Knokkelmanden
194 Ude i Øst bag en lang, sammensunken Voldgrøft, der dannede Grænsen mellem Overdrevet og de egentlige Bymarker, laa et pynteligt lille Boelsted med grønne Vinduesrammer, Vinløv om Gavlen og Bikuber langs Havehegnet.
Ensomt og trist laa det paa de stenede Jorder, der skraanede imod Fjordindløbet.
Men i den lille Have foran Huset stod om Sommeren et pragtfuldt Flor af fine og sjældne Blomster. Navnlig i Avgust, naar Rankerne og Slyngplanterne havde skudt sig højt op paa Straataget, og naar Frugterne paa de bugnefulde Dværgtræer begyndte at modnes mellem Løvet, saae det lille Hus helt eventyragtig ud der midt i de øde Stenmarker – en tusendfarvet Blomsterkurv, der blandede sin Vellugt med Havets bittersalte Aande.
Det var rent ud forbavsende, hvad der var bleven frembragt og opelsket paa denne lille Plet. I de lyse Sommeraftener, naar Solen var ved at gaa ned, drev gerne en og anden af Byens Folk op over Øster-Stien med sin Pibe eller Strikkestrømpe for fra Grusbakkerne at fryde sig ved Synet af den fremtryllede Rigdom.
"Boelfolkets Paradis" kaldtes tilsidst Huset Mand og Mand imellem; ja mange var ikke langt fra virkelig at tro, at der hvilede en særegen Guds Velsignelse over det.
Boelsfolket selv kendte derimod ingen noget til.
For otte Aar siden var de kommen til Egnen fra Landet hinsides Fjorden med to rødmalede Kister, en Spinderok og en 195 Ægtesengs Klæder; og de havde i al denne Tid holdt sig tilbage fra al selskabelig Omgang med Egnens Folk.
Fra Morgen til Aften kunde man se dem gaa uforstyrrelige i deres Arbejde ude paa Marken bag deres hvide, langskæggede Hors eller i Haven med Gartnerkniv og Spade. Men ikke ved nogen Lejlighed havde de blandet sig med Befolkningen, skønt denne oftere havde givet dem en Anledning.
Selv i Kirken, hvor de regelmæssigt mødte til Aarets tre store Højtider for at ofre, satte de sig sammen i en af de bageste Stole; og saa saare Degnen havde sagt det sidste Ord af Fadervor, rejste de sig og var alt langt paa Vej ud over Grusbakkerne, før det øvrige Kirkefolk naaede frem gennem Portalen.
Han var en lille, sammensunken og forslæbt Skikkelse med denne altfor store Højre-Skulder og den i det hele lidt skæve Figur, som er fælles for Folk, hvis Liv har været en eneste Trældom. Udtrykket i hans store, blakkede, troskyldige Øjne tydede paa en noget skrøbelig Forstand; og i Virkeligheden maatte ogsaa Konen bestandig træde til, naar noget alvorligt eller indviklet skulde afgøres. Hun var et stort og sundt Bondefruentimmer af den Art, som nu er ved at dø ud. Man vilde vide, at det i sin Tid skulde have holdt haardt for dem at komme sammen; og man begreb, at det var derfor, de nu knyttede sig saa uadskilleligt til hinanden.
De var oprindelig et Par forladte, af det offentlige udsatte Børn, der først i en billig Sognepleje, senere – skilte fra hinanden, men begge besjælede af samme Tanke og stræbende mod samme Maal – i kummerlige Tjenester omkring paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var … indtil de efter næsten tyve Aars selvfornægtende Slid og den møjsommeligste Sammensparen var naaet saa vidt, at de kunde bestride "Redelighed" og den første lille Udbetaling for det Sted, de siden havde besiddet.
Men den Gang var Huset en sand Elendighedens Hule, og Haven en Stendynge, og Markerne lutter Kvikrødder. Nu – efter næppe otte Aars Forløb – var ikke alene hele Købesummen 196 fuldt udbetalt og Jord og hele Pladsen tifold forbedret, men inde i Byen vilde man endog mene, at de lykkelige Mennesker sidste Terminsdag havde kunnet gøre et lille Indskud i Sparebanken.
Men ikke heller dette var naaet uden de utroligste Selvopofrelser.
