Forord og Efterskrift 1931

Første Del af Niels Jeppesens Debutbog, som her er genoptrykt, udkom 1908. Dens Titel "Den, som sejrer", kan minde om Andersen-Nexøs to Aar forinden udgivne "Pelle Erobreren"; men i Stemning og Indhold er de to Bøger saa forskellige som Vaarbrud og Løvfald. I den sidste fortælles om en sejrrig Vilje, der trodser sig gennem al Modgang, i den første om svage Sinds Modstandsløshed og Sammenbrud. Ogsaa de to Bøgers ydre Skæbne blev helt forskellig. Mens Andersen-Nexøs Roman har vundet en Udbredelse, der svarer til dens Navn, er bleven en Verdenserobrer, der med Grund er bleven læst og paaskønnet overalt, har Niels Jeppesens Boghøst med Urette faaet en ganske uventet modsat Lod. Samtidig med, at en svulmende Bølge af folkelig Digtning rullede frem i dens Kølvand, sank den selv til Bunds som en Sten. Efter et Par skødesløse Redningsforsøg fra Forlæggerens Side'1 indregistreredes den koldblodigt blandt de totale Forlis.

Vore Forlag har i de senere Aar ikke indlagt sig stor Fortjenste af vor hjemlige Litteratur, i hvert Fald ikke den Slags Fortjeneste, hvortil der knytter sig Ære eller blot Agtelse. Niels Jeppesens Forfatterskab er langtfra det eneste fra den Tid, der blev trykket 133 i Starten. Hans Ven fra Barndommen Harald Kidde var ogsaa et Stedbarn, der forsømtes, indtil hans tragiske Død gav hans Bøger en uventet Chance. Og der er adskillige andre med fremragende Talent, der ikke uden Grund klager over deres Forlæggeres Ligegyldighed og Vanrøgt. Princippet indenfor Boghandelen er jo blevet at betragte Bøger uden Sentimentalitet som en almindelig Handelsvare. Det kan lyde meget forstandigt, men er i Virkeligheden – ogsaa købmandsmæssigt set – en stor Taabelighed. En god Bog er et levende Væsen med Vækstmuligheder. Der kan ikke handles med den som med Hatte og Støvler eller døde Torsk. Ligesom det hænder, at unge talentfulde Kunstneres tidligste Værker, der straks næsten ikke var til at sælge, efter nogen Tids Forløb indbringer deres Ejere Formuer, saadan kan det ogsaa gaa med Bøger. Det gælder blot om at give dem Tid til at udvikle deres Mulighed for at vokse. Men i Stedet for efterligner vore Forlæggere mere og mere de store Modemagasiner og gør Bogen til en Sæsonvare. Den kastes paa Markedet, skødesløst heftet og daarligt trykt, og paatvinges Publikum ved Hjælp af en nærgaaende Reklame, der skal skaffe den solgt, inden den – som det hedder – gaar ud af Kurs.

For at Forlagsvirksomhed skal blive en sund Forretning og ikke Svindel, maa dens Forhold til Litteraturen være som Forstmandens til hans Skovdistrikt; og det er jo altid mere ved sin Omhu for Ungskoven og sin Behandling af Planteskolen, at en saadan Mand beviser sin faglige Dygtighed, end ved Udnyttelsen af de store gamle Træer, der er hans Forgængeres Værk. Nu hænder det naturligvis, at en Forlægger faar Tillid til en ung Skribent; men det gør i Almindelighed 134 kun ondt værre. Ved energisk Reklame skaffes hans Bøger Udbredelse, saa de straks kan give Forlaget Udbytte. Man kan ikke vente. Men Resultatet bliver derfor sjælden efter Forventning. Man kan nu en Gang ikke faa et Rugstraa til at løbe i Vejret ved at hale i det (jfr. Ludvig Feilberg). Af den Grund foretrækker vore Forlæggere mere at lade de debuterende Forfattere selv bestride Udgifterne ved deres Bøgers Fremstilling og Udbredelse, foruden at de samtidig sikrer sig Andel i eventuelt Overskud. Det er vist den Fremgangsmaade, som ved Bananvognene og mellem den Slags mindre Handelsfolk kaldes for "en fin Forretning".

