling til en Søster, der var gift oppe i Landet. Han havde været henimod tredive Aar, den Gang Faderen døde, men alligevel havde han efter denne Tid levet endnu i femten Aar uden at "forandre sig".

Naar han tilsidst giftede sig, var det heller ikke, fordi et mildt Øjepar eller et Par blussende Pigelæber endelig havde faaet hans Hjerte til at fænge, men nærmest fordi en Kone nu engang hørte til i en veldreven Gaard. Altsaa friede han til Byens rigeste Pige, der var tyve Aar yngre end han. Og han fik ja, fordi han selv den Gang var Byens bedste Parti, og fordi han – trods sine femogfyrretyve Aar – endnu var en ganske pæn Mand, som der ikke var noget at udsætte paa.

I snart tredive Aar havde de to nu levet Side om Side, idet de samvittighedsfuldt havde passet hver sin Del af Gaardens Røgt, men uden at der forøvrigt nogensinde var vekslet et fortroligt Ord imellem dem.

Ikke desmindre havde de i deres Ægteskab haft mange Børn. Tilsidst havde de otte levende foruden to, der var døde som ganske smaa.

Inde i Byen var der bleven drevet nogen Spas med, at Per Bonde, skønt en aldrende Mand, blev ved at sætte Børn i Verden; og dog var det ikke saa meget af denne Grund, at han med Aarene var bleven saa indadvendt og menneskesky'2, som han nu i 251 sin Alderdom var. Den Mistro, han viste alle og ikke mindst sine nærmeste, havde en dybereliggende Aarsag.

Skønt hans Ejendom var baade stor og god, var det nemlig let for ham at skønne, at han med saa stor en Arveflok ikke længe vilde kunne bevare Kildegaarden i Familiens Besiddelse. Ingen enkelt af Sønnerne vilde kunne overtage den og svare Søskendelod til saa mange, selv om han gjorde et godt Gifte … og den Tid var allerede ikke fjern, da der med Rimelighed maatte tænkes paa at skaffe de ældste af Børnene Midler til at komme frem i Verden med.

Men rede Penge havde Per Bonde ikke kunnet samle sig. Dersom han skulde hjælpe Børnene til Giftermaal og et selvstændigt Hjem, vilde han derfor blive nødt til at optage en Prioritet i sin hidtil skyldfri Ejendom, – men dette var for den gammeldags tænkende Mand allerede en bitter Ydmygelse; og – det indsaae han klart – det vilde endda kun være Galgenfrist, fordi Gaarden, efterhaanden som Børnenes Krav steg, ikke længe vilde kunne bære en saadan Rentebyrde.

Der vilde da i Virkeligheden tilsidst ikke blive anden Udvej end at sælge og lade den gamle Fædrenegaard gaa over i fremmede Hænder, … men det var netop denne Tanke, der næsten siden hans Bryllupsdag havde staaet for ham som et truende Spøgelse, og som nu aldrig lod ham Ro, hverken om Dagen eller i hans Drømme. –
 

Det første alvorlige Sammenstød med Børnene i Anledning af Arvespørgsmaalet foranledigedes af den iblandt dem alle, af hvem han netop allermindst havde ventet det, nemlig den ældste Søn, en lille sortsmudset Fyr, der efter to Aars Fraværelse var vendt hjem fra Hovedstaden, hvor han havde ligget i Garnison som "Dunk".

Denne Søn – Peter hed han – havde altid været Per Bondes Øjesten blandt Børnene, ja, egentlig den eneste af dem, hvem han havde omfattet med virkelig Kærlighed. Han var jo ogsaa den førstefødte og kom til Verden paa en Tid, da alt endnu tegnede godt for Per Bonde, fordi ingen den Gang kunde 252 ane, at der skulde komme saa mange efter. Desuden var Peter allerede som Barn et Stykke af en Jesuit, der forstod at gaa Faderen under Øjnene og snakke ham efter Munden. Han tilegnede sig i en tidlig Alder alle Faderens Talemaader om Hestene og Kvæget og havde som en lille Purk paa en halv Snes Aar erhvervet sig det sindige Væsen, der i Per Bondes Tanker var en Borgen for et Menneskes Paalidelighed og indre Værd.

"Lille Peter bliver der nok noget godt af!" mumlede Faderen den Gang tidt for sig selv, naar han gik derude over Bakkerne bag sit Plovspand og drømte om en Gang at se Sønnen vandre i de samme Furer som Kildegaardens Ejer.

Men under sit lange Ophold i Hovedstaden havde Peter faaet Smag for Bylivets Behageligheder. Navnlig havde han forelsket sig i en Øltapperforretning, der var bleven ham tilbudt til øjeblikkelig Overtagelse mod nogle tusind Kroners Udbetaling; og det var nu hans Plan at faa Faderen til at skaffe disse Penge tilveje og give ham dem i Forskud paa hans Arv.

Han var dog saa forsigtig ikke straks at tale ligeud til Faderen derom. Men overalt, hvor de var ene sammen, gav han sig til at fortælle om den masendes Mængde Penge, der var at tjene for en paapasselig Mand inde i København – især i Øltapperfaget. Han kendte en Bondekarl, sagde han, som i faa Aar var bleven en velstaaendes Mand i den Forretning, og det endda der ikke var det allerbitterste at risikere ved den. Naar man bare havde et Par tusind Kroner at begynde med, saa kunde man ligefrem ikke undgaa at blive en hovedrig Mand.

