En Balance-Konto

I

Det kunde naturligvis ikke undgaas, at der i Generaldebatten om Finansloven blev langet ud efter Forfatterne og Malerne, fordi Staten støtter Landets Litteratur og Kunst med nogle Penge. Aar efter Aar har der i Rigsdagssalene løftet sig det samme Jammerhyl over disse Folk som over en Skare paatrængende Tiggere, der ligesom Rotterne var ved at blive en Landeplage'1.

I Begyndelsen var det vist kun nogle nøjeseende og samvittighedsbekymrede Missionsbønder, hvem disse kunstneriske og litterære Poster paa Statsregnskabet skar i Øjnene, Folk, for hvem et Pengestykke ikke havde nogen rigtig ægte Klang, uden det var tjent i et ærligt Andelsforetagende eller i alt Fald i en ikke helt uærlig Hestehandel. Men som Tiden gik, bredte Ansvarsfølelsen sig opefter og nedefter, ja nu er de folkevalgte Embedsmænd og andre Akademikere, som dog ikke selv har været Staten helt billige Luksusdyr, næsten de allermest forargede. Og disse Rigsdagshyl har givet kraftig Genlyd omkring i Landet, hvor særligt Forfatterne er kommen til at figurere i den folkelige Fantasi som en Samling skamløse Snyltere paa det sunde og virksomme Samfundslegeme. Paa dette ene Punkt har vore syvogtyve politiske Partier fundet hinanden i fælles Bekymring. Her staar Ulv og Lam og græder med hinanden broderligt om Halsen. Og man kan paa Ordførernes forandrede Tone mærke, hvor behageligt det føles for en Gangs Skyld at vide sig i Samklang med det samlede danske Folk og Fæ.

Hvad har ikke f. Eks. den forrige Indenrigsminister, Hr. Klaus Berntsen'2, tilladt sig af billig Overlegenhed, naar han i sine litterære Rigsdagstaler optraadte som Talsmand for Nationens sunde Fornuft, for dens ufordærvede Livsfølelse og Gud ved hvor mange andre af Folkets herligste Egenskaber denne drabelige Højskolemand har følt sig som Repræsentant for! Han mindede med sit lange Brøl om en af Kløvermarkens hornede Sangere, naar den har forvildet sig ind i en Blomsterhave og her i Forbitrelse over ikke at finde sit sædvanlige Grønfoder roder forskrækkeligt 536 rundt i alle Bedene, alt mens den foragteligt løfter Halen og lader noget klatte ned over Roser og Levkøjer. Men Hævnen hører mig til, siger Herren, og Himlen har da ogsaa straffet ham ved at give ham en Søn1, der skriver nette Vers.Klaus Berntsen: Om dennes opfattelse af HPs angreb se HPs brev til Henri Nathansen af 4.7.1904.

Over for saa megen ædel Uvilje nytter det vist ikke stort at prøve en Retfærdiggørelse. Et Forsøg skal alligevel gøres her for Litteraturens Vedkommende. Særlig'3 i disse Dage er det af Betydning at kunne værge sig mod Beskyldningen for at misbruge Folkets Godtroenhed'4. Under den Retskaffenhedsfeber, der har grebet Nationen efter Alberti-Katastrofen, maa ogsaa Forfatterne nu finde sig i at vende Lommerne.

II

Hvor meget kan det vel koste Samfundet at udklække en almindelig, middelmaadig Embedsmand eller Læge? En attenaarig Student fra de offentlige Skoler staar vist allerede Staten i nogle Tusinde Kroner. (Jfr. Statistikken i "Dansk Kultur 1900"2.) Og saa regnes der endda ikke med Udgifterne til den tvungne Skolegang indtil 14-15 Aars Alderen, som med nogen Grund kan anses for at være ens for alle. Men altsaa: i de fire sidste Skoleaar, som jo ogsaa er dem, der kræver de højtlønnede Lærerkræfter, oppebærer et saadant ungt, bluseklædt Menneske allerede en pæn lille Finanslovsunderstøttelse paa adskillige Hundrede Kroner aarlig. Ved Universitetet bliver Krabaten endnu meget dyrere. Her, under den opadskuende Ørns Vinger, faar han hele Lærdommen gratis, og der sørges paa enhver Vis for, at det lille Videnskabens Lys i ham ikke skal slukkes. Han faar ogsaa Adgang til Stipendier og til anden Hjælp og anbringes maaske til sidst i den gamle Rugekasse3 under Rundetaarn for her i fuldt betryggede Forhold at svede sig en Eksamen til. Saa har han den banede Vej for sig ud til Embederne og Pensionen eller til andre autoriserede Stillinger; og dog er det, forbavsende nok, netop disse Nationens Brystbørn, der – som før sagt – skriger heftigst op, naar de læser i deres Avis om en Smule Rejsehjælp til en Kunstner eller Forfatter, der maaske – hvad der i Øjeblikket gælder største Parten af de yngre, og sandelig ikke de ringeste – har hutlet sig gennem Tilværelsen for egen Regning siden Konfirmationen.