Hver Dag i alle disse Aar var gaaet hen i en slidfuld Stræben for Opnaaelsen af det Maal, der havde været deres Ungdomsdags store, fælles Drøm: en Gang at blive frie Folk paa fri Jord. Deres lave, grønmalede Dør havde været den første, der aabnede sig før Daggry, den sidste, der lukkede sig for Natten. I Middagstimen, naar andre sov, i Regn og Storm, altid var de paa Færde, brød Sten, satte Gærder, puslede deres Blomster eller røgtede Bistaderne. Selv midt i den mørkeste og strengeste Vintertid kunde Folk, der kørte hjem fra Gildelag, allerede Klokken fire om Morgenen se det røde Lysskær fra deres Vinduer henover Sneen.
Derinde sad de i den lille lave Stue og gjorde sig Tiden nyttig, indtil det dagedes. Ane spandt paa Rok eller kartede. Simon bandt Sivmaatter eller snittede Træskeer. Og om Aftenen, naar den korte Dag var til Ende, tog de stilfærdigt fat igen og læste tilsidst ved det tynde Lys et halvt Kapitel i Testamentet, førend de søgte Hvile i Alkoven.
Ude i Haven var hver Tomme Jord taget under den kyndigste og omhyggeligste Behandling. Her vrimlede det af smaa, pudsige Indretninger, som Simon med et mekanisk Snille, der ikke er ualmindeligt hos Folk af svag Forstand, havde sat sammen for at skærme Smaatræer for Blæsten eller skræmme Fuglene fra et Bær eller skaffe Sol paa en Blomst.
Men alt – Sivmaatter, Træskeer, Honning, Blomster og Frugter lige til det mindste Bær blev samvittighedsfuldt sanket sammen og hver Lørdag af Ane skillinget ud paa Torvet i den nærmeste Købstad for at øge Tyngden af den røde, hæklede Pung, der laa gemt i Sengehalmen.
I seks Aar levede de uden Børn.
197 Men i det syvende fødte Ane en Datter, som de nævnte op efter Dagen og kaldte Eulalia.
De havde netop paa denne Tid faaet samlet sammen til den sidste Afbetaling af Gælden paa deres Hus. Den lykkelige Dag, de saa længe havde drømt om, var forhaanden. I en tidlig Morgentime hen paa Sommeren gik Simon ind til Staden med de to hundrede Kroner forsvarligt indsyede i sin Vadmelsfrakkes rummelige Inderlomme.
Ud paa Eftermiddagen kom han tilbage og betydede Ane med et Nik og et Smil, at nu var det sket. Ane havde dækket Bord med stegt Sild og Surkaal for at gøre Dagen lidt festlig; men ingen af dem havde rigtig Appetit, og de talte kun lidt.
Efter Maaltidet gik de ud over Marken, saae til den dræende Rug, til Koen paa Kløveren og Faarene paa Bakken. Polle, den langskæggede Hest, stod der ogsaa; og Ane tog et Stykke Brød op af sin Lomme og stak det til den.
Alt omkring dem stod saa frodigt, saa lykkespaaende og talte til dem om en overvunden Strid, et nyt Liv, en rig Naade, som de nu slet ikke syntes at have fortjent.
Om Aftenen satte de sig sammen paa en Bænk, som Simon i Anledning af det nye Liv, de nu skulde til at føre, havde sammentømret og anbragt udenfor Døren. Her stoppede han en ny Træpibe, som han om Formiddagen havde købt i Staden; og idet han forsigtig pustede Røgen fra sig, betragtede han opmærksomt de lavt hensvævende Tobaksskyer, saaledes som han vidste, det hørte sig til for Folk, der nød Tilværelsen.
Undertiden saae de paa hinanden og smilte. Ane havde plukket nogle Stikkelsbær, som hun sad med i sit Forklæde og nu og da spiste af, i det hun tvang sig til ikke at bryde sig om, hvad de kunde være gjort til i Penge paa Torvet i Købstaden. Simon lettede nu og da sit Hjerte ved et tankefuldt:
"Naa, ja ja … her sitter vi, Ane!"
Efterhaanden fik de dog Tungen paa Gled. Tilsidst begyndte endog Ane i Kaadhed at kaste Stikkelsbærskaller i Hovedet paa Simon. En Stund sad han og tog imod dem med sveden Rolighed; men snart begyndte han at give hende Svar ved sindigt 198 at pirke hende i Siden med Pibespidsen. Hun slog ham over Haanden og kaldte ham en rigtig Somikkel. Men da greb han hende pludselig om begge Haandleddene og vilde vælte hende bagover. Hun værgede sig tappert og sparkede fra sig med Træskoene.