Per Bonde, der var glad ved Yndlingssønnens Hjemkomst og holdt af at høre ham fortælle, lyttede i Begyndelsen i al Troskyldighed paa disse Historier. Men efterhaanden som Sønnens Antydninger blev mere aabenlyse, og især da Moderen – som Peter havde betroet og vundet for sin Plan – begyndte at ymte om, "at det vel snart var paa Tiden, at Peter fik sit eget", lugtede Per Bonde Krudtet. Han blev med eet paafaldende tunghør, saasnart man i hans Nærværelse gav sig til at tale om Øltapperforretninger; og blev Samtalen for nærgaaende, 253 fik han altid meget travlt og listede væk under et eller andet Paaskud.

Nu gik det efterhaanden ogsaa op for Peters Søskende, hvad denne gik og pønsede paa, og de besluttede hver for sig at være paa deres Post og tage Vare paa deres Interesser.

Saaledes Olufsine, der var forlovet med Nabobyens unge Hjælpelærer og længe utaalmodigt havde ventet paa at faa en Del af sin Arvelod udbetalt, saa hun kunde gifte sig. Hun var en køn, blomstrende Brunette med et Par spillende brune Øjne, kæk i Munden og rask paa Haanden; og naar hun hidtil ikke havde givet sin Utaalmodighed Luft paa kraftigere Vis var det alene, fordi hendes Forlovede – en bleg Missionsspire, lige udklækket paa Seminariet – saa mindeligt havde bedt hende om "ikke at foregribe Begivenhedernes Gang". Men nu gav Peters lumske Anslag hende Mod; og hun gjorde i Stilhed sin Salighedsed paa, at hun vilde være Madam Rasmussen, inden Aaret var omme.

Samtidigt begyndte den næstældste af Sønnerne, Ole – en mørk, bredskuldret Karl med et uroligt Vagabondblod – at fable om, at han vilde rejse til Amerika og købe sig en Farm, bare han fik sine Penge. "Hvad kan det nytte, vi gaar herhjemme og gnubber Sidebenene af hinanden!" udslyngede han regelmæssigt til sine Søskende, saasnart Faderen viste sig. "Nej, ovre i Amerika – der er der Plads for en rask Mand! Naar man bare kunde faa sine Penge, saa behøvede han ikke at tigge nogen om noget mere i dette Liv."

Ja, om det saa var den ældste, svagelige Datter, Sofie, der altid led af Tandpine og Aaret rundt sad med ynkelig Mine ved Kakkelovnen og vuggede Overkroppen frem og tilbage – saa begyndte nu ogsaa hun at klage højlydt over sin Skæbne og skyde hele Skylden for, at hun endnu hensad som uforlovet, paa den Omstændighed, at "ingen jo vidste, om hun havde noget, eller hvornaar hun fik noget".

Da Per Bonde imidlertid forblev døv for al deres Tale, gjorde Ole en skøn Dag Alvor af sin Trusel og pakkede sin Kiste for at rejse til Amerika. En anden Karl fra Byen, en 254 Husmandssøn, der længe havde tænkt paa at udvandre, havde en Dag halvt for Spøg foreslaaet ham at gøre Følgeskab, og – hemmeligt understøttet af Peter – greb Ole Lejligheden til at sætte Faderen Kniven paa Struben. Han bad blot Per Bonde om at forstrække ham med Rejsepenge, "saa skulde han nok selv klare sig for Resten".

Dette kom som et Lynslag over alle i Kildegaarden. I tre Dage gik Moderen og Søstrene omkring og hulkede – især hver Gang Faderen nærmede sig; og Per Bonde selv blev i første Øjeblik saa forskrækket, at han begyndte at snakke godt for Sønnen for at faa ham til at opgive sit Forehavende. Men snart vaktes der helt andre Tanker hos den gamle Mand, der dunkelt følte, at han nu kæmpede for sit Liv. Han havde i Grunden slet ikke noget imod, at Ole blev skaffet af Vejen. Han havde aldrig ret kunnet lide, ja ligesom slet ikke villet vedkende sig denne store, urolige Dreng, der baade i Sind og Skind var ham selv saa ulig. Desuden var han fast overtydet om, at det var ham, der var Anstifteren af den hele Sammensværgelse og havde faaet lokket Søstrene, ja endog den skikkelige Peter til at gaa hans Ærinde.

Han følte jo nok det ydmygende i, at en Søn fra Kildegaarden rejste til Amerika, endog i Selskab med en forarmet Husmandssøn, – og han anede, at der inde i Byen vilde komme til at gaa megen ondskabsfuld Snak i den Anledning. Men til Gengæld var han overbevist om, at naar Ole først var borte, vilde han snart igen faa Fred i sit Hjem – i hvert Fald i nogle Aar. Og en længere Frist turde han jo i det hele ikke mere haabe paa.

Saa kørte han da en Dag ind til Staden, idet han gav det Udseende af, at han skulde tale med sin Købmand om et Læs Foderstoffer. Men i Virkeligheden havde han andet Ærinde. Han vilde søge Samtale med Prokurator Lønborg.

