Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 12. juli 1933

jeg ser helst Brevene brændt

Rørvig, Nykøbing Sj.

12.7.33.

Kære Galschiøt!

Her sidder jeg nu igen i Rørvig, i den stille og fredelige Stue, som Børnene kalder "Morfars Stue" og som jeg også straks føler mig hjemme i. Jeg vilde meget gerne have lagt Vejen om ad Helsingør, men i de Dage, da der endnu var Tale om, at det kunde lade sig gøre, havde vi den stærke Varme, der gjorde mig endnu mere svimmel og tung i Benene, end jeg var i Forvejen. Jeg måtte derfor til min Sorg slå Tanken af Hovedet. Jeg havde haft i Sinde ved samme Lejlighed at gøre et lille Besøg hos Vilh. Andersen i Fredensborg og hos Andersen-Nexø i Hillerød, med andre Ord at foretage et Par Dages Rundrejse til Venner i Nordsjælland; men nu må jeg opsætte det til efter Ferien, og Kræfterne (forhåbenlig) er bleven pålideligere.

Tak for Lykønskningen til Æresborgereskabet, som vist for Resten af flere er bleven opfattet som en Udmærkelse i Lighed med Fuglekonge-Værdigheden. Det har f. Eks. undret mig, at Johan Rohde, der for Tiden bor på Fanø, ikke har fundet 2 Anledning til at sende mig et Par Linjer. For mig selv har Udnævnelsen været til større Glæde end nogen anden Udmærkelse, der er bleven mig til Del, Nobelprisen indbefattet; men det ligger naturligvis i, at den kommer fra den By, der har været Vidne til den Del af mit Liv, som var den undervægtigste. For Resten har jeg i Anledning af Udnævnelsen gjort mig det Spørgsmål, hvornår Helsingør vil hædre Dem på lignende Måde? Måske når De næste År fylder 90 År? Men det burde være sket for længe siden. For De har jo ikke alene gjort Dem fortjent af Byen ved at skrive om den, men har også, hvad dens Myndigheder jo véd, tildels gjort den til Deres Arving.

De spørger mig, om jeg synes, De skulde overlade Biblioteket i Randers, hvad De har opbevaret af Breve fra mig. Jeg må svare, at jeg helst ser at√ Brevene brændt brændes; men vil De ikke det, så kan jeg absolut anbefale Randers-Biblioteket som det Sted, hvor min Korrespondance alligevel efterhånden vil blive samlet. Jeg mener at vide, at Bibliotekaren derovre i hvert Fald stærkt interesserer sig derfor og vistnok allerede har samlet eller fået Løfte om en Del af mine 3 Breve. Når jeg principielt er imod Tanken, er Grunden den Forrykkelse, der finder Sted, når en Privatkorrespondance gøres offenlig tilgængelig. Men min Hovedanke er dog den, at den fortrolige Meddelelsesform, som et Brev jo er eller dog skulde være, mere og mere forsvinder i en Korrespondance mellem Folk√, der kan tænke sig, at den en Gang vil blive offenliggjort. Georg Brandes f.Eks. skrev tilsidst mange af sine Breve uden Tanke på dem, til hvem de var adresserede, men alene√ på den Offenlighed, de en Gang vilde komme i Hænde.

Når De påny i Deres Brev forleden henstillede til mig at udgive i Bogform, hvad jeg har nedskrevet af Erindringer fra de unge År i Randers, så vil jeg nu ikke mere sidde Deres Formaning overhørig. I Morgen skriver jeg til Hegel derom1. Og kommer han og jeg overens, så vil jeg naturligvis være taknemlig for Deres Tilbud om Korrekturhjælp. I et af de Kapitler, De ikke kender, har jeg fortalt om et Ophold i Helsingør hos min Onkel (i mit 15de År). De vil her genfinde et Par Brudstykker af Deres egen Skildring af ham, hvad De forhåbenlig ikke vil protestere imod. Jeg har vist fortalt Dem om en Rejse, jeg den Gang gjorde sammen med ham til Møen; det 4 er væsenlig den, jeg beskriver.

Her har vi det alle godt. Else sender mange Hilsner fra sig selv og sine Børn, som De ikke kender, men som De dog i sin Tid som hendes Forlover fik lidt Ansvar for. Det Ansvar skal dog ikke trykke Dem. Det er tre prægtige Børn. Einar vil søge den ledige Overlægestilling på Frederiksberg Hospital, har han sagt; men han gør sig ikke store Forhåbninger, da Stillingen er stærkt efterstræbt, og han aldrig har haft med det Hospital at gøre, hverken som Volontør, Kandidat eller Reservelæge. &ndash Steffens Ven fra Victoria (ikke "Valencia") har endnu ikke ladet høre fra sig, men han bliver her vist i flere Måneder, så jeg har ikke opgivet at få talt med ham.

Lev nu vel, og vær hjertelig hilset.

Deres hengivne
H.Pontoppidan

Dersom De bestemmer Dem til at overlade Biblioteket i Randers de nævnte Breve, kunde De da ikke (til Brug for mine "Erindringers" Fortsættelse) give mig Lejlighed til at kigge i dem, forinden Afsendelsen? Jeg vilde måske på den Måde blive erindret om Ting, Personer og Forhold, som jeg ellers ikke finder frem af Hukommelsens brogede Kludepose.2

 
[1] til Hegel: det skete først den 26.8.1933. tilbage
[2] kigge i dem: Det bør overvejes, af FB, om det blev tilfældet. Det er interessant at HP uden videre synes at ville respektere Galschiøt som den der skal afgøre om brevene skal brændes eller bevares &ndash selv i det tilfælde hvor HP (igen) måtte få dem i hænde. Der er – som hos Brandes i 1912 – meget koketteri her. tilbage