Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 2. juli 1933

en Del Breve fra Dem

2 Juli 33

Kære Pontoppidan. – Det har selvfølgelig glædet mig i høj Grad eller vel snarere allerhøjeste dito den Ære, Randers har gjort Dem og sig selv ved at vælge Dem til Æresborger og gi Dem en Slags aandelig Æresbolig; det er alligevel mere værd end et Kommandørkors eller andre Udmærkelser af lignende Art. Navnlig Værelset med Deres Værker, Manuskripter, Breve m. m., Byste, Billeder, helst dog ogsaa et, der er bedre end noget af dem, der hidtil er malet af Dem, er en god Ide, selv om den ikke er ny og rimeligvis efterhaanden vil blive optaget af alle større og mindre Byer, der har et eller andet godt Navn – Borgernavn – at gøre sig til af. Der er en egen Stemning ved saadan et Værelse. Jeg føler det hver Gang jeg kommer ind i Thorvaldsen-Værelset i Museet, hvor lidt af ægte Thorvaldsen-Sager det end indeholder. Jeg haaber da, at De faar Deres for Dem selv og ikke sammen med Blicher til Fællesstue, saadan som det antydedes i en eller anden Avis. Deres Arbejdsværelse har altid forekommet mig stærkt præget af Deres Personlighed lige til den Ejendommelighed, at jeg aldrig saa et Manuskriptblad ligge fremme paa Deres Pult eller Bord – maaske dog en Gang under vort Ophold ovre i Tyringe – ellers har altid Døren til Deres aandlige – og haandlige Værksted været aflaaset indvendig fra. Der har gennem Æres-Værelset rejst sig et Spørsmaal for mig, ved hvis Besvarelse De maaske vil hjælpe mig. Jeg har jo i min Brevsamling ogsaa en Del Breve fra Dem. De første er vist helt fra 80rne. Jeg har hidtil tænkt mig, at hele Samlingen skulde gaa til det kgl. Bibliotek, der saa kunde udtage hvad man satte Pris paa at eje og tilintetgøre Resten; men nu kunde der altsaa mulig være Mening i at udtage Deres og overlade dem til Randers-Samlingen. Et fremtidigt Studium af Dem og Deres Virksomhed vil vel altid fortrinsvis være henvist til Samlingen i Randers. Hvad mener De?

Tak for Brevet forleden med Oplysningerne om Steffen. De var tilstrækkelige. Det skal kun være rent skematiske Meddelelser paa nogle Linier for hver. Jeg kan tænke mig, at De længes efter at tale med Steffens Bekendt derovre fra Valencia og faa lidt fyldigere Besked om Forholdene end de gerne gives i Brev.

2 Tænker De ikke nu paa at besvare Æresbevisningen fra Randers med Udgivelsen af Erindringerne fra Deres Barndomsliv i Byen. Det kunde da være ganske passende, og det vil utvivlsomt kun blive Dem selv til Glæde. Og os andre da med. Og bryder De Dem om, at jeg læser en Korrektur, gør jeg det gerne. Jeg har jo et ret skarpt Øje for Bogstavfejl og læser sjelden mange Sider uden at finde en og anden. Tror De ikke, der bliver Lejlighed til et lille Besøg her inden De tar paa den lange Rejse først til Rørvig og derfra til Fødselsdagsbesøg paa Lindersvold. Det vilde glæde mig om Deres Tro viste sig i Gerning. Her er saa smukt, synes jeg, nu i disse smukke Dage, at jeg helst sidder hjemme og ser paa det, saa godt som jeg formaar, for Synet slaar ikke rigtig til mere, naar det gælder Udsigter – de bliver altid noget taagede, men det bidrager maaske til Skønheden eller til at jeg tror, at det er kønnere, end det i Virkeligheden er. Lige meget. Bare man er tilfreds med det, som det synes En at være. – Nathansen saa jeg ikke noget til under hans Espergærde-Ophold. Frk. Pansch hade en Dag set ham sidde paa en Bænk nede paa Torvet, saa han var da altsaa i Nærheden. Tanken om at omskrive og forkorte Hugo David er flere Aar gammel. Hans Veninde Fru Sarauw forhandlede i sin Tid med ham derom – hade vist tilbudt at gaa den igennem og gøre Forslag; men saa døde hun nok, inden det blev til noget. Der kan vist godt komme en ganske god Bog ud af den, hvis der skæres godt løs paa den; men kan han mon det selv? Det maa ikke være let. De kender det jo for Resten af egen Erfaring, men jeg tror nok, at De er mere haardhjertet overfor Deres eget, end han er – der var en tre fire slemme Steder i "Mendel Philipsen", hvor Selvbeundringen hade taget Overmagten, saa han ikke nænnede at ofre sine "Dybsindigheder". – Men til noget andet! Tænker Einar Thomsen ikke paa at søge Overlæge Winthers Plads paa Frederiksberg Hospital. Det er vist en ganske behagelig Stilling hvad Forholdet til de kommunale Autoriteter betræffer, men den er maaske overbebyrdet med Arbejde og Ansvar. Dr. Winther var nok vel medtaget. – Gid De selv maa ha det godt!

Deres hengivne
M. Galschiøt