**
*

Prokurator Lønborg havde sit Kontor i et indknebent Rum, der vendte ud til en mørk Baggaard. Aldrig trængte en Solstraale 255 gennem Kontorets smaa Ruder ind til de Bunker af støvede Dokumenter, Skøder, Testamenter og Gældsbeviser, mellem hvilke den lille Mand sad velfornøjet i en fedtglinsende Slobrok og kløede sig paa Næsen, mens han skrev. Af alle Byens Sagførere var Prokurator Lønborg ubetinget den, der havde den mest udbredte Landbopraksis. Det var, som om Kontorets Mørke og Smuds og Hr. Lønborgs egen lille, skrutryggede Person straks indgød Bønderne Tillid og gav dem Mod til at tale frit om, hvad der laa dem paa Hjærte.

Forøvrigt var han en munter, ligefrem Herre med en ualmindelig Evne til at sætte sig ind i Bønders Tankegang, gætte sig til deres Meninger og samtidig bibringe dem overordentlige Forestillinger om deres egen Dømmekraft. Selv den ubetydeligste Tvist om et Hegn eller et optaget Lam gjorde han straks til en Sag af "almen Interesse", af "vidtrækkende social Betydning"'3; og bestandig priste han sig lykkelig ved at have faaet "netop denne højst interessante Sag i sin Haand".

Hans Hovedstyrke som Sagfører var dog hans vidtstrakte Personalkundskab i Forbindelse med en Hukommelse, der tillod ham paa een Dag at trykke tyve forskellige af Omegnens Per Jensen'er i Haanden uden at begaa en eneste Forveksling. Skønt Per Bonde kun havde betraadt hans Kontor en eneste Gang for adskillige Aar siden i Egenskab af Vitterlighedsvidne for en Nabo, modtog han ham da ogsaa med et: "Ih, se Goddag, gode Per Bonde!" – og havde straks sin Viden baade om hans Formuesomstændigheder og Familjeforhold paa rede Haand.

"Naa!" sagde han, da de var kommen tilsæde overfor hinanden. "Der er da forhaabentlig ikke noget alvorligere paa Færde. Et Dødsfald i Familjen maaske? … Naa ikke! Gud være lovet! … Hvormed kan jeg da være Dem til Tjeneste, kære Per Bonde?"

Den gamle Mand havde vanskelig ved at faa Ordene frem. Han sad foroverbøjet og saae ned paa sin lille runde Hat, som han langsomt glattede med sine stive Fingre. Hans Ansigt havde den graablege Farve, som det altid fik under stærke Sindsbevægelser; – men det var da ogsaa noget, han ingensinde før 256 havde kunnet tænke sig, at han skulde blive nødt til at gaa op til Prokurator Lønborg for at laane Penge. For ham, hvis Stolthed det havde været at sidde i skyldfri Gaard, var det den dybeste Forsmædelse at skulle begynde at tigge om Prioriteter og dele sin Ejendom med fremmede Mennesker. Da han for et Øjeblik siden tøvende gik op ad Trappen til Kontoret, havde det været med en Fornemmelse af, at han skulde til at miste en Del af sit eget Legeme.

Endelig efter mange Rømninger og andre saadanne Tilløb fik han da Ordet sagt. Det vil sige: han gik en Omvej og spurgte, om Prokuratoren mente "en Gang ved Lejlighed" at kunne skaffe ham et Prioritetslaan paa hans Ejendom.

"En Prioritet!" udbrød Hr. Lønborg med et lidt skuffet Udtryk. "Naa, det manglede saamænd bare! Hvor stor en Sum ønsker De?"

Per Bonde betænkte sig lidt. Saa sagde han:

"Otte hundrede Kroner."

"Hvad for noget?" – Prokuratoren vendte Øret til ham med en Grimace, som om han ventede en Fortsættelse. Og da der ingen kom, sagde han: "Otte hundrede Kroner! Jamen – det kan jo umuligt være Deres Mening! – Otte hundrede Kroner! For en saadan Bagatel søger man dog ikke Proritetslaan i gældfri Gaard … Er det virkelig alt, hvad De har Brug for?"

"Ja," sagde Per Bonde afgørende.

Den lille Prokurator saae et Øjeblik meget opmærksomt paa sin snurrige Klient. Saa rejste han sig og gik et Par Gange frem og tilbage over Gulvet med Hænderne hvilende bagpaa under den løsthængende Slobrok. Derpaa stillede han sig hen foran ham og lagde fortroligt sin Haand paa hans Skulder.

"Kære Ven! Jeg forstaar Dem! Det er naturligvis ikke Deres Alvor med den Prioritet … De er kommen i en øjeblikkelig Forlegenhed for otte hundrede Kroner, ikke sandt? Maaske skal De anskaffe Dem en Hest, et Par Køer eller forbedre Deres Mejeri …"

"Det er til Mejeriet," svarede Per Bonde hurtigt; han kunde 257 ikke faa sig selv til at sige, at det var til en Søn, der vilde rejse til Amerika.

