Randers før og nu
Den, der for en Snes Aar siden – en ganske tidlig Morgen, mens endnu By og Enge laa og drømte bag Sommergryets halv gennemsigtige Taageflor eller under Vinterregnens tunge Dyner – tilfældigvis – kom ned til den store, gamle Trævindebro, der med sine høje Galger og svære Jernkættinger fører fra Randers Brygge over Gudenaaen, vilde her have set en besynderlig Forsamling af støtte, velnærede Skikkelser, som i rolig Samtale og med Haanden værdig paa Ryggen opmærksomt iagttog Skyernes Drift og Taagernes langsomme Forsvinden.
De er komne inde fra de store, vidtløftige, gamle Købmandsgaarde, der som vildsomme Labyrinter af Pakhuse, Studestalde, Tømmergaarde og Brænderibygninger indtager Kvartererne nærmest Havnen og Bryggen, og hvis tunge Porte de har slaaet op med et Brag, der ligesom med Kanoner har forkyndt Dagen. I hvide Lærredsfrakker, Skjorteærmer eller – efter Vejrliget – indsvøbte i lange, mørkeblaa Chenillekapper har de roligt og afmaalt fulgt Fortovenes smalle Fliserækker og jaget Lyden op i de stille Gader med deres sømbeslaaede Træsko og smækkende Pibelaag.
Og nu staar de her for med Alvor og Grundighed at drøfte Vindens Retning, Sædens Priser, Studenes Vægt og det sidste Bynyt.
Det er Stadens hævdvundne Børs, der holdes her paa denne Plads mellem Tørvekaage, Pæreskuder, Tøndestabler og Kulbunker. Disse rolige, satte Mænd med de brede, rødmossede Ansigter og deres storskyggede |227| Kasketter, der som sande Hjælme falder dem ned over de buskede Bryn, – disse solide, halvt bondeagtige Skikkelser med den fedtede luvslidte Dragt og snurrige Sprogblanding af Landbomaal og Købstadjysk, er intet mindre end Randers gamle, mægtige Købmandslav, Kronjydens berømmelige Smaakonger, Eneherskere fra Kattegat til Bjerringbro, fra Mariager til Ebeltoft.
Der er ogsaa – foruden Træskoene og de vægtige Merskumspiber, som de alle har og alle bærer i samme Mundvig – et eget Fællespræg af aargammel, uantastet Myndighed udbredt over Forsamlingen. Man føler det: de staar her, hvor deres Fædre stod, og frygter intet Angreb. Strængt og rolig mønstrende glider Blikket fra de dampende Enge hen over Skibsløbet, Havnen, Kajen – og tilbage til selve deres gamle, ærværdige Stad, der slumrende hviler ind imod "Flintebjærgets" skovklædte Skraaning, men som nu langsomt vaagner.
To lurvede Bryggesjovere, der frysende kryber frem paa Hjørnet fra et mørkt Smug ved Havnen, vender sig ogsaa straks om imod dem med en ærbødig Hilsen. Et uredt Hoved, som med et forsovet Udtryk dukker op af en Luge paa et Skibsdæk ved Bulværket, Toldbetjentens Rubinansigt og hvide Haartotter bag Toldkammervinduet, Havefogden og Skipperhusværten – alle hilser de op med dyb og frygtsom Ærbødighed, der naadigt besvares ved langsomt, ligesom aandsfraværende, at føre Pibespidsen fra Munden med et adspredt Nik.
Men inde under de store Hatteskygger fæster de smaa, mistroiske Staaløjne sig hemmelig på dem med et gennemborende Blik. Som et lille vagtsomt Dyr ligger de derinde under de sænkede Laag i det ubevægelige Ansigt, følgende hvert mindste Tegn af vaagnende Liv, der efterhaanden aabenbarer sig over Byen.
