Kronjyden

Ud fra en af de tre smaa, kummerlige Hytter, der ligger under Kollen, mellem Lyng og Sand, kommer en gammel Kone op imod os. Det er en lille, spinkel Skikkelse i et stumpet, tykt Hvergarnsskørt og med mørke Stunthoser over de næsten uhyggeligt tynde Ben. Paa Grund af Varmen har hun smøget Livsstykket af sig, saa det hænger ned bag paa, og op af den grove Særk stikker den nøgne, magre, kobberrøde Hals. Mellem de knoklede Hænder har hun en Strikkestrømpe, og over den højre Arm bærer hun Tøjret af en Ko, som følger hende i Hælene – et lille, indskrumpet Kreatur, ganske krølloddent over Kroppen og med underlig indadskruede Horn.

Smaamumlende med sig selv, og med smaa, lette, trippende Trin søger hun om mellem Lyng og Krat for at finde – hist en Tot Græs, her et Par friske Blade eller en Smule Mos. I det hun faar Øje paa os, løfter hun Armen op til Panden og ser op med to smaa sorte, forskende Knappenaalsøjne.

Vi hilser ned.

"Hvad for en prægtig Udsigt De dog her har, Morlille!"

Ved Lyden af vor Stemme tager hun hurtig Blikket til sig, binder langsomt og omstændeligt et Par Masker, drejer derpaa atter, ligesom i Smug, sit læderbrune, gennemfurede, af et fedtet, stramt Hovedklæde indrammede, lille Ansigt op imod os og ser sig endelig tilbage til Huset, hvor en Mand med hvide Skjorteærmer staar og graver i en Sky af Sand.

"Ja, Udsigt har vi nok af", siger hun endelig, ligesom ved sig selv.

Men længere kommer vi heller ikke med hende. Ved alle vore Spørgsmaal vender hun sig blot om imod Manden, og siger derpaa med underlig hviskende Stemme og et Nik: "Det er min Søn". Til sidst tier hun helt. Og da heller ikke vi længer taler, ser hun endnu en Gang op med et hurtigt, sky Blik og vandrer derefter rolig og søgende videre med sin krølhaarede Ko, sin mimrende Mund og sine Strikkepinde.

Imidlertid har Manden opdaget os og med et rask Tag sat Spaden i Sandet. Han viser sig at være en stor, lyshaaret Skikkelse med hule Kinder og store Øjne, noget kroget i Ryggen og skæv i Skulderen af haardt Arbejde, men livlig og meddelsom, ja helt snakkesalig, da vi først er blevet lidt kendte. Han fører os ind igennem "Haven", hvor visne Rækker af Kaalplanter og Kartoffeltoppe trykker sig sammen mellem Lyngtørvsdigerne, og over Pindekvas, Børneskrammel og et Kuld smaa, æggegule Kyllinger naar vi den lave, ikke nær mandshøje Dør.

Inde i Stuen, der er klemt sammen mellem Fæstald og Svinesti, er der trangt med Plads. En Himmelseng langs Bagvæggen, en Kistebænk under Vinduet, en Dragkiste og et skuret Bord – og alt er optaget. Væggene er klinede op mellem Stavrer, og i Leret sidder Smaasten, Halmstumper og Rester af gammelt Løv. Men overalt er de smykkede med en Mangfoldighed af kolorerede Billeder i "forsølvede" og "forgyldte" Paprammer: Kristus paa Korset, i Krybben, paa Søen, og siddende ved Gud Fader den almægtiges purpurklædte Trone. Loftet hænger, især paa Midten, saa lavt, at Manden maa lægge Hovedet helt ned paa Skulderen, naar han færdes under det; og gennem Stuens eneste lille Vindue, der tilmed halvt dækkes af Tagskægget, sniger Lyset sig mer end sparsomt ind mellem en Kasse Reseda og en Ambra i et Lerkrus.