"Udmærket! Fortræffeligt! En Landmand kan sikkert ikke paa bedre Maade varetage sine Interesser end ved Forbedring af sit Mejeri. Det overordentlige Opsving, der i vore Dage har fundet Sted paa dette Omraade, har haft den allerstørste Betydning for Landmanden og derigennem for det, hele Land … Men indrøm mig nu, kære Ven, at det er meget simplere, at vor Landbosparekasse her forstrækker Dem med den ubetydelige Sum, De har behov. Jeg paatager mig at skaffe Dem den uden mindste Besvær for Dem – mod et ganske simpelt Gældsbevis og almindelig Bankrente. Der viser sig vel nok en Gang en Lejlighed, hvor vi kan faa Sagen afviklet. Jeg kommer iøvrig til at tænke paa – hvor gammel er De egentlig, Per Bonde?"

"Jeg? … Jeg bliver tooghalvfjers til Høsten."

"Og De har jo, veed jeg, en større Børneflok, som vel inden ret længe skal have noget at tumle med, ikke sandt? Den Trang til Selvstændighed, som vor Tids Ungdom – –"

Han vilde have sagt noget til Forherligelse af denne Trang, men brød pludselig af ved at opfange det mørke, næsten hadefulde Udtryk, hvormed Per Bonde skævede op til ham.

"Denne Uafhængighedstrang" – fortsatte han da – "der er saa karakteristisk for vor Tids Ungdom, men som jeg forøvrig ingenlunde absolut sympatiserer med, er jo ifærd med at fremkalde en hel Omvæltning indenfor vor Landbostand. De unge Mennesker i vore Dage er saa utaalmodige … saa grænseløs utaalmodige," blev han ved at gentage, mens han atter gav sig til at spasere op og ned ad Gulvet med Hænderne bagpaa under Slobrokken.

Alligevel var hans Tone adskillig mindre interesseret end før, og han fik hurtig de fornødne Dokumenter udfærdigede. Men Per Bonde gemte hans sidste Ord i sit Hjærte; og han gentog dem ofte for sig selv, mens han kørte hjem. –

Ugedagen efter rejste Ole afsted til Amerika.

Den gamle Mands Haab om, at han hermed havde tilkøbt sig Fred – i hvert Fald for en Tid – gik imidlertid ikke i 258 Opfyldelse. Tværtimod. Fra denne Dag slog de tilbageblevne Børns Utaalmodighed ud i lys Lue, og inde i Byen begyndte man at tale højlydt om, at der skete Børnene Uret, naar Per Bonde saaledes i sin Stædighed blev ved at hænge ved Gaarden i Stedet for at skifte ordentligt med dem.

Hjemme i Stuerne gik Moderen og Pigebørnene omkring med rødgrædte Øne. Især om Aftenen, og hver Gang det stormede, satte Moderen sig hen ved Kakkelovnen med Forklædet for Ansigtet og hulkede ved Tanken om Sønnen, der nu drev om for Vind og Vove.

Olufsine saae ikke længere til den Side, hvor Faderen var. Talte han til hende, lod hun, som hun ikke hørte det. Ja, om det saa var den sølle Sofie med de evige Tandbylder, saa søgte ogsaa hun at gøre den Gamle Dagene hede ved al Slags Opsætsighed. Naar Per Bonde om Morgenen bankede paa Pigekammerdøren for at kalde op til Malkning, svarede Sofie blot med et Grynt, medens Olufsine vendte sig mod Væggen med en Kraft, saa Sengebunden knagede under hende.

Smittet af denne Opførsel begyndte efterhaanden ogsaa de yngre, halvvoksne Børn at gaa omkring ved Arbejdet med surmulende Ansigter og slæbe paa Benene, saasnart Faderen viste sig. Men Per Bonde lod, som om han ingenting saae. Han, som i gamle Dage havde været et Stykke af en Hustyran og havde gaaet og brummet i Staldene og knubset Drengene i Hovedet for den mindste Forsømmelse, gik nu frygtsom omkring og gjorde stiltiende det Arbejde, de andre lod ligge, – fordi han hellere taalte enhver Ydmygelse, end han vilde udsætte sig for paany at blive mindet om den Skilsmisse, som han næsten ikke længer turde tænke paa, fordi det mere og mere syntes ham umuligt, at han vilde kunne overleve den. Han var bleven som en fredløs i sin egen Gaard, gik og skulede til sine Børn med et aarvaagent Blik, som om de virkelig tragtede ham efter Livet. –

En mørk, regnfuld Aften, en Maanedstid efter Sønnens Afrejse, kom Per Bonde stavrende med en Lygte i Haanden nede fra Stalden, hvor han som sædvanligt havde rumsteret længe 259 efter, at de andre var gaaet ind til Nadvergrøden. Han gik langsomt og tungt paa sine blikbeslaaede Træsko, hvis Klapren vakte en hul Genlyd i Hjørnerne af den indelukkede Gaardsplads. Udenfor Stuehuset slukkede han Lygten og steg derpaa ind i Bryggerset, hvor der var ganske mørkt. Kun to grønne Katteøjne lyste ham imøde inde under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; og lige ved Gulvet i den ene Væg saaes en tynd Lysstribe under Døren ind til Stuen, hvor Familjen var forsamlet.

Samtalen derinde var meget højrøstet men forstummede i samme Øjeblik, som Per Bondes Haand berørte Klinken. Den gamle Mand, der af den Grund straks anede Uraad, kom formelig til at skælve.