Arbejdsvognene, der nu kommer skramlende ned imod Havnen med deres Jærnstænger og Tønder, Landslagternes Kærrer, det agende Bondelæs, der Skridt for Skridt skumpler over Broens knirkende Dække, Tørvekællingerne paa Bryggen, Begrøgen fra Skibsværftet eller Fjordfiskernes Baade, hvis graahvide Sejl skød sig frem af Engtaagerne . . . . .
Og først, naar de paa denne Maade havde inspiceret deres By og forvisset sig om, at dens Opvaagnen havde været normal, vender de atter rolig og trygt tilbage over Bryggen for i sluttet Trop og i samme sikre, afmaalte Tempo at forsvinde ind ad den brede Søndergade.
Her er imidlertid alt kommet paa Benene. Portene er aabnede; hist og her et Vindue slaaet op med flagrende Gardiner.
228 Langs op ad Gaden, fra Kælderhals til Kælderhals, fyldtes Fortovene med Træskomændenes og Pottekonernes Lerkar og Trævarer. Hist aabner Skomager sin Bod, i det han med et højlydt "God Morgen, Mester!" hilser over Gaden til sin Ven og Genbo, Feldberederen, der paa Toppen af sin høje Flisetrappe med det smukke Smedejærnsgelænder og de to smaa, grønmalede Bænke ved Siden rolig tager sig en Morgenpris. Her aabnes forsigtig et Vindue paa første Sal for en kruset Natkappe, der ængstelig spejder op imod de lavt drivende Skyer og derpaa lader glide op og ned ad Gaden, hvor smaa Læredrenge med store Koste ivrig begynder at feje Rendestenene. Fra de snævre Sidegader kommer Brænderiers dampende Bærmevogne – store Tønder paa fire Hjul – trukne af to høje, brune Skeletter paa otte klaprende Jærnsko. I Porten til en Købmandsgaard staar en tyk Gaardskarl og gaber, med Hænderne lagte bag om Nakken, i det han samtidig holder Øje med de struttende, rødkindede Piger, der med store Kurvene på de hvide Ærmeskafter færdes til og fra Bagerens Trappe, mens en forsulten Adjunkt paa udtraadte Sko ilsomt lister hen ad Fliserne med en Bunke Stilebøger under Albuen og Hænderne skubbede ind i Frakkeærmerne som i en Muffe.
Men i Døren til en splinterny Butik, hvis store Glasruder, prangende Skilt og fikse Vinduesopstilling tager sig besynderlig fremmedartet ud i disse ellers saa ærbare, gammeldags Omgivelser, staar en ung Mand med elegant broderede Morgensko og flot, nystrøgen Nankinsjakke og stanger sine skinnende hvide Tænder.
I hans blege Ansigt lægger der sig et stille Smil mellem de duftende Bakkenbarter i det han ser Stadens værdige Fædre nærme i sluttet Trop og under højtidelig Træskoklapren komme op gennem Gaden.
I det Øjeblik, Troppen gaar ham forbi, tager han dog Tandstikkeren af Munden, og bøjer høflig sit salvede Hoved. En enkelt blandt dem løfter nedladende Pibespidsen op til Hatteskyggen; en anden ser med et haanligt Blik ind paa hans pyntelige Vinduesudstilling, der er bleven hele Byens Samtaleæmne: en mægtig Appelsinpyramide, omsvævet af forgyldte Dadler og hvilende paa en Sokkel af marmoreret Stangsæbe. Men de fleste fortsætter ganske ubekymret deres Gang op ad Gaden, hvorpaa de lidt efter lidt skilles for hver ad sin Kant at fordybe sig i deres Studestalde, Kornlofter og store offentlige Skænkeboder, hvor Sjovere og Havnedragere allerede sidder tæt om de hvidskuerede Egeborde med Dagens første Pæglemaal mellem Hænderne.
