"efter mit eget Hoved"

Det hedder jo rigtignok, at de gyldne Frugter, der i den ældre Alder kan falde os ned i Skødet fra Livets Træ, dem har vi allerede drømt om og håbet på i vore unge Dage. Jeg kan dog forsikre Dem, mine Herrer, at – skønt jeg i min Ungdom havde ret store og vidtsvævende Forhåbninger om, hvad Livet vilde bringe mig – aldrig havde jeg tænkt, det skulle times mig at blive Æresborger i Randers.

Det er i dette Efterår netop tresindstyve År, siden jeg forlod Byen som en 16-årig Knøs for at skaffe mig en Fremtid efter mit eget Hoved. Jeg vilde være Ingeniør dengang, – specielt Vandbygningsingeniør. Endnu husker jeg den Følelse, hvormed jeg fra den gamle Damper "Brage"s Dæk så tilbage mod Byen.

Jeg anede allerede dengang, at jeg efterlod meget mere af mig selv i den, end jeg havde tænkt mig, og Anelsen slog til.

Under al min Omflakken i de forskelligste Livsforhold vendte mine Tanker altid tilbage til Barndomsbyen ved Gudenåen, som blev det faste Punkt i min Tilværelse, min Ankerplads.

Den By, jeg dengang rejste fra, var jo ikke den driftige og opblomstrende Handels- og Fabriksstad, den senere blev. Dens merkantile Berømmelse, der i Fortiden skyldtes Åens og Fjordens Fiskerigdom, har nu andre Årsager. Den rige "Laksestad" kaldes den i gamle Skrifter – og der var jo Tider, da Sejlløbet til Byen var spækket med, ja næsten spærret af Laksegårde. Nu er alt dette forandret.

Randers ligger nu så at sige ved Havet. I den Henseende er en stolt Drøm fra min Ungdom virkelig gået i Opfyldelse.

Når jeg nu, Hr. Borgmester, beder Dem og de øvrige Herrer af Randers Byråd, der har vist mig den Ære at være personligt til stede for at overrække mig mit Borgerbrev – tilmed i en pragtfuld kunstnerisk Udstyrelse – når jeg beder Dem bringe det samlede Borgerråd min hjerteligste Tak for den store Udmærkelse, så knytter jeg dertil de varmeste Ønsker for Randers, at den skønne By stadig må hævde sit gamle Ry som Kronjydens Hovedstad, og hele Gudenådalens Skatkammer.