Henne i Armstolen ved Kakkelovnen sad Peter med fremadstrakte Ben og det halve af Armene begravet nede i Bukselommerne. En anden af Sønnerne, en opløben Knøs, stod op ad Væggen ved Døren, ganske glorød i Hovedet af bristefærdig Spænding, medens Sofie og Olufsine havde Plads paa Bænken bag den nederste Ende af det lange Bord under Vinduerne, hvor de sad og syede ved en lille Petroleumslampe. Den svagelige og forknytte Moder, der i det skjulte understøttede Børnene i deres Planer, var straks ved sin Mands Indtrædelse forsvundet ind i Sovekammeret ved Siden af, hvor hun gav sig noget at bestille i Mørket bag den halvaabne Dør.

Da Per Bonde havde hentet sin Hornske frem af Skuffen og faaet sig anbragt foran Mælkegrødsfadet ved den øverste, uoplyste Bordende, brød Peter den lange Tavshed ved midt under en lydelig Gaben og ligesom tilfældigt at henkaste:

"Nu har da Anders Hansen i Øster-Vraa lagt ner, Fa'er."

Da Faderen intet svarede, sagde Oiufsine:

"Er det ogsaa virkelig sandt?"

"Ja, det er sikkert nok – Søren skal ha'e Gaarden. Sejler-Ole fortalte, at de havde været i Staden idag hos Prokuratoren for at skrive Redelighed."

"Ja, saa er Maren lykkelig," sukkede Sofie; hun havde lagt sit Arbejde i Skødet og sad som sædvanlig og vuggede sig frem 260 og tilbage med Haanden for den indbundne Kind. "For saa skal de vel giftes."

"Det kan der vel ingen anden Mening være om. De skal ha'e Bryllup til Majdag."

"Til Majdag!" udbrød Olufsine. "Ja, det er da godt, at der er nogen, der kan være heldige … En anden kan gærne gaa og vente, til man bliver rentud en Gammelsidse, – saadan er det saa forskelligt her i Verden."

Faderen havde allerede lagt Skeen og saae sig om efter Avisen, bag hvilken han plejede at søge Dækning under Børnenes Angreb.

Saa spurgte igen Olufsine:

"Hvor gammel er han egentlig – Anders Hansen?"

"Anders Hansen," gentog Peter og saae op mod Loftet med et undertrykt Smil. "Aa, han er vel snart de treds."

"Ja, saa er det saamænd ogsaa paa Tiden, at han gav sig over," sagde Olufsine uforsagt.

Ved disse Ord samlede de andres Øjne sig ængsteligt paa Faderen; – og Moderen stak lydløst sit lille voksblege Ansigt ind fra Sovekammeret og saae hen paa Datteren for at mane hende til Forsigtighed.

Imidlertid havde Knøsen henne ved Døren samlet Mod. Efter at have skævet til Peter, der et Par Gange havde sendt ham opmuntrende Øjekast, sagde han:

"Hør, Fa'er … Er det ikke tooghalvfjers, du bli'er til Høsten?"

Et sammenknebet Øje belønnede ham henne fra Armstolen. Pigebørnene dukkede sig over deres Sytøj, og Moderens Hoved kom atter advarende tilsyne i Sovekammerdøren.

Men i det samme rejste Per Bonde sig og mumlede nogle Ord om, at han vistnok havde glemt at lukke Lodøren.

Han fik dog næppe Huen paa Hovedet, før Hunden ude i Gaarden begyndte at gø. Et Øjeblik efter blev Yderdøren ude i Bryggerset revet op, og en buldrende Mandsstemme sagde "God Aften" derude i Mørket for at hidkalde Folk. Den halvvoksne Søn, der stod ved Døren, lukkede denne op, og ind 261 skred en sværlemmet Skikkelse med et rødsprængt Ansigt, Skaftestøvler, Plydses-Kasket og Tobakspibe.

Det var en Gaardmand og Pranger inde fra Byen, hvor han – ikke uden Grund – gik under Navnet Øl-Sørensen.

Olufsine havde hastig rejst sig for at bortbære Mælkegrødsfadet, som hun ikke ønskede set af fremmede. Samtidig kom Moderen ind fra Sovekammeret og gjorde Undskyldninger for Stuens Udseende.

"Det skal du aldrig bryde dig om," afbrød Øl-Sørensen hende belevent. "Lidt Møg skal der nu en Gang til!"

Og da han derpaa var kommen til Sæde og som den Mand, der var fortrolig med det gode Selskabs Manerer og holdt af at vise det, havde udsendt en lille Straale Spyt fra den ene Mundvig uden at tage Piben væk, vedblev han, vendt mod Per Bonde: "Jeg kommer henne fra Bunkeby af, hvor jeg har hentet to Aarskvier hos ham Anton Hansen … du kender nok ham med de hvidmankede Bæster. Og da jeg nu kom hjem i Aftningen, saa hørte jeg, at du vil sælge din Gaard, Per."

Det var, som om den gamle Mand ved disse Ord havde faaet et Næveslag i Ansigtet.

"Hvad er det, jeg vil … si'er du?"

Ogsaa Pigebørnenes og Moderens Ansigter udtrykte den højeste Forbavselse. Derimod var Armstolen ved Kakkelovnen pludselig bleven tom. Straks, da den fremmede viste sig i Døren, var Peter sprungen op og havde bag hans Ryg listet sig ud af Stuen.