Henne ved Sengen rejser en lille, ung og køn, men træt udseende Kone sig med lidt Anstrængelse op fra en Skammel og hilser os med et halvt hyggeligt, halvt undseligt Smil. Hun har en Tipunds-nyfødt i Skødet, to Aarsunger hængende i Skørtet, og rundt omkring hende vrimler og kravler det med smaa, tykmavede, fregnede og rødhaarede Børn i alle Aldere. Men med et resolut Tag fejer Manden den ene Halvdel af Kistebænken ren for Krybet og byder os Sæde.

Om vi ikke er tørstige? Vi maa da endelig sige til! For de har baade Øl og Mælk, og ogsaa en Slat Kirsebærvin fra sidste Barsel. I det hele taget har de det meget godt; de mangler sjælden Brødet, og hænder det, saa har de Kartoflerne. Og Kartoflerne her er de mest velsmagende i hele Herredet, siger han. For Resten arbejder han nede paa Cementfabriken Cimbria ved Fjorden og gaar hjemme fra hver Morgen Kl. 3 for med den lange Vej at være der i rette Tid. Saa kommer han tilbage om Aftenen Kl. 8, og efter den Tid og om Søndagen og overhovedet, naar Lejlighed gives, dyrker han sin Jord her ved Hjemmet. Hidtil har han til Tumleplads kun haft Haven og en smal Strimmel nede mellem Krattet, som var hans gamle Fædernearv. Men nu i Foraaret købte han et Stykke uopdyrket Hede af sin Nabo for en halv Side Flæsk og en Rulle Skraatobak. Og der var meget at tage Vare. Først skulle Lyngen brydes og brændes, saa skulde de alle sammen, Børnene med, samle Løv i Skoven og Rang ved Stranden, og naar Jorden var vendt og renset, og den havde ligget en Sommer, og Koen gødet den, skulde den graves op med Spade. Men saa vilde det ogsaa en Gang blive Stadsjord! Men imidlertid voksede jo ogsaa Børnene op, saa det var godt at vide sig saa vel forsørget. Tillige var der hans gamle Mor, som for Resten havde været et forskrækkeligt rapt Fruentimmere, men som jo nu var "lidt til en Side", saadan som det jo gærne kommer med Alderen. Endnu kunde hun jo nok gaa og pusle omkring med et og andet, men Føden værd var hun allerede næppe.

Han sidder og fortæller os alt dette og om sin Tjenestetid som Soldat, om Marens – Konens – Fataliteter som "indvendig" hos en Isenkræmmer, samt meget andet, med en lyksalig Omstændelighed, næsten uden at standse. Hans virksomme, rastløse Liv synes at have meddelt hans Person noget eget uroligt, hvileløst, der i Længden gør et pinligt Indtryk, især ved at være forbundet med et sært, aandsfraværende Udtryk i hans store, stillestaaende Øjne. Mens Tungen løber løbsk i hans Mund, skifter han uafbrudt Sæde paa sin Stol, farer sig med sin vældige Haand op i Haaret, tager et af Børnene op paa sit Skød, sætter det igen, snyder Næsen paa en anden og skænker op i det allerede fyldte Krus. Konen, der har sat sig hen paa Sengekanten, med Børnene omkring sig, ser nu og da op paa ham. Det lille, lykkelig-undselige Smil spiller om hendes Mund. Men af og til, naar hans Stemme stiger, glider der uvilkaarlig som en lille, lidende Trækning hen over hendes fintformede Pande; de trætte Øjelaag sænker sig blytungt ned over de mørke Pupiller, og et Minut synes det, som om hun virkelig sov.

Ude i Haven var den største af Drengene straks sat i Arbejde med Spaden. Sveden rinder ham ned ad Kinderne, Sandet ryger ham om Ørene, og Spadejærnet hugger mod Sten paa Sten. — Og hist ude mellem Krattet vandrer den gamle Mor søgende hid og did med sine smaa, lette Dansetrin, sin lodne Ko og sine Strikkepinde.

Et fattigt Land, et trælsomt Liv! –

 
[1] Kronjyden: Den blev dog også anvendt af Morgenbladet i denne københavnske avis´ store citat: "Henrik Pontoppidan om Kronjyden", 5.2.1886. tilbage
[2] næppe magen til: Se dog Johs. Jørgensens skildring af Vesterbro i hans kapitel om København i bd. II, s. 733. tilbage