"En Folkefjende" i Berlin

Atter i Aftes1 var der Ibsen-Forestilling i Lessing Teatret. Der opførtes "En Folkefjende".

Teatret var ikke meget tæt besat. Som Billetkassereren sagde, da jeg om Morgenen var henne for at faa Billet, "Ibsen er jo nok en grumme genialsk Digter, og de skriver jo ogsaa meget om ham i Bladene … men alligevel har vi næsten tomt Hus, naar vi spiller hans Stykker mere end et Par Gange".

"Ibsen-Menigheden" synes da endnu ikke at være stor nok til i tre Aftner at fylde Teatret.

Og det var Skade, at hver Plads i Aftes ikke var optagen. Det var i et og alt en Mønsterforestilling, der blev budt; og den henrev efterhaanden det i Begyndelsen temmelig kølige og øjensynlig mere af Modstandere end Tilhængere bestaaende Publikum til et saa øredøvende Bifald, at Digteren her fik fuld Oprejsning for Hedda Gablers maaske lidt tvivlsomme Sejr.

Men "En Folkefjende" er da ogsaa et Skuespil, der umuligt kan lade nogen uberørt. Det synes mig mere og mere et af Ibsens allerbedste Arbejder. Den temmelig matte og tendentiøse Udførelse, Stykket i sin Tid fik i Kjøbenhavn, var ene Skyld i den forholdsvis ringe Interesse, det der vakte paa Scenen. Thi det er jo netop et Scene-Stykke af allerførste Rang. Der er over det hele en Flugt og Varme, der ikke er almindelig hos Ibsen. Man mærker, at hver Replik er strømmet ud fra Hjærtet og ikke skruet ud af Hjernen – saadan som i enkelte andre af hans Arbejder.

Den friske Storm, der gaar igennem Stykket, pustede Liv i Skuespillernes Fremstilling. Man mærkede intet til den ængstelige Usikkerhed, hvormed de forleden Aften greb om enkelte af "Hedda Gabler"s taageslørede Skikkelser. De forstod her fuldt ud Digterens Mening, greb hans Tanker i de fineste Nuancer.

Først og fremmest maa nævnes Dr. Stockmanns Fremstiller, Hr. Adolph2 Klein. Jeg ved ingen Sinde at have set en saa fortræffelig Teaterpræstation, og da Dr. Stockmann som bekendt er paa Scenen fra først til sidst, var det ham, der – næst Digteren – skabte Stykkets Lykke. Han spillede med Bjørnson's Maske og Figur – og naar man saa ham bestandig ivrig gestikulerende og docerende hjemme i Stuen, eller naar man saa ham ved Folkemødet vandre frem og tilbage paa Talertribunen, mens han holdt sit Foredrag, snart med begge Hænderne i Lommen og Øjnene mod Gulvet, som om han talte med sig selv, snart brydende ud med en vældig Løvestemme og pegende ud over Forsamlingen, som om han vilde skræmme Sandheden ind i de sløve Hjærner – kunde man næsten ikke faa sig selv til at tro, at det ikke var den rigtige Bjørnson, man her havde for sig. Der var den hele Aften ikke en Mine, ikke en Bevægelse, der røbede en Hr. Adolph Klein under Masken – endsige en Hr. Skuespiller Klein, der ikke kunde være uvidende om, at foran ham sad et Avditorium af 6-700 Mennesker. Dette er saa meget mere forbløffende, som en berlinsk Skuespiller vel ikke kan have haft overvættes rig Lejlighed til at studere norske Folketaleres Væsen og huslige Liv – og Figuren var netop i alt saa fuldstøbt norsk, al den Stund der vel ikke kan tænkes nogen mere norsk-norsk Skikkelse end Bjørnstjerne Bjørnson.

Det er Ydelser som denne, der faar al gammel, hensovet Teaterbegejstring til igen at blusse op hos En. Det kan nemlig ikke nægtes, at man ofte under Opførelsen af selv udmærkede moderne Stykker kan gribes af Tvivl om, hvorvidt de overhovedet egner sig for Scenen, og om de ikke udelukkende er Læsedramaer, som man nyder bedst hjemme i sin egen Stue. Og er denne Tvivl ikke Grunden til, at saa mange ofte foretrækker at se nogle harmløse Løjer paa en Farcescene eller en dresseret Gris i en Variete? Men Skylden herfor har alene Skuespillerne, ikke Forfatterne. Det moderne Drama mangler de fleste Steder endnu de sceniske Kræfter, der kan give det Liv paa Brædderne. "Læsedrama" er der vist i det hele slet ingen Ting, der hedder. Ethvert Skuespil, som man kan nyde i sin Stue, maa kunne blive dobbelt saa nydelsesrigt paa Scenen – blot man har de rigtige Skuespillere til at opføre det.

Vi maatte i København ønske os en Skuespiller som Klein. Han synes mig betydeligere end Kainz, sammen med hvem han virker. Han har vel ikke Kainz' ildfulde Nervøsitet – men heller ikke hans Maner. Han er tværtimod i Besiddelse af en utrolig Forvandlingsevne. Naar han den ene Aften har spillet den urolige, barnligt opfarende Dr. Stockmann, spiller han den næste Aften f.Eks. den rolige tørre fiffige Undersøgelsesdommer i Raskolnikow – og begge Dele som om han gik i sine egne Klæder. At han forleden ikke fik en saa helstøbt Figur ud af Ejlert Løvborg i "Hedda Gabler", var ikke hans Skyld.

Alene for at se "En Folkefjende" er det for Tiden værd at rejse fra Kjøbenhavn til Berlin. Det lønner Umagen.

H.P.

 
[1] i Aftes: Det er ikke undersøgt præcis hvilke aftener de to på hinanden anmeldte forestillinger fandt sted. Men HPs anmeldelser har tydeligvis været gengivet i avisen med forskellig tidsafstand til opførelsen. tilbage
[2] Adolph: det østigske skuespiller hed Adolf Klein (1847-1931). tilbage