537 Se f. Eks. til Sammenligning, hvad en Forfatter som Martin Andersen Nexø i de samme Udviklingsaar har kostet Samfundet. Fjorten Aar gammel sendes han lige fra Almueskolen ud paa Landet for at bjerge sig Føden som Vogterdreng. Men den Vej fører kun til Trældom, og han har syv Smaadjævle i Kroppen, der begynder at faa Horn og Kløer. Saa gaar han efter et Aars Forløb paa sine nye, selvtjente Træsko tilbage til Byen og giver sig i Skomagerlære. I fem Aar sidder han og drømmer ved Læsten, og denne lange Stillesidden, Værkstedets daarlige Luft og maaske for megen Læsen om Natten giver hans Helbred et Knæk: han maa igen ud i Naturen for at faa Blod i Kroppen. Han veed'5 en Landsby, hvor man er i Færd med at bygge en ny Kirke, og her faar han saa Arbejde som Murvasker og Kalkslager. Samme Sted er der beskæftiget en fremmed Glarmestersvend, der er indkaldt fra Tyskland for at fælde de farvede Kirkeruder i Bly, og ved at knytte sig til ham skaffer han sig sin første Sprogundervisning. Siden kommer han paa Højskole og opnaar hertil et Tilskud fra Amtet paa 80 Kr., der fornyes det følgende Aar. Ialt altsaa 160 Kr. Men sin Sundhed har han ikke faaet igen; det viser sig, at den ene Lunge er i Fare, og ved nogle Højskolevenners Bistand kommer han til Syden. Han eventyrer sig gennem Italien og Spanien og holder sig Sulten fra Livet dels med sit Haandværk,'6 dels ved at sende Rejsebreve hjem til en Række Provinsblade, der betaler ham halvanden Krone for en Korrespondance. Den angrebne Lunge beholder han, men han forfølges af Dysenteri, ligger syg rundt om i usle Logis'er og er ganske ene. Og under alle disse Genvordigheder, hvor han mere end en Gang stanges med Døden, arbejder han ufortrøden paa sin Udvikling, lærer sig baade at tale og skrive de fremmede Landes Sprog, studerer deres Litteraturer og træner sin egen Pen. Da han endelig slipper hjem fra en fransk Havn, hvor han forgæves har søgt Rejsehjælp hos den danske Konsul, bliver han en Tid Skolemand paa Landet, og her falder en Dag det store Lykkelod i hans Skød: det monradske Lærerlegat, 400 Kr., der sætter ham i Stand til at komme til København og fortsætte sin Uddannelse.

Man kan ikke lade være med at tænke paa, hvor ganske anderledes ligeløbende hans Udviklingslinie rimeligvis vilde være bleven, dersom han i Stedet for sit store litterære Talent havde 538 haft et videnskabeligt, – om ogsaa blot et ganske lille et, et af de allermindste. Dog, det er sikkert en Formastelighed blot at tænke paa en saadan Sammenligning, og den skal da heller ikke udføres videre.