Men den unge salvede, der smilende har set efter dem, sætter atter Tandstikkeren mellem sine hvide Hjørnetænder og raaber spotvis gennem Butiken ind til sin unge Frue, der endnu ligger i Sengen med Morgenkaffen foran sig paa Dynen:
"Amanda! – nu forduftede Træskoklubben!" – –
* *
*
Det var den gamle og den ny Tid, der gik hinanden forbi og mødtes – saadan som gamle og ny Tider gærne mødes.
Nu er vel de fleste af den gamle Garde gaaet bort. Og de faa, der endnu er tilbage, har den unge Slægt allerede halvvejs glemt. Stille, ubemærket, højst mellem medlidende Smil og overbærende Skuldertræk, vandrer de om med deres bøjede Nakker og grublende Blik – som de, der har set en Verden ramle sammen over deres Hoved. Med tavs og ligesom sky Forundring betragter de disse straalende Butiker, der har rejst sig i alle Gaderne, Damperne i Havnen, Vareballerne paa Kajen, hele dette ny, travle Liv paa Torv og Brygge, som de ikke længer tilhører. Hovedrystende rokker de hjem til deres egne smuldrende Gaarde og rustne Brænderier, hvor nu Rotterne holder Hof – indtil de endelig en Dag finder den saa længe forønskede Hvile i Fædrenes store, snehvide Himmelsenge og køres bort paa en skumplende Rustvogn, fulgt af en Graver, to Bedemænd, Præsten, ti Borgere og en Droske.
Det er den ny Tid, det nittende Aarhundrede, der omsider under fuld Musik har holdt sit sejrrige Indtog i den gamle, seje Laksestad. Det er den unge Mand med Tandstikkeren, det duftende Haar og vittige Smil, der har knust de gamle Kæmper under sin broderede Morgensko.
Det er de store Spejlglasruder, de lokkende Appelsinpyramider, Svendenes belevne Spillen, alle disse smaa galante Artigheder i Smil, Buk eller ømme Øjekast, der lidt efter lidt har erobret Sindene, og som endog det store, fede Oplands sølvbeslagne Bønder tilsidst har foretrukket for de gamles faderlige Gæstfrihed og blodige Despoti.
Den fremmede, der nu ser sig om i disse smukt brolagte Gader, paa hvis Hjørner uniformerede Betjente vaager med militaristisk Strænghed, – eller som vandrer hen over disse renlige Torve og magelige Fliserækker, hvor Damer paa Moden spejler sig i Ruderne og fylder Luften med Parfume, vil sikkert uden |230| Tvivlen tro sig hensat til en By, der bestandig har staaet i første Række i Kampen for Fremskridt og Udvikling. Med virkeligt Held er det lykkedes den unge Slægt at udrydde saa godt som ethvert Spor af de gamles bondeagtige Stædighed og brede over Byen det Skær af intelligent og moderne Hovedstadsliv, som det har været deres Ærgerrighed at bibringe den.
Disse vidtløftige, gamle Købmandsgaarde, der stank af Stude og Brændevin, forsvinder mer og mer fra Byens Hovedgader. Elegante Kontorer, Bankfilialer, dampende Fabriker rejser sig paa deres Grund. Tre, ja fire Etagers Bygninger, i den rette københavnske Stil med Cementpuds og Dekorationer, skyder op i alle de mest befærdede Strøg og danner især i Midten af Byen et virkelig hovedstadsmæssigt Parti, en helt vellykket Basar–Promenade for Byens Dametoiletter og himmelblaa Dragonløjtnanter, fyldt med smagfulde Butiker, to Hoteller og et Konditori.
For Enden af Gaden, paa Raadhusets lille Torv, skinner Niels Ebbesens panserklædte Skikkelse i nystøbt Bronce. Til et andet Torv drømmer man om et plaskende Springvand, med Guldæbler – tror jeg – for Nationens Festdage; . . . . . ja, endog et komplet lille frederiksbergsk Villakvarter med smaabitte, kokette Dukkehuse og tilhørende Smaahaver har man anrettet paa en Præsenterbakke langs med Byens østlige Spaserevej, ud mod de to smukke, offentlige Lystanlæg, der dækker Flintebjærgets Fod og høje, bratte Sydskrænt.