Dette morede dem. Den Slags Spøg havde de aldrig før givet sig Stunder til. Og da Solen helt var under, og de var krøben op i Alkoven, favnedes de saa varmt og eftertrykkeligt, som om de for anden Gang havde fundet hinanden i en ny og lykkeligere Ungdom.
Det var en af deres mange Bestemmelser, at de fra denne Dag vilde ligge en Time længere i Sengen om Morgenen; men foreløbigt havde de al for megen Uro i Blodet hertil, og i det hele skete der ikke store Forandringer i deres Livs daglige Gang.
De anskaffede sig et rødmalet Klædeskab og en Seng til Eulalia, og Simon fik en ny Hat, hvortil han højlig trængte. Ogsaa blev det stampede Lergulv i Stuen brudt op og erstattet af et Bræddegulv, og istedetfor de sædvanlige Kartofler med Meldyppe fik de nu oftere Sulevælling, Ærtegrød med Mælk, Stegeflæsk eller endog Klipfisk med smeltet Smør. Men ellers forblev alt ved det gamle, og nede i Sengehalmen gjorde den røde Pung sig allerede tyk af det første lille Indskud til Sparebanken.
Saaledes gik et Aar.
Da kom det Ane for, at hun atter var begyndt at bære. Men efterhaanden som Tiden led, viste det sig til hendes Forundring, at hun maatte have taget fejl.
Denne Opdagelse, som hun forhen vilde have følt som en Befrielse, blev hende nu en Skuffelse. Nu, da de havde stridt sig frem, ønskede hun sig en Børneflok, der kunde dele Lykken med dem.
Men ud paa Høsten følte hun sig paa een Gang mindre vel; og en Dag, da hun stod paa Læsset og lagde Slodhalm, trykkede hun pludselig Haanden ind i Siden, idet hun undertrykte et lille Skrig.
199 "Vent lidt," sagde hun ned til Simon, der stod under og stak op.
"Hva' ska'r?" spurgte han og sænkede Tyven.
Men Smerterne overvældede hende, hun maatte sætte sig i Læsset.
"Herre Jøsses! … Hva' er der, Ane?"
"Jeg veed ikke … det er i Maven."
"Naa–aa," sagde Simon beroliget. "Du maa ta' dig et Par Peberkorn til Midaftensmaden, saa linder'et vel."
Da Ane kom hjem, tog hun tretten store Peberkorn i et halvt Glas Brændevin. Om Natten laa hun med sin Uldklokke over Maven, og yderligere havde hun i Smug lagt en flækket Ært i et nygnavet Musehul … saa det behøver ikke at fortælles, at hun kom sig.
Men helt rask blev hun alligevel ikke. Hele Efteraaret gik hun og smaaskrantede og frøs, og det skønt hun to Gange daglig gned sig over Lænderne med Uld, drak blodrensende Te hver Morgen og Aften og i det hele samvittighedsfuldt efterkom alle Distriktslægens Forskrifter – lige til at underskrive de danske Kvinders Kanonadresse.
Den gamle, spøgefulde Herre, der gerne kom fra en Middag eller Jagtfrokost paa en af Herregaardene, vidste ikke synderlig Besked og slog derfor det hele hen.
Men det blev alligevel slet ikke bedre. Bedst som hun stod ved Kærnen eller Gruen, kunde Smerterne komme som et Sting tværs igennem hende, saa hun ikke kunde holde sig oprejst.
En gammel Kone fra Byen, der undertiden kom og købte Grøntsager hos dem, gav hende det Raad at hugge Hovedet af en liggegal Høne og drikke Blodet varmt, mens hun endnu var fastende. Ane prøvede det, men det hjalp ikke noget.
En anden Kone, som havde hørt om hendes Tilstand, opsøgte hende en Dag ude i Marken og betroede hende en hel Række Midler, der alle skulde være ufejlbarlige. Blandt andet skulde hun ved næste Næ, uden at nogen saae det, lade sit Vand paa et Stykke Flæskesvær og hænge dette op i Skorstenen indtil Nyet. Derpaa skulde hun grave det ned paa et Sted, hvor hun 200 ellers aldrig kom, og tre Gange raabe sit Navn, inden hun forlod det. Allerbedst var det dog at stikke en Pilekvist ind under Taget og hver Nat gaa ud i bart Linned og svinge den over sit Hoved.