"Jeg hørte det, som sagt, lige som jeg kom hjem," fortsatte Øl-Sørensen uforstyrret. "Og vi kan jo ikke finde det andet end rimeligt. Det er jo netop, hvad vi allesammen har snakket om saadan mellem os selv, at du vel snart maatte tænke paa at skille dig af med Gaarden. Og nu er jo Priserne stigendes igen, saa det er jo kun fornuftigt af dig at tage Vare paa Lejligheden, som man siger. Se nu gik jeg straks herhen, fordi jeg har en reel Liebhaver til dig, Per. Du kan stole paa, at det er en, du kan være tjent med … ellers kunde det aldrig falde mig ind at komme til en Mand som dig med ham. Og han veed ogsaa 262 godt, hvad en Gaard som Kildegaarden er værd, kan du tro. For han er en lærd Mand og har studeret Landbovidenskaben derinde paa Universet i København –"

Men nu rejste Per Bonde sig til almindelig Forfærdelse og afskar ham brat Ordet. Hans Ansigt var graablegt og fordrejet; og med en Stemme, som Ophidselsen gjorde næsten ukendelig, fremhakkede han:

"Jeg har ikke haft Bud efter dig, Niels Sørensen … og du skal ikke blande dig i Sager, som ikke angaar dig. Jeg vil ikke sælge min Gaard … det har jeg aldrig sagt … Det er Løgn og Opspind, og jeg vil ikke snakke mere med dig, Niels Sørensen. Jeg vil ikke snakke derom … Forstaar du det, Niels Sørensen!"
 

I de nærmeste Dage efter denne Begivenhed hvilede der en dyb Fred over Kildegaarden. Peters mislykkede Rænkespil i Forbindelse med Per Bondes Opfarenhed havde et Øjeblik taget Modet fra de sammensvorne. Om det saa var den ellers saa uforknytte Olufsine, saa forrettede hun i nogle Dage uden Kny sit Arbejde i Bryggers og Mejeri, og Peter var lutter smilende Tjenstivrighed, saalænge Faderen var tilstede.

Imidlertid kom der Brev fra Ole i Amerika. Brevet var skrevet til Moderen og fortalte vidt og bredt om alle hans Oplevelser. Han havde haft en god Overrejse, havde set Hvaler, Isbjærge og mange andre mærkelige Ting, som han beskrev i Skildringer, der gjorde et dybt Indtryk paa dem alle. I de første Dage i New-York havde det knebet lidt med Sproget og Pengene; men nu havde han faaet en vellønnet Plads som Pakhuskarl og var fuld af Henrykkelse over den nye Verdens Herligheder.

Dette Brev bidrog i Begyndelsen yderligere til den fredelige Stemning i Kildegaarden, og Per Bonde begyndte allerede at glæde sig i den Tro, at han virkelig havde faaet Uvejret til at drive over for denne Gang.

Men en Morgen, da han kom over i Stalden for at sætte Folkene i Arbejde, kunde han ikke finde Peter; og da han tilsidst 263 forhørte sig hos Smaadrengene, der var beskæftigede med Mugningen, svarede de forfjamskede, at Peter vist var gaaet til Byen "for at tale med nogen". Hele Formiddagen var Sønnen borte. Hans Heste stod i Stalden og var ikke engang striglede. Da Per Bonde ved Middagstid kom ind i Stuen, sad hans Kone ved Kakkelovnen og storhulkede i sit Forklæde.

"Hvad er her paafærde?" spurgte han med en Bryskhed, der skulde skjule hans Angst.

"Det behøver du vel ikke at spørge om," sagde hun uden at tage Forklædet fra Øjnene. "Du veed jo vel nok, at Peter vil rejse over til Ole i Amerika."

Per Bonde følte med eet sit Legeme stivne helt nede i Træskoene. Det sortnede for hans Øjne. Han kunde ikke mæle et Ord.

Alt andet havde han været fattet paa. Alt andet havde han skullet bære. Men at ogsaa Peter forlod ham … hans Stolthed, hans Øjesten …

Da kom han til at huske paa den Øltapperforretning, som Peter i sin Tid havde snakket om … og der tændtes et Haab for ham.

Allerede den næste Dag kørte han ind til Prokurator Lønborg.
 

Han gav det ogsaa denne Gang Udseende af, at han skulde ind for at handle, og tog derfor et Par Tønder Sæd med sig i Vognen. Paa Vejen mødte han Øl-Sørensen, der kom kørende inde fra Staden med sine store Knapstruppere og sit højhjulede Proprietærkøretøj.

"Naa, godt Ord igen, Per!" raabte den tykke Pranger og ho'dt Hestene an; men Per Bonde lod, som om han hverken kendte ham eller hans Heste, og rullede videre uden at standse.

Da han en Timestid efter kom ind hos Prokurator Lønborg, forlod denne ikke straks – saaledes som sidst – sine Papirer men fortsatte et Øjeblik sine Skriverier. Og da han endelig rejste sig og gik hen imod ham, var det med en næsten højtidelig 264 Alvorsfuldhed, at han rakte ham Haanden og bad ham tage Plads.