Her, i Tøjhusets pyntelige Park med de regelrette Fløjelsplæner, de glinsende Blodbøge og højtidelige Stenstøtter, hvor i fordums Dage de muntre, trivelige Madamer traskede ud med deres Madkurve for at høre Fuglene synge, – eller i det mere romantiske Skovbakke–Anlæg med dets stejle, snote Gangstier og mange "norske" Partier, hvorfra man efter Maaltidet stillede sin poetiske Trang ved at betragte Aftentaagernes melankolske Bølgen nede over Engene, – her promenerer nu de unge Grosserere med deres Damer og svulmende Ammer. Paa smukke Sommeraftener forsamles man paa de aabne Pladser mellem Bøgene til Tonerne af de nyeste Operettemelodier. Og oppe paa et af de smukkeste Udsigtspunkter– halvt skjult mellem Træerne – findes en Pavillon med Sangerinder, i hvis Haller den opvoksende Ungdom kan perfektionere sig i Retning af utvungen og standsmæssig Levemaade.
Endog i Klubben – dette en lille Byes sædvanlige Pulterkammer for alskens Stagnation – er de gamles Bondetobak og Staldduft forlængst luftet ud.
Her, hvor de sad med deres dampende Punscheglas og huggede Kortene i Bordet under Skogren og drøje Eder, sidder nu en pillen og adstadig Kontormand og spiller en forsigtig Whist til en Cigar og en Mavebitter. Unge Sagførere breder sig i Sofaerne som Borgervellets sande Støtter. Unge Læger, unge Fuldmægtige, unge handlende – Byens lille toneangivende Klike – stikker her deres unge, revolutionære Hoveder sammen, og fryder sig i fælles Stolthed over at have skænket Byen et anerkendt Navn som et Intelligensens og Udviklingens Sæde.
* *
*
Man maa i det mindste op i de afsides Gader paa "nordre Bakke" og omkring "Slyngborgtoften" for atter at fornemme et Pust af Fortids stille Liv og stille Lykke.
I disse fjærne Kroge, hvor Stadens Larm dør bort og Græsset fredelig gror mellem de toppede Sten, kan man endnu hist og her se en aldrende Haandværksmester sidde paa sin lille grønne Bænk ved Døren, rolig og eftertænksom nyde sin Aftenpibe, mens smaa Piger i uforstyrret Sorgløshed danser Kringlekrans midt paa Kørebanen.
Eller man man ned i hine mærkelige gamle Smøger og Smug – Peberslippen, Provstegyden, Kejsergaarden, og hvad nu de andre hedder – der som et helt forglemt Kvarter, skjult mellem Pakhusgavle og høje Mure, lever et eget hemmelighedsfuldt Liv bag den vestlige Brygge.
Her i disse snævre, solforladte Krinkelgange, mellem disse gamle fugtige Mure, der kaster Lyden af ens Skridt tilbage med et underlig hult klingende Ekko, og som fra gabende Lemme og tomme Luger forfølger den vandrende med en stum, spøgelseagtig Stirren, – her synes ligesom selve Middelalderen at have forputtet sig med al sin Skummelhed og klamme Uhygge. Man vilde slet ikke forbavses synderlig, om man pludselig midt i Stilheden pludselig saa en af disse Fortidens smudsige Lübecker–Pebersvende, der havde deres Boder her, kigge ud bag en halvaabnet Dør med sit listige Snogeøje. Og i det man fæster Blikket paa et kroget Bjælkehoved, der stikker frem under Tagskægget, eller paa en gammel Porthammers ormædte Udskæring, fyldes Tanken med alle Haande Billeder af fjærene Tiders svundne Magt og Herlighed.