Ane forsøgte sig samvittighedsfuldt med det altsammen, men det viste sig lige resultatløst.
Da overtalte den samme Kone hende til at prøve en klog Mand, der boede i Nabosognet og havde hjulpet mange baade for Skæver og Modersot og faldende Syge og det, som endnu værre var. Ane vægrede sig i Begyndelsen; men en Søndag, da Vejret var godt, kørte hun og Simon derover og fandt let Mandens Hus, hvor en hel Række Vogne ventede udenfor Døren. Hun blev signet og maalt, og tilsidst gav Manden hende en Krukke med Englefedt, som hun skulde smøre sig med over Maven. Straks syntes hun, det hjalp godt, men ikke længe efter var det omtrent det gamle igen.
Saa slog hun sig tiltaals med dette Resultat, indtil Julen var ovre og det nye Aar gik ind.
Det var den Vinter en streng Frost. Over Fjorden laa et fast Isdække, og Simon besluttede at benytte denne nemme Lejlighed til at komme ind til Hovedstaden med et Læs Sivmaatter og Riskoste, som han i Vinterens Løb havde bundet, og som han derinde kunde faa fordelagtigere afsat end paa Torvet i Staden. I samme Skynding kunde da Ane raadspørge en Professor, om hvem de havde hørt Tale, og faa ordentlig Besked paa Tingene, saa hun igen kunde blive rask og frisk, inden Klagen gik af Jorden, og Vaararbejdet skulde begynde.
En Nat Klokken tre kørte de i Maaneskin over den islagte Fjord og drog de fire Mil ind til København.
De havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være Tale om virkelig Fare. Naar de havde ymtet noget i den Retning for Distriktslægen, havde han altid paa sin spøgefulde Maade svaret:
"Kære Venner! Hvad er farligt? Man kan dø af et Knappenaalsstik og leve med et Sabelhug. Altsaa, kære Venner, – Godmorgen!"
201 Men da de nu stod i den berømte Professors store Venteværelse og saae al den Nød og Elendighed, der her sad bænket langs Væggene eller listede med vaklende Trin over Gulvet, betoges de pludselig af Angst. Den uhyggelige Stilhed i det høje Rum, de blege, forpinte Ansigter, Luften, der var mættet med Karbol som paa et Hospital – alt talte paa een Gang til dem om Død og Opløsning.
De havde trukket sig tilbage til en Krog, hvor de stod tavse og holdt hinanden i Haanden; – og hver Gang Døren til Professorens Stue aabnedes og en bleg Skygge gled ud eller ind, mødtes deres Blikke. Da deres Nummer endelig blev raabt op af Tjeneren, og de stod foran Døren ifærd med at gaa ind, greb Ane pludselig angstfuld om Simons Arm som for at holde ham tilbage.
"Værs'god! – træd ind – og luk Døren!" raabte Professoren, en lille ilter Mand, der stod midt paa Tæppet og pudsede et lille Instrument med sit Lommetørklæde.
"De fejler?" spurgte han, saasnart Døren var bleven lukket efter dem, idet han under sine mørke, buskede Bryn kastede et hurtigt undersøgende Blik hen paa dem.
Da Simon efter Ævne havde forklaret ham Aarsagen til deres "Besøg", puttede Professoren, der hidtil ikke havde forandret Stilling, resolut Lommetørklædet i Baglommen og viste med en Haandbevægelse hen imod et lille Værelse i Baggrunden, idet han kort bad Patienten gaa derind og klæde sig af.
"Jeg skal da straks være hos Dem," tilføjede han og gav det blanke lille Instrument et sidste Strøg med Pegefingeren, inden han satte det i et Etui paa Bordet.
Ane saae forfærdet paa Simon; hun var bleven blodrød. Men da Simon efter nogen Vaklen nikkede, gik hun med løftet Hoved over Gulvet og forsvandt ind ad Døren.
Professoren gav sig til at blade i nogle Blanketter, paa hvilke han nu og da gjorde en Optegnelse. Da han efter nogle Minutters Forløb tog et Par Briller paa og udenvidere gik ind til Ane og lukkede Døren efter sig, foer der et Stød gennem Simon.