Da Niels Jeppesens Bog udkom, vandt den sig straks Venner ved de dybt fortrolige Indblik i Almuesindet, som den røbede. Men til den store Læseverden fandt den altsaa ingen Vej; og naar man nu, efter næsten 25 Aars Forløb, igen læser Bogen, forstaar man jo nok Grunden. Her er ingen Venerationer. Det er den graa Hverdag, der glider stilfærdigt og lidt enstonig forbi. Men hvor er disse jævne Skildringer ikke levende og sande i Sammenligning med den blændende Skildringskunst, der skaffer de mange Læsere. Hvad Dr. Adam Malling i sin Tid skrev1 om den danske Naturs Skønhed, at den – i Modsætning f. Eks. til den norske – er af den blufærdige Slags, der gemmer sig og maa søges, det gælder ogsaa for meget af det værdifulde i dansk Digtning.

Men lad nu en rigtig Litteraturkritiker faa Ordet og afsige sin Dom om Niels Jeppesens Roman. Jeg vælger en Aandsfrænde af ham, Peder Hesselaa, der i sin fortjenstfulde Bog "Vor Tids Digtere"2 skriver saaledes om den:

"Man læser ikke disse Skildringer uden Gang paa 135 Gang at beundre Niels Jeppesens indtrængende Forstaaelse af Menneskesjælen; han naar med sit søgende Blik ind til Sagens Kærne, saa at han ser Sammenhæng og banet Vej, hvor mange kun øjner Meningsløshed og uigennemtrængeligt Uføre." – Og et andet Sted: "Det var Maalet, han vilde naa: en Digtning, hvor Sandhed og Skønhed rækker hinanden Haanden. Han kan takke sin stejle Idealisme for, at han næsten altid har naaet dette Maal, saa at han er kommet til at staa for os som vor Tids redelige Digter."

Det vilde være rart, om dette nye Forsøg paa at vække den lunefulde Læseverdens Interesse for Niels Jeppesen kronedes med Held. Der kunde da maaske være Haab om at faa ogsaa andet af den Digtning, som den Gang sank til Bunds under Publikums Ligegyldighed, hævet op af Dybet. Der skal ikke nævnes Navne. Men der var mange Forlis. Og om de fleste af dem gælder det, at de bærer Vidnesbyrd om gærende Sind, i det hele om et Aandsliv, der var ejendommeligere, og baade dybere og rigere end det nuværende.

Henrik Pontoppidan.

 
[1] Adam Malling i sin Tid skrev: i HPs Det ideale Hjem (1901). tilbage
[2] Peder Hesselaa (1900-1968), redaktør og forfatter havde udgivet Vor Tids Digtere i 1926. tilbage
[3] forord: om dettes tilblivelse beretter Niels Jeppesen i bogen Samtaler med Henrik Pontoppidan (1951) s. 37f:

Paa en Spadseretur i Dyrehaven husker jeg han sagde, at jeg skulde søge det Ancherske Legat, men jeg svarede, at saa var jeg bange for, jeg fik det, for jeg forstod, at han vilde anbefale mig til det; der er saa mange andre, der har mere Brug for det, og jeg kan saa daarligt rejse fra min Gerning et halvt Aar. "Nej, saa maatte De hellere skrive et Forord til en ny Udgave af mine første Bøger, der forlængst er udsolgt som Makulatur og gaaet i Papirmøllen". "Ja, jeg sætter jo dem højest", svarede han. Men det Forord, han sendte, var en hel lille Afhandling af en saadan Karakter, at man forstaar, at han betingede sig, at den eventuelle Forlægger først maatte se det, naar Kontrakten var underskrevet. Og da det ikke maatte offentliggøres uden som Forord til Dobbeltromanen, ligger det endnu i Skrivebordsskuffen.

tilbage
['1] Side: < Sinde. tilbage