"Jeg havde virkelig nær ikke kendt Dem igen," sagde han. "Har De været syg … Det forekommer mig, at De har forandret Dem, siden vi sidst saaes. De ser daarlig ud."

Prokuratorens Ord gjorde et dybt Indtryk paa Per Bonde. Han følte en inderlig Medlidenhed med sig selv men rystede dog benægtende paa Hovedet, mens han mumlede nogle uforstaaelige Ord.

"Værsgo', tag Plads!" gentog Prokuratoren og satte sig selv i sin Armstol foran Skrivebordet med Hænderne foldede over Brystet og korslagte Ben.

Der hengik en Stund i Tavshed.

"Som Prokuratoren jo nok erindrer" – fremstammede omsider Per Bonde, mens hans Læber endnu bævede af Sindsbevægelse – "saa fik jeg forgangen otte hundrede Kroner –"

Prokurator Lønborg nikkede blot.

"Nu var det jo, jeg gerne vilde spørge Prokuratoren, om De alligevel ikke kunde skaffe mig en Prioritet."

"Hvor stor en Sum tænker De at andrage om?" spurgte Hr. Lønborg ganske forretningsmæssigt.

"Seks tusinde Kroner " sagde Per Bonde. Han havde egentlig tænkt at sige otte tusinde Kroner for at kunne have noget i Behold til at møde fremtidige Krav med, – men Prokuratorens Tone ombestemte ham.

"Seks tusinde Kroner lagt til de otte hundrede er seks tusinde otte hundrede Kroner, en ikke ubetydelig Sum … Ja, misforstaa mig ikke," vedblev Hr. Lønborg, da Per Bonde ved disse Ord saae op med en Studsen. "Jeg mener selvfølgelig ikke, at jeg ikke med Lethed vil kunne skaffe Dem denne Sum. Selv det dobbelte Beløb vilde ikke særdeles forskrække mig, skønt Kreditforeningerne er bleven forsigtige nu paa Grund af de sidste Tiders svære Tab paa Landejendomme … Der er derimod et andet Forhold, som jeg gærne vilde have Lov til at berøre for Dem, inden vi gaar videre. Vi taler jo her sammen i Fortrolighed, og jeg haaber ikke, at De vil tage mig 265 mine Ord fortrydeligt op eller misforstaa min Hensigt med dem. Som De vistnok erindrer, omtalte De, da jeg for nogen Tid siden skaffede Dem det ubetydelige Banklaan paa otte hundrede Kroner, at De agtede at anvende dette Beløb til Forbedring af Deres Mejeri, ikke sandt? Kort efter afrejste imidlertid – efter hvad der er mig fortalt – den ene af Deres Sønner til Amerika, og jeg tager vist ikke fejl, naar jeg formoder, at det var til dette Øjemed, den lille Sum var bestemt. Det hele er naturligvis en Ubetydelighed. Og dog skal jeg ikke nægte, at det forundrede mig noget. Naturligvis skylder De ikke mig Regnskab … men jeg føler det dog som min Pligt for en anden Gangs Skyld at sige Dem, at Landbosparekassen udtrykkelig gør en Forskel paa Sikkerhedsstillelsen for Driftslaan og et almindeligt Laan, der naturligvis altid er noget vanskeligere at erholde."

Per Bonde var bleven blodrød og løftede ikke Øjnene fra Gulvet. Han havde intet at svare hertil.

"Jeg beder Dem, som sagt, ikke at blive vred," vedblev Prokuratoren, medens hans Øjne aarvaagent vogtede paa den gamle Mand. "Paa en Maade kommer Sagen jo slet ikke mig ved. Jeg nævner den da egentlig ogsaa kun, fordi jeg netop i Dag har hørt, at ogsaa Deres ældste Søn tænker paa at udvandre i den nærmeste Fremtid."

Der gik et Ryk gennem Per Bonde. Vidste han ogsaa det?

"Jeg tager vel altsaa heller ikke fejl, naar jeg formoder, at de seks tusinde Kroner, De nu ønsker at optage, staar i Forbindelse med Deres Søns Udvandring?"

"Det er til et Øltapperi," fremmumlede Per Bonde med Besvær.

"Hvordan? Et Øltapperi! … Aah! Til Deres Søn maaske?"

"Ja."

"Naa, saa rejser han maaske alligevel ikke til Amerika?"

"Nej – det troer jeg ikke."

Prokurator Lønborg nikkede, lagde Armene overkors paa 266 Brystet og gjorde en lang Pavse. Han havde nu ført Samtalen derhen, hvor han ønskede den.

"Sig mig, Per Bonde," sagde han endelig, "har De ogsaa ret overvejet denne Sag? Naar De saaledes tilfredsstiller et enkelt af Deres Børns Krav, vil de andre rimeligvis snart fremkomme med deres Fordringer; og hvad De tilstaar den ene, kan De dog vanskeligt nægte den anden. Men hvorlænge vil De kunne blive ved dermed? Ja undskyld … misforstaa mig endelig ikke … det er ikke min Hensigt at være paatrængende. Jeg spørger kun, fordi jeg netop i Øjeblikket har en ualmindelig paalidelig Liebhaver til Deres Gaard … det er iøvrigt den samme, som Proprietær Sørensen for nogen Tid siden talte til Dem om, og som ogsaa Deres Søn oprindeligt havde indledet Forbindelse med."