Nu maa man for Guds Skyld ikke tro, at dette skrives for at iklæde Andersen-Nexø et Martyrium og paakalde Medfølelsen for ham eller for nogen anden af Skribenternes løsgaaende Udmarks-Flok. Det vilde i saa Fald bekomme mig saare ilde, naar jeg næste Gang stødte paa en af dem, hvis Stolthed det netop er at være selvhjulpne Folk. Det er overhovedet aldeles ikke Meningen at opløfte noget Klageraab. Her skal blot i al Godmodighed stikles lidt til den farisæiske Overlegenhedsfølelse, som fra privilegeret Hold bæres til Skue over for den saaleløse Intelligens. Lad saa Rigsdagsbønderne mene, hvad de vil. Hos dem kan det dog endelig undskyldes, naar de ser surt og skævt til Statens Mæcenatforhold til Kunsten og ikke kan forstaa dets Retfærdighed. De har i Almindelighed selv naaet deres fremskudte Plads i Samfundet uden anden Hjælp end deres egne Evner; og disse er jo i de allerfleste Tilfælde ikke imponerende.

III

Her kan nu denne bogholdermæssige Undersøgelse passende oplives med en lille Historie om Alberti. Hans pompøse Skikkelse illustrerer saa godt, hvor man end anbringer den, og han har adskillige Gange vist en lykkelig Evne til i usminkede Vendinger at give Menigmands Tanker et klassisk Udtryk. Saadan sagde han en Gang et Fyndord til Viggo Stuckenberg, der i yderste Nød søgte ham i hans Egenskab af Justitsminister for at faa en Smule baandlagt Arv frigjort et Par Aar før den efter Testamentet var forfalden til Udbetaling, en Tilladelse, som meget hyppigt gives og kan ordnes med et Pennestrøg og et Vokssegl. Alberti vilde dog ikke høre Tale om en saadan Forgribelse paa deponerede Værdier. Og han sluttede den meget korte Audiens med den Bemærkning, at Stuckenberg forhaabentlig nu af sin betrængte Stilling vilde lære "at tage sig noget nyttigt for".

Situationen burde have været fotograferet. I Lænestolen ved Skrivebordet: den fedbugede Goliat med de frække Smilehuller i Kinderne, Landets Justitsminister, Kongens Seglbevarer, Tugthuskandidaten 539 paa 280 Pund, som maaske netop den Morgen med godt Humør havde stjaalet et Par nye Millioner, – og over for ham, ude paa Gulvet, den dybt forlegne Stuckenberg med det allerede opslidte Legeme, den fine, skæbnetrodsende Digter med det stolte Sind, den stilleste Mand i Landet, den redeligste. Man kan ikke lade være med at tænke paa Anekdoten om en anden Digtersupplikant hos en anden Minister i en anden Tidsalder: Wessels Audiens hos Guldberg. Det kostelige Maleri, som Marstrand har malet af denne Scene4, burde have sit demokratiske Modbillede. De albertiske Kødmasser staar jo endnu spillevende til Tjeneste for en Kunstner, der kunde ønske dem til Model; de skal nok ikke en Gang have tabt mange Pund i Vægt. Stuckenberg derimod – ja, han ligger jo paa sine Gerninger. Han vilde i sin forunderlige Stædighed ikke følge den store Skælms velmente Raad (som dog var grundet paa mangeaarig Erfaring) og tage sig noget nyttigt for. Derfor hørte han her i Livet altid til de mistænkte, og selv nu, efter sin Død5, figurerer han i Protokollen over dem, der har forbrudt sig mod Samfundet. I hvert Fald lykkedes det ikke en Kreds af hans Venner, der havde skillinget sammen til et yderst beskedent Mindesmærke, at faa Lov til at opstille det i et afsides Hjørne af en offentlig Park paa Landet i Nærheden af det Sted, hvor han i mange Aar havde sit Hjem. En anden af Systemskiftets Ministre afslog Anmodningen uden Begrundelse. Han har maaske ment, at det let kunde komme til at tage sig ud som en ilde anbragt Spydighed, naar der rejstes Stuckenberg en Bauta paa et Sted, der hedder Sorgenfri. Ellers synes Afslaget noget haardhjertet, da Staten dog i et andet af sine Slotsanlæg har kunnet afse Gravplads med tilhørende Mindestøtter for en afdød Hest og en hedengangen Skødehund. Men de var rigtignok ogsaa kongeligt ansatte, om end det er længe siden.6

Dog, heller ikke over Stuckenberg skal her synges Grædesange. Han, som aldrig selv anglede efter Medfølelsen, bør forskaanes for at blive fremstillet for Folket med Tornekrone paa. Dersom jeg forgreb mig paa hans Livsskæbne, skulde han sikkert lade mig høre ilde derfor, naar jeg næste Gang møder hans Skygge i Skovene omkring Lyngby. Han vilde lægge sin hvide Haand kongeligt paa min Skulder og sige med sit sære Smil, der allerede i levende Live aldrig var noget rigtigt Smil, men 540 et Bid i Læben, en undertrykt lille Krampe af Latter eller Graad: Se, jeg var nu Gudernes Yndling alligevel! Jeg havde dog den Lykke at dø ung!

IV

"Lad de Herrer tage sig noget nyttigt for!" – det er den korte, splitternøgne Mening af de mange Omsvøb og ædle Talemaader, hvormed de enfoldige tilhyller deres Uforstand og de andre deres Hykleri. Man kan sige om Alberti og hans Milliontyveri, hvad man vil, han gav i saadanne Spørgsmaal altid rene Ord for Pengene.

Og saa er dog Sandheden den, at dersom Kunstens Forhold til det borgerlige Samfund rent købmandsmæssigt kunde gøres op, vilde det altid vise sig, at det var Samfundet, der under Velgørenhedens Maske tjente mest paa Forretningen. Ganske som de private Mæcener, der i Almindelighed ogsaa til sidst løber af med Profitten.

Nu er det allerførst en vanskelig Sag at stille Kunstens Kreditside op paa regnskabsmæssig Maade, og navnlig gælder dette for Skrivekunsten. De Værdier, Skønlitteraturen skaber, kan endnu mindre end Billedkunstens eller Videnskabens opføres med runde Tal. Derfor har Godtfolk altid uden Risiko kunnet gøre sig en Glæde af at udraabe dens Fallit, og særlig i vor Tid har de jo ikke nægtet sig noget af den Tilfredsstillelse. En Kender som Professor Vilh. Andersen har dog været saa elskværdig at kalde den nuværende Litteraturperiode for de næstbedstes Tidsalder7 og mange har fundet Udtrykket rammende. Det er det ogsaa, naar der blot tilføjes, at Øjeblikket altid tilhører det næstbedste i Kunst og Digtning undtagen for dem med det sjældne Fremblik. Først Eftertiden faar Øje paa de blivende Værdier, ogsaa hos de allerede anerkendte, ja i Almindelighed allersidst hos dem.

Men altsaa: selve Hovedsummen i Nutids-Litteraturens Mellemværende med Staten kan foreløbig ikke bogføres, da dens Værdi endnu er omtvistet. En enkelt Post kan man maaske dog allerede nu blive enig om: Fortjenesten af en sproglig Fornyelse. I alt Fald er det sikkert, at aldrig har selve Sproget blomstret som i den sidste Menneskealder, aldrig har Ordene ynglet og 541 aabenbaret en Skaberkraft som netop i den sidste Tid. Som kunstnerisk Udtryksmiddel, som Stemningsinstrument, har Sproget gennemgaaet en Udvikling omtrent som den fra Strengelegen til et moderne Koncertflygel, og denne Udvikling har fra Digternes inspirerede Tungetale forplantet sig ud i Folket og spores i den fattigste Sladderby-Avis. Og hvad har saa hele denne Sprogfornyelse kostet Samfundet? Ja, sammenlignet med, hvad vi maa betale for at faa et almindeligt Hakkebræt lidt ordentlig stemt, har det sandelig faaet den billigt.

Og nu en anden Post:

Er det virkelig saa ganske "unyttigt" for Landet, at vor Skønlitteratur, som herhjemme maa høre ilde for sin Frugtbarhed, af samme Grund vækker Opmærksomhed i Udlandet, at adskilligt af denne bespottede Overflod af Romaner, Noveller og Skuespil oversættes til fremmede Sprog, udbreder Kendskabet til vort Land, bringer dets Navn i Cirkulation og skaber Interesse for os rundt om i Europas Lande? Blot som Reklame betragtet maa det dog have nogen Værdi. For at holde os til de aktuelle og ikke føre os hverken J.P. Jacobsens hjertevundne Ry eller selve Oldmesterens Verdensnavn8 til Indtægt – hvad kan f. Eks. Herman Bangs, Johannes V. Jensens eller Sofus Michaëlis' udenlandske Anerkendelse være værd for os i Penge? Eller Gustav Wied, der gav Tyskland et nyt bevinget Ord, eller Knud Hjortø, som herhjemme næsten ikke kendes, men hvis Bøger andetsteds læses og drøftes som sjældne Fund? Har Forfattere som disse to ikke Lov til at betragte deres Mellemværende med Staten som salderet, naar det betænkes, at dennes Tilgodehavende hos den sidste beløber sig til et Par Hundrede Kroner til en Udenlandsrejse, hos den første til en mindre Part af Udgifterne ved et Rekreationsophold i Kristianshavns Fængsel.

At det maaske havde været heldigere for os i vor Fattigdom og endnu bedre for vort Renommé, i Fald den Sum af Nationens unge Kraft og Saft, som er blomstret ud i Ord og Billeder, havde givet sig et andet, et mere praktisk Udslag, – det er der ingen Grund til at komme ind paa her, da det i alle Tilfælde ikke kan forringe Kunstens og Litteraturens Fortjenester. Tværtimod, det maa fordoble dem. I en Tid, der for det allermeste andet herhjemme staar i Krebsens Tegn9, udfolder Kappelysten og Vovemodet og Eventyrtrangen sig med usædvanligt Liv i Bøger og paa Lærreder, 542 og det er ingen Tilfældighed, at de to danske Mænd, der for Nutiden staar som forbilledlige Typer paa Forvovenhed og Handlestyrke, Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen, begge tilhører Litteraturen.

Maatte vi derfor nu snart være fri for disse falske Beklagelser over Statens Ødselhed over for de "unyttige" Kunstnere og Forfattere! Hverken de himmelvendte Øjne eller de arrige Hundebjæf er her paa deres Plads. Staten faar sine Udlæg rigeligt dækkede, og det skønt den i alt for mange Tilfælde anbringer dem paa Trods af al sund Fornuft, næsten som om det var Meningen at give Vorherre en Reprimande, fordi han har fordelt Talenterne saa ulige mellem By og Land.

Henrik Pontoppidan

 
[1] Søn: digteren og lægen Aage Berntsen (1885-1952). tilbage
[2] Dansk Kultur 1900: formentlig Danmarks Kultur ved Aar 1900, 1900, udgivet af J. Carlsen, Hans Olrik og C.N. Starcke. tilbage
[3] den gamle Rugekasse: studenterkollegiet Regensen. tilbage
[4] Marstrand malet: Formentlig oliemaleriet "Minister Guldberg vil gøre noget for Wessel, men dennes ønsker indskrænker sig til – en pris" fra 1865 (i privateje). Motivet er også gengivet på i hvert fald to tidligere pennetegninger, den ene fra 1861, se figuren her på siden. HP kan have kendt billedet fra Karl Madsens bog om Marstrand fra 1905. Marstrand var svigerfader til Morten Pontoppidan. tilbage
[5] Død: Stuckenberg døde 6.12.1905. tilbage
[6] Stuckenberg: Mange år senere bragtes anekdoten i Flensborg Avis 7.12.1930 og i Familjeliv, 1940, kap. 5, s. 104. tilbage
[7] de næstbedstes Tidsalder: Vilh. Andersen betvivlede selv siden at have været ophav til udtrykket, se brev til HP af 2.11.1936. Se også Moestrup kapitel IV. Se også Familjeliv kapitel 4, s. 92. tilbage
[8] Oldmesterens Verdensnavn: hermed mener HP formentlig Georg Brandes. tilbage
[9] staar i Krebsens Tegn: går tilbage. tilbage
['1] Landeplage: MS: sand Landeplage tilbage
['2] Berntsen: ms: Bertsen. tilbage
['3] Særlig: ms: Særligt tilbage
['4] Gudtroenhed: ms: Tossegodhed til at gøre sig ufortjente Fordele tilbage
['5] veed: i oversstemmelse m. maus rettet fra "ved". tilbage
['6] Haandværk,: ms: "Håndværk" tilbage