Enetale

Af Henrik Pontoppidan

Der fandtes paa Foraarsudstillingen for et Par Aar siden – eller var det i Fjor? – et bibelsk Billede af Irminger¹, der vakte berettiget Opmærksomhed. Det forestillede Jesu Disciple i Gethsemane Have og var et baade alvorligt og dygtigt Arbejde, hvor det tusinde Gange benyttede Æmne var behandlet paa en ny og ejendommelig Maade. Karakte­ristisk var især Opfattelsen af Disciplene som Grublere. Der fandtes imellem Billedets Skikkelser baade affældige Oldinge og ganske unge Mennesker; svært­byggede Handlingens Mænd og maaneskinsblege Sværmere. Men over alle disse skæggede eller nøgne Ansigter hvilede som Fællesmærke et indadvendt, grundende Udtryk, der – trods den Slummer, som havde overfaldet de Fleste, og trods det Fattigmands- eller Haandværkspræg, de realistisk nok var fremstillet med – røbede dem som Mænd med et udviklet Tankeliv, Folk, der havde vendt Verden Ryggen for udelt at fortabe sig i Sjælens indre My­sterier, og for hvem Jesus var den store Mester, der aabenbarede for dem Livets og Dødens sidste Gaader.

Denne Opfattelse af Disciplene som spekulative Teologer er karakteristisk for vor Tid. Selv Kristus opfattes jo, udenfor de "Helliges" Kres, mere og mere som en ophøjet Tænker, en aandfuld Filosof, hvis Navn man kan se nævnet mellem Sokrates, Dante og Shakespeare. Det er Realismen, der efter at have faaet Rejsepas i Literatur og andre bil­dende Kunstarter nu er havnet i det skimlede Pulterkammer, der hedder Teologien. Ganske træffende blev det omtalte religiøse Billede i sin Tid rost for sin "stemningsfulde Poesi". Poesi og Religion begynder at blive Synonymer. Romanerne bliver gudelige Traktater, og Passionshistorien fortælles som en stem­ningsfuld Novelle. Kristi Ord fortolkes som Digterord med dobbelt eller tre­dobbelt Mening, og man kaster sig over Henrik Ibsens nyeste Skuespil for at søge religiøs Trøst i hans Dybsindigheder. Saaledes sammen­røres ved Aarhundredets Slutning Lev­ningerne af dets Poesi og Religion, dets Filosofi og dets Videnskab til et ophøjet Ruskomsnusk, der minder om hin Bænkevælling², der i gamle Dage hver Lørdag blandedes sammen af alle Ugens overgemte Madrester.

Der findes i Siena en Række smaa Billeder paa Guldgrund med naive Fremstillinger af de betydningsfuldeste Episoder i Kristi Liv, malede i Begyn­delsen af det fjortende Aarhundrede af Duccio di Buoninvegna³, Sienesernes store Naturalist. Mere gribende er Lidelses­historien vel aldrig bleven fremstillet end i disse af middelalderlig Fromhed beaandede Hverdagsskildringer, Disciplene paa disse Smaabilleder er ikke det mindste spekulative og ligner mindst af alt fanatiske Sværmere med utaalmodige Længsler efter det hin­sidige. De er virkelig fattige Dag­lejere, grumme enfoldige at se til, for­trykte, udslidte og taalmodige. De har ikke vendt Verden Ryggen for at søge en ny og højere Lykke i et indadvendt Livs Forsagelse; det er tværtimod Verden, der har vendt sig bort fra dem, forstødt dem, sparket dem ud af Samfundet som urene Dyr. Kristus selv gør et ganske lignende Indtryk. Hans Udseende er aldeles ikke aandfuldt, ikke engang smukt; der er ikke det mindste "interessant" ved ham. Hvor han føres frem for Pilatus, minder han nærmest om en forkommen Stakkel, der er bleven nappet af Politiet for Betleri og nu – halvt sløv af den uretfærdige Overlast, han har lidt – trækkes frem for en Assessor i den offenlige Politiret. Ingen kan være i Tvivl om, at han og hans Disciple repræsenterer den lidende Del af Menneskeheden, den, der er bleven bøjet og kuet under Verdens ubarmhjærtige Forfølgelse, den, for hvem Døden er den store, den sande Velgører. Men hvem lider ikke? synes alle disse Billeder samtidigt at spørge. Hvem føler sig ikke bøjet og kuet, forraadt og forfulgt? ... Og med ét bliver Kristus, som han staar der forkommen med sammenbundne Hænder et Billede paa hele den lidende Menneskehed, og Korset, der tegner sig derhenne paa den gyldne Baggrund, og Bøddelen, der staar parat med sit Reb og sine Nagler, det er Døden, dens Trøster, dens eneste, sande Ven. Derom fortælles netop i et af de sidste af Billederne, der fremstiller Nedtagelsen fra Korset. Rundt om dettes Fod staar Vennerne tavse og højtidelige. En af dem er stegen op paa en Stige; han har løsnet Hændernes Nagler og omslutter nu Liget med den ene Arm. En anden afbrækker varsomt Sømhovedet foran Fødderne med en Tang. Langsomt glider det stive, nøgne og følelsesløse Legeme med fremstrakte Arme ned imod Moderen, der staar forrest blandt Kvinderne. Hun tager det om Hovedet med begge sine Hænder og trykker et Kys paa dets Pande, som om hun vilde sige: "Saa, min Søn, nu har Du udstridt Din store Strid, nu er Du lykkelig. Vé os andre, der endnu lever og strider".

Det hele Billede er som en Paaskehymne til Døden, Befrieren, Menneskenes store Forløser. Og var egenlig Kristendommen oprindeligt meget andet?

Henrik Pontoppidan.

Gå til næste enetale.