Per Bonde saae op.

"Min Søn?"

"Ja, Deres ældste Søn – ham, der tænkte paa at rejse til Amerika."

"Min ældste Søn?"

"Han havde vistnok i det hele ladet forskellige Folk forstaa, at De ikke skulde være utilbøjelig til at sælge nu. Men det beroede jo paa en Misforstaaelse, efter hvad vi senere fik at vide."

Det begyndte at løbe rundt for Per Bonde; han følte sig som et omringet Vildt, der er løbet lige i den opstillede Snare. At Prokuratoren vilde have ham til at sælge, for at han selv kunde faa des større Salarium, og at heller ikke Øl-Sørensens Interesse for Salget af hans Gaard var blottet for Egennytte, derom havde han aldrig tvivlet, og derfor beredte Hr. Lønborgs Tilstaaelse af at være i Ledtog med den anden ham heller ingen Overraskelse. Men at det var hans egen Søn – hans Peter! – der havde hidset disse to Blodhunde paa ham, og at hans Kone og de andre Børn maaske alle havde været Medvidere i dette Forræderi … det var mere, end hans Tanker paa een Gang kunde bære.

Pludselig rejste han sig og bad kort – med noget af sin fordums 267 Selvejermyndighed – Prokuratoren gøre, som han havde sagt – "omend det ikke haster", tilføjede han betydningsfuldt ved Afskeden. Men da han lidt efter sad paa sin Vogn i Købmandsgaarden og tog Tømmerne af Gaardskarlens Haand, blev han atter saa bevæget, at Taarerne traadte ham i Øjnene. Ganske sammensunken kørte han ud af Byen. Han følte, at hans Modstandskraft var brudt … det var forbi.

Allerede otte Dage derefter blev Kildegaarden med Besætning og Avlsredskaber solgt til Landbrugskandidat F. v. Frandsen af København mod Købesummens fulde Udbetaling.
 

Der var gaaet tre Aar.

Per Bonde boede i et lille Hus i Byens Udkant sammen med sin Kone og de to yngste Børn. Den øvrige Del af Familjen var bleven spredt omkring i Verden, saaledes som den havde ønsket det. Peter havde faaet sin Øltapperforretning inde i Hovedstaden og viste sig hver Pinsedag med stor Glans i sin Fødeby, for hver Gang mere tyk og fornøjet. Olufsine var bleven gift med sin Skolelærer, hvem hun straks i det første Aar skænkede et Par fuldvægtige Tvillinger. Ja, selv den skutryggede Sofie havde faaet sig en Mand, en ældre Enkemand, der paa Grund af de sidste daarlige Høstaar havde været nødt til at gifte sig igen for at undgaa Eksekution.

Men skønt Per Bonde saaledes bestandig saae det bedste Resultat af sin Eftergivenhed, var hans Sind ikke bleven formildet. Tværtimod. Det var, som om al den Forbitrelse, han de sidste Aar i Stilhed havde maattet bide i sig, nu gav sig Luft. Han hadede sine Børn. Naar nogen af dem kom rejsende dertil i Besøg, var det knap nok, at han viste sig i Stuen; Peter vilde han endog slet ikke se.

Han var i Løbet af kort Tid bleven en Olding at se paa. Hans Haar var kridhvidt, hans Ryg kroget; og naar han bevægede sig udenfor Huset, maatte han støtte sig til en Kæp, – saa det var let at skønne, at han ikke kunde have langt tilbage.

Endnu havde han dog Kræfter til hver eneste Dag at stavre 268 hen til et Dige, hvorfra han kunde se ud over alle Kildegaardsjorderne. Ofte sad han der i Timevis med begge de rystende Hænder ovenpaa sin Stav og fulgte Plovspandenes Færden op og ned ad de kendte Agre. Han vidste Besked med ethvert Arbejde, der blev gjort paa Gaarden … men saasaare han fik Øje paa den nye Ejer, naar denne kom spadserende over Markerne i lange Ridestøvler og fulgt af sine Hunde, vendte han sig om og vendte mumlende og spyttende tilbage langsmed Diget.

Undertiden kunde han komme hjem i grædefærdig Ophidselse, fordi han paastod, at den nye Ejer drev Rovdrift paa Gaarden, udpinte Markerne og skændede Besætningen.

"Han udperker Jorden!" kunde han blive ved at fremhakke, mens han gik frem og tilbage i Stuen og stødte sin Kæp mod Gulvet. Og altid løb hans Vrede ud i frygtelige Forbandelser over Børnene og især Peter, der havde "smidt ham paa Gaden".

Der var Dage, hvor han hverken vilde spise eller drikke; og der var Dage, hvor han sad i sin Armstol og græd, "fordi han var saa fattig". Og altid talte han om de Heste og Køer, han havde haft, og som han aabenbart ventede at gense i det hinsidige.

Han havde ikke længer Samling paa sine Tanker; mangen Gang kendte han næppe nok sine Omgivelser. Saa forbarmede Døden sig endelig over ham, og han blev givet tilbage til den Jord, hvoraf han var runden.

 
['1] < Ejedommen tilbage
['2] < mennesky tilbage
['3] < Betydning (anførselstegn mangler.) tilbage