202 Han greb med Haanden om en Stoleryg og lyttede aandeløs. Op fra Gaden steg der Lyd af Fodtrin og Vogne blandet med Sælgekoners skingre Stemmer. Men derinde var alt stille. Kun syntes han af og til at høre en Raslen af Instrumenter.
Hans Ben blev saa underlig tunge. En kold Sved piblede frem paa hans Pande. Da han tilsidst virkelig hørte et lille Skrig derinde fra, begyndte Stuen med Skilderier, Bøger, Tæpper og Vinduer at løbe rundt for hans Øjne, og han maatte sætte sig paa Stolen for ikke at falde.
Endelig viste Professoren sig.
Tilsyneladende uden at lægge Mærke til Simon, der straks havde rejst sig, gik han hen for at vaske sine Hænder bag et Forhæng i en Krog af Stuen. Men idet han derpaa, tørrende sig i Haandklædet, gav sig til at gaa frem og tilbage over Gulvet, saae han hastigt hen paa ham under de sænkede Bryn.
Simon turde ikke spørge. Han stod og lod sine Fingre glide gennem det vaade Haar, mens Blikket flakkede raadvildt omkring i Stuen.
Omsider kom Ane. Hun var blaableg som et Lig, Tænderne klaprede i Munden paa hende, og hun undveg hans Øjne.
Simon vaklede et Skridt frem med Haanden i den indvendige Brystlomme.
"Hvor … meget … ?" stammede han.
"Otte Kroner," svarede Professoren henne fra Vinduesfordybningen – med en Stemme, der intet lod ane om det medlidende Blik, hvormed han fra Siden betragtede dem, mens han lod, som om han pudsede sine Negle.
Simon famlede med sine tykke Fingre i Tegnebogen og talte Pengene op.
"Ifald De har daarligt Raad, koster det intet," sagde Doktoren meget stille.
Men Simon rystede paa Hovedet, og de gik.
"Den næste!" raabte Professoren og stillede sig atter ud paa Gulvtæppet for at tage imod.
… Nede paa Gaden stod Polle, den langskæggede, og ventede med Køretøjet, der straks skulde føre Simon og Ane hjem. 203 De steg tavse til Sæde, og først da de var kommen langt udenfor Byen, fik Simon Mod til at tale.
"Det er vel ikke rigtig godt?" spurgte han uden at se paa hende.
"Nej."
Han daskede lidt paa Hesten.
"Det er kanske helt skidt?"
"Ja."
Skønt han havde ventet Svarene, gik der efter ethvert af dem et nyt Stød igennem ham. Hans tykke Læber skælvede, og han vovede ikke at fritte mere.
Men da de kom saa langt frem, at de over Fjorden kunde se Boelstedets grønne Vinduesrammer og Bistaderne langs Havehegnet, faldt Ane i Graad. Og da de naaede Hjemmet, og den fremmede Kone, der havde passet Eulalia under Fraværelsen, traadte ud med Barnet paa sine Arme, tog hun dette ind til sig med en Tavshed, der fortalte Simon alt. –
Det var Døden.
Langsomt men sikkert vilde den nærme sig og uden Skaansel tage hende med sig over i det store Mørke ….
I de første Par Timer efter Hjemkomsten gik de begge sanseløse omkring, bedøvede af Slaget. Men da den fremmede Kone var gaaet, og Eulalia bragt i Seng, satte de sig ved Bordet for at tale roligt om Sagen.
Ane genfortalte nøjagtigt, hvad Professoren havde forklaret hende angaaende Sygdommens sandsynlige Aarsag og Begyndelse. Om dens videre Forløb og navnlig om dens Farlighed havde han først intet bestemt villet sige; men da hun trængte ind paa ham og begærede fuld og klar Besked, havde han tilsidst erklæret, at hun ikke maatte gøre sig noget stort Haab om Helbredelse: allerede efter faa Maaneders Forløb vilde hendes Tilstand efter al Sandsynlighed blive uudholdelig. Han havde tilføjet, at hun da skulde lægge sig ind til Operation paa Amtets Sygehus; men paa hendes fornyede Begæring om 204 at faa den fulde Sandhed at vide havde han ladet forstaa, at Resultatet efter hans Anskuelse næppe var tvivlsomt.
Da Ane saaledes havde faaet lettet sit Hjerte, fandt hun mere Ro; og i Løbet af et Par Dage genvandt hun næsten helt sin vante Fatning.
Blot kom der over hende en stundesløs Travlhed. Tidlig og silde gik hun rundt i Huset, i Kælderen og paa Loftet, endskønt hun allerede havde lidt Besvær med at bevæge sig. Der var saa mange Ting at udrette, saa meget at indhente, om hun skulde naa at efterlade alt, saaledes som hun ønskede det. Hun undte sig tilsidst næppe Søvn men sad langt ud paa Natten og eftersaae Simons og Eulalias Klæder, bødede deres Linned, optalte sit eget Tøj og samlede det Stykke for Stykke nede i Skuffer og Kister, for at alt kunde ligge tilrede og enhver finde sit, naar hun ikke mere var hos dem.
Imidlertid gik det i et og alt saaledes, som Professoren havde forudsagt.
Uden egentlige Smerter følte Ane sin Tilstand, som om der et Sted inden i hende laa en tung Klump Bly, der for hver Dag voksede. Hendes Mave svulmede op som paa en frugtsommelig, og Knæene blev ømme og svigtende.
Men aldrig kom der en Klage over hendes Læber. Da hun først var bleven fortrolig med Tanken om at skulle dø, fandt hun sig deri som i en Ting, der nu en Gang var saaledes bestemt og ikke kunde blive anderledes.
En Dag, da hun, lokket af den første Foraarssol, havde vovet sig alene ud i Haven og saae de brune Knopper og grønnende Skud, hvis Flor hun aldrig mere skulde glæde sig ved, løb dog hendes store Øjne over, og hun satte sig paa den Bænk, som Simon havde sammentømret, og faldt i heftig Graad.
Tilsidst svandt hendes Kræfter med rivende Hast. Hun blev ganske sammenbøjet, saadan som gamle Folk, Ansigtet gustent og Benene saa tykke og svage, at hun kun med Nød og næppe kunde slæbe sig frem, naar hun støttede sig til Væggene. Men lige til det sidste ordnede hun med egen Haand alt i Køkken 205 og Stue uden at ville tillade fremmed Hjælp, saa længe hun endnu var i Huset.
Endelig, en Aften i Maj efter en slidfuld Dag, sank hun tungt ned paa Stolen ved Kakkelovnen, trykkede Haanden ind i Siden og sagde stille:
"Nu – Simon …. nu tror jeg, at jeg maa lægge ner."
De talte lidt sammen derom; hvorpaa Simon rejste sig og gik ud i Stalden for at ordne alt til Afrejsen den næste Morgen.
Om Natten laa de tavse og holdt hinanden i Haanden. De havde talt ud om alt. De var bleven enige om en Kone fra Byen, som skulde være hendes Stedfortræder i Huset, og Ane havde sagt ham, hvor alting var at finde, og hvorledes de i et og alt skulde forholde sig.
Hen paa Morgenen vendte hun Ansigtet om mod ham og kaldte hviskende.
"Simon … sover Du?"
"Nej – Ane!"
"Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser … de nye, Du veed … de ligger ovenpaa Lagnerne i Dragkisten … de maa ikke vaskes i Sodalud – at Du husker det."
"Det skal jeg nok, Ane!"
Ved Middagstid havde Simon Vognen forspændt. Den fremmede Kone var kommen; hun gav sig straks til moderlig at kæle for Eulalia, som stod i en Krog og surmulede med Fingren i Munden, fortrydelig over ikke at maatte komme med.
Ane sad fuldt rejseklædt paa en Stol i Stuen. Hun var rolig og fattet. Først da hun skulde tage Afsked med Barnet, brød hun sammen. Simon og den fremmede Kone maatte tilsidst føre hende bort og løfte hende op i Vognen.
Endnu langt henne paa Vejen kunde hun høre Barnet græde. – –
Tredjedagen efter kom Simon tilbage fra Amtets Sygehus med et Gravkors og en lang, sort Kiste, hvori Ane laa.
Søndagen efter blev hun begravet paa Kirkegaarden. Flere af Byens Folk fulgte, og Præsten talte varmt over det smukke Skriftens Ord: Herrens Naade er over